Category Archive: Debatindlæg

  1. KØNST?

    Leave a Comment

    Af Pernille Taagaard Dinesen
    Klummen er bragt i Jyllands-Posten den 26/06/24.

    Da jeg sidste sensommer tiltrådte som direktør på KØN – Gender Museum Denmark var der en frisk journalist, som i forbindelse med et portrætinterview spurgte mig, om institutionen nu stod overfor at skulle ændre navn til ”KØNST”?

    Bevidst om spørgsmålets ironi og journalistens reference til min baggrund som kurator på ARoS Aarhus Kunstmuseum koblet med KØNs stormombruste navneskifte i 2019 fra ”Kvindemuseet i Danmark” til ”KØN – Gender Museum Denmark”, kunne jeg klar i spyttet svare nej, barnet står ikke overfor at skulle have et nyt navn. Igen.

    Ikke desto mindre gemmer der sig bag journalistens kække attitude en spændende refleksion over alt det, som kunsten har at give til sine omgivelser – ikke mindst til kulturhistorien. Helt oplagt er det faktisk at vende spørgsmålet på hovedet og spørge, om al kunst i bund og grund ikke er skabt på baggrund af vores fælles kulturhistorie? Og hvis ja, er der så ikke tale om et uløseligt slægtskab de to fagområder imellem, kunsthistorien og kulturhistorien?

    For mens vi er enige om, at kulturhistorien undersøger den menneskelig kultur og samfundskulturens generelle udvikling, ja, så nikker vi også samstemmende til ideen om, at kunsten er et spejl på vores omgivelser; en dynamisk og uafbrudt fortolkning af:

    1. Hvad vi kommer af (vores historie)
    2. De kulturelle sammenhænge, som vi indgår i (vores kontekst)
    3. De sociale bånd, der knytter os (vores relationer)

    Vi har en iboende forventning om, at vi i kunsten delvis skal kunne genkende os selv, delvis skal vi overraskes og motiveres til at tænke nye tanker. Kunstens forpligtelse er altså at være til stede i fortiden og i nuet på samme tid, som dens ærinde er at give bud på, i hvilken retning menneskeheden bevæger sig kulturelt set.

    I bestræbelserne på at rumme det hele er det kunstens erklærede overskrift, at den netop ikke leverer svar. Kunsten rejser spørgsmål og er deraf uden bagkant i dens råderum, i dens abstraktionsevne og i dens udtryksform. Kunstens måske væsentligste kendetegn er med andre ord dens fornægtelse af fastlagte rammer, regler og strukturer.

    Kunsten er fri.

    Som institution er KØN – Gender Museum Denmark netop opstået på baggrund af ideen om at være fri; at udfordre hierarkierne, skubbe til systemet og bryde med standarderne. Præcis som kunsten. Alligevel har langt de fleste af os en forkærlighed for at tænke i gamle baner og placere ting på rette hylde: i kasser, siloer og søjler. Ellers mister vi jo kontrollen. Men hvorfor egentlig insistere på den rigide differentiering, når vi øjensynligt har alt muligt at give hinanden på tværs af ikke bare fagdiscipliner men også – i et større og medmenneskelige perspektiv – på tværs af holdninger, værdier og ståsted i livet? Dialogen om de mange sandheder kan sagtens eksistere side om side. Hvis vi altså bare accepterer det. Det er den altafgørende forskel. Den rummelighed arbejder vi bevidst med på KØN – ikke mindst ved at lukke kunsten ind og lade den flirte med kulturhistorien.

    Min pointe med den her klumme er, at kunstens karakteristika og dens evne til at fornægte svaret er en uvurderlig gave – ikke bare til KØN og museets selvforståelse, men til samfundet generelt, når vi taler om forandringsledelse, forestillingskrise og gisninger om menneskehedens fremtidsudsigter.

    Fejlagtigt antager vi, at den dybe tallerken skal opfindes hver gang, at vi står overfor en udfordring – men prøv at give dig selv lov til at se i retningen af kunsten. Kunsten har som regel allerede taget rystelserne i jorden til sig og forudset verdens u-turn længe før andre instanser. I de her år, hvor de store institutioner synker i grus, og verden er fuld af revolutioner nedefra og op er der måske ovenikøbet noget befriende og frisættende i at læne os ind i kunstens fortælling og acceptere kontroltabet og fraværet af et indiskutabelt svar på udfordringerne.

    Med andre ord: Lyt, lær, lev med kunsten. Den er skabt til, for og om både dig og mig.

  2. Feministisk ledelse! Hvad er nu det for en størrelse?

    Leave a Comment

    Af Pernille Taagaard Dinesen
    Klummen er bragt i Jyllands-Posten den 24/04/24.

    Jeg har sat en klog kollega på min arbejdsplads KØN – Gender Museum Denmark stævne og den her klumme er et udtryk for, hvad der kommer til overfladen, når de velkendte syv hv-spørgsmål får lov til at pløje hen over fænomenet og udfolde dets betydning. Så! …

    HVEM ER FEMINISTISKE LEDERE?

    Svar: Feministiske ledere er – modsat hvad mange antager – hverken kvindelige eller feminine ledere. At være feministisk leder handler ikke om lederens køn. Det er derimod ledere, der praktiserer en særlig ledelsesstil.

    HVAD ER FEMINISTISK LEDELSE OG HVAD KAN DEN BRUGES TIL?

    Svar: Feministisk ledelse er en ledelsesstil med en skarp og kritisk bevidsthed rettet mod egen ledelsespraksis. En ledelsesstil, hvor du er bevidst om din magt, hvordan du bruger den og hvilke bias du selv bringer med på arbejde. En ledelsesstil, hvor du ikke er bange for at se dig selv og din virksomhed efter i sømmene og udfordre status quo: Hvad er det for en form for magt, vi har over eller med vores medarbejdere på arbejdspladsen, styrker vi vores medarbejdere og partneres empowerment? Deler vi beslutningspotentialet, inviterer vi stemmer ind fra andre dele af organisationen, også dem der ikke nødvendigvis ligner vores egen. At lede feministisk betyder både at lytte til andres input til at optimere en proces, til de udfordringer der er. Men det handler i høj grad også om at være sikre på sammenhæng mellem vision og praksis, eller med andre ord ”walk the talk.”

    HVOR ER FEMINISTISK LEDELSE?

    Svar: Alle mulige steder – men desværre stadig for få steder! Ikke desto mindre vinder ideen om at gentænke lederens rolle frem, og særligt ledere der tør gentænke sin rolle kan vinde i mødet med de nye generationer, som indtræder på arbejde med fornyede værdier som i højere grad handler om relation frem for autoritet, om den meningsskabende arbejdsplads som vil gøre en positiv forskel for mennesker og miljø, og om at møde hinanden i øjenhøjde.

    HVORNÅR ER FEMINISTISK LEDELSE SÆRLIG RELEVANT?

    Svar: Er der en virksomhed, en organisation, en forening, eller en anden samling af mennesker med et formål, så er feministisk ledelse relevant. Det er lidt ligesom bæredygtighed – det er relevant og kan anvendes i alle sammenhænge, hvor der er metode, formål, processer, mennesker og impact. Det er de størrelser, feministisk ledelse drejer sig om.

    HVORFOR HEDDER DET FEMINISTISK LEDELSE?

