Generation Z og de gamle elefanter

Af Pernille Taagaard Dinesen
Klummen er bragt i Jyllands-Posten den 22/12/23.

Jeg tænker en del på Generation Z i øjeblikket. Ikke alene betinget af, at to tredjedele af min børneflok bestående af tre pragtfulde sønner er født i tidsrummet 1995 – 2010 og derfor føjer sig til den internationale generationsbetegnelse. Nej, også begrundet i, at Z’erne fylder mere og mere i samfundet, konkret og symbolsk, og at jeg er direktør på et museum, hvor 54% af ca. 50.000 årlige gæster er unge mennesker mellem 14 – 29 år. Det er intet mindre end en vidunderlig omstændighed, som jeg mener, at vi som institution er forpligtede til at tage ejerskab på ved nysgerrigt at zoome ind på, hvad det egentlig er, at den her generation kendetegnes ved.

Spørger man ude i samfundet hvordan Z’erne gør sig bemærkede, tegner der sig et interessant mønster af en generation, der siger fra, står op for deres værdier og leder efter et job med ”purpose”, læs: det meningsfulde arbejdsliv. Stort set samtlige virksomhedsledere, som jeg taler med i øjeblikket, giver udtryk for en ”Z-forstyrrelse” i en sådan grad, at identitetsopfattelsen på arbejdsmarkedet er voldsomt udfordret.

”Det er som om, at de påtvinger mig en ny form for lederrolle”, sagde en midaldrende leder fra en stor dansk bank til mig forleden. ”Hvor jeg tidligere satte strategisk retning for mit team, er jeg nu en form for diplomat mellem de ældre kollegaer og den unge generation. Det handler i langt højere grad om dialog og om sprog”.

Gud, hvor jeg synes, at det er spændende! Tænk, at de små bavianer, som jeg selv har været med til at sætte i verden, formår at blæse så kraftigt til fundamentet, at det vakler! Og i min videre fascination af Z’erne kan jeg ikke lade være med at reflektere over, om de mon virker så intimiderende på os fordi, at de er lykkedes med noget, som vi ikke selv er lykkedes med? At stå op for værdierne. At sige fra. At insistere på det meningsfulde arbejdsliv. Jeg tror, at det er en øvelse værdig at vende blikket indad og spørge, om ”Z-forstyrrelsen” i bund og grund er et udtryk for vores egen utilstrækkelighedsfølelse?  

Her kan jeg naturligvis ikke tillade mig at generalisere men står ved min egen historie, når jeg deler med læseren, at jeg i de 20 år, jeg har været på arbejdsmarkedet, aldrig har krævet noget upfront af min arbejdsplads. Aldrig. I hvert fald ikke før det stadie hvor jeg suget for hver en blodsdråbe har måttet krybe til korset og bede om hjælp. Jeg har heller aldrig vovet at fritte min leder for institutionens værdisæt, da jeg autoritetstro har antaget, at virksomhedens grundsokkel var urørlig. Og jeg bakser stadig – i en alder af 48 år – med at sætte faglige og medmenneskelige grænser for at sikre den meningsfulde balance mellem mit privat- og arbejdsliv. Så hvem er det egentlig, der har fat i den lange ende her?

Det er vel ikke for meget at udtrykke, at det fælles tredje, der opstår mellem Z’erne og os ”gamle elefanter” på arbejdsmarkedet er en klassisk generationskløft. Men hvornår har nogen ny generation ikke positioneret sig selv ved at tage markant afstand til de autoriteter, handlemønstre og normer, som deres forældrenes generation er rundet af? Formodentlig aldrig, er mit bedste svar.

Vi er nødt til at gribe i egen barm og anerkende et stort ansvar, når det kommer til ”Z-forstyrrelsen”, for det er jo (for pokker!) os, Generation Z’s forældre, som har motiveret deres værdibårne og sproglige tilgang til verden. Her taler jeg igen for egen regning, når jeg deler, at jeg lige siden omtalte sønner var små dagligt har bombarderet dem med følelsesorienterede, refleksive spørgsmål a la: ”Hvordan har du det”? ”Hvad har du lyst til”? ”Hvor går din grænse”?

Så i stedet for at rynke på panden over en generation, som umiddelbart ikke virker til at passe ind i den eksisterende arbejdsmarked-skabelon, er vi nødt til at indse, at der er et markant paradigmeskifte på vej, som allerede for nuværende udfordrer skabelonen og på sigt vil sætte den helt ud af spil. Måske skulle vi derfor vende bøtten og takke Generation Z for at virkeliggøre nogle af de fundamentale ting, som mange af os ikke selv formåede at definere i vores indledende år på arbejdsmarkedet. Hvis vi øver os i at fortolke Z’ernes utrættelige krav til omgivelserne som andet end kritik af de eksisterende systemer, gør vi faktisk os selv en kæmpe tjeneste, for lige om lidt er det dem, Generation Z, der sidder bag rattet i bussen, mens vi andre gamle elefanter må kravle ned på bagsædet.

Og nej, jeg ved det godt. Det er aldrig nogen behagelig udsigt at skulle ned at sidde bagerst i bussen. Alligevel er det vel på sin plads at udtrykke et ”Tillykke med det”! For det er vel en form sejr, at enhver ungdom insisterer på radikal og strukturel forandring og at vi, om end forsinket, kontinuerligt inspireres og lærer noget af hinanden på tværs af generationer.