Author Archives: aziz

  1. Identitetspolitik som slagmark er ikke et nyt fænomen, og ’woke’ er blot et nyt ord på gamle floskler

    Leave a Comment


    Af: Julie Rokkjær Birch, Museumsdirektør på KØN

    ”Woke-ideologien breder sig”, lyder det bekymret fra spalterne i aviserne og i trådene på twitter, hvor befolkningen tegnes op mellem ’woke’ og ’anti-woke’. Selvom der er en politisk slagside, så spreder trenden sig på tværs af politiske skel, så bl.a. Pia Kjærsgaard ligefrem har udtrykt betænkelighed over ”woke-tendenser” blandt de borgerlige partier. Ordet ’woke’ bliver i det hele taget brugt flittigt som enten skræmmebillede eller nedladende stempling – men også som stolt selvmanifestation. Ligesom med ordet ’boomer’ ligger der også (men ikke kun) en generationskamp gemt i begrebet, for det er primært de unge millenials, der bliver kaldt og/eller omfavner at være ’woke’.

    Slår man ordet op, så defineres ’woke’ som et identitetspolitisk begreb, der stammer fra USA og henviser til en opfattet eller oplevet opmærksomhed overfor social og racemæssig uretfærdighed. Det er afledt af det afroamerikanske slangudtryk “stay woke”, hvis grammatiske form henviser til en fortsat opmærksomhed. Ordets historiske arv og betydning handler altså om at forholde sig aktivt bevidst om at synliggøre hierarkier og magtforhold i samfundet. Det er ikke synderligt kontroversielt. Alligevel er ’woke’ blevet tidens hotte nye skældsord, som nu bruges i alle mulige og umulige sammenhænge, ofte som et varsel: ”pas på: woke-bølgen kommer”.

    Men identitetspolitik som slagmark er ikke et nyt fænomen, og ’woke’ er blot et nyt ord på gamle floskler. Engang brugte man skældsordene ’frelst’ eller ’hellig’ (fx om kvindebevægelsen) og fra 1990’erne vandt frasen ’politisk korrekt’ frem som et belejligt kraftudtryk, der kan lukke enhver samtale ned. Munksgaards Fremmedordbog fra 1997 giver følgende forklaring på politisk korrekthed: ”en bevægelse el. retning der er opstået i USA, og som stræber efter at beskytte mennesker (især farvede, handicappede, homoseksuelle og kvinder) mod ringeagt og overgreb fra andre samfundsborgeres side.”

    I ’Nyt fra sprognævnet’ 1998/3 er analysen af betydningen af ’politisk korrekt’ endvidere følgende: ”Man må undre sig over at møde så voldsom kritik af det, som ordbøgerne fremstiller som en prisværdig og næstekærlig adfærd […] For at forstå uoverensstemmelsen om politisk korrekthed må man kaste et blik på forholdene i USA, hvor begrebet political correctness siden midten af firserne har delt den amerikanske befolkning.”

    Historien gentager sig, men nu siger vi altså ’woke’ i stedet for ’politisk korrekt’ – og hermed tilføres et nyt sprogligt lag; et internationalt element, så der tegnes et større, mere elitært og diffust skræmmebillede: ’Amerikanske tilstande’.

    De woke insisterer (ligesom de ’frelste’ og ’politisk korrekte’) på at give minoriteter ligeværdig plads i fællesskabet. De anti-woke giver udtryk for, at woke-ideologien er missionerende og frygter for, at grænser opløses – at det folkelige fællesskab – ’os’ – bliver udvisket. Man hører det fx i form af ’hvad skal det dog ende med’ eller ’nu går det for vidt’, når der fx diskuteres ønspronominer eller etnisk repræsentation. Den slags frygt er ikke ny. Da kvinder fik valgret, blev det af mange betragtet som unaturligt og truende for fællesskabet, men det er nu nok de færreste mænd, der i dag føler, de har mindre medbestemmelse, fordi kvinder også har en stemme.

    Identitetspolitik er ikke noget nyt. Arbejderbevægelsen var identitetspolitik, kvindebevægelsen var identitetspolitik, ja Dansk Folkeparti var et identitetspolitisk projekt. Det gode er, at sprog og identitet ikke er lagkage – der er så at sige stykker nok til alle. Den historiske diskussion omkring, hvorvidt kunsten, medier, kønsopfattelser m.v. er ved at ’kvæles i politisk korrekthed’ vil uden tvivl fortsætte. Så: ’Stay woke’ eller ’stay anti-woke’, om du vil, men bliv ved at diskutere – med åbenhed og nysgerrighed. Det er sådan verden rykker sig.

  2. Pædofilifrygtens pædofile fantasi: Om Suste Bonnéns kritik af skulpturen Agape på KØN

    Leave a Comment

    Af Jakob Rosendal, ph.d. i kunsthistorie, postdoc ved Aarhus Universitet og KØN, analytiker ved Institut for Vild Analyse

    I løbet af februar har Suste Bonnén på sociale medier og i pressen kritiseret skulpturen Agape, der for tiden udstilles på museet KØN, for at skulle udtrykke en “pædofilidrøm”. I et kort debatindlæg i Kristeligt Dagblad fra den 10. februar kommer Bonnén med sin mest udfoldede version af kritikken. En enkelt sætning derfra synes at opsummere hendes syn på skulpturen: “En voksen nøgen mand, der nyder at lægge et lille barn op til sin brystvorte for, at det kan slikke på den, er for mig at se en billedliggørelse af, hvad pædofile drømmer om.”

