KØN – Gender Museum Denmark ligger i Aarhus. KØN sætter fokus på kønnenes kulturhistorie og diskuterer kønsproblematikker, ligestilling, krop og seksualitet.
Her kan du følge med i kommende arrangementer og læse om nye tiltag på KØN. Du kan holde dig opdateret på særlige åbningstider, nyt fra caféen og en masse andre nyheder.
KØN Café er en hyggelig og stemningsfuld oase midt i Aarhus. Her kan du nyde en forfriskning efter et besøg på museet eller lægge vejen forbi til en skøn grøn frokost, når du er i byen.
Der er gratis entré til cafeen.
KØN – Gender Museum denmark ligger i Aarhus. KØN sætter fokus på kønnenes kulturhistorie og diskuterer kønsproblematikker, ligestilling, krop og seksualitet.
Hvad kan man egentlig blive til, når ens dansklærer synes, man er håbløs? Sonja Iskov er ikke i tvivl, da hun første gang får et kig ind i fotografiets forunderlige verden. Hun vil gøre alt for at blive fotograf.
Det er ikke småting, den snart 80-årige Sonja Iskov kan berette om fra sit liv med et kamera. Gavmildt deler hun i fem afsnit ud af sine oplevelser og erfaringer i en samtale med journalist Anette Krarup.
Fortællingerne former samtidig et stykke Danmarkshistorie om efterkrigstidens 68-generation. Om kollektivisme og kampen mod uretfærdighed. Og om at rejse i mere end 70 lande og blive en af de første kvindelige, danske krigsfotografer.
D. 25. november er FN-dagen for afskaffelse af vold mod kvinder, men også starten på FN-kampagnen ’16 Days of Activism against Gender-Based Violence’, der kører frem til d. 10. december. Kampagnen har til formål at bekæmpe vold mod kvinder, som stadig er et udbredt problem verden over. Kampagnen er ikke kun en påmindelse om vores forpligtelse til at opnå ligestilling, men også en opfordring til konkrete handlinger, der mindsker uligheden mellem kønnene og adresserer årsagerne til vold.
For at markere disse dage, kan du her komme med bag om KØNs samling, hvor registrator Birgit Grønnebæk viser genstande frem fra Dannerhuset. Danners krise- og kvindecenter hjælper voldsudsatte kvinder og børn og udvikler nye indsatser, der styrker kvinder og forebygger vold.
Hør mere om Dannerhusets historie og om KØNs genstande derfra i videoen.
Af direktør Pernille Taagaard Dinesen Klummen er bragt i Jyllands-Posten den 17/10/24
Fyrre, fed og færdig eller frisk, fyrig og festlig? Køn – Gender Museum Denmark har fødselsdag.
Der er tale om et skarpt hjørne for en institution, som siden sin første udstilling for publikum i 1984 har været omdrejningspunkt for adskillige holdninger, megen modstand og stor blæst. Her kommer et ”walk down memory lane” i anledningen af omvæltende 40 år på bagen.
Køn er barn af 1980’erne med afsæt i 1970’ernes kvindebevægelse, der gav anledning til kvindeforskning på universiteter og læreanstalter. Herfra udsprang idéen om at skabe et museum for og om kvinder til alment kendskab for samfundet. En dedikeret græsrodsbevægelse lagde således den første og afgørende byggesten ved at oprette Kvindemuseumsforeningen med det formål for øje at udvikle et nyt museum parallelt med ambitionen om at skabe en meningsfuld og indholdsrig arbejdsplads for kvinder.
Som det er ethvert museum pålagt, er museets samling dets base. For de kunsthistoriske museer består samlingen af kunstværker, mens den for de kulturhistoriske museer som Køn består af kulturhistoriske genstande.
