En mand i kjole bliver altså ikke vores civilisations endeligt

Af Jakob Rosendahl, Ph.d. i Kunsthistorie

I kønsdebatten anklages transkønnede, mænd i dametøj og feminister ofte for at lide af vrangforestillinger. Det siger mest af alt noget om kritikernes egen frygt.

Med jævne mellemrum udtrykker en stribe debattører sig om, hvor galt det står til, når det kommer til forståelsen af køn. Ja, det kan faktisk stå så galt til, at intet mindre end hele vores civilisation er truet. Truet af transpersoner og identitetspolitik, af feminister og folkeskolens feminisering, af socialkonstruktivisme, Butler og Foucault og (kulturel) marxisme, af akademia og endelig bare generelt af samfundsudviklingen.

Frygtet barn har åbenbart også mange navne. Men i alle tilfælde skulle det ifølge debattørerne dreje sig om kræfter, der med vrangforestillinger eller endda ønsker om revolution skulle have samlet sig mod samfundet, sandheden og/eller virkeligheden.

De opfattelser kan man finde formuleret i mere eller mindre stærke vendinger i nyere debatindlæg af Eva Selsing, Mikael Jalving og Lone Nørgaard og Kåre Fog.
Fælles for disse debattører er en opfattelse af, at der findes to køn, der er klart adskilte, og at køn er biologisk. Enten udelukkende biologisk eller i det mindste grundlæggende biologisk, således at en ren biologi kan siges at bestemme os som et af to køn.

Må vi således forstå, at transkønnede og interkønnede strider imod virkeligheden? At de nærmest per definition er samfundsnedbrydende? Og det bare i kraft af, at de ikke passer entydigt ind i de to kategorier eller toiletdøre, der skulle være de sande?

DET SER SÅDAN ud. For når en mand som sangeren Harry Styles går i kjole, så står »verden« ikke længere – i hvert fald ikke for Eva Selsing og hendes inspirationskilde, den amerikanske konservative kommentator og konspirationsteoretiker Candace Owens (Berlingske, 20. november 2020).

Og når Kvindemuseet skifter navn til KØN, er det ifølge Mikael Jalving udtryk for »en amerikansk syge«, der gør, at det nu skulle være uacceptabelt at bruge begrebet ’kvinde’, fordi køn nu forstås, som noget man »vælger frit« (Jyllands-Posten, 6. december, 2020). Og så skulle socialkonstruktivisme og identitetspolitik ifølge Lone Nørgaard og Kåre Fog ønske at »afskaffe biologien som forklaring på kønsforskelle«, og denne forståelse af køn skulle være automatindstillingen på de »humanistiske og samfundsvidenskabelige fakulteter« (Politiken, 19. august, 2020).

Til det kunne man spørge: Oplever Selsing også, at hendes verden er i fare, når hun tager bukser eller en jakkesætsjakke på? Hvem er det, der siger, at man »frit« vælger sit køn? I hvert fald ikke transkønnede og interkønnede. Og hvem taler for helt at afskaffe biologien? Det er da helt sikkert ikke en fremherskende holdning på de danske universiteter. Omvendt ville det være underligt, hvis humaniora og samfundsvidenskaberne ikke forholdt sig til køn som kulturelle og sociale fænomener. For ja, køn er biologi, men det er også et socialt og dermed historisk fænomen, og derudover – hvilket ofte glemmes i kønsdebatten – er det også et psykisk fænomen. Disse tre forhold er allerede fokus for de tre første kapitler i Simone de Beauvoirs ’Det andet køn’ fra 1949. Så når Fog og Nørgaard vil reducere Beauvoir til ren socialkonstruktivist, vidner det om, at de formentlig aldrig har åbnet hendes kønsfilosofiske hovedværk. Køn er et komplekst fænomen, der opstår i et samspil mellem krop, sociale roller og hver enkeltes forhold til egen krop, den omgivne verden og historien.

Læs hele indlægget i Politiken