Vi får brug for at snakke meget mere om køn og uddannelsesvalg, hvis vi vil bevare velfærdsstaten

19.08.2021

Vi får brug for at snakke meget mere om køn og uddannelsesvalg, hvis vi vil bevare velfærdsstaten

Af Julie Rokkjær Birch, direktør på KØN – Museum for kønnenes kulturhistorie

Min lillesøster på 21 har lige fået at vide, at hun er kommet ind på Københavns Universitet. Hun er glad og hun glæder sig, men derudover tror jeg faktisk ikke, hun ser det som noget særligt. I dag har vi nemlig formelt set lige muligheder for at tage en uddannelse i Danmark. Men vi skal faktisk ikke særligt langt tilbage (1877), før selv studentereksamen kun var noget for unge mænd – og dermed var kvinder også udelukket fra at blive optaget på universitetet. Nielsine Nielsen (1850-1916) var foregangskvinden, der brød med normerne og som den første kvinde nogensinde søgte om adgang til universitetet i København. Hun blev Danmarks første kvindelige læge og vidste godt, at det var noget særligt.

I år har hele 93.388 personer søgt ind på en videregående uddannelse, og kvinderne er kommet efter det. Faktisk er der blandt de optagne 54383 kvinder mod 39005 mænd.

Hver femte ansøger er optaget på en af de store velfærdsuddannelser: pædagog, sygeplejerske, folkeskolelærer og socialrådgiver. Velfærdsfag er traditionelt ’kvindefag’ og bliver stadig primært søgt af kvinder. Men interessen for uddannelserne er generelt faldende. Flere advarer mod udviklingen i forhold til den fremtid, vi går i møde, hvor antallet af børn og ældre ventes at stige, og hvor ungdomsårgangene falder.

Den kønsmæssige skævvridning øges også fortsat indenfor disse fag. Ifølge tallene fra Forsknings- og Undervisningsministeriet er andelen af mænd, som er optaget på en velfærdsuddannelse, faldet mere end andelen af kvinder, når man sammenligner med 2020 (4 pct. færre kvinder sammenlignet med 6 pct. færre mænd).

Imens strejker sygeplejerskerne, folkeskolereformen er stadig en varm kartoffel, og hvordan går det egentlig med minimumsnormeringerne?

Kvinder søger i højere og højere grad mod tidligere mandsdominerede fag. På medicin er der i 2021 optaget 1415 kvinder mod kun 605 mænd (gid, Nielsine Nielsen havde oplevet det!). På Jura er det 1014 kvinder mod 564 mænd. En særlig fremgang er der sket for kvindeoptagene på de naturvidenskabelige og tekniske fag (altså de traditionelle ’mandefag’): fra 2019 til 2021 steg antallet af optagne kvinder på STEM-uddannelser med hele 10 procent, mens antallet af optagne mænd steg med 1 procent. Man ser også en stigning af kvinder i politifaget, ja selv håndværksfag oplever fremgang i kvindelige ansøgere.

De unge mænd bliver derimod i højere grad tilbage i yderkommunerne frem for at flytte og tage en videregående uddannelse. Størstedelen af de borgere, der kun har gennemført folkeskolen, er mænd. Vi ved, at kvindernes årelange rykind på uddannelser og arbejdsmarked har skabt det velfærdssamfund, vi kender i dag. Men i takt med, at kvinder spreder sig over flere erhverv, omfordeler mændene sig ikke i samme grad.

Kvindernes succeshistorie kan altså paradoksalt nok vise sig at blive en trussel for vores velfærdssamfund. Derfor er der brug for, at vi holder vores fokus på køn og diversitet – men blikket skal rettes skarpere mod mændene nu. Hvis vi skal bevare og udbygge velfærden, kræver det, at mændene også tager del i opgaven. Nye, ambitiøse undersøgelser og tilgange skal der til for at gøre skolebænken og velfærdsfagene mere attraktive for mænd.

Jeg frygter, at vi ikke blot ender med et nedbarberet velfærdssamfund, men også kommer til at se et forsat stigende antal mænd, der ikke evner at tilpasse sig uddannelsesmarkedet – og som får det rigtig svært. Og jeg gruer for en øget polarisering og konkurrence mellem kønnene, når alt vi har brug for er samarbejde, gensidig respekt og loyalitet.