    Svar: Grunden til, at det hedder feministisk ledelse er, at mange af de værktøjer ledelsesretningen indeholder har man særligt anvendt i feministiske bevægelser og organisationer. Det er sidenhen blevet studeret og samlet i værktøjskasser, som kan bruges til ledelsestræning, for at gøre en forskel. Det grundlæggende ved feministisk ledelse er, at det er transformativ ledelse. Så det er ledelse der ikke bare læner sig op ad status quo, men en ledelsespraksis der vil mere end bare akkumulere magt og profit uden blik for konsekvenser for mennesker og miljø. En ledelsespraksis, der fremmer ligestilling, bæredygtighed, sociale spørgsmål som inklusion og diversitet men også som vil være i processen med det – tør kigge på sig selv – tør undersøge sin egen organisation: Er der nogle praksisser vi kan ændre på, nogle principper vi har brug for at lave om, hvor er der uligheder, er det altid et bestemt køn, der får visse opgaver; enten forfremmende eller netop ikke-forfremmende opgaver. Det handler om at være bevidst og om at turde gøre sig selv bevidst, og måske vigtigst af alt turde være kritisk på sig selv som leder, at man ikke nødvendigvis altid har svaret.

    HVORDAN KOMMER FEMINISTISK LEDELSE TIL UDTRYK?

    Svar: I vores workshops på Museum KØN arbejder vi med de 4 p’er indenfor feministisk ledelse: power, politics & purpose, principles & values og practices – det er redskaber man netop kan bruge, til at kigge sig selv i sømmene. Hvilke værdier har virksomheden, hvordan omsættes værdier til principper, som så kan blive til en praksis, og hvilke magtrelationer skal vi være bevidste om for at sikre dette. For vi har alle sammen fine ambitioner, men for at det skal være feministisk ledelse skal de værdier omsættes til konkrete principper og guidelines, som vi skal bestræbe os på at forfølge og som skal med i den hverdag, vi arbejder sammen om. Så hvis ikke vi tænker fra de store ambitioner og ned i vores konkrete praksis og omvendt, så misser vi noget af det transformative potentiale, der er i feministisk ledelse.

    HVAD SÅ MED FEMINISTISK LEDELSE HERFRA?

    Svar: Ja, det er jo det store spørgsmål! Kort sagt handler det herfra om at turde starte processen og blive i den – også når det ikke er ligetil. Og det vil det langt fra altid være, for forandring tager tid og kræver en dedikeret indsats, og det gælder i særdeleshed når det handler om social forandring og det ovenikøbet er vores egne vaner, bias og business-as-usual det drejer sig om. Det er det, som workshoppen på KØN omhandler.

    Den her klumme kan vel være en opfordring til at genbesøge sin egen praksis, sin egen virksomhed, for eksempel ved at kickstarte med KØNs workshop ’At lede til forandring – feministisk ledelse som praktisk værktøj’.

  3. Smertensbarnet; Den demokratiske samtale

    Leave a Comment

    Af Pernille Taagaard Dinesen
    Klummen er bragt i Jyllands-Posten den 21/02/24.

    Jeg har givet mig selv et tankeeksperiment. Det lyder sådan her: Hvis den demokratiske samtale var en person, hvilken person ville den så være? Det er måske et absurd, men ikke desto mindre ærligt tankeeksperiment, som jeg har valgt at forfølge, da jeg oplever, at den demokratiske samtale falder over sine egne ben i en sådan grad, at begrebet nærmest kalder på at blive analyseret 360 grader rundt.

    Så, hvad er mit svar? Hvilken person kan sidestilles med den demokratiske samtale? Jo, jeg mener, at den er et smertensbarn – barnet, der ifølge Den Danske Ordborg, ”volder forældrene bekymring, besvær og sorg”.

    Næste naturlige spørgsmål i det her tankeeksperiment er, hvem der så kvitterer for forældrerollen til smertensbarnet? Hvem ”har født” den demokratiske samtale, hvad er dens strukturelle rammesætning? Det spørgsmål virker indlysende at besvare; konteksten for den demokratiske samtale er det demokratiske samfund. Og det er netop i den sammenstilling, der tegner sig et foruroligende billede, for i forholdet mellem smertensbarnet – samtalen – og forældrerelationen – samfundet – flyder det over med polariserende, hetzene og fordømmende udsagn. Udsagn, som graver dybe kløfter, spreder sig med lynets hast og fuldstændigt udvander den demokratiske samtales oprindelige ærinde: tålmodigt at drøfte uenigheder, lytte til andre synspunkter end dine egne og opnå viden og respekt gennem forskellige livssyn.

    Desværre er problemet ikke kun betegnende for enkeltindividets hyppige brug af djævle-emojier i kommentarsporene på sociale medier. Det er i lige så høj grad en tendens motiveret af mediernes evige jagt på konfliktfyldt materiale. Jeg oplever sparsom vilje til mentalisering og nuancering i mediebilledet. Konfliktstof er lig med godt stof. Nuancer i den offentlige debat er irriterende, da de udvisker konfliktens styrke. Løb! Råber djævle-emojierne til hinanden. Videre! Der er gang i et nyt bål herovre …

    Når den demokratiske samtale gengældes offentligt med hetz og had bliver den uhensigtsmæssigt til sin egen spændetrøje. Vi begrænser os selv og hinanden, og vi reducerer den demokratiske samtales frie gang på jord af ængstelse for, at medierne og djævle-emojierne bringer os steder hen, hvor vi ikke ønske at være. Det er et kæmpe problem med den konsekvens til følge, at vi sikrer kun at tale til ”de frelste”, læs: den gruppe af mennesker, som vi ved, deler vores personlige meninger. Eller endnu værre bevirker det, at vi helt tier stille, fordi vi ikke orker bål og brand i slipstrømmen af vores individuelle syn på verden.

    På min arbejdsplads, KØN – Gender Museum Denmark, er djævle-emojiernes bål potentielt ulmende hver eneste dag. Museet, mine kollegaer, museets samarbejdspartnere og jeg er blevet mødt med had, trusler og vrede. Med beskyldninger om at være satanister og pædofile.  Vi oplever anklager, der spænder over hele buen fra kvindefjendsk til mandefjendsk.

    Det er opslidende, ressourcekrævende og komplekst at navigere i, og alligevel står vi fortsat op for sagen og lægger vores vågne arbejdstimer et sted, hvor risikoen for at blive beskudt, beskyldt og beklikket er dagligdagskost.

    Men det handler som nævnt desværre ikke kun om KØN som institution men om samfundet som et hele. Af en grund har Aarhus Kommune formuleret et sæt af komplekse problemstillinger under titlen ”De Vilde Problemer”, hvori den demokratiske samtale optræder som et særligt anliggende under et særligt pres.

    Men hvem har egentlig ansvaret for smertensbarnet, den udfordrede demokratiske samtale?

    Det har vi alle sammen – men det har i første instans, og især! medierne, politikerne, og alle der med en synlig magt tegner samfundets og enkeltindividets virkelighedsbillede. Men om revolutionen til forandring sker oppefra og ned eller nedefra og op, så har vi alle mulighed for at bidrage. Fx ved at begrænse brugen af djævle-emojien og i stedet være nysgerrige på nuancer, præmisser og kontekster for den demokratiske samtale. Djævle-emojien fortæller (modsat hvad man skulle tro) intet om indholdet i den demokratiske samtale. Den tegner udelukkende et mønster af, at hver eneste gang smertensbarnet møder en djævle-emoji, ja, så krymper barnet sig. Det er dét mønster, som vi bør fokusere på at ændre fremfor at misbruge den demokratiske samtale på at skændes om rigtig og forkert.

  4. Generation Z og de gamle elefanter

    Leave a Comment

    Af Pernille Taagaard Dinesen
    Klummen er bragt i Jyllands-Posten den 22/12/23.

    Jeg tænker en del på Generation Z i øjeblikket. Ikke alene betinget af, at to tredjedele af min børneflok bestående af tre pragtfulde sønner er født i tidsrummet 1995 – 2010 og derfor føjer sig til den internationale generationsbetegnelse. Nej, også begrundet i, at Z’erne fylder mere og mere i samfundet, konkret og symbolsk, og at jeg er direktør på et museum, hvor 54% af ca. 50.000 årlige gæster er unge mennesker mellem 14 – 29 år. Det er intet mindre end en vidunderlig omstændighed, som jeg mener, at vi som institution er forpligtede til at tage ejerskab på ved nysgerrigt at zoome ind på, hvad det egentlig er, at den her generation kendetegnes ved.

