Kulturhistorien hænger ved og gør det svært at inkludere far som en ressource i et presset system. Selv om det er nøjagtigt, hvad vi har brug for.

Af Museumsdirektør Julie Rokkjær Birch

I sidste uge faldt jeg over et debatindlæg i Politiken. En nybagt far skrev fint og følsomt om, hvor lidt fædrene er tænkt ind i systemet omkring fødsler. Så gik jeg videre til kommentarsporet. Klask!:

»Hold da op for noget jammer«, »Rank ryggen, unge mand«, »Hvorfor skal manden absolut stå der og flæbe af lykke?«, »Du ER ikke vigtig for din datter i de første døgn efter fødslen« osv.

I øjeblikket er der – med rette – fokus på svangreomsorgen og ikke mindst på jordemødres arbejds- og lønforhold. Måske er det til dels ud fra det perspektiv, man skal se kommentarsporet. Ud fra devisen: Når ressourcerne er så knappe, så skal far ikke også komme og kræve sin plads. Der ses altså helt bort fra, at far med hele sit deltagende følelsesregister og nærvær skulle kunne være en ressource for mor og barn.

Historisk har polariseringen af kønsspecifikke opgaver og egenskaber præget opfattelsen af forældreroller: Kvinden var hjemme for at drage omsorg, manden ude at forsørge. Selv om kønsrollerne har forandret sig markant siden midten af 1900-tallet, vægtes mænds og kvinders pligter og ansvar i forhold til deres børn stadig meget forskelligt. Kommentarsporet viser, at vi i høj grad stadig lever i fortællingen om ”den rationelle, instrumentelle mand” og ”den intuitive, emotiotionelle kvinde”.

Jeg husker selv min mands fortvivlelse og følelsesmæssige dilemma over at være taget ud af forældreligningen per automatik. Og jeg husker ikke mindst, hvordan det efterlod mig alene med et usynligt, men i den grad mærkbart åg: Jeg var den. Projektleder no. 1. Moderdyret.

Ja, det er kvinder, der føder børn, men deres mænd bliver fædre i samme sekund. Afkoblingen af far i systemet omkring fødsler skaber en vedvarende forventning om, at kvinder er mere forældre end mænd. En forventning, der står klart manifesteret i danskernes adfærd, og som hverken er til gavn for kvinder, mænd, børn eller det danske samfund som helhed. Kulturhistorien hænger ved og gør det svært at inkludere far som en ressource i et presset system. Selv om det er nøjagtigt, hvad vi har brug for.

Læs hele indlægget i JP her: >>