#textmewhenyougethome

Af: Julie Rokkjær Birch, museumsdirektør

Det vigtigste at forstå ved bevægelsen #textmewhenyougethome er, at den handler om meget mere, end om hvor mange kvinder, der bliver overfaldet eller dræbt på offentlige gader og stræder. Derfor er det også misforstået at føre debatten i retning af statistikker om gadevold og rationelt hævde, at kvinder jo ikke har reel grund til at være bange.

#textmewhenyougethome handler om, at rigtig mange kvinder (ja, også jeg) har oplevet mænd, der har opført sig grænseoverskridende: forfulgt dem, truet dem efter en afvisning, taget på dem eller råbt efter dem – foruden andre oplevelser med seksuelle krænkelser i øvrigt. #textmewhenyougethome er dermed et situationsudløst symbol, der synliggør en generel frygt, som kvinder føler pga. ovenstående grænseoverskridende adfærd; nemlig frygten for, at mænd gør skade på dem. Mordet på Sarah Everard var dråben, der udløste bølgen.

#metoo-bevægelsen illustrerer kvinders oprør mod seksuel chikane. Denne nye bevægelse illustrerer et oprør mod at have accepteret denne frygt alt for længe. Kvinder protesterer over at være bange, tage forholdsregler og over at skulle ”passe på sig selv”.

Som med #metoo bobler kvinders erfaringer med frygt nu op til overfladen som en tumultarisk begyndelse på en utvetydig forandringsbølge. En begyndelse, der har et oplysende fokus: ja, frygten findes. Og som med #metoo ser vi modreaktioner og forsvar: ”slap nu af, I stimulerer en tillært og ubegrundet frygt” eller: ”Det er altså ikke alle mænd, der er voldelige” (#notallmen). Eller: ”mænd er faktisk mere udsat for vold end kvinder”.

Nej, selvfølgelig er det ikke alle mænd, der begår vold eller drab, og de fleste episoder sker slet ikke på åben gade men i hjemmene. Men frygten findes. Mange kvinder er bange pga. statistikkerne for voldtægter og vold rettet mod kvinder samt oplevet kønsrelateret chikane og trusler. Måske er nogle også bange, fordi mænd, der dræber kvinder er den hyppigst forekommende type enkeltdrab i Danmark.

Og ja, mænd er samlet set oftere udsat for vold og drab end kvinder. Men det har ikke noget med kvinders frygt at gøre. Det, som både kvindelige og mandlige ofre derimod har til fælles er, at gerningspersonen i godt 9 ud 10 voldstilfælde er en mand. Så jeg spørger retorisk: hvis (nogle) kvinder ’har lært’ at være særligt bange, har (nogle) mænd så ’lært’ at være særligt voldelige?

Lad os droppe kønskampen men anskue volden som det, den er: et problem med en klart kønnet slagside. Det er et problem for os alle, og det er et problem, som vi i fællesskab skal i gang med at løse. Nu.

Indlægget er bragt i Berlingske 20.03.2021