    Spørger man ude i samfundet hvordan Z’erne gør sig bemærkede, tegner der sig et interessant mønster af en generation, der siger fra, står op for deres værdier og leder efter et job med ”purpose”, læs: det meningsfulde arbejdsliv. Stort set samtlige virksomhedsledere, som jeg taler med i øjeblikket, giver udtryk for en ”Z-forstyrrelse” i en sådan grad, at identitetsopfattelsen på arbejdsmarkedet er voldsomt udfordret.

    ”Det er som om, at de påtvinger mig en ny form for lederrolle”, sagde en midaldrende leder fra en stor dansk bank til mig forleden. ”Hvor jeg tidligere satte strategisk retning for mit team, er jeg nu en form for diplomat mellem de ældre kollegaer og den unge generation. Det handler i langt højere grad om dialog og om sprog”.

    Gud, hvor jeg synes, at det er spændende! Tænk, at de små bavianer, som jeg selv har været med til at sætte i verden, formår at blæse så kraftigt til fundamentet, at det vakler! Og i min videre fascination af Z’erne kan jeg ikke lade være med at reflektere over, om de mon virker så intimiderende på os fordi, at de er lykkedes med noget, som vi ikke selv er lykkedes med? At stå op for værdierne. At sige fra. At insistere på det meningsfulde arbejdsliv. Jeg tror, at det er en øvelse værdig at vende blikket indad og spørge, om ”Z-forstyrrelsen” i bund og grund er et udtryk for vores egen utilstrækkelighedsfølelse?  

    Her kan jeg naturligvis ikke tillade mig at generalisere men står ved min egen historie, når jeg deler med læseren, at jeg i de 20 år, jeg har været på arbejdsmarkedet, aldrig har krævet noget upfront af min arbejdsplads. Aldrig. I hvert fald ikke før det stadie hvor jeg suget for hver en blodsdråbe har måttet krybe til korset og bede om hjælp. Jeg har heller aldrig vovet at fritte min leder for institutionens værdisæt, da jeg autoritetstro har antaget, at virksomhedens grundsokkel var urørlig. Og jeg bakser stadig – i en alder af 48 år – med at sætte faglige og medmenneskelige grænser for at sikre den meningsfulde balance mellem mit privat- og arbejdsliv. Så hvem er det egentlig, der har fat i den lange ende her?

    Det er vel ikke for meget at udtrykke, at det fælles tredje, der opstår mellem Z’erne og os ”gamle elefanter” på arbejdsmarkedet er en klassisk generationskløft. Men hvornår har nogen ny generation ikke positioneret sig selv ved at tage markant afstand til de autoriteter, handlemønstre og normer, som deres forældrenes generation er rundet af? Formodentlig aldrig, er mit bedste svar.

    Vi er nødt til at gribe i egen barm og anerkende et stort ansvar, når det kommer til ”Z-forstyrrelsen”, for det er jo (for pokker!) os, Generation Z’s forældre, som har motiveret deres værdibårne og sproglige tilgang til verden. Her taler jeg igen for egen regning, når jeg deler, at jeg lige siden omtalte sønner var små dagligt har bombarderet dem med følelsesorienterede, refleksive spørgsmål a la: ”Hvordan har du det”? ”Hvad har du lyst til”? ”Hvor går din grænse”?

    Så i stedet for at rynke på panden over en generation, som umiddelbart ikke virker til at passe ind i den eksisterende arbejdsmarked-skabelon, er vi nødt til at indse, at der er et markant paradigmeskifte på vej, som allerede for nuværende udfordrer skabelonen og på sigt vil sætte den helt ud af spil. Måske skulle vi derfor vende bøtten og takke Generation Z for at virkeliggøre nogle af de fundamentale ting, som mange af os ikke selv formåede at definere i vores indledende år på arbejdsmarkedet. Hvis vi øver os i at fortolke Z’ernes utrættelige krav til omgivelserne som andet end kritik af de eksisterende systemer, gør vi faktisk os selv en kæmpe tjeneste, for lige om lidt er det dem, Generation Z, der sidder bag rattet i bussen, mens vi andre gamle elefanter må kravle ned på bagsædet.

    Og nej, jeg ved det godt. Det er aldrig nogen behagelig udsigt at skulle ned at sidde bagerst i bussen. Alligevel er det vel på sin plads at udtrykke et ”Tillykke med det”! For det er vel en form sejr, at enhver ungdom insisterer på radikal og strukturel forandring og at vi, om end forsinket, kontinuerligt inspireres og lærer noget af hinanden på tværs af generationer.

  5. Museumsdirektør: Birgitte Bergman tager museum som gidsel i en anti-woke-dagsorden

    Leave a Comment

    Påskedag udtalte Birgitte Bergman (K) i et interview til Berlingske, at: »navneskiftet fra Kvindemuseet til KØN viser, at der er en aktivisme i kunst og kulturverdenen, som jeg finder anstødelig. Det er åbenbart ikke længere legitimt at fortælle om kvinders kamp, det er absurd, og som kvinde føler jeg mig provokeret.«

    Jeg vil ikke lade museet KØN blive taget som gidsel i en anti-woke-dagsorden, hvor det ikke hører hjemme. Til gengæld vil jeg gerne rose Birgitte Bergmans øvrige udtalelser om, at kunsten skal være fri, og at vi skal værne om vores fælles kulturarv. For de principper deler hun med KØN.

    Hvis den konservative kulturordfører står ved sine ord om, at kunsten skal være fri og at kulturarven skal værnes om, bør hun ikke overveje at skære i tilskuddet til Museet KØN. Hun bør i stedet overveje at tildele det flere penge.

    Når Birgitte Bergman ikke er klar over, i hvor høj grad hun har fælles mål og værdier med vores museum, må det være, fordi jeg ikke har forklaret dem godt nok. Hermed et forsøg:

    Et naturligt navneskift
    I 2015 blev Kvindemuseet kvalitetsvurderet. Her fandt Slots- og Kulturstyrelsen, at museets formålsbeskrivelse var ude af trit med museets vision. Der var brug for fokus på køn i et bredere perspektiv, hvor også mænd som køn blev inddraget. Præcis ligesom forskningsfeltet på universiteterne har udviklet sig fra »kvindestudier« til det bredere »kønsstudier«.

    Navneskiftet var en naturlig konsekvens af det udvidede mandat og trådte efter stor mediebevågenhed i kraft i februar 2021, hvor jeg paradoksalt nok måtte forsvare beslutningen over for de identitetspolitiske stemmer, som Bergman selv blæser til kamp imod.

    Birgitte Bergman udtaler også, at museets navneskift betyder, at kvindekampen ikke længere er legitim at tale om. Men et navneskift kan på ingen måde ændre ved, at kvinders historie uundgåeligt er afsættet på et museum om køn, ligestilling og mangfoldighed. Kvindehistorien er hele grundlaget for KØNs udvidede ansvarsområde.

    Sidste år misforstod modstandere af navneskiftet også bevæggrunden for navneændringen og anklagede museet for at være ’woke’, ’identitetspolitisk’ og for at være et ’minoritetsmuseum’.

    Men museets mandat er det stik modsatte: Vi er forpligtet til at sætte fokus på relationerne mellem køn og på, hvad køn har betydet til forskellige tider – for os alle sammen. Ligestilling er noget, vi gør sammen. Det nye, bredere perspektiv betyder, at museet også tager livtag med problemstillinger relateret til maskulinitet og manderoller og giver dem et historisk modspil.