Fra scratch annoncerede omtalte museumsforening derfor efter kulturhistoriske genstande omhandlende kvinders liv og virke. Fra en førstehåndskilde (læs: tidligere museumsdirektør på Kvindemuseet Merete Ipsen) har jeg ladet mig fortælle, at annonceringen udløste en kø hele vejen ned ad Mejlgade og rundt om hjørnet til museets adresse på Domkirkepladsen 5 i form af kvinder med tunge bæreposer i begge hænder indeholdende ting fra deres bedstemødres, mødres, søstres, veninders og eget levede liv. Fundament var med andre ord lagt til at udvikle spændende udstillinger, og med virkning fra 1991 blev museet statsanerkendt som et landsdækkende specialmuseum med ansvar inden for museumsloven for kvinders kulturhistorie i nyere tid.
Men tiden går som bekendt, og tilstandene i samfundet udvikler sig. Sådan har det altid været. Derfor opfordrede Slots- og Kulturstyrelsen til, at det grundlæggende fokus på kvinders kulturhistorie blev underlagt et fagligt genbesøg, og i 2016 anerkendte styrelsen museets udvidede ansvarsområde til et bredt arbejde med kønnenes kulturhistorie. Det førte i 2021 til et stormombrust navneskifte fra Kvindemuseet i Danmark til Køn – Gender Museum Denmark.
Og hvor er vi så i dag, 40 år efter at entreprenante kvinder tog ejerskab og banede vejen for et kulturhistorisk specialmuseum i Aarhus? Det lader sig vel næppe definere endegyldigt, men afgørende er den fortløbende udvikling af Køn. En udvikling, der aldrig hverken må, kan eller bør stå stille. Som museumsdirektør oplever jeg det som min fornemmeste opgave at sikre, at museumsinstitutionen hele tiden revurderer sig selv, opdyrker nye partnerskaber og baner alternative veje for indflydelse i samfundet.
I skrivende stund, primo oktober 2024, knokler det gode personale på Køn derfor i døgndrift på at realisere en ny fortælling om den kulturhistoriske samlings potentiale. Der er tale om et kuratorisk partnerskab med billedkunstner Kim Richard Adler Mejdahl, som med fri adgang til Køns kulturhistoriske genstandssamling bygger bro til ufortalte historier om køn, maskulinitet og seksualitet i samlingsudstillingen ”Glory”.
Hvem havde således forudset, at den tæppebanker, der blev indleveret til Kvindemuseet i Danmark i midt 1980’erne, i dag 40 år senere skulle optræde i en samlingsudstilling under ordlyden ”Do what you gotta do to kink up ya life” på Køn – Gender Museum Denmark?
Og hvem havde forventet, at græsrodsbevægelsens knofedt i 80’erne i forlængelse af en lang række samfundsengagerede projekter skulle udmønte sig i Køns aktuelle workshop-partnerskaber med det danske erhvervsliv omhandlende ligestilling, generation z og social bevidsthed på arbejdspladsen? ”Ingen” er det forventelige svar, hvilket leder til den dejlige konklusion, at fødselsdagsfejringen ingenlunde slutter her, men fortsætter, som Køn udvikler sig som museum, som stemme og som samarbejdspartner.
Den kommende museumsreform og tredoblingen af museet KØNs tilskud betyder et opgør med de mange projektansættelser på museet, der har skabt utryghed og påvirket arbejdsmiljøet. Læs artiklen som blev bragt i Akademikerbladet her
Af Pernille Taagaard Dinesen Klummen er bragt i Jyllands-Posten den 24/04/24.
Jeg har sat en klog kollega på min arbejdsplads KØN – Gender Museum Denmark stævne og den her klumme er et udtryk for, hvad der kommer til overfladen, når de velkendte syv hv-spørgsmål får lov til at pløje hen over fænomenet og udfolde dets betydning. Så! …
HVEM ER FEMINISTISKE LEDERE?
Svar: Feministiske ledere er – modsat hvad mange antager – hverken kvindelige eller feminine ledere. At være feministisk leder handler ikke om lederens køn. Det er derimod ledere, der praktiserer en særlig ledelsesstil.
HVAD ER FEMINISTISK LEDELSE OG HVAD KAN DEN BRUGES TIL?