    Denne kritik er ikke bare forfejlet, men også potentielt farlig. Den er forfejlet, idet den ikke bare vidner om, at Bonnén ikke – om så bare i første omgang –ønsker at forholde sig til skulpturen på dens egne præmisser, men også afslører, at hun ikke har set (ordentlig på) skulpturen. Og kritikken er potentielt farlig, fordi den via en meget løselig forståelse af pædofili puster til pædofilifrygtens tendens til at se pædofili alle mulige vegne.

    Når Bonnén omtaler skulpturens mandsfigur som nydende i en pædofil forstand, begynder jeg allerede at tvivle på, om hun faktisk har set nærmere på den. Mandens fremtoning er da én af forsigtig ømhed, koncentration og ophøjet alvor – snarere end et eksplicit udtryk for seksuel nydelse. Hvis han nyder, at holde barnet i sin favn, røber hans køns slappe tilstand da også, at der ikke (umiddelbart) er tale om en genital seksuel nydelse. Skal man komme med pædofili-anklager – og i den udstrækning, at pædofili er en genital voksen-seksualitet – er det ikke helt uvæsentligt, at denne detalje overses eller i hvert fald forbigås i tavshed.

    Mere symptomatisk bliver det, når Bonnén igen og igen nævner, at barnet skulle være i gang med at “slikke” på mandens bryst. Sandheden er, at hverken barnets mund eller tunge endnu har kontakt med det venstre bryst, som det lægges til. Et lille mellemrum er synligt mellem barnets læber og brystet, og barnets tunge er slet ikke synlig. Når Bonnén således gentagne gange taler om brystslikkeri som pædofil akt, er det altså hende, der digter videre, og ikke noget skulpturen faktisk fremstiller.

    At se en mandlig pædofil nydelse og et slikkende barn i skulpturen Agape, vidner således mere om øjnene, der ser – eller rettere ikke ser. Bonnéns kritik vidner mere om afsenderens ønske om at se pædofili, der hvor der øjensynligt ikke er nogen. Således står denne kritik som endnu et eksempel på, at frygten for pædofili på paradoksal vis afføder pædofile fantasier – her fantasien om det slikkende barn.

    Det er her kritikken bliver potentielt farlig. Bonnéns kritik bygger på en antagelse om, at kontakt mellem barnets og den voksnes erogene zoner, der ikke tjener en ren tilfredsstillelse af barnets behov (for næring), må tjene den voksnes seksuelle tilfredsstillelse, og derfor kan kaldes pædofil.

    Men hvis det var tilfældet, ville en hver kropslig kontakt mellem barn og voksen risikere – idet vores hud er ét stort erogent organ – at være under mistanke. Og konsekvensen ville blive, at de fleste voksne på et tidspunkt ville være i risiko for at blive anklaget for pædofile handlinger.

    Det samme ville gælde, når kvinder ammer, for selvom amningen tjener til at give næring til barnet, så er brystet samtidig en erogen zone for kvinden (hvilket Bonnén formentlig heller ikke ville benægte, eftersom hun karakteriserer amningen som en “til tider lystfyldt handling”).

    Og pudsigt nok ville man kunne anklage nogle af Bonnéns fotografier for at have en pædofil karakter, idet vi også her ser kropslig kontakt mellem barn og voksen. Som f.eks. i et portrætfoto, hvor en kvindelig præst holder et nøgent barn frem for sig med sin ene hånd omkring barnets skridt. Begge smiler bredt og nyder tydeligvist situationen. Ud fra Bonnéns ræsonnement kunne vi se det som udtryk for en “pædofilidrøm”, hvilket det tydeligvist ikke er.

    At Bonnéns pædofili-kritik kan ramme hvem som helst – inklusiv hendes egne billeder – viser med al tydelighed faren ved at ture frem med så upræcis en forståelse af pædofili.

    Var Bonnén omvendt gået med på skulpturens præmisser, og gået med på tanken om en mand med bryster – hvilket kan være en realitet, hvis man kan acceptere, at trans-mænd med bryster også tilhører kategorien mænd; og hvilket ikke ville tage noget fra biologiske kvinder, og den rolle amningen spiller i deres liv (selvom Bonnén synes at frygte netop det) – så ville hele hendes ræsonnement falde sammen, da manden med brysterne, så netop er i stand til at give næring til det “slikkende” barn.

    Noget andet mærkværdigt og tilsyneladende selvmodsigende ved Bonnéns debatindlæg er, at hun ekspliciterer, at det for hende ikke er “forkert at have pædofile drømme” eller at “kanalisere fantasierne ud i værker”, og alligevel er ærindet med hendes debatindlæg tydeligvist at mobilisere en frygt og foragt for pædofili mod en skulptur, som det lader til, hun ikke rigtig har set.

    En pædofilifrygt hun vækker ved – og det på endnu mere selvundergravende vis – at udfolde en lille pædofilifantasi om det slikkende barn.

  3. KØN OG KRIG: Der er intet som krig, der viser hierarkiet mellem kvinder og mænd

    Leave a Comment

    Af Julie Rokkjær Birch, museumsdirektør KØN – museum for kønnenes kulturhistorie

    Gang på gang tager jeg mig selv i at se den igangværende invasion af Ukraine som en anakronisme. Det ’gammeldags’ handler for mig især om de nyoptegnede kønsroller (læs: de store stærke mænd versus kvinder og børn). For krig og køn hænger uløseligt sammen. Krig har historisk (med få undtagelser) handlet om store magtmænd og deres mandlige soldater – og kulturens krigsfortællinger tegner det ultimative billede af mandighed og heltemod og ja, også af mandlig seksualitet. Tænk bare på Mel Gibson i filmen Braveheart, som kvinder drømte om at knalde og mænd drømte om at være. 