    KØN værner om kønnenes kulturarv
    KØN er et statsanerkendt specialmuseum, som ifølge museumsloven skal sikre den kønnede kulturarv i Danmark. Museumsloven dikterer også relevans, og KØN sætter dagsordener og udgør en national forsknings- og public service-funktion – for ikke at nævne den lange række af velfærdsopgaver, museet varetager, såsom skoleundervisning og rådgivning af offentlige myndigheder. Vi holder international mandedag og laver pop-up museum – præcis ligesom vi fejrer 8. marts, mors dag, pride og meget andet.

    Det er helt særligt, at vi i Danmark har en institution, en platform, som kan bygge bro mellem historie og nutid, og som lader borgerne mødes i samtalen om køn og ligestilling.

    Trods et famøst navneskift og en coronakrise har KØN et stigende publikumstal, der udgøres af et stadig yngre og mere mangfoldigt publikum. Noget, som politikere gennem mange år har krævet af museerne i Danmark.

    Man oplever det bedst med sine egne øjne – så kære Birgitte Bergman, jeg giver gerne både kaffe og kvindehistorie, hvis du en dag skulle få lyst til at besøge KØN.

  6. Identitetspolitik som slagmark er ikke et nyt fænomen, og ’woke’ er blot et nyt ord på gamle floskler

    Leave a Comment


    Af: Julie Rokkjær Birch, Museumsdirektør på KØN

    ”Woke-ideologien breder sig”, lyder det bekymret fra spalterne i aviserne og i trådene på twitter, hvor befolkningen tegnes op mellem ’woke’ og ’anti-woke’. Selvom der er en politisk slagside, så spreder trenden sig på tværs af politiske skel, så bl.a. Pia Kjærsgaard ligefrem har udtrykt betænkelighed over ”woke-tendenser” blandt de borgerlige partier. Ordet ’woke’ bliver i det hele taget brugt flittigt som enten skræmmebillede eller nedladende stempling – men også som stolt selvmanifestation. Ligesom med ordet ’boomer’ ligger der også (men ikke kun) en generationskamp gemt i begrebet, for det er primært de unge millenials, der bliver kaldt og/eller omfavner at være ’woke’.

    Slår man ordet op, så defineres ’woke’ som et identitetspolitisk begreb, der stammer fra USA og henviser til en opfattet eller oplevet opmærksomhed overfor social og racemæssig uretfærdighed. Det er afledt af det afroamerikanske slangudtryk “stay woke”, hvis grammatiske form henviser til en fortsat opmærksomhed. Ordets historiske arv og betydning handler altså om at forholde sig aktivt bevidst om at synliggøre hierarkier og magtforhold i samfundet. Det er ikke synderligt kontroversielt. Alligevel er ’woke’ blevet tidens hotte nye skældsord, som nu bruges i alle mulige og umulige sammenhænge, ofte som et varsel: ”pas på: woke-bølgen kommer”.

    Men identitetspolitik som slagmark er ikke et nyt fænomen, og ’woke’ er blot et nyt ord på gamle floskler. Engang brugte man skældsordene ’frelst’ eller ’hellig’ (fx om kvindebevægelsen) og fra 1990’erne vandt frasen ’politisk korrekt’ frem som et belejligt kraftudtryk, der kan lukke enhver samtale ned. Munksgaards Fremmedordbog fra 1997 giver følgende forklaring på politisk korrekthed: ”en bevægelse el. retning der er opstået i USA, og som stræber efter at beskytte mennesker (især farvede, handicappede, homoseksuelle og kvinder) mod ringeagt og overgreb fra andre samfundsborgeres side.”

    I ’Nyt fra sprognævnet’ 1998/3 er analysen af betydningen af ’politisk korrekt’ endvidere følgende: ”Man må undre sig over at møde så voldsom kritik af det, som ordbøgerne fremstiller som en prisværdig og næstekærlig adfærd […] For at forstå uoverensstemmelsen om politisk korrekthed må man kaste et blik på forholdene i USA, hvor begrebet political correctness siden midten af firserne har delt den amerikanske befolkning.”

    Historien gentager sig, men nu siger vi altså ’woke’ i stedet for ’politisk korrekt’ – og hermed tilføres et nyt sprogligt lag; et internationalt element, så der tegnes et større, mere elitært og diffust skræmmebillede: ’Amerikanske tilstande’.

    De woke insisterer (ligesom de ’frelste’ og ’politisk korrekte’) på at give minoriteter ligeværdig plads i fællesskabet. De anti-woke giver udtryk for, at woke-ideologien er missionerende og frygter for, at grænser opløses – at det folkelige fællesskab – ’os’ – bliver udvisket. Man hører det fx i form af ’hvad skal det dog ende med’ eller ’nu går det for vidt’, når der fx diskuteres ønspronominer eller etnisk repræsentation. Den slags frygt er ikke ny. Da kvinder fik valgret, blev det af mange betragtet som unaturligt og truende for fællesskabet, men det er nu nok de færreste mænd, der i dag føler, de har mindre medbestemmelse, fordi kvinder også har en stemme.

    Identitetspolitik er ikke noget nyt. Arbejderbevægelsen var identitetspolitik, kvindebevægelsen var identitetspolitik, ja Dansk Folkeparti var et identitetspolitisk projekt. Det gode er, at sprog og identitet ikke er lagkage – der er så at sige stykker nok til alle. Den historiske diskussion omkring, hvorvidt kunsten, medier, kønsopfattelser m.v. er ved at ’kvæles i politisk korrekthed’ vil uden tvivl fortsætte. Så: ’Stay woke’ eller ’stay anti-woke’, om du vil, men bliv ved at diskutere – med åbenhed og nysgerrighed. Det er sådan verden rykker sig.

  7. Pædofilifrygtens pædofile fantasi: Om Suste Bonnéns kritik af skulpturen Agape på KØN

    Leave a Comment

    Af Jakob Rosendal, ph.d. i kunsthistorie, postdoc ved Aarhus Universitet og KØN, analytiker ved Institut for Vild Analyse

    I løbet af februar har Suste Bonnén på sociale medier og i pressen kritiseret skulpturen Agape, der for tiden udstilles på museet KØN, for at skulle udtrykke en “pædofilidrøm”. I et kort debatindlæg i Kristeligt Dagblad fra den 10. februar kommer Bonnén med sin mest udfoldede version af kritikken. En enkelt sætning derfra synes at opsummere hendes syn på skulpturen: “En voksen nøgen mand, der nyder at lægge et lille barn op til sin brystvorte for, at det kan slikke på den, er for mig at se en billedliggørelse af, hvad pædofile drømmer om.”

    Denne kritik er ikke bare forfejlet, men også potentielt farlig. Den er forfejlet, idet den ikke bare vidner om, at Bonnén ikke – om så bare i første omgang –ønsker at forholde sig til skulpturen på dens egne præmisser, men også afslører, at hun ikke har set (ordentlig på) skulpturen. Og kritikken er potentielt farlig, fordi den via en meget løselig forståelse af pædofili puster til pædofilifrygtens tendens til at se pædofili alle mulige vegne.

    Når Bonnén omtaler skulpturens mandsfigur som nydende i en pædofil forstand, begynder jeg allerede at tvivle på, om hun faktisk har set nærmere på den. Mandens fremtoning er da én af forsigtig ømhed, koncentration og ophøjet alvor – snarere end et eksplicit udtryk for seksuel nydelse. Hvis han nyder, at holde barnet i sin favn, røber hans køns slappe tilstand da også, at der ikke (umiddelbart) er tale om en genital seksuel nydelse. Skal man komme med pædofili-anklager – og i den udstrækning, at pædofili er en genital voksen-seksualitet – er det ikke helt uvæsentligt, at denne detalje overses eller i hvert fald forbigås i tavshed.