Svar: Feministisk ledelse er en ledelsesstil med en skarp og kritisk bevidsthed rettet mod egen ledelsespraksis. En ledelsesstil, hvor du er bevidst om din magt, hvordan du bruger den og hvilke bias du selv bringer med på arbejde. En ledelsesstil, hvor du ikke er bange for at se dig selv og din virksomhed efter i sømmene og udfordre status quo: Hvad er det for en form for magt, vi har over eller med vores medarbejdere på arbejdspladsen, styrker vi vores medarbejdere og partneres empowerment? Deler vi beslutningspotentialet, inviterer vi stemmer ind fra andre dele af organisationen, også dem der ikke nødvendigvis ligner vores egen. At lede feministisk betyder både at lytte til andres input til at optimere en proces, til de udfordringer der er. Men det handler i høj grad også om at være sikre på sammenhæng mellem vision og praksis, eller med andre ord ”walk the talk.”
HVOR ER FEMINISTISK LEDELSE?
Svar: Alle mulige steder – men desværre stadig for få steder! Ikke desto mindre vinder ideen om at gentænke lederens rolle frem, og særligt ledere der tør gentænke sin rolle kan vinde i mødet med de nye generationer, som indtræder på arbejde med fornyede værdier som i højere grad handler om relation frem for autoritet, om den meningsskabende arbejdsplads som vil gøre en positiv forskel for mennesker og miljø, og om at møde hinanden i øjenhøjde.
HVORNÅR ER FEMINISTISK LEDELSE SÆRLIG RELEVANT?
Svar: Er der en virksomhed, en organisation, en forening, eller en anden samling af mennesker med et formål, så er feministisk ledelse relevant. Det er lidt ligesom bæredygtighed – det er relevant og kan anvendes i alle sammenhænge, hvor der er metode, formål, processer, mennesker og impact. Det er de størrelser, feministisk ledelse drejer sig om.
HVORFOR HEDDER DET FEMINISTISK LEDELSE?
Svar: Grunden til, at det hedder feministisk ledelse er, at mange af de værktøjer ledelsesretningen indeholder har man særligt anvendt i feministiske bevægelser og organisationer. Det er sidenhen blevet studeret og samlet i værktøjskasser, som kan bruges til ledelsestræning, for at gøre en forskel. Det grundlæggende ved feministisk ledelse er, at det er transformativ ledelse. Så det er ledelse der ikke bare læner sig op ad status quo, men en ledelsespraksis der vil mere end bare akkumulere magt og profit uden blik for konsekvenser for mennesker og miljø. En ledelsespraksis, der fremmer ligestilling, bæredygtighed, sociale spørgsmål som inklusion og diversitet men også som vil være i processen med det – tør kigge på sig selv – tør undersøge sin egen organisation: Er der nogle praksisser vi kan ændre på, nogle principper vi har brug for at lave om, hvor er der uligheder, er det altid et bestemt køn, der får visse opgaver; enten forfremmende eller netop ikke-forfremmende opgaver. Det handler om at være bevidst og om at turde gøre sig selv bevidst, og måske vigtigst af alt turde være kritisk på sig selv som leder, at man ikke nødvendigvis altid har svaret.
HVORDAN KOMMER FEMINISTISK LEDELSE TIL UDTRYK?
Svar: I vores workshops på Museum KØN arbejder vi med de 4 p’er indenfor feministisk ledelse: power, politics & purpose, principles & values og practices – det er redskaber man netop kan bruge, til at kigge sig selv i sømmene. Hvilke værdier har virksomheden, hvordan omsættes værdier til principper, som så kan blive til en praksis, og hvilke magtrelationer skal vi være bevidste om for at sikre dette. For vi har alle sammen fine ambitioner, men for at det skal være feministisk ledelse skal de værdier omsættes til konkrete principper og guidelines, som vi skal bestræbe os på at forfølge og som skal med i den hverdag, vi arbejder sammen om. Så hvis ikke vi tænker fra de store ambitioner og ned i vores konkrete praksis og omvendt, så misser vi noget af det transformative potentiale, der er i feministisk ledelse.
HVAD SÅ MED FEMINISTISK LEDELSE HERFRA?
