Klumme: Vi må aldrig glemme, at holdninger holder os i live

Af Pernille Taagaard Dinesen
Klummen er bragt i Jyllands-Posten den 21/10/23.

I fremtiden vil al negativitet og kritik rettet mod Køn – Gender Museum Denmark blive modtaget med et hjerteligt: »Tusind tak for din holdning«.

Den 1. august tiltrådte jeg som direktør på Køn – Gender Museum Denmark; Aarhus’ smukkeste museum beliggende i et perfekt smørhul mellem Katedralskolen, Aarhus Teater og Domkirken.

Et par måneder senere, i udgangen af september, fandt min tiltrædelsesreception sted, hvilket gav mig en anledning til at dele mine ord med de fremmødte, festklædte gæster. Denne klumme er en genskrivning af min tale.

»Kære alle fremmødte gæster,« udtrykte jeg til receptionen, og erstatter det i dagens anledning med »kære alle læsere«!

I er mange fremmødte (læs: I er mange avisabonnenter); familie, tidligere kollegaer, naboer til museet, samarbejdspartnere, politikere og en række endnu ukendte ansigter. Nogle af jer har sågar flere titler og defineres ved at være både venner og tidligere kollegaer eller ved både at være samarbejdspartnere og naboer. Og hvem ved, i morgen er politikeren måske også en ven. Det ukendte ansigt en kollega? Og naboen et familiemedlem? 

Ingen ved, hvad vi finder mening i at definere hinanden som i fremtiden. Er det ikke spændende? 

Uanset hvor divers en flok gæster til min tiltrædelsesreception end afslørede, og uanset hvor divers en flok læsere, der tygger sig gennem de her linjer, ja, så er der to personer, som uden sammenligning er de vigtigste vidner i mit liv. Det er min mor, og det er min far.

Når jeg fremhæver mine forældre, er det såmænd ikke begrundet i, at de er biologisk ophav til min egen eksistens. Nej. Grunden, til at jeg peger på dem, er, at mine forældre i alle faser af mit liv har anerkendt mig. Og anerkendelse var et nøgleord for min tiltrædelsestale, ligesom anerkendelse er et nøgleord for den her klumme. 

For anerkendelse er omdrejningspunktet for, at mennesket evner at se ud over sig selv. Anerkendelse er forståelse for, at der findes andre holdninger end din egen. Anerkendelse er medvirkende til, at verden bliver et større sted at være.

Lige så indlysende det er, at anerkendelse får mennesker til at vokse, lige så indlysende er det, at mangel på anerkendelse forhindrer drømme, gør verden hadefuld og skaber et samfund, hvor vi slår hinanden i hovedet med vores holdninger i jagten på rigtigt og forkert. 

Hvis mursten kunne tale, ville Køn – Gender Museum Denmark afsløre, hvordan holdninger igennem mere end et århundrede har begrænset, undertrykt og ødelagt mennesker. 

Tænk bare på den tid, da huset i slutningen af 1800-tallet udgjorde byens rådhus, og de magtfulde herrer sad andægtigt ved byrådsbordet og ikke tillod kvinder nogen plads i dansk politik. 

Tænk bare på den tid, da bygningen var Aarhus’ politistation, og Matilde Fibigers Have var omkranset af en høj mur, så fangerne ikke stak af, når de fik lov til at trække en mundfuld frisk luft. 

Tænk bare på den tid, da Danmark var besat, og Gestapo havde sit jyske hovedkvarter i bygningen, og byrådssalen var dekoreret af naziflag og Hitler-portræt, mens frihedskæmperne systematisk tortureredes i de trange celler i kælderen for at bekende kulør.

Jo, det er barske sager, der har fundet sted på vores adresse. At bygningen senere skulle blive til Kvindemuseet i Danmark og endnu senere til Køn – Gender Museum Denmark er derfor en symbolik så stærk, at den hverken kan eller skal overses. 

For det hele handler om holdninger. 

Det hele handler om menneskets behov for anerkendelse. 

Det hele handler om menneskets jagt på frihed. 

Frihed til at være den du er. Frihed til at definere dig selv som den, du er. Frihed til at handle som den, du er. 

Ved min tiltrædelsesreception benyttede jeg derfor lejligheden til at definere et nyt moment for det historiske hus bygget på holdninger. Et moment, som – modsat tidligere tiders vingeslag – imødekommer den individuelle holdning og omfavner den med anerkendelse. I fremtiden vil al negativitet og kritik rettet mod Køn – Gender Museum Denmark derfor blive modtaget med et hjerteligt: 

»Tusind tak for din holdning. Den lægger vi i holdningsmappen, og du kan forvente, at dit bidrag vil anvendes i en kunstnerisk kontekst omhandlende kønsdebattens kompleksiteter og museets interessante historie.«

For det, vi aldrig må glemme, er, at holdninger holder os i live. Fandtes der ikke andre holdninger end vores egne, havde vi ikke nogen mur at spille bolden op ad. Alting defineres af sin modsætning. Også vores holdninger. Det er vi nødt til at anerkende. 

Kønsdebatten har, indrømmet, været heftig de seneste år, og når jeg møder en holdning, der lyder »Jeg er så træt af den kønsdebat«, så foranlediges jeg til at spørge, om det er kønsdebatten, du er træt af, eller formen, som debatten udspiller sig i? 

Mennesket har i flere tusinde år higet efter at forstå sit eget udgangspunkt i det store universelle billede ved at lege med sin identitet, ved at udfordre normerne og ved at eksperimentere med sin selvforståelse. Det er der intet nyt i. Hvordan kan man finde den proces uinteressant? 

Til pressen, som i forbindelse med min tiltrædelse på Køn – Gender Museum Denmark har spurgt mig: »Hvor mange køn mener du så, at der findes?« er mit ærlige svar: Aner det ikke! Det interessante er vel ikke at jagte definitionen, men at begrebet knopskyder hurtigere, end en hest kan rende. Hvor er det spændende! Og hvor er det en anerkendelse værdig i sig selv.