    Mere symptomatisk bliver det, når Bonnén igen og igen nævner, at barnet skulle være i gang med at “slikke” på mandens bryst. Sandheden er, at hverken barnets mund eller tunge endnu har kontakt med det venstre bryst, som det lægges til. Et lille mellemrum er synligt mellem barnets læber og brystet, og barnets tunge er slet ikke synlig. Når Bonnén således gentagne gange taler om brystslikkeri som pædofil akt, er det altså hende, der digter videre, og ikke noget skulpturen faktisk fremstiller.

    At se en mandlig pædofil nydelse og et slikkende barn i skulpturen Agape, vidner således mere om øjnene, der ser – eller rettere ikke ser. Bonnéns kritik vidner mere om afsenderens ønske om at se pædofili, der hvor der øjensynligt ikke er nogen. Således står denne kritik som endnu et eksempel på, at frygten for pædofili på paradoksal vis afføder pædofile fantasier – her fantasien om det slikkende barn.

    Det er her kritikken bliver potentielt farlig. Bonnéns kritik bygger på en antagelse om, at kontakt mellem barnets og den voksnes erogene zoner, der ikke tjener en ren tilfredsstillelse af barnets behov (for næring), må tjene den voksnes seksuelle tilfredsstillelse, og derfor kan kaldes pædofil.

    Men hvis det var tilfældet, ville en hver kropslig kontakt mellem barn og voksen risikere – idet vores hud er ét stort erogent organ – at være under mistanke. Og konsekvensen ville blive, at de fleste voksne på et tidspunkt ville være i risiko for at blive anklaget for pædofile handlinger.

    Det samme ville gælde, når kvinder ammer, for selvom amningen tjener til at give næring til barnet, så er brystet samtidig en erogen zone for kvinden (hvilket Bonnén formentlig heller ikke ville benægte, eftersom hun karakteriserer amningen som en “til tider lystfyldt handling”).

    Og pudsigt nok ville man kunne anklage nogle af Bonnéns fotografier for at have en pædofil karakter, idet vi også her ser kropslig kontakt mellem barn og voksen. Som f.eks. i et portrætfoto, hvor en kvindelig præst holder et nøgent barn frem for sig med sin ene hånd omkring barnets skridt. Begge smiler bredt og nyder tydeligvist situationen. Ud fra Bonnéns ræsonnement kunne vi se det som udtryk for en “pædofilidrøm”, hvilket det tydeligvist ikke er.

    At Bonnéns pædofili-kritik kan ramme hvem som helst – inklusiv hendes egne billeder – viser med al tydelighed faren ved at ture frem med så upræcis en forståelse af pædofili.

    Var Bonnén omvendt gået med på skulpturens præmisser, og gået med på tanken om en mand med bryster – hvilket kan være en realitet, hvis man kan acceptere, at trans-mænd med bryster også tilhører kategorien mænd; og hvilket ikke ville tage noget fra biologiske kvinder, og den rolle amningen spiller i deres liv (selvom Bonnén synes at frygte netop det) – så ville hele hendes ræsonnement falde sammen, da manden med brysterne, så netop er i stand til at give næring til det “slikkende” barn.

    Noget andet mærkværdigt og tilsyneladende selvmodsigende ved Bonnéns debatindlæg er, at hun ekspliciterer, at det for hende ikke er “forkert at have pædofile drømme” eller at “kanalisere fantasierne ud i værker”, og alligevel er ærindet med hendes debatindlæg tydeligvist at mobilisere en frygt og foragt for pædofili mod en skulptur, som det lader til, hun ikke rigtig har set.

    En pædofilifrygt hun vækker ved – og det på endnu mere selvundergravende vis – at udfolde en lille pædofilifantasi om det slikkende barn.

  8. KØN OG KRIG: Der er intet som krig, der viser hierarkiet mellem kvinder og mænd

    Leave a Comment

    Af Julie Rokkjær Birch, museumsdirektør KØN – museum for kønnenes kulturhistorie

    Gang på gang tager jeg mig selv i at se den igangværende invasion af Ukraine som en anakronisme. Det ’gammeldags’ handler for mig især om de nyoptegnede kønsroller (læs: de store stærke mænd versus kvinder og børn). For krig og køn hænger uløseligt sammen. Krig har historisk (med få undtagelser) handlet om store magtmænd og deres mandlige soldater – og kulturens krigsfortællinger tegner det ultimative billede af mandighed og heltemod og ja, også af mandlig seksualitet. Tænk bare på Mel Gibson i filmen Braveheart, som kvinder drømte om at knalde og mænd drømte om at være. 

    Mon ikke Putins hede drøm er at skrive sig ind i en sådan fortælling? Hans selvfremstillinger er i hvert fald megalomant hypermaskuline. Det er ikke tilfældigt, at han elsker at føre sig frem i bar overkrop, enten på hest, med nyfangede fisk i hånden eller i judokamp. Han er en overkompenserende kliché. Putins macho-dyrkelse manifesterer sig også i hans retorik, hvor han har hentydet til Ukraine som en kvinde, der må finde sig i at blive taget. Han bruger samtidig begrebet ’Moder Rusland’, så vi er altså ude i en klassisk og banal luder/madonna-allegori over henholdsvis Ukraine og Rusland.

    Men Putin er ikke Mel Gibson. Han er mest af alt forsmået og vred – og åbenlyst i en svaghedsposition. Krig og konflikt kommer typisk ud af kontroltab – af at være trængt op i en krog. Lidt tilsvarende partnervold, som ligesom krig har en kønnet slagside og afspejler forældede normer om mandlig dominans. Og overordnet kan man sige, at vold og krig afspejler følelsen af at være blevet afvist eller af at føle mindreværd – især som mand. Putin føler sig forladt, forrådt og underkendt (og måske ved han godt inderst inde, at han ikke er Mel Gibson), og nu spiller han med musklerne i en martyrrolle omkring alt det, han mener, Rusland har været udsat for de sidste 30 år.

    På den anden side står en anden mand: Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, som i vestlige medier nu dyrkes som en heltefigur. Det græske ord heros betyder en “helt” eller “herre” som er udstyret med særligt fremragende moralske og legemlige egenskaber, og som i den græske og romerske oldtid ansås for at være halvt guddommelig. Politiken sammenfattede meget rammende portrætteringen af Zelenskyj på de sociale medier: ”Han er ’den nye leder af den frie verden’. Voksne mænd har et ’man crush’ på ham, andre har bare et ’crush’; han er en ’bad ass’-præsident med kæmpestore ’cojones’.” Zelenskyj er med andre ord allerede udpeget til at udfylde vores Mel Gibson-fantasi – han er ’den gode helt’ overfor ’den onde tyran’.

    Men det hele er macho – og det hele er krig.

    Som modvægt hertil kan jeg godt lide at tænke tilbage på 28.-30. april 1915, hvor 1.200 kvinder fra 12 forskellige lande samledes i Haag for at protestere mod den igangværende Første Verdenskrig og for at diskutere, hvad de kunne gøre for at standse krigens ødelæggelser. Mødet førte til stiftelsen af Women’s International League for Peace and Freedom. Det var stort – og viste kvinders øgede indflydelse i samfundet.Bevægelsen mobiliserede kvinder i mange lande, heriblandt Danmark, med det fælles mål at arbejde for fredelige løsninger frem for blodige konflikter. I dag har kvindefredsligaen rådgivende status hos flere FN-organer.

    Det er smukt. Men det batter bare ikke rigtigt, når macho-apparatet tager over. Der er intet som krig, der viser hierarkiet mellem kvinder og mænd. Og vi har stadig ikke, med Nobels Fredspris-modtageren Alva Myrdals ord, modeller for fred i samme grad som vi har modeller for krig.

