Identitetspolitik som slagmark er ikke et nyt fænomen, og ’woke’ er blot et nyt ord på gamle floskler

Af: Julie Rokkjær Birch, Museumsdirektør på KØN

”Woke-ideologien breder sig”, lyder det bekymret fra spalterne i aviserne og i trådene på twitter, hvor befolkningen tegnes op mellem ’woke’ og ’anti-woke’. Selvom der er en politisk slagside, så spreder trenden sig på tværs af politiske skel, så bl.a. Pia Kjærsgaard ligefrem har udtrykt betænkelighed over ”woke-tendenser” blandt de borgerlige partier. Ordet ’woke’ bliver i det hele taget brugt flittigt som enten skræmmebillede eller nedladende stempling – men også som stolt selvmanifestation. Ligesom med ordet ’boomer’ ligger der også (men ikke kun) en generationskamp gemt i begrebet, for det er primært de unge millenials, der bliver kaldt og/eller omfavner at være ’woke’.

Slår man ordet op, så defineres ’woke’ som et identitetspolitisk begreb, der stammer fra USA og henviser til en opfattet eller oplevet opmærksomhed overfor social og racemæssig uretfærdighed. Det er afledt af det afroamerikanske slangudtryk “stay woke”, hvis grammatiske form henviser til en fortsat opmærksomhed. Ordets historiske arv og betydning handler altså om at forholde sig aktivt bevidst om at synliggøre hierarkier og magtforhold i samfundet. Det er ikke synderligt kontroversielt. Alligevel er ’woke’ blevet tidens hotte nye skældsord, som nu bruges i alle mulige og umulige sammenhænge, ofte som et varsel: ”pas på: woke-bølgen kommer”.

Men identitetspolitik som slagmark er ikke et nyt fænomen, og ’woke’ er blot et nyt ord på gamle floskler. Engang brugte man skældsordene ’frelst’ eller ’hellig’ (fx om kvindebevægelsen) og fra 1990’erne vandt frasen ’politisk korrekt’ frem som et belejligt kraftudtryk, der kan lukke enhver samtale ned. Munksgaards Fremmedordbog fra 1997 giver følgende forklaring på politisk korrekthed: ”en bevægelse el. retning der er opstået i USA, og som stræber efter at beskytte mennesker (især farvede, handicappede, homoseksuelle og kvinder) mod ringeagt og overgreb fra andre samfundsborgeres side.”

I ’Nyt fra sprognævnet’ 1998/3 er analysen af betydningen af ’politisk korrekt’ endvidere følgende: ”Man må undre sig over at møde så voldsom kritik af det, som ordbøgerne fremstiller som en prisværdig og næstekærlig adfærd […] For at forstå uoverensstemmelsen om politisk korrekthed må man kaste et blik på forholdene i USA, hvor begrebet political correctness siden midten af firserne har delt den amerikanske befolkning.”

Historien gentager sig, men nu siger vi altså ’woke’ i stedet for ’politisk korrekt’ – og hermed tilføres et nyt sprogligt lag; et internationalt element, så der tegnes et større, mere elitært og diffust skræmmebillede: ’Amerikanske tilstande’.

De woke insisterer (ligesom de ’frelste’ og ’politisk korrekte’) på at give minoriteter ligeværdig plads i fællesskabet. De anti-woke giver udtryk for, at woke-ideologien er missionerende og frygter for, at grænser opløses – at det folkelige fællesskab – ’os’ – bliver udvisket. Man hører det fx i form af ’hvad skal det dog ende med’ eller ’nu går det for vidt’, når der fx diskuteres ønspronominer eller etnisk repræsentation. Den slags frygt er ikke ny. Da kvinder fik valgret, blev det af mange betragtet som unaturligt og truende for fællesskabet, men det er nu nok de færreste mænd, der i dag føler, de har mindre medbestemmelse, fordi kvinder også har en stemme.

Identitetspolitik er ikke noget nyt. Arbejderbevægelsen var identitetspolitik, kvindebevægelsen var identitetspolitik, ja Dansk Folkeparti var et identitetspolitisk projekt. Det gode er, at sprog og identitet ikke er lagkage – der er så at sige stykker nok til alle. Den historiske diskussion omkring, hvorvidt kunsten, medier, kønsopfattelser m.v. er ved at ’kvæles i politisk korrekthed’ vil uden tvivl fortsætte. Så: ’Stay woke’ eller ’stay anti-woke’, om du vil, men bliv ved at diskutere – med åbenhed og nysgerrighed. Det er sådan verden rykker sig.