    Mon ikke Putins hede drøm er at skrive sig ind i en sådan fortælling? Hans selvfremstillinger er i hvert fald megalomant hypermaskuline. Det er ikke tilfældigt, at han elsker at føre sig frem i bar overkrop, enten på hest, med nyfangede fisk i hånden eller i judokamp. Han er en overkompenserende kliché. Putins macho-dyrkelse manifesterer sig også i hans retorik, hvor han har hentydet til Ukraine som en kvinde, der må finde sig i at blive taget. Han bruger samtidig begrebet ’Moder Rusland’, så vi er altså ude i en klassisk og banal luder/madonna-allegori over henholdsvis Ukraine og Rusland.

    Men Putin er ikke Mel Gibson. Han er mest af alt forsmået og vred – og åbenlyst i en svaghedsposition. Krig og konflikt kommer typisk ud af kontroltab – af at være trængt op i en krog. Lidt tilsvarende partnervold, som ligesom krig har en kønnet slagside og afspejler forældede normer om mandlig dominans. Og overordnet kan man sige, at vold og krig afspejler følelsen af at være blevet afvist eller af at føle mindreværd – især som mand. Putin føler sig forladt, forrådt og underkendt (og måske ved han godt inderst inde, at han ikke er Mel Gibson), og nu spiller han med musklerne i en martyrrolle omkring alt det, han mener, Rusland har været udsat for de sidste 30 år.

    På den anden side står en anden mand: Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, som i vestlige medier nu dyrkes som en heltefigur. Det græske ord heros betyder en “helt” eller “herre” som er udstyret med særligt fremragende moralske og legemlige egenskaber, og som i den græske og romerske oldtid ansås for at være halvt guddommelig. Politiken sammenfattede meget rammende portrætteringen af Zelenskyj på de sociale medier: ”Han er ’den nye leder af den frie verden’. Voksne mænd har et ’man crush’ på ham, andre har bare et ’crush’; han er en ’bad ass’-præsident med kæmpestore ’cojones’.” Zelenskyj er med andre ord allerede udpeget til at udfylde vores Mel Gibson-fantasi – han er ’den gode helt’ overfor ’den onde tyran’.

    Men det hele er macho – og det hele er krig.

    Som modvægt hertil kan jeg godt lide at tænke tilbage på 28.-30. april 1915, hvor 1.200 kvinder fra 12 forskellige lande samledes i Haag for at protestere mod den igangværende Første Verdenskrig og for at diskutere, hvad de kunne gøre for at standse krigens ødelæggelser. Mødet førte til stiftelsen af Women’s International League for Peace and Freedom. Det var stort – og viste kvinders øgede indflydelse i samfundet.Bevægelsen mobiliserede kvinder i mange lande, heriblandt Danmark, med det fælles mål at arbejde for fredelige løsninger frem for blodige konflikter. I dag har kvindefredsligaen rådgivende status hos flere FN-organer.

    Det er smukt. Men det batter bare ikke rigtigt, når macho-apparatet tager over. Der er intet som krig, der viser hierarkiet mellem kvinder og mænd. Og vi har stadig ikke, med Nobels Fredspris-modtageren Alva Myrdals ord, modeller for fred i samme grad som vi har modeller for krig.

  5. Vi får brug for at snakke meget mere om køn og uddannelsesvalg, hvis vi vil bevare velfærdsstaten

    Leave a Comment

    Af Julie Rokkjær Birch, direktør på KØN – Museum for kønnenes kulturhistorie

    Min lillesøster på 21 har lige fået at vide, at hun er kommet ind på Københavns Universitet. Hun er glad og hun glæder sig, men derudover tror jeg faktisk ikke, hun ser det som noget særligt. I dag har vi nemlig formelt set lige muligheder for at tage en uddannelse i Danmark. Men vi skal faktisk ikke særligt langt tilbage (1877), før selv studentereksamen kun var noget for unge mænd – og dermed var kvinder også udelukket fra at blive optaget på universitetet. Nielsine Nielsen (1850-1916) var foregangskvinden, der brød med normerne og som den første kvinde nogensinde søgte om adgang til universitetet i København. Hun blev Danmarks første kvindelige læge og vidste godt, at det var noget særligt.

    I år har hele 93.388 personer søgt ind på en videregående uddannelse, og kvinderne er kommet efter det. Faktisk er der blandt de optagne 54383 kvinder mod 39005 mænd.

    Hver femte ansøger er optaget på en af de store velfærdsuddannelser: pædagog, sygeplejerske, folkeskolelærer og socialrådgiver. Velfærdsfag er traditionelt ’kvindefag’ og bliver stadig primært søgt af kvinder. Men interessen for uddannelserne er generelt faldende. Flere advarer mod udviklingen i forhold til den fremtid, vi går i møde, hvor antallet af børn og ældre ventes at stige, og hvor ungdomsårgangene falder.