  9. Abort: Hvor meget vejledning skal der egentlig til, før det bliver til vildledning?

    Leave a Comment

    I det seneste afsnit af HBO-serien ”The Handmaid’s Tale” vil en gravid kvinde (Janine) have en abort. Hun bliver grundigt konfronteret af en meget omsorgsfuld abortrådgiver, der fortæller hende, at hun kan klare at blive mor, og at hendes krop er skabt til at bære og føde barnet. Den frivillige siger til Janine: »Jeg vil bare hjælpe dig til at træffe den bedste beslutning – du skal ikke gøre noget, hvis du ikke vil.« Janine siger, at hun gerne vil have en abort; det var derfor, hun havde bestilt…

    Læs hele indlægget i Jyllands-Posten her

  10. Kulturhistorien hænger ved og gør det svært at inkludere far som en ressource i et presset system. Selv om det er nøjagtigt, hvad vi har brug for.

    Leave a Comment

    Af Museumsdirektør Julie Rokkjær Birch

    I sidste uge faldt jeg over et debatindlæg i Politiken. En nybagt far skrev fint og følsomt om, hvor lidt fædrene er tænkt ind i systemet omkring fødsler. Så gik jeg videre til kommentarsporet. Klask!:

    »Hold da op for noget jammer«, »Rank ryggen, unge mand«, »Hvorfor skal manden absolut stå der og flæbe af lykke?«, »Du ER ikke vigtig for din datter i de første døgn efter fødslen« osv.

    I øjeblikket er der – med rette – fokus på svangreomsorgen og ikke mindst på jordemødres arbejds- og lønforhold. Måske er det til dels ud fra det perspektiv, man skal se kommentarsporet. Ud fra devisen: Når ressourcerne er så knappe, så skal far ikke også komme og kræve sin plads. Der ses altså helt bort fra, at far med hele sit deltagende følelsesregister og nærvær skulle kunne være en ressource for mor og barn.

    Historisk har polariseringen af kønsspecifikke opgaver og egenskaber præget opfattelsen af forældreroller: Kvinden var hjemme for at drage omsorg, manden ude at forsørge. Selv om kønsrollerne har forandret sig markant siden midten af 1900-tallet, vægtes mænds og kvinders pligter og ansvar i forhold til deres børn stadig meget forskelligt. Kommentarsporet viser, at vi i høj grad stadig lever i fortællingen om ”den rationelle, instrumentelle mand” og ”den intuitive, emotiotionelle kvinde”.

    Jeg husker selv min mands fortvivlelse og følelsesmæssige dilemma over at være taget ud af forældreligningen per automatik. Og jeg husker ikke mindst, hvordan det efterlod mig alene med et usynligt, men i den grad mærkbart åg: Jeg var den. Projektleder no. 1. Moderdyret.

    Ja, det er kvinder, der føder børn, men deres mænd bliver fædre i samme sekund. Afkoblingen af far i systemet omkring fødsler skaber en vedvarende forventning om, at kvinder er mere forældre end mænd. En forventning, der står klart manifesteret i danskernes adfærd, og som hverken er til gavn for kvinder, mænd, børn eller det danske samfund som helhed. Kulturhistorien hænger ved og gør det svært at inkludere far som en ressource i et presset system. Selv om det er nøjagtigt, hvad vi har brug for.

    Læs hele indlægget i JP her: >>

  11. #textmewhenyougethome

    Leave a Comment

    Af: Julie Rokkjær Birch, museumsdirektør

    Det vigtigste at forstå ved bevægelsen #textmewhenyougethome er, at den handler om meget mere, end om hvor mange kvinder, der bliver overfaldet eller dræbt på offentlige gader og stræder. Derfor er det også misforstået at føre debatten i retning af statistikker om gadevold og rationelt hævde, at kvinder jo ikke har reel grund til at være bange.

    #textmewhenyougethome handler om, at rigtig mange kvinder (ja, også jeg) har oplevet mænd, der har opført sig grænseoverskridende: forfulgt dem, truet dem efter en afvisning, taget på dem eller råbt efter dem – foruden andre oplevelser med seksuelle krænkelser i øvrigt. #textmewhenyougethome er dermed et situationsudløst symbol, der synliggør en generel frygt, som kvinder føler pga. ovenstående grænseoverskridende adfærd; nemlig frygten for, at mænd gør skade på dem. Mordet på Sarah Everard var dråben, der udløste bølgen.

    #metoo-bevægelsen illustrerer kvinders oprør mod seksuel chikane. Denne nye bevægelse illustrerer et oprør mod at have accepteret denne frygt alt for længe. Kvinder protesterer over at være bange, tage forholdsregler og over at skulle ”passe på sig selv”.

    Som med #metoo bobler kvinders erfaringer med frygt nu op til overfladen som en tumultarisk begyndelse på en utvetydig forandringsbølge. En begyndelse, der har et oplysende fokus: ja, frygten findes. Og som med #metoo ser vi modreaktioner og forsvar: ”slap nu af, I stimulerer en tillært og ubegrundet frygt” eller: ”Det er altså ikke alle mænd, der er voldelige” (#notallmen). Eller: ”mænd er faktisk mere udsat for vold end kvinder”.

    Nej, selvfølgelig er det ikke alle mænd, der begår vold eller drab, og de fleste episoder sker slet ikke på åben gade men i hjemmene. Men frygten findes. Mange kvinder er bange pga. statistikkerne for voldtægter og vold rettet mod kvinder samt oplevet kønsrelateret chikane og trusler. Måske er nogle også bange, fordi mænd, der dræber kvinder er den hyppigst forekommende type enkeltdrab i Danmark.

    Og ja, mænd er samlet set oftere udsat for vold og drab end kvinder. Men det har ikke noget med kvinders frygt at gøre. Det, som både kvindelige og mandlige ofre derimod har til fælles er, at gerningspersonen i godt 9 ud 10 voldstilfælde er en mand. Så jeg spørger retorisk: hvis (nogle) kvinder ’har lært’ at være særligt bange, har (nogle) mænd så ’lært’ at være særligt voldelige?

    Lad os droppe kønskampen men anskue volden som det, den er: et problem med en klart kønnet slagside. Det er et problem for os alle, og det er et problem, som vi i fællesskab skal i gang med at løse. Nu.

    Indlægget er bragt i Berlingske 20.03.2021

  12. Uge SEX – Kommentarsporet gik amok, da museet KØN livestreamede seksualundervisning

    Leave a Comment

    Over 11.000 har set videoen, over 2000 så med live, og kommentarsporet gik amok, da museet KØN mandag livestreamede seksualundervisning.

    Det er uge SEX – og normalt er det den travleste uge på året på museet.
    Sidste år var der over 50 klasser inde på museet for at modtaget undervisning i museets udstillinger. Sådan er det – af gode grunde – ikke i år.

    Derfor valgte museet i år at livestreame undervisningen direkte fra museets udstillinger. Det handler om, hvad kulturhistorien kan fortælle os om nutidens syn på køn, kønsroller og seksualitet.

    Livestreamingen foregik mandag kl. 10-11 via facebook, og med mere end 8000 kommentarer på en time fik museets moderatorer sved på panden som aldrig før.

    Formidlingsinspektør Anna Svenning udtaler:

    ”Når man laver seksualundervisning, skal man gerne skabe et rum, som er trygt for elever at være i. Derfor aftaler vi også normalt – ved den fysiske undervisning på museet – hvordan vi taler sammen, så alle bliver inkluderet. Det var ikke muligt her. I kommentarsporet florerer mange grove kommentarer skrevet af de unge. Mængden af disse kommentarer var så overvældende, at det ikke var muligt at moderere.

