Pædofilifrygtens pædofile fantasi: Om Suste Bonnéns kritik af skulpturen Agape på KØN

18.03.2022

Pædofilifrygtens pædofile fantasi: Om Suste Bonnéns kritik af skulpturen Agape på KØN

Af Jakob Rosendal, ph.d. i kunsthistorie, postdoc ved Aarhus Universitet og KØN, analytiker ved Institut for Vild Analyse

I løbet af februar har Suste Bonnén på sociale medier og i pressen kritiseret skulpturen Agape, der for tiden udstilles på museet KØN, for at skulle udtrykke en “pædofilidrøm”. I et kort debatindlæg i Kristeligt Dagblad fra den 10. februar kommer Bonnén med sin mest udfoldede version af kritikken. En enkelt sætning derfra synes at opsummere hendes syn på skulpturen: “En voksen nøgen mand, der nyder at lægge et lille barn op til sin brystvorte for, at det kan slikke på den, er for mig at se en billedliggørelse af, hvad pædofile drømmer om.”

Denne kritik er ikke bare forfejlet, men også potentielt farlig. Den er forfejlet, idet den ikke bare vidner om, at Bonnén ikke – om så bare i første omgang –ønsker at forholde sig til skulpturen på dens egne præmisser, men også afslører, at hun ikke har set (ordentlig på) skulpturen. Og kritikken er potentielt farlig, fordi den via en meget løselig forståelse af pædofili puster til pædofilifrygtens tendens til at se pædofili alle mulige vegne.

Når Bonnén omtaler skulpturens mandsfigur som nydende i en pædofil forstand, begynder jeg allerede at tvivle på, om hun faktisk har set nærmere på den. Mandens fremtoning er da én af forsigtig ømhed, koncentration og ophøjet alvor – snarere end et eksplicit udtryk for seksuel nydelse. Hvis han nyder, at holde barnet i sin favn, røber hans køns slappe tilstand da også, at der ikke (umiddelbart) er tale om en genital seksuel nydelse. Skal man komme med pædofili-anklager – og i den udstrækning, at pædofili er en genital voksen-seksualitet – er det ikke helt uvæsentligt, at denne detalje overses eller i hvert fald forbigås i tavshed.

Mere symptomatisk bliver det, når Bonnén igen og igen nævner, at barnet skulle være i gang med at “slikke” på mandens bryst. Sandheden er, at hverken barnets mund eller tunge endnu har kontakt med det venstre bryst, som det lægges til. Et lille mellemrum er synligt mellem barnets læber og brystet, og barnets tunge er slet ikke synlig. Når Bonnén således gentagne gange taler om brystslikkeri som pædofil akt, er det altså hende, der digter videre, og ikke noget skulpturen faktisk fremstiller.

At se en mandlig pædofil nydelse og et slikkende barn i skulpturen Agape, vidner således mere om øjnene, der ser – eller rettere ikke ser. Bonnéns kritik vidner mere om afsenderens ønske om at se pædofili, der hvor der øjensynligt ikke er nogen. Således står denne kritik som endnu et eksempel på, at frygten for pædofili på paradoksal vis afføder pædofile fantasier – her fantasien om det slikkende barn.

Det er her kritikken bliver potentielt farlig. Bonnéns kritik bygger på en antagelse om, at kontakt mellem barnets og den voksnes erogene zoner, der ikke tjener en ren tilfredsstillelse af barnets behov (for næring), må tjene den voksnes seksuelle tilfredsstillelse, og derfor kan kaldes pædofil.

Men hvis det var tilfældet, ville en hver kropslig kontakt mellem barn og voksen risikere – idet vores hud er ét stort erogent organ – at være under mistanke. Og konsekvensen ville blive, at de fleste voksne på et tidspunkt ville være i risiko for at blive anklaget for pædofile handlinger.

Det samme ville gælde, når kvinder ammer, for selvom amningen tjener til at give næring til barnet, så er brystet samtidig en erogen zone for kvinden (hvilket Bonnén formentlig heller ikke ville benægte, eftersom hun karakteriserer amningen som en “til tider lystfyldt handling”).

Og pudsigt nok ville man kunne anklage nogle af Bonnéns fotografier for at have en pædofil karakter, idet vi også her ser kropslig kontakt mellem barn og voksen. Som f.eks. i et portrætfoto, hvor en kvindelig præst holder et nøgent barn frem for sig med sin ene hånd omkring barnets skridt. Begge smiler bredt og nyder tydeligvist situationen. Ud fra Bonnéns ræsonnement kunne vi se det som udtryk for en “pædofilidrøm”, hvilket det tydeligvist ikke er.

At Bonnéns pædofili-kritik kan ramme hvem som helst – inklusiv hendes egne billeder – viser med al tydelighed faren ved at ture frem med så upræcis en forståelse af pædofili.

Var Bonnén omvendt gået med på skulpturens præmisser, og gået med på tanken om en mand med bryster – hvilket kan være en realitet, hvis man kan acceptere, at trans-mænd med bryster også tilhører kategorien mænd; og hvilket ikke ville tage noget fra biologiske kvinder, og den rolle amningen spiller i deres liv (selvom Bonnén synes at frygte netop det) – så ville hele hendes ræsonnement falde sammen, da manden med brysterne, så netop er i stand til at give næring til det “slikkende” barn.

Noget andet mærkværdigt og tilsyneladende selvmodsigende ved Bonnéns debatindlæg er, at hun ekspliciterer, at det for hende ikke er “forkert at have pædofile drømme” eller at “kanalisere fantasierne ud i værker”, og alligevel er ærindet med hendes debatindlæg tydeligvist at mobilisere en frygt og foragt for pædofili mod en skulptur, som det lader til, hun ikke rigtig har set.

En pædofilifrygt hun vækker ved – og det på endnu mere selvundergravende vis – at udfolde en lille pædofilifantasi om det slikkende barn.

Museums are awesome because everyone shuts the fuck up