    Den kønsmæssige skævvridning øges også fortsat indenfor disse fag. Ifølge tallene fra Forsknings- og Undervisningsministeriet er andelen af mænd, som er optaget på en velfærdsuddannelse, faldet mere end andelen af kvinder, når man sammenligner med 2020 (4 pct. færre kvinder sammenlignet med 6 pct. færre mænd).

    Imens strejker sygeplejerskerne, folkeskolereformen er stadig en varm kartoffel, og hvordan går det egentlig med minimumsnormeringerne?

    Kvinder søger i højere og højere grad mod tidligere mandsdominerede fag. På medicin er der i 2021 optaget 1415 kvinder mod kun 605 mænd (gid, Nielsine Nielsen havde oplevet det!). På Jura er det 1014 kvinder mod 564 mænd. En særlig fremgang er der sket for kvindeoptagene på de naturvidenskabelige og tekniske fag (altså de traditionelle ’mandefag’): fra 2019 til 2021 steg antallet af optagne kvinder på STEM-uddannelser med hele 10 procent, mens antallet af optagne mænd steg med 1 procent. Man ser også en stigning af kvinder i politifaget, ja selv håndværksfag oplever fremgang i kvindelige ansøgere.

    De unge mænd bliver derimod i højere grad tilbage i yderkommunerne frem for at flytte og tage en videregående uddannelse. Størstedelen af de borgere, der kun har gennemført folkeskolen, er mænd. Vi ved, at kvindernes årelange rykind på uddannelser og arbejdsmarked har skabt det velfærdssamfund, vi kender i dag. Men i takt med, at kvinder spreder sig over flere erhverv, omfordeler mændene sig ikke i samme grad.

    Kvindernes succeshistorie kan altså paradoksalt nok vise sig at blive en trussel for vores velfærdssamfund. Derfor er der brug for, at vi holder vores fokus på køn og diversitet – men blikket skal rettes skarpere mod mændene nu. Hvis vi skal bevare og udbygge velfærden, kræver det, at mændene også tager del i opgaven. Nye, ambitiøse undersøgelser og tilgange skal der til for at gøre skolebænken og velfærdsfagene mere attraktive for mænd.

    Jeg frygter, at vi ikke blot ender med et nedbarberet velfærdssamfund, men også kommer til at se et forsat stigende antal mænd, der ikke evner at tilpasse sig uddannelsesmarkedet – og som får det rigtig svært. Og jeg gruer for en øget polarisering og konkurrence mellem kønnene, når alt vi har brug for er samarbejde, gensidig respekt og loyalitet.

  6. MeToo kan blive afsæt for et generationsopgør med en kultur, som tolererer, at overgreb relateres til ’almindelige’ mænds maskulinitet.

    Leave a Comment

    Af: Julie Rokkjær Birch, direktør for museet KØN

    MeToo-sagerne ruller fortsat: i Pigekoret, på Christiansborg, de er alle steder – og flere vil komme til. MeToo er en revolution, en uomgængelig grænsesætning – et point of no return. Der er et før og et efter MeToo, men vi er stadig midt i revolutionen, og det er voldsomt, kaotisk og konfliktfyldt. 

    Derfor er der også mange forsøg på at efterrationalisere, for vi vil jo alle gerne undgå ’at det går så vidt’ i fremtiden. Komikeren Brian Mørk er en af dem, som har meldt sig beredvilligt på banen. I relation til sagen med Naser Khader mente han på twitter, at kvinder skal trænes til at kæmpe, når klamme mænd forgriber sig på dem: ”De sidder bare og tager imod og lader idioten tro, at det er okay at være klam. Kan vi træne vores døtre til at være klare i spyttet? Der er rovdyr derude, og det hjælper faktisk ikke at spille død”, skrev han. I bedste mening, tænker jeg. Dette synspunkt står langt fra alene, selvom al forskning viser, at de fleste i en overgrebssituation netop stivner som automatreaktion, og at et ’nej’ ikke er nok.

    Mange påpeger også, at det er mærkeligt (og urimeligt), at overgrebene ikke blev anmeldt med det samme. Der er i det hele taget et meget stort fokus på ofrene og ikke på overgrebsmændene i MeToo-sagerne. Hvorfor handlede hun sådan? Hvorfor gik hun med ham? Hvorfor accepterede hun dit og dat? Hvorfor gjorde omgivelserne? Ikke underligt, at det ofte har taget kvinderne mange tilløb, før de er stået frem. Der stilles spørgsmål og drages tvivl, og historien gentager sig. Kvinderne beretter, at de simpelthen ikke har haft tillid til, at myndigheder, ledere og omgivelser ville støtte dem og tro på dem.

    Men lige nu er der altså revolution – så reaktionen på Brian Mørks opslag kom prompte. Shitstorm classic. Hovedsporet i kritikken var, at Brian Mørks tweet var ’victim blaming’. Dvs. det fænomen, at offeret for overgrebet gøres ansvarlig eller medansvarlig for hændelsen. Victim blaming finder typisk sted i forbindelse med bl.a. seksuel chikane, voldtægt og hævnporno. I andre kriminalsager (tænk fx bankrøveri) findes begrebet sjovt nok ikke.

    Jeg vil gerne vende blikket væk fra både ofre og overgrebsmænd – og fra Brian Mørk, i øvrigt. Det er vigtigt at være nysgerrig på kulturen bag det hele. Jeg selv savner fx, at der stilles spørgsmål ved det mandesyn, som gang på gang udstilles implicit i debatten – fra alle sider. Læg mærke til ordet i ovenstående sætning: ’Overgrebsmænd’. Debatten og rationaliseringerne efter MeToo synes at falde ind i samme rille: fortællingen om mænds indre rovdyr. Hvorfor accepterer vi – nej, hvorfor accepterer mænd over en bred kam – dette narrativ: At mænd er biologisk kodet til overgreb? At de potentielt simpelthen ikke kan styre sig, og at kvinder derfor må passe på? 