    Museumsdirektør Julie Rokkjær Birch udtaler:

    Vi har et ansvar overfor de elever, der følger med, og derfor bliver vi nødt til at blokere for muligheden for at kommentere uhæmmet. Vi vidste, vi skulle moderere, men vi havde ikke forventet dette omfang. Jeg må dog sige, at som med alle samtaler om køn og ligestilling illustrerer kommentarsporet rigtig godt, hvorfor vi har behov for samtalen til at begynde med. Det vidner også om, at vi har brug for at tale om digital dannelse og de sociale mediers indflydelse på den demokratiske dialog.”

    Næste videoformidling foregår derfor ikke live, men kan ses fra torsdag d. 11. februar kl. 10

    Via facebook,  blog og på YouTube  
    – Hvorfor taler vi om ”12-tals piger”, ”tabermænd” og ”fuckbois”, og hvad er en ”feltmadras”, en ”rendemaske” og en ”hanrej”?
    – Hvad vil det sige ”at mande sig op”, og kan en kvinde også ”have nosser” eller være ”en vatpik”?
    – Hvorfor knytter mange skældsord sig til køn og seksualitet?

    Yderligere information, kontakt:

    Anna Svenning
    Formidlingsinspektør
    25454511
    as@kvindemuseet.dk

    Julie Rokkjær Birch
    Museumsdirektør
    M +45 25 45 45 23
    jrb@kvindemuseet.dk

  13. Kønshistorie skal på skemaet: Det kan forebygge, frigøre og forme fremtiden

    Leave a Comment

    Af Julie Rokkjær Birch, direktør på Kvindemuseet

    Undervisning i seksual- og kønshistorie bør blive et stort ligestillingspolitisk emne i 2021. Vi kan i den grad bruge kønshistorien til at forstå nutidens syn på kønsroller og seksualitet.

    »Manden afgiver Kønsceller, Kvinden optager dem – i denne simple Formel ligger hele Forskellen mellem Mand og Kvinde, mellem det mandlige og kvindelige Kønsliv. Han vil erobre, hun erobres. Han er den belejrende Hær, hun Fæstningen. Han er Naalen, hun er Magneten, der tilsyneladende er i Ro, men i Virkeligheden uafbrudt udstraaler erotiske Kræfter.«

    Sådan skrev overlæge Axel Tofte i bogen ”Seksuel Hygiejne”, som i 1940’erne og 1950’erne blev solgt i svimlende 125.000 eksemplarer. Citatet afspejle…

    Læs hele indlægget i Jyllands-Posten

  14. En mand i kjole bliver altså ikke vores civilisations endeligt

    Leave a Comment

    Af Jakob Rosendahl, Ph.d. i Kunsthistorie

    I kønsdebatten anklages transkønnede, mænd i dametøj og feminister ofte for at lide af vrangforestillinger. Det siger mest af alt noget om kritikernes egen frygt.

    Med jævne mellemrum udtrykker en stribe debattører sig om, hvor galt det står til, når det kommer til forståelsen af køn. Ja, det kan faktisk stå så galt til, at intet mindre end hele vores civilisation er truet. Truet af transpersoner og identitetspolitik, af feminister og folkeskolens feminisering, af socialkonstruktivisme, Butler og Foucault og (kulturel) marxisme, af akademia og endelig bare generelt af samfundsudviklingen.

    Frygtet barn har åbenbart også mange navne. Men i alle tilfælde skulle det ifølge debattørerne dreje sig om kræfter, der med vrangforestillinger eller endda ønsker om revolution skulle have samlet sig mod samfundet, sandheden og/eller virkeligheden.

    De opfattelser kan man finde formuleret i mere eller mindre stærke vendinger i nyere debatindlæg af Eva Selsing, Mikael Jalving og Lone Nørgaard og Kåre Fog.
    Fælles for disse debattører er en opfattelse af, at der findes to køn, der er klart adskilte, og at køn er biologisk. Enten udelukkende biologisk eller i det mindste grundlæggende biologisk, således at en ren biologi kan siges at bestemme os som et af to køn.

    Må vi således forstå, at transkønnede og interkønnede strider imod virkeligheden? At de nærmest per definition er samfundsnedbrydende? Og det bare i kraft af, at de ikke passer entydigt ind i de to kategorier eller toiletdøre, der skulle være de sande?

    DET SER SÅDAN ud. For når en mand som sangeren Harry Styles går i kjole, så står »verden« ikke længere – i hvert fald ikke for Eva Selsing og hendes inspirationskilde, den amerikanske konservative kommentator og konspirationsteoretiker Candace Owens (Berlingske, 20. november 2020).

    Og når Kvindemuseet skifter navn til KØN, er det ifølge Mikael Jalving udtryk for »en amerikansk syge«, der gør, at det nu skulle være uacceptabelt at bruge begrebet ’kvinde’, fordi køn nu forstås, som noget man »vælger frit« (Jyllands-Posten, 6. december, 2020). Og så skulle socialkonstruktivisme og identitetspolitik ifølge Lone Nørgaard og Kåre Fog ønske at »afskaffe biologien som forklaring på kønsforskelle«, og denne forståelse af køn skulle være automatindstillingen på de »humanistiske og samfundsvidenskabelige fakulteter« (Politiken, 19. august, 2020).

    Til det kunne man spørge: Oplever Selsing også, at hendes verden er i fare, når hun tager bukser eller en jakkesætsjakke på? Hvem er det, der siger, at man »frit« vælger sit køn? I hvert fald ikke transkønnede og interkønnede. Og hvem taler for helt at afskaffe biologien? Det er da helt sikkert ikke en fremherskende holdning på de danske universiteter. Omvendt ville det være underligt, hvis humaniora og samfundsvidenskaberne ikke forholdt sig til køn som kulturelle og sociale fænomener. For ja, køn er biologi, men det er også et socialt og dermed historisk fænomen, og derudover – hvilket ofte glemmes i kønsdebatten – er det også et psykisk fænomen. Disse tre forhold er allerede fokus for de tre første kapitler i Simone de Beauvoirs ’Det andet køn’ fra 1949. Så når Fog og Nørgaard vil reducere Beauvoir til ren socialkonstruktivist, vidner det om, at de formentlig aldrig har åbnet hendes kønsfilosofiske hovedværk. Køn er et komplekst fænomen, der opstår i et samspil mellem krop, sociale roller og hver enkeltes forhold til egen krop, den omgivne verden og historien.

    Læs hele indlægget i Politiken

  15. Et museum i bevægelse

    Leave a Comment

    Af Julie Rokkjær Birch, direktør på Kvindemuseet

    Museet udvidede allerede i 2016 sit område fra kvinders kulturhistorie til kønnenes kulturhistorie. Et navneskifte kan på ingen måde ændre ved, at kvinders historie uundgåeligt er afsættet på et museum om køn, ligestilling og mangfoldighed.

    Historien er ikke slut
    Bare fordi vi er et museum, betyder det ikke, at vi anser historien som slut. Det, der førhen hed kvindeforskning på universiteterne, har for længst ændret navn til kønsforskning. Bogstaverne i KVINFO står ikke længere for ’noget med kvinde’, men for ’køn, viden, information og forskning’. Det betyder ikke, at blikket på kvinders vilkår og historie er forsvundet. Det er blevet nuanceret.

    Når der er stærkere reaktioner overfor vores udvikling end overfor KVINFO og universiteterne, handler det – tror jeg – om, at museer anses som historiske monumenter, og at Kvindemuseet af mange ses om et symbol på kvindekampen.

    Museer er ikke monumenter
    Men: museet kan ikke stå som et monument over kvindekampen. Man kan sige, at et nyt museum siden 2016 er vokset ovenpå det gamle. Som alt muligt andet i samfundet vil og skal museer forandre sig. For hvis vi ikke flytter os, når verden omkring os flytter sig, så står vi ikke bare stille, vi mister vores relevans. Og vi vil jo faktisk noget med vores museum – vi er aktivister, og historien er vores hammer.