Svar: Ja, det er jo det store spørgsmål! Kort sagt handler det herfra om at turde starte processen og blive i den – også når det ikke er ligetil. Og det vil det langt fra altid være, for forandring tager tid og kræver en dedikeret indsats, og det gælder i særdeleshed når det handler om social forandring og det ovenikøbet er vores egne vaner, bias og business-as-usual det drejer sig om. Det er det, som workshoppen på KØN omhandler.
Den her klumme kan vel være en opfordring til at genbesøge sin egen praksis, sin egen virksomhed, for eksempel ved at kickstarte med KØNs workshop ’At lede til forandring – feministisk ledelse som praktisk værktøj’.
Værnepligtens historie, kvindelige krigere og hvad nu?
Af specialestuderende Astrid Ourø Andersen
Onsdag d.13 marts udmeldte regeringen, at den vil indføre fuld ligestilling i værnepligten. I dette blogindlæg tager vi et kig på værnepligtens historie og skiftende tiders opfattelse af hvad en rigtig soldat er. Undervejs møder vi kvindelige krigere som indtil nu er blevet overset i historieskrivningen, fra vikingetidens skjoldmøer til modstandskvinden Zenia, der deltog i sabotagen af Gestapos hovedkvarter på Aarhus Universitet i 1944.
Birka Graven I 1878 udgravedes området Birka på øen Björkö i Uppland, Sverige. Vikingesamfundet som eksisterede her fra omkring år 750, havde en befolkning på omkring 700-1000 indbyggere. Hjalmer Stolpe (1841-1905), der stod for udgravningen af gravhøjene i området, beskrev en af gravene som særligt mærkværdig. I et trækammer under jorden fandt arkæologerne de jordiske rester af et menneske klædt i en dyrebar klædedragt med særlige håndværksmæssige detaljer, som identificeres til at stamme fra de eurasiske stepper, langt fra datidens Sverige. I graven fandtes også flere våben, et brætspil og to heste. På baggrund af disse statussymboler antog arkæologerne, at graven tilhørte en højtstående mandlig vikingekriger, selvom skelettets karakteristika tydede på at det var en kvinde. Efter nye DNA-undersøgelser kunne et forskerhold i september 2017, bekræfte at skelettet fra Birkagraven stammer fra en biologisk kvinde.
Tegning af gravfund, mærket ”Bj581” af Hjalmer Stolpe i Birka, Sverige. Udgivet i 1889. Public domain.
På udgravningstidspunktet i 1878 kunne man slet ikke forestille sig, at graven tilhørte en kvinde. Og noget tyder på, at der stadig hersker et kønsbias på området, for kort efter de nye forskningsresultaterne var publiceret i 2017 opstod en global polemik.[1] Nogen forskere mente, at knoglerne kunne være blevet ombyttet eller at kvinden blev begravet med disse genstande fordi hendes mand var død i kamp. Andre forskere insisterede på at kønsbias stadig forsager benægtelse af historiske beviser på højtstående kvindelige krigere i vikingetiden. Arkæolog og museumsinspektør ved nationalmuseet, Jeanette Varberg deltog også i debatten og udtalte i en artikel til TV2; ”Måske er det her stærkt kønsopdelte syn, som vi troede var i fortiden, slet ikke virkelighed i vikingernes Skandinavien”.[2] I 2019, kunne endnu en kvindelig vikingekriger fra Solør i Norge identificeres på baggrund af DNA-tests.[3]
Værnepligt og værneret De kvindelige vikingekrigere er et interessant eksempel på hvordan historikere og arkæologer har fejltolket historien baseret på samtidens kønsopfattelse. Måske kan de nye opdagelser også blotlægge vores perception af hvad det vil sige at være soldat i dag, og dermed hvem der kan blive det. Pudsigt nok stammer den moderne værnepligt fra det gamle ledingssystem, kendt helt tilbage fra vikingetiden, hvor hærreder og længder[4] stillede med: Én våbenfør karl for hver ti gårde i kongens tjeneste.[5] I Fredrik 4.’s tid fra slutningen af 1600-tallet blev der oprettet en landmilits. Den almindelige værnepligt blev indført for landbefolkningen ved stavnsbåndets ophævelse i 1788, og købstæderne fulgte trop i 1848 med det kendte lodtrækningssystem.[6]
“Enhver våbenfør mand er forpligtet til med sin person at bidrage til fædrelandets forsvar efter de nærmere bestemmelser, som loven foreskriver“. Folketinget. “Danmarks Riges Grundlov, Kapitel 8, § 81”. 1849.