    ”Det er deres ’natur’”, lyder det underforstået. Det er lidt ligesom når homoseksuelle får at vide, at ”de jo bare kan lade være med at ’reklamere’ for deres seksualitet”, hvis de vil undgå chikane. Ergo: det er den, der chikanerer, der agerer ’naturligt’, ’normalt’. Hvorfor er det mere skamfuldt at være offer?

    Jeg ser dog flere mænd protestere mod denne fortælling og mod den virkelighed, den fortsat skaber. Ligesom kvinder i årtier har protesteret og gjort op med fortællingen om ’det svage køn’, tror jeg, at vi står på tærsklen til en mandebevægelse. En bevægelse, for hvilken det ikke er nok at sige #notallmen, når de fleste kvinder trods alt har en MeToo-historie.

    Nej, jeg ser en yngre generation af mænd, som kræver, at der er plads til at være mand på mange måder. Jeg tror, vi kommer til at se flere organiserede mandegrupper fremover og flere mænd, der reflekterer over sig selv som kønnede individer. Og det kan blive et generationsopgør med den gamle kultur, som tolererede, at overgreb og sexisme relateres til ’almindelige’ mænds ’naturlige’ maskulinitet.

  7. Abort: Hvor meget vejledning skal der egentlig til, før det bliver til vildledning?

    Leave a Comment

    I det seneste afsnit af HBO-serien ”The Handmaid’s Tale” vil en gravid kvinde (Janine) have en abort. Hun bliver grundigt konfronteret af en meget omsorgsfuld abortrådgiver, der fortæller hende, at hun kan klare at blive mor, og at hendes krop er skabt til at bære og føde barnet. Den frivillige siger til Janine: »Jeg vil bare hjælpe dig til at træffe den bedste beslutning – du skal ikke gøre noget, hvis du ikke vil.« Janine siger, at hun gerne vil have en abort; det var derfor, hun havde bestilt…

    Læs hele indlægget i Jyllands-Posten her

  8. Podcast: Kvindemuseet bliver til museet KØN

    Leave a Comment

    S3 – Episode 4: Kvindemuseet bliver til museet KØN

    Lyt med i podcasten #kvinde_kend_din_historie, når historiker Gry Nielsen-Jexen og museumsdirektør Julie Rokkjær Birch snakker om #KØN, den heftige debat om museets navneskifte, kompleksiteten i at få kvinder repræsenteret i historien og hvorfor kvinder bør repræsenteres på alle museer.

    Lyt til afsnittet på Podimo

  9. Kulturhistorien hænger ved og gør det svært at inkludere far som en ressource i et presset system. Selv om det er nøjagtigt, hvad vi har brug for.

    Leave a Comment

    Af Museumsdirektør Julie Rokkjær Birch

    I sidste uge faldt jeg over et debatindlæg i Politiken. En nybagt far skrev fint og følsomt om, hvor lidt fædrene er tænkt ind i systemet omkring fødsler. Så gik jeg videre til kommentarsporet. Klask!:

    »Hold da op for noget jammer«, »Rank ryggen, unge mand«, »Hvorfor skal manden absolut stå der og flæbe af lykke?«, »Du ER ikke vigtig for din datter i de første døgn efter fødslen« osv.

    I øjeblikket er der – med rette – fokus på svangreomsorgen og ikke mindst på jordemødres arbejds- og lønforhold. Måske er det til dels ud fra det perspektiv, man skal se kommentarsporet. Ud fra devisen: Når ressourcerne er så knappe, så skal far ikke også komme og kræve sin plads. Der ses altså helt bort fra, at far med hele sit deltagende følelsesregister og nærvær skulle kunne være en ressource for mor og barn.

    Historisk har polariseringen af kønsspecifikke opgaver og egenskaber præget opfattelsen af forældreroller: Kvinden var hjemme for at drage omsorg, manden ude at forsørge. Selv om kønsrollerne har forandret sig markant siden midten af 1900-tallet, vægtes mænds og kvinders pligter og ansvar i forhold til deres børn stadig meget forskelligt. Kommentarsporet viser, at vi i høj grad stadig lever i fortællingen om ”den rationelle, instrumentelle mand” og ”den intuitive, emotiotionelle kvinde”.

    Jeg husker selv min mands fortvivlelse og følelsesmæssige dilemma over at være taget ud af forældreligningen per automatik. Og jeg husker ikke mindst, hvordan det efterlod mig alene med et usynligt, men i den grad mærkbart åg: Jeg var den. Projektleder no. 1. Moderdyret.

    Ja, det er kvinder, der føder børn, men deres mænd bliver fædre i samme sekund. Afkoblingen af far i systemet omkring fødsler skaber en vedvarende forventning om, at kvinder er mere forældre end mænd. En forventning, der står klart manifesteret i danskernes adfærd, og som hverken er til gavn for kvinder, mænd, børn eller det danske samfund som helhed. Kulturhistorien hænger ved og gør det svært at inkludere far som en ressource i et presset system. Selv om det er nøjagtigt, hvad vi har brug for.

