Museumsdirektør: Birgitte Bergman tager museum som gidsel i en anti-woke-dagsorden

Påskedag udtalte Birgitte Bergman (K) i et interview til Berlingske, at: »navneskiftet fra Kvindemuseet til KØN viser, at der er en aktivisme i kunst og kulturverdenen, som jeg finder anstødelig. Det er åbenbart ikke længere legitimt at fortælle om kvinders kamp, det er absurd, og som kvinde føler jeg mig provokeret.«

Jeg vil ikke lade museet KØN blive taget som gidsel i en anti-woke-dagsorden, hvor det ikke hører hjemme. Til gengæld vil jeg gerne rose Birgitte Bergmans øvrige udtalelser om, at kunsten skal være fri, og at vi skal værne om vores fælles kulturarv. For de principper deler hun med KØN.

Hvis den konservative kulturordfører står ved sine ord om, at kunsten skal være fri og at kulturarven skal værnes om, bør hun ikke overveje at skære i tilskuddet til Museet KØN. Hun bør i stedet overveje at tildele det flere penge.

Når Birgitte Bergman ikke er klar over, i hvor høj grad hun har fælles mål og værdier med vores museum, må det være, fordi jeg ikke har forklaret dem godt nok. Hermed et forsøg:

Et naturligt navneskift
I 2015 blev Kvindemuseet kvalitetsvurderet. Her fandt Slots- og Kulturstyrelsen, at museets formålsbeskrivelse var ude af trit med museets vision. Der var brug for fokus på køn i et bredere perspektiv, hvor også mænd som køn blev inddraget. Præcis ligesom forskningsfeltet på universiteterne har udviklet sig fra »kvindestudier« til det bredere »kønsstudier«.

Navneskiftet var en naturlig konsekvens af det udvidede mandat og trådte efter stor mediebevågenhed i kraft i februar 2021, hvor jeg paradoksalt nok måtte forsvare beslutningen over for de identitetspolitiske stemmer, som Bergman selv blæser til kamp imod.

Birgitte Bergman udtaler også, at museets navneskift betyder, at kvindekampen ikke længere er legitim at tale om. Men et navneskift kan på ingen måde ændre ved, at kvinders historie uundgåeligt er afsættet på et museum om køn, ligestilling og mangfoldighed. Kvindehistorien er hele grundlaget for KØNs udvidede ansvarsområde.

Sidste år misforstod modstandere af navneskiftet også bevæggrunden for navneændringen og anklagede museet for at være ’woke’, ’identitetspolitisk’ og for at være et ’minoritetsmuseum’.

Men museets mandat er det stik modsatte: Vi er forpligtet til at sætte fokus på relationerne mellem køn og på, hvad køn har betydet til forskellige tider – for os alle sammen. Ligestilling er noget, vi gør sammen. Det nye, bredere perspektiv betyder, at museet også tager livtag med problemstillinger relateret til maskulinitet og manderoller og giver dem et historisk modspil.

KØN værner om kønnenes kulturarv
KØN er et statsanerkendt specialmuseum, som ifølge museumsloven skal sikre den kønnede kulturarv i Danmark. Museumsloven dikterer også relevans, og KØN sætter dagsordener og udgør en national forsknings- og public service-funktion – for ikke at nævne den lange række af velfærdsopgaver, museet varetager, såsom skoleundervisning og rådgivning af offentlige myndigheder. Vi holder international mandedag og laver pop-up museum – præcis ligesom vi fejrer 8. marts, mors dag, pride og meget andet.

Det er helt særligt, at vi i Danmark har en institution, en platform, som kan bygge bro mellem historie og nutid, og som lader borgerne mødes i samtalen om køn og ligestilling.

Trods et famøst navneskift og en coronakrise har KØN et stigende publikumstal, der udgøres af et stadig yngre og mere mangfoldigt publikum. Noget, som politikere gennem mange år har krævet af museerne i Danmark.

Man oplever det bedst med sine egne øjne – så kære Birgitte Bergman, jeg giver gerne både kaffe og kvindehistorie, hvis du en dag skulle få lyst til at besøge KØN.