I 1998 indførtes den såkaldte værneret, hvorefter kvinder fik mulighed for at aftjene tid i Forsvaret på værnepligtslignende vilkår.[7] Det var 20 år efter, at vi fik den første lov, der forbød kønsdiskrimination på det øvrige arbejdsmarked.
24. februar 2022 invaderede Rusland Ukraine. Udover stigende energipriser og andre konsekvenser af sanktionerne mod Rusland, påbegyndtes en militær optrapning og NATO forlanger at Danmark gør sit, hvilket fordrede debatten om ligestilling af værnepligten. I vores nabolande Norge og Sverige indførtes værnepligten for kvinder i henholdsvis 2015 og 2018, hvilket styrkede deres forsvar ved at gøre det nemmere at skaffe soldater nok.[8] I Norge blev procenten af kvinder, der fuldfører førstegangstjenesten fordoblet mellem 2014 og 2023. Sidste år var 33,5 procent af de værnepligtige – kvinder, i sammenligning med 2014 hvor det kun var 13,6 procent. Chefsergent i det norske forsvar Rune Wenneberg har udtalt til DR at den kønsneutrale værnepligt har givet et bedre forsvar, da der skabes et mangfoldigt grundlag at rekruttere fra til de professionelle styrker. Både i Norge og Sverige fremhæves det den problematiske machokultur ændres i takt med at kønsfordelingen balanceres. Major og kompagnichef i det svenske forsvar, Hans Gustavsson mener at kvinder bidrager til bedre samarbejde og bedre beslutninger.
I Danmark udgjorde kvinder 25 procent af de værnepligtige i 2023. Hvor unge mænd i dag har pligt til at deltage i forsvarets dag (tidligere session), kan kvinder frivilligt melde sig. Desuden skal mænd have en fysisk eller psykisk årsag til, at de ikke kan gennemføre deres værnepligt, mens kvinder kan sige op med en måneds varsel uden grund.[9]
Formel ligestilling I Danmark har vi formel ligestilling på arbejdsmarkedet, hvilket kort og godt vil sige at man ikke må særbehandles på baggrund af sit køn.[10] Vi har desuden en af verdens højeste erhvervsfrekvenser for kvinder, samtidig er arbejdsmarkedet dog meget kønsopdelt. De såkaldte kvindefag fx omsorg og pleje står stadig i kontrast til de såkaldte mandefag håndværk og STEM-fag; naturvidenskab, teknologi, ingeniørarbejde og matematik. I 2023 viste en rapport fra Beskæftigelse-ministeriet at hovedparten af ansatte i den offentlige sektor er kvinder, nemlig over 70 procents, hvorimod mænd udgør 90 procent af bygge og anlægsbranchen.[11]
I februar gjorde Forsvaret tilløb til større ligestillingen ved at ændre krav til bl.a. højde og bryststørrelse. Chef for Værnepligt- og rekruttering Jesper Lynge udtaler, at der i fremtiden vil gælde en vurdering af aspiranternes ”samlede fysiske habitus”.[12] Hos organisationen for Kvindelige Veteraner har man længe sat fokus på udfordringerne ved at være kvindelig ansat i Forsvaret. I et interview til TV-avisen på DR1 25. februar, siger forkvinde Karen Philippa Larsen, at det er positivt at Forsvaret aktivt ”arbejder med en ret gammeldags forståelse af hvem er en rigtig soldat”.[13]
Kæmp for alt hvad du har kært I modstandsbevægelsen under 2. Verdenskrig, bestod kvindernes arbejde primært i at udføre sekretæropgaver, kurerarbejde og indkvartering, som muliggjorde sabotageaktionerne. Redaktør for modstandsbladet Frit Danmark Kate Fleron skriver i 1945 at ”I besættelsesårene blev kvinderne mændenes skjold.”[14] Forestillingen om det stærke køn – manden, som deltager aktivt og sætter livet på spil for at beskytte det svage køn – kvinden, er for unuanceret. Krige omvælter hverdagen og forandrer kønnenes positioner, og selvom kvindernes rolle i modstandskampen ofte var mere indirekte end mændenes, var de aktive deltagere, som risikerede samme straf som deres mandlige medsammensvorne. Dog gavnede kønsforestillingen nogle kvinder, som langt hen ad vejen kunne undgå visitering, når de som Lise Nørregaard transporterede illegalt materiale omkring i cyklekurve og barnevogne.