    Læs hele indlægget i JP her: >>

  10. #textmewhenyougethome

    Leave a Comment

    Af: Julie Rokkjær Birch, museumsdirektør

    Det vigtigste at forstå ved bevægelsen #textmewhenyougethome er, at den handler om meget mere, end om hvor mange kvinder, der bliver overfaldet eller dræbt på offentlige gader og stræder. Derfor er det også misforstået at føre debatten i retning af statistikker om gadevold og rationelt hævde, at kvinder jo ikke har reel grund til at være bange.

    #textmewhenyougethome handler om, at rigtig mange kvinder (ja, også jeg) har oplevet mænd, der har opført sig grænseoverskridende: forfulgt dem, truet dem efter en afvisning, taget på dem eller råbt efter dem – foruden andre oplevelser med seksuelle krænkelser i øvrigt. #textmewhenyougethome er dermed et situationsudløst symbol, der synliggør en generel frygt, som kvinder føler pga. ovenstående grænseoverskridende adfærd; nemlig frygten for, at mænd gør skade på dem. Mordet på Sarah Everard var dråben, der udløste bølgen.

    #metoo-bevægelsen illustrerer kvinders oprør mod seksuel chikane. Denne nye bevægelse illustrerer et oprør mod at have accepteret denne frygt alt for længe. Kvinder protesterer over at være bange, tage forholdsregler og over at skulle ”passe på sig selv”.

    Som med #metoo bobler kvinders erfaringer med frygt nu op til overfladen som en tumultarisk begyndelse på en utvetydig forandringsbølge. En begyndelse, der har et oplysende fokus: ja, frygten findes. Og som med #metoo ser vi modreaktioner og forsvar: ”slap nu af, I stimulerer en tillært og ubegrundet frygt” eller: ”Det er altså ikke alle mænd, der er voldelige” (#notallmen). Eller: ”mænd er faktisk mere udsat for vold end kvinder”.

    Nej, selvfølgelig er det ikke alle mænd, der begår vold eller drab, og de fleste episoder sker slet ikke på åben gade men i hjemmene. Men frygten findes. Mange kvinder er bange pga. statistikkerne for voldtægter og vold rettet mod kvinder samt oplevet kønsrelateret chikane og trusler. Måske er nogle også bange, fordi mænd, der dræber kvinder er den hyppigst forekommende type enkeltdrab i Danmark.

    Og ja, mænd er samlet set oftere udsat for vold og drab end kvinder. Men det har ikke noget med kvinders frygt at gøre. Det, som både kvindelige og mandlige ofre derimod har til fælles er, at gerningspersonen i godt 9 ud 10 voldstilfælde er en mand. Så jeg spørger retorisk: hvis (nogle) kvinder ’har lært’ at være særligt bange, har (nogle) mænd så ’lært’ at være særligt voldelige?

    Lad os droppe kønskampen men anskue volden som det, den er: et problem med en klart kønnet slagside. Det er et problem for os alle, og det er et problem, som vi i fællesskab skal i gang med at løse. Nu.

    Indlægget er bragt i Berlingske 20.03.2021

  11. Rasmus Bech mener, at kvinder fortjener deres helt eget museum. På KØN mener vi, at kvinder fortjener at være repræsenteret på ALLE museer.

    Leave a Comment

    Julie Rokkjær Birch, museumsdirektør

    Rasmus Bech skriver 17.3.2021 i Politiken: ”Kvindemuseet eksisterer ikke længere” og ”det er blevet stjålet af kønskrigere”. Fordi museet har skiftet navn til KØN.

    Lignende ytringer har lydt blandt modstanderne af museets navneskifte, og derfor denne kommentar:

    Museet lever skam i bedste velgående, og vi ønsker ikke at ”forandre museet til et minoritetsmuseum”, som Bech skriver. Faktisk gør vi det helt modsatte: vi sætter fokus på relationerne mellem køn og på, hvad køn har betydet til forskellige tider – for os alle sammen.

    Det nye navn varsler i øvrigt ingen forandring. Navnet er derimod en helt naturlig konsekvens af den forandring, som allerede skete i 2016, hvor museet fik et nyt, udvidet ansvarsområde: kønnenes kulturhistorie.

    Et navneskifte kan på ingen måde ændre ved, at kvinders historie og livsvilkår uundgåeligt er afsættet på et museum om køn, ligestilling og mangfoldighed.

    Rasmus Bech skriver, at kvinder fortjener deres helt eget museum. På KØN mener vi, at kvinder fortjener at være repræsenteret på ALLE museer. Det har museet gennem årene i den grad bidraget til, og det var medvirkende til, at museet i 2016 gik ind i sin næste livsfase. Som altså ikke er sket på bekostning af kvinder, men som en overbygning og en inklusion i takt med udviklingen af forskningsfeltet.

    Samme navneudvikling er sket på det, der førhen hed kvindeforskning på universiteterne, og som for længst har ændret navn til kønsforskning. Bogstaverne i KVINFO står heller ikke længere for ’noget med kvinde’, men for ’køn, viden, information og forskning’. Det betyder ikke, at vi ikke vil sige ordet ’kvinde’, eller at blikket på kvinders vilkår og historie er forsvundet. Det betyder, at blikket sættes i relation. Og kvinder er altså et køn. Som Simone de Beauvoir så ikonisk skrev i det feministiske hovedværk ’Det andet køn’ fra 1949: ”kvinden er kønnet, manden er mennesket”.

