KØN OG KRIG: Der er intet som krig, der viser hierarkiet mellem kvinder og mænd

Af Julie Rokkjær Birch, museumsdirektør KØN – museum for kønnenes kulturhistorie

Gang på gang tager jeg mig selv i at se den igangværende invasion af Ukraine som en anakronisme. Det ’gammeldags’ handler for mig især om de nyoptegnede kønsroller (læs: de store stærke mænd versus kvinder og børn). For krig og køn hænger uløseligt sammen. Krig har historisk (med få undtagelser) handlet om store magtmænd og deres mandlige soldater – og kulturens krigsfortællinger tegner det ultimative billede af mandighed og heltemod og ja, også af mandlig seksualitet. Tænk bare på Mel Gibson i filmen Braveheart, som kvinder drømte om at knalde og mænd drømte om at være. 

Mon ikke Putins hede drøm er at skrive sig ind i en sådan fortælling? Hans selvfremstillinger er i hvert fald megalomant hypermaskuline. Det er ikke tilfældigt, at han elsker at føre sig frem i bar overkrop, enten på hest, med nyfangede fisk i hånden eller i judokamp. Han er en overkompenserende kliché. Putins macho-dyrkelse manifesterer sig også i hans retorik, hvor han har hentydet til Ukraine som en kvinde, der må finde sig i at blive taget. Han bruger samtidig begrebet ’Moder Rusland’, så vi er altså ude i en klassisk og banal luder/madonna-allegori over henholdsvis Ukraine og Rusland.

Men Putin er ikke Mel Gibson. Han er mest af alt forsmået og vred – og åbenlyst i en svaghedsposition. Krig og konflikt kommer typisk ud af kontroltab – af at være trængt op i en krog. Lidt tilsvarende partnervold, som ligesom krig har en kønnet slagside og afspejler forældede normer om mandlig dominans. Og overordnet kan man sige, at vold og krig afspejler følelsen af at være blevet afvist eller af at føle mindreværd – især som mand. Putin føler sig forladt, forrådt og underkendt (og måske ved han godt inderst inde, at han ikke er Mel Gibson), og nu spiller han med musklerne i en martyrrolle omkring alt det, han mener, Rusland har været udsat for de sidste 30 år.

På den anden side står en anden mand: Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, som i vestlige medier nu dyrkes som en heltefigur. Det græske ord heros betyder en “helt” eller “herre” som er udstyret med særligt fremragende moralske og legemlige egenskaber, og som i den græske og romerske oldtid ansås for at være halvt guddommelig. Politiken sammenfattede meget rammende portrætteringen af Zelenskyj på de sociale medier: ”Han er ’den nye leder af den frie verden’. Voksne mænd har et ’man crush’ på ham, andre har bare et ’crush’; han er en ’bad ass’-præsident med kæmpestore ’cojones’.” Zelenskyj er med andre ord allerede udpeget til at udfylde vores Mel Gibson-fantasi – han er ’den gode helt’ overfor ’den onde tyran’.

Men det hele er macho – og det hele er krig.

Som modvægt hertil kan jeg godt lide at tænke tilbage på 28.-30. april 1915, hvor 1.200 kvinder fra 12 forskellige lande samledes i Haag for at protestere mod den igangværende Første Verdenskrig og for at diskutere, hvad de kunne gøre for at standse krigens ødelæggelser. Mødet førte til stiftelsen af Women’s International League for Peace and Freedom. Det var stort – og viste kvinders øgede indflydelse i samfundet.Bevægelsen mobiliserede kvinder i mange lande, heriblandt Danmark, med det fælles mål at arbejde for fredelige løsninger frem for blodige konflikter. I dag har kvindefredsligaen rådgivende status hos flere FN-organer.

Det er smukt. Men det batter bare ikke rigtigt, når macho-apparatet tager over. Der er intet som krig, der viser hierarkiet mellem kvinder og mænd. Og vi har stadig ikke, med Nobels Fredspris-modtageren Alva Myrdals ord, modeller for fred i samme grad som vi har modeller for krig.