    Vi er et statsanerkendt specialmuseum, som ifølge museumsloven skal sikre den kønnede kulturarv i Danmark og udvikle betydningen af den i samspil med verden omkring os – og for et bredt publikum.

    Vi arbejder for ligestilling
    Et museum om kønnenes kulturhistorie må nødvendigvis indeholde historien om kvinders frigørelse – om at vise den usynliggørelse af kvinder, historien har budt på – og stadig byder på. Det er – som sagt – vores afsæt. Det må også belyse mænds kønsproblematikker og relationerne mellem kønnene. #metoo, mænds overrepræsentation i misbrugs- og selvmordsstatistikker, voksende online-mandefællesskaber m.v. har tydeligt vist behovet for at se nærmere på manderoller, maskulinitetskultur og magt. For at se på manden som køn og ikke mindst: for at inddrage mænd i samtalen. Endelig må et museum om kønnenes kulturhistorie fortælle historien om de mennesker, der ikke passer ind i kønsbetegnelserne kvinde/mand. Og det må belyse kønskultur ud fra seksualitet, etnicitet og klasse.

    Vi på museet i Aarhus arbejder for at løfte bevidstheden om kønnets betydning og styrke viljen til ligestilling i fællesskab. Det duer ikke, at vi gang på gang skal forklare, at også drenge og mænd er velkomne, og at også de vil kunne se deres kønsproblematikker afspejlet i museets udstillinger.

    Der var gode grunde til at udvide ansvarsområdet i 2016. Nu skal navnet følge med.

    Se nyheden om, hvad vi nu skal hedder – her >>

  16. Harry Styles er toplækker i kjole og flæser

    Leave a Comment

    Af Julie Rokkjær Birch, direktør på Kvindemuseet

    Amerikanske Vogues decembernummer har sangeren Harry Styles på forsiden. Styles, der er kendt for at eksperimentere med sit kønsudtryk, er iklædt en lang kjole med flæser. Han er toplækker, hvis I spørger mig.

    Amerikanske Vogues decembernummer har sangeren Harry Styles på forsiden. Styles, der er kendt for at eksperimentere med sit kønsudtryk, er iklædt en lang kjole med flæser. Han er toplækker, hvis I spørger mig. Man fatter jo næsten ikke, at det kan skabe debat i 2020. Men hvis der er noget, der er kontroversielt, så er det, når vores traditionelle billeder af maskulinitet eller femininitet bliver pillet ved. Uha, for så er køn flydende. Så kan vi jo ikke finde ud af, hvor vi har hinanden. Verden …

    Læs hele indlægget i Jyllands-Posten

  17. MeToo har brudt forsvarets barrikader ned. Nu tager flere ansvaret alvorligt

    Leave a Comment

    Af Julie Rokkjær Birch, direktør på Kvindemuseet

    Breakingbølgen omkring MeToo begynder at flade ud og få nuancer. Omsider er sårbarhed blevet acceptabel.

    P1 brægede igen semi-breaking ud fra bilens højttalere forleden. Historien om Donald Trumps hyldest af sine tilhængere, som i Texas var kørt op på siden af en demokratisk kampagnebus og havde tvunget den til at sænke hastigheden på motorvejen, fik mig til at zappe videre, indtil jeg endte på lyden af Radio Soft. John Lennon. Ah.

    2020 har været lidt af et ”annus horribilis” med alt for mange breaking bad news. Der er for tiden sådan et opgivende blik i folks øjne, synes jeg. Og når jeg selv kigge…

    Læs hele indlægget i Jyllands-Posten

  18. Fortællingen om den lykkelige mor er i opbrud

    Leave a Comment

    Af museumsdirektør Julie Rokkjær Birch

    I fredags udkom endnu en bog i den bølge af barselslitteratur, der har rejst sig de senere år, nemlig Olga Ravns ”Mit arbejde”. Jeg har ikke læst den endnu – men det skal jeg. For den er endnu en vigtig nuancering af arketypen ’den lykkelige mor’, som er en vanvittigt stærk grundfortælling i vores samfund. En fortælling, som jeg personligt slet ikke kan forene mig med. Det kommer jeg tilbage til.

    Moderskabet har historisk været betragtet som familielivets og samfundets fundament. Og det skorter ikke på kildemateriale, hvor kvinden som urbillede ophøjes (og begrænses) til almoderligt omsorgsvæsen. Som N.F.S. Grundtvig udtrykte det i 1850, er kvinderollen ”det milde, besindige og for vort fædreland så vigtige moderlige princip.”

    Derimod har selvoplevede fortællinger om moderskabet været mere eller mindre usynlige i vores kulturhistorie. Af den simple grund, at vores historieskrivning og kunstneriske udtryk indtil i nyere tid har været skabt af mænd. Først i 1857 opnåede ugifte kvinder (over 25 år) myndighed og lige arveret med mænd, og det private blev først for alvor politisk med 1970’ernes kvindebevægelser. Det var et fremskridt af dimensioner.

    Alligevel er fortællingen – fiktionen! – vedholdende: At kvinders største ønske er at få børn (fordi er skabt til det) – og at deres primære værdi ligger heri. Og omvendt: at de maskuline heroiske fortællinger (med sværd, guns og dollars) tegner mandens værdi. Groft skitseret, jeg ved det, men det er en tegning, som vi alle i en eller anden grad stadig spejler os i, bevidst eller ubevidst.

    Vi lever vores liv i uløselig forlængelse af nogle fælles historiefortællinger, som er opstået, fordi de har virket. Vi gennemlever hver især en sofistikeret egenfortælling, der blander vores erfarede livsoplevelser med bidder fra film, vi har set, romaner, vi har læst, taler, vi har hørt, og drømme, vi har nydt. Hver eneste unik egenfortælling fortæller os, hvem vi skal elske og hade, hvor vi kommer fra, og hvor vi skal hen.

    Når tiderne skifter, og vi oplever, at vi længere ikke passer ind i hovedfortællingen, så er der grundlag for at skabe nye fælles fortællinger. Som det skete med afskaffelsen af enevældet, som blev erstattet med fortællingen om demokrati. Og det er det, jeg tror er ved at ske med historien om ’mor’ – en fortælling, som har dannet grundlag for historiens måske største hierarki mellem mennesker: kønnenes hierarki.

    Det er stadig følsomt – og også lidt skamfuldt – at bryde med gamle fortællinger, men nu vil jeg selv gøre det. Ved at fortælle det, som for mig er helt og aldeles sandt: Jeg elsker mine børn, men jeg elsker ikke at være mor. Selvom jeg bestemt ikke var naiv i mine forestillinger, inden jeg fik børn, har det virkelig ofte slået mig, hvordan jeg har følt mig ført bag lyset af de dybtfølte og forherligende fortællinger om mor-identiteten. Tag ikke fejl, jeg synes det er et privilegie at sætte børn i verden, men jeg skal lige love for, at jeg ikke lever op til hverken mine egne eller samfundets fortællinger om – og forventninger til den gode / lykkelige mor. Det har været svært – men også meget befriende at acceptere.

    Jeg tænker, at jo mere den slags modfortællinger bliver sagt – jo mere ærlig og tidssvarende kan den fælles fortælling blive. Og have effekt på det individuelle og hverdagslige plan, men også i en større politisk og global sammenhæng.

    Mon ikke, der også er nogle fædre derude, som savner en fælles fortælling om faderskabet? For hvor er den lige henne? Noget tyder på, den er på vej. I hvert fald køber jeg om lidt endnu en bog udover Olga Ravns – nemlig Aydin Soeis “Fædre”, hvori fem mænd med multietnisk baggrund fortæller om dét at blive far i Danmark.