Af: Julie Rokkjær Birch, direktør for museet KØN
MeToo-sagerne ruller fortsat: i Pigekoret, på Christiansborg, de er alle steder – og flere vil komme til. MeToo er en revolution, en uomgængelig grænsesætning – et point of no return. Der er et før og et efter MeToo, men vi er stadig midt i revolutionen, og det er voldsomt, kaotisk og konfliktfyldt.
Derfor er der også mange forsøg på at efterrationalisere, for vi vil jo alle gerne undgå ’at det går så vidt’ i fremtiden. Komikeren Brian Mørk er en af dem, som har meldt sig beredvilligt på banen. I relation til sagen med Naser Khader mente han på twitter, at kvinder skal trænes til at kæmpe, når klamme mænd forgriber sig på dem: ”De sidder bare og tager imod og lader idioten tro, at det er okay at være klam. Kan vi træne vores døtre til at være klare i spyttet? Der er rovdyr derude, og det hjælper faktisk ikke at spille død”, skrev han. I bedste mening, tænker jeg. Dette synspunkt står langt fra alene, selvom al forskning viser, at de fleste i en overgrebssituation netop stivner som automatreaktion, og at et ’nej’ ikke er nok.
Mange påpeger også, at det er mærkeligt (og urimeligt), at overgrebene ikke blev anmeldt med det samme. Der er i det hele taget et meget stort fokus på ofrene og ikke på overgrebsmændene i MeToo-sagerne. Hvorfor handlede hun sådan? Hvorfor gik hun med ham? Hvorfor accepterede hun dit og dat? Hvorfor gjorde omgivelserne? Ikke underligt, at det ofte har taget kvinderne mange tilløb, før de er stået frem. Der stilles spørgsmål og drages tvivl, og historien gentager sig. Kvinderne beretter, at de simpelthen ikke har haft tillid til, at myndigheder, ledere og omgivelser ville støtte dem og tro på dem.
Men lige nu er der altså revolution – så reaktionen på Brian Mørks opslag kom prompte. Shitstorm classic. Hovedsporet i kritikken var, at Brian Mørks tweet var ’victim blaming’. Dvs. det fænomen, at offeret for overgrebet gøres ansvarlig eller medansvarlig for hændelsen. Victim blaming finder typisk sted i forbindelse med bl.a. seksuel chikane, voldtægt og hævnporno. I andre kriminalsager (tænk fx bankrøveri) findes begrebet sjovt nok ikke.
Jeg vil gerne vende blikket væk fra både ofre og overgrebsmænd – og fra Brian Mørk, i øvrigt. Det er vigtigt at være nysgerrig på kulturen bag det hele. Jeg selv savner fx, at der stilles spørgsmål ved det mandesyn, som gang på gang udstilles implicit i debatten – fra alle sider. Læg mærke til ordet i ovenstående sætning: ’Overgrebsmænd’. Debatten og rationaliseringerne efter MeToo synes at falde ind i samme rille: fortællingen om mænds indre rovdyr. Hvorfor accepterer vi – nej, hvorfor accepterer mænd over en bred kam – dette narrativ: At mænd er biologisk kodet til overgreb? At de potentielt simpelthen ikke kan styre sig, og at kvinder derfor må passe på?
”Det er deres ’natur’”, lyder det underforstået. Det er lidt ligesom når homoseksuelle får at vide, at ”de jo bare kan lade være med at ’reklamere’ for deres seksualitet”, hvis de vil undgå chikane. Ergo: det er den, der chikanerer, der agerer ’naturligt’, ’normalt’. Hvorfor er det mere skamfuldt at være offer?
Jeg ser dog flere mænd protestere mod denne fortælling og mod den virkelighed, den fortsat skaber. Ligesom kvinder i årtier har protesteret og gjort op med fortællingen om ’det svage køn’, tror jeg, at vi står på tærsklen til en mandebevægelse. En bevægelse, for hvilken det ikke er nok at sige #notallmen, når de fleste kvinder trods alt har en MeToo-historie.
Nej, jeg ser en yngre generation af mænd, som kræver, at der er plads til at være mand på mange måder. Jeg tror, vi kommer til at se flere organiserede mandegrupper fremover og flere mænd, der reflekterer over sig selv som kønnede individer. Og det kan blive et generationsopgør med den gamle kultur, som tolererede, at overgreb og sexisme relateres til ’almindelige’ mænds ’naturlige’ maskulinitet.