    KØN er et statsanerkendt specialmuseum, som ifølge museumsloven skal sikre den kønnede kulturarv i Danmark og udvikle betydningen af den i samspil med verden omkring os – og for et bredt publikum.

    Det betyder, at museet viser den usynliggørelse af kvinder, historien har budt på – og stadig byder på. Kvinders historie og livsvilkår er museets klare afsæt.  Museet belyser også mænds skiftende kønsroller og relationerne mellem kønnene. MeToo, partnervold, mænds overrepræsentation i misbrugs- og selvmordsstatistikker, voksende online-mandefællesskaber m.v. har tydeligt vist behovet for at se nærmere på manderoller, maskulinitetskultur og magt. For at se på manden som køn og ikke mindst: for at inddrage mænd i samtalen. Endelig må et museum om kønnenes kulturhistorie fortælle og dokumentere historier om de mennesker, der ikke passer ind i kønsbetegnelserne kvinde/mand. Og det må belyse kønskultur ud fra seksualitet, etnicitet og klasse.

    Måske handler noget af kritikken også om, at Rasmus Bech ser museer som historiske monumenter, og at museets navn har stået som et symbol på kvindekampen. Men: museet kan ikke stå som et monument. Man kan sige, at et nyt museum siden 2016 er vokset ovenpå det gamle. Som alt muligt andet i samfundet vil og skal museer forandre sig. For hvis vi ikke flytter os, når verden omkring os flytter sig, så står vi ikke bare stille, vi mister vores relevans. Og vi vil jo faktisk noget med vores museum – vi er aktivister, og historien er vores hammer.

    KØN er et museum, som laver seksualundervisning, debatterer #metoo og machokultur, udstiller det kønsopdelte arbejdsmarked, kønsdiversitet i politik og bestyrelser, ligeløn, fædrebarsel m.v. Vi holder international mandedag, laver pop-up museum til Aarhus Pride, ligesom vi fejrer 8. marts, mors dag m.v.

    Vi indsamler genstande og fortæller historier, der sjældent bliver fortalt: Fra korsetter til Kussomaten, fra demokratihistorie til penisforlænger, fra rødstrømper til kønshormoner, fra Mathilde Fibiger til barsel til farmand…

    Museet vil kort sagt gøre mange flere opmærksomme på, hvordan synet på køn har ændret sig op gennem historien. Mange flere skal vide noget om kvinders tilkæmpede rettigheder – og mange flere skal se deres egen (køns)rolle sat i perspektiv. Vi river ikke ned, vi bygger ovenpå og nuancerer i takt med udviklingen. Fordi det giver mening at tale om relationer mellem køn, fordi det er vores lovmæssige ansvar – og fordi museer beskæftiger sig med fortiden med henblik på at se ind i fremtiden.

    Indlægget er bragt i forkortet udgave i Politiken 18.03.2021

  13. Uge SEX – Kommentarsporet gik amok, da museet KØN livestreamede seksualundervisning

    Leave a Comment

    Over 11.000 har set videoen, over 2000 så med live, og kommentarsporet gik amok, da museet KØN mandag livestreamede seksualundervisning.

    Det er uge SEX – og normalt er det den travleste uge på året på museet.
    Sidste år var der over 50 klasser inde på museet for at modtaget undervisning i museets udstillinger. Sådan er det – af gode grunde – ikke i år.

    Derfor valgte museet i år at livestreame undervisningen direkte fra museets udstillinger. Det handler om, hvad kulturhistorien kan fortælle os om nutidens syn på køn, kønsroller og seksualitet.

    Livestreamingen foregik mandag kl. 10-11 via facebook, og med mere end 8000 kommentarer på en time fik museets moderatorer sved på panden som aldrig før.

    Formidlingsinspektør Anna Svenning udtaler:

    ”Når man laver seksualundervisning, skal man gerne skabe et rum, som er trygt for elever at være i. Derfor aftaler vi også normalt – ved den fysiske undervisning på museet – hvordan vi taler sammen, så alle bliver inkluderet. Det var ikke muligt her. I kommentarsporet florerer mange grove kommentarer skrevet af de unge. Mængden af disse kommentarer var så overvældende, at det ikke var muligt at moderere.

    Museumsdirektør Julie Rokkjær Birch udtaler:

    Vi har et ansvar overfor de elever, der følger med, og derfor bliver vi nødt til at blokere for muligheden for at kommentere uhæmmet. Vi vidste, vi skulle moderere, men vi havde ikke forventet dette omfang. Jeg må dog sige, at som med alle samtaler om køn og ligestilling illustrerer kommentarsporet rigtig godt, hvorfor vi har behov for samtalen til at begynde med. Det vidner også om, at vi har brug for at tale om digital dannelse og de sociale mediers indflydelse på den demokratiske dialog.”

    Næste videoformidling foregår derfor ikke live, men kan ses fra torsdag d. 11. februar kl. 10

    Via facebook,  blog og på YouTube  
    – Hvorfor taler vi om ”12-tals piger”, ”tabermænd” og ”fuckbois”, og hvad er en ”feltmadras”, en ”rendemaske” og en ”hanrej”?
    – Hvad vil det sige ”at mande sig op”, og kan en kvinde også ”have nosser” eller være ”en vatpik”?
    – Hvorfor knytter mange skældsord sig til køn og seksualitet?

