Smertensbarnet; Den demokratiske samtale

Af Pernille Taagaard Dinesen
Klummen er bragt i Jyllands-Posten den 21/02/24.

Jeg har givet mig selv et tankeeksperiment. Det lyder sådan her: Hvis den demokratiske samtale var en person, hvilken person ville den så være? Det er måske et absurd, men ikke desto mindre ærligt tankeeksperiment, som jeg har valgt at forfølge, da jeg oplever, at den demokratiske samtale falder over sine egne ben i en sådan grad, at begrebet nærmest kalder på at blive analyseret 360 grader rundt.

Så, hvad er mit svar? Hvilken person kan sidestilles med den demokratiske samtale? Jo, jeg mener, at den er et smertensbarn – barnet, der ifølge Den Danske Ordborg, ”volder forældrene bekymring, besvær og sorg”.

Næste naturlige spørgsmål i det her tankeeksperiment er, hvem der så kvitterer for forældrerollen til smertensbarnet? Hvem ”har født” den demokratiske samtale, hvad er dens strukturelle rammesætning? Det spørgsmål virker indlysende at besvare; konteksten for den demokratiske samtale er det demokratiske samfund. Og det er netop i den sammenstilling, der tegner sig et foruroligende billede, for i forholdet mellem smertensbarnet – samtalen – og forældrerelationen – samfundet – flyder det over med polariserende, hetzene og fordømmende udsagn. Udsagn, som graver dybe kløfter, spreder sig med lynets hast og fuldstændigt udvander den demokratiske samtales oprindelige ærinde: tålmodigt at drøfte uenigheder, lytte til andre synspunkter end dine egne og opnå viden og respekt gennem forskellige livssyn.

Desværre er problemet ikke kun betegnende for enkeltindividets hyppige brug af djævle-emojier i kommentarsporene på sociale medier. Det er i lige så høj grad en tendens motiveret af mediernes evige jagt på konfliktfyldt materiale. Jeg oplever sparsom vilje til mentalisering og nuancering i mediebilledet. Konfliktstof er lig med godt stof. Nuancer i den offentlige debat er irriterende, da de udvisker konfliktens styrke. Løb! Råber djævle-emojierne til hinanden. Videre! Der er gang i et nyt bål herovre …

Når den demokratiske samtale gengældes offentligt med hetz og had bliver den uhensigtsmæssigt til sin egen spændetrøje. Vi begrænser os selv og hinanden, og vi reducerer den demokratiske samtales frie gang på jord af ængstelse for, at medierne og djævle-emojierne bringer os steder hen, hvor vi ikke ønske at være. Det er et kæmpe problem med den konsekvens til følge, at vi sikrer kun at tale til ”de frelste”, læs: den gruppe af mennesker, som vi ved, deler vores personlige meninger. Eller endnu værre bevirker det, at vi helt tier stille, fordi vi ikke orker bål og brand i slipstrømmen af vores individuelle syn på verden.

På min arbejdsplads, KØN – Gender Museum Denmark, er djævle-emojiernes bål potentielt ulmende hver eneste dag. Museet, mine kollegaer, museets samarbejdspartnere og jeg er blevet mødt med had, trusler og vrede. Med beskyldninger om at være satanister og pædofile.  Vi oplever anklager, der spænder over hele buen fra kvindefjendsk til mandefjendsk.

Det er opslidende, ressourcekrævende og komplekst at navigere i, og alligevel står vi fortsat op for sagen og lægger vores vågne arbejdstimer et sted, hvor risikoen for at blive beskudt, beskyldt og beklikket er dagligdagskost.

Men det handler som nævnt desværre ikke kun om KØN som institution men om samfundet som et hele. Af en grund har Aarhus Kommune formuleret et sæt af komplekse problemstillinger under titlen ”De Vilde Problemer”, hvori den demokratiske samtale optræder som et særligt anliggende under et særligt pres.

Men hvem har egentlig ansvaret for smertensbarnet, den udfordrede demokratiske samtale?

Det har vi alle sammen – men det har i første instans, og især! medierne, politikerne, og alle der med en synlig magt tegner samfundets og enkeltindividets virkelighedsbillede. Men om revolutionen til forandring sker oppefra og ned eller nedefra og op, så har vi alle mulighed for at bidrage. Fx ved at begrænse brugen af djævle-emojien og i stedet være nysgerrige på nuancer, præmisser og kontekster for den demokratiske samtale. Djævle-emojien fortæller (modsat hvad man skulle tro) intet om indholdet i den demokratiske samtale. Den tegner udelukkende et mønster af, at hver eneste gang smertensbarnet møder en djævle-emoji, ja, så krymper barnet sig. Det er dét mønster, som vi bør fokusere på at ændre fremfor at misbruge den demokratiske samtale på at skændes om rigtig og forkert.