    Yderligere information, kontakt:

    Anna Svenning
    Formidlingsinspektør
    25454511
    as@kvindemuseet.dk

    Julie Rokkjær Birch
    Museumsdirektør
    M +45 25 45 45 23
    jrb@kvindemuseet.dk

  16. Kønshistorie skal på skemaet: Det kan forebygge, frigøre og forme fremtiden

    Leave a Comment

    Af Julie Rokkjær Birch, direktør på Kvindemuseet

    Undervisning i seksual- og kønshistorie bør blive et stort ligestillingspolitisk emne i 2021. Vi kan i den grad bruge kønshistorien til at forstå nutidens syn på kønsroller og seksualitet.

    »Manden afgiver Kønsceller, Kvinden optager dem – i denne simple Formel ligger hele Forskellen mellem Mand og Kvinde, mellem det mandlige og kvindelige Kønsliv. Han vil erobre, hun erobres. Han er den belejrende Hær, hun Fæstningen. Han er Naalen, hun er Magneten, der tilsyneladende er i Ro, men i Virkeligheden uafbrudt udstraaler erotiske Kræfter.«

    Sådan skrev overlæge Axel Tofte i bogen ”Seksuel Hygiejne”, som i 1940’erne og 1950’erne blev solgt i svimlende 125.000 eksemplarer. Citatet afspejle…

    Læs hele indlægget i Jyllands-Posten

  17. En mand i kjole bliver altså ikke vores civilisations endeligt

    Leave a Comment

    Af Jakob Rosendahl, Ph.d. i Kunsthistorie

    I kønsdebatten anklages transkønnede, mænd i dametøj og feminister ofte for at lide af vrangforestillinger. Det siger mest af alt noget om kritikernes egen frygt.

    Med jævne mellemrum udtrykker en stribe debattører sig om, hvor galt det står til, når det kommer til forståelsen af køn. Ja, det kan faktisk stå så galt til, at intet mindre end hele vores civilisation er truet. Truet af transpersoner og identitetspolitik, af feminister og folkeskolens feminisering, af socialkonstruktivisme, Butler og Foucault og (kulturel) marxisme, af akademia og endelig bare generelt af samfundsudviklingen.

    Frygtet barn har åbenbart også mange navne. Men i alle tilfælde skulle det ifølge debattørerne dreje sig om kræfter, der med vrangforestillinger eller endda ønsker om revolution skulle have samlet sig mod samfundet, sandheden og/eller virkeligheden.

    De opfattelser kan man finde formuleret i mere eller mindre stærke vendinger i nyere debatindlæg af Eva Selsing, Mikael Jalving og Lone Nørgaard og Kåre Fog.
    Fælles for disse debattører er en opfattelse af, at der findes to køn, der er klart adskilte, og at køn er biologisk. Enten udelukkende biologisk eller i det mindste grundlæggende biologisk, således at en ren biologi kan siges at bestemme os som et af to køn.

    Må vi således forstå, at transkønnede og interkønnede strider imod virkeligheden? At de nærmest per definition er samfundsnedbrydende? Og det bare i kraft af, at de ikke passer entydigt ind i de to kategorier eller toiletdøre, der skulle være de sande?

    DET SER SÅDAN ud. For når en mand som sangeren Harry Styles går i kjole, så står »verden« ikke længere – i hvert fald ikke for Eva Selsing og hendes inspirationskilde, den amerikanske konservative kommentator og konspirationsteoretiker Candace Owens (Berlingske, 20. november 2020).

    Og når Kvindemuseet skifter navn til KØN, er det ifølge Mikael Jalving udtryk for »en amerikansk syge«, der gør, at det nu skulle være uacceptabelt at bruge begrebet ’kvinde’, fordi køn nu forstås, som noget man »vælger frit« (Jyllands-Posten, 6. december, 2020). Og så skulle socialkonstruktivisme og identitetspolitik ifølge Lone Nørgaard og Kåre Fog ønske at »afskaffe biologien som forklaring på kønsforskelle«, og denne forståelse af køn skulle være automatindstillingen på de »humanistiske og samfundsvidenskabelige fakulteter« (Politiken, 19. august, 2020).

    Til det kunne man spørge: Oplever Selsing også, at hendes verden er i fare, når hun tager bukser eller en jakkesætsjakke på? Hvem er det, der siger, at man »frit« vælger sit køn? I hvert fald ikke transkønnede og interkønnede. Og hvem taler for helt at afskaffe biologien? Det er da helt sikkert ikke en fremherskende holdning på de danske universiteter. Omvendt ville det være underligt, hvis humaniora og samfundsvidenskaberne ikke forholdt sig til køn som kulturelle og sociale fænomener. For ja, køn er biologi, men det er også et socialt og dermed historisk fænomen, og derudover – hvilket ofte glemmes i kønsdebatten – er det også et psykisk fænomen. Disse tre forhold er allerede fokus for de tre første kapitler i Simone de Beauvoirs ’Det andet køn’ fra 1949. Så når Fog og Nørgaard vil reducere Beauvoir til ren socialkonstruktivist, vidner det om, at de formentlig aldrig har åbnet hendes kønsfilosofiske hovedværk. Køn er et komplekst fænomen, der opstår i et samspil mellem krop, sociale roller og hver enkeltes forhold til egen krop, den omgivne verden og historien.

    Læs hele indlægget i Politiken

  18. KØN SNAK med borgmesteren

    Leave a Comment

    8. december 2020 mødtes museumsdirektør Julie Rokkjær Birch med Aarhus’ borgmester Jacob Bundsgaard til en snak om køn, ligestilling og museets rolle i byen.