”Vognen med tvillingerne er – især når Christian sidder på et bræt foran – et glimrende skalkeskjul. Folk, der holder af børn har ikke øje for andet end dette opbud af, når jeg selv skal sige det, yndige unger. Og folk, der ikke har videre sans for børn, vil aldrig tro, at en kone, der er så fjumret at tillægge sig tre babyer på mindre end to år, kan være en trussel for nogen eller noget på denne jord, inclusive Værnemagten. Så Anne og Bente har allerede prøvet at ligge på mange interessante ting, fra illegale skrifter til stencils og et enkelt skydevåben som jeg befordrede for vores genbo, købmand Mikael Andersen.”
De sendte en dame, Lise Nørregaard, 2014, 1. e-bogsudgave, Gyldendal. P. 326-327
Andre kvinder var mere direkte involveret i sabotageaktionerne, som chauffører eller som Hedda Lundh, der rejste rundt og instruerede diverse fraktioner af modstandsbevægelsen i at udføre sabotagesprængninger. I 1944 måtte Hedda og hendes mand flygte til Sverige, da resten af deres gruppe blev pågrebet af tyskerne. Hedda’s mand Carl Ejner blev medlem af Den Danske Brigade og Hedda ville også gerne bidrage på lige fod, men på trods af sin tekniske viden og erfaring fra modstandsbevægelsen, blev hun her kun tilladt at deltage i Lottekorpset og blev sat til at skralde kartofler resten af krigen.[15]
Fra KØNs Arkiver I KØNs arkiver findes et interview med en af de kvindelige modstandsfolk fra Aarhus, der deltog som kurrer i modstandsbevægelsen. Af interviewet fremgår både frygt, vrede og voldsparathed;
Interviewer: ”Var det lange rejser?” Anonym: ”Ja altså, f.eks. turen til København herfra var en lang tur, men jeg tog jo på dem. Så en dag jeg sad alene i kupéen […] Der sad der en SSer og han snakkede jo til mig, og jeg sad og fik de mest frygtelige tanker, og til sidst fik han min adresse, fordi jeg bestemte at så ville jeg skyde ham når han kom hjem. Men jeg lukkede ham ikke ind da han kom. Men tænk at have sådan nogle tanker……” Interviewer: ”Der må have været en grund til at du fik sådan nogle tanker, var der ikke det?” Anonym: ”Ja nu havde de jo dræbt min man nede i koncentrationslejren, ikke, så og jeg havde været vidne til mange uhyrlige ting de havde gjort og jeg var jo…. Nej det tør jeg ikke fortælle det er for nærgående.”
Zenia Berry I efteråret 1943 beslaglagde Gestapo, fem kollegier på Aarhus Universitet og indrettede dem til jysk hovedkvarter. Gestapo chefen Eugen Schwitzgebel optrevlede på dette tidspunkt store dele af den jyske modstandsbevægelse, bl.a. ved hjælp af stikkeren Grethe Bartarms. På anmodning fra den jyske modstandsbevægelse bombede det engelske luftvåben Royal Air Force den 31. oktober 1944, derfor Aarhus Universitet for at tilintetgøre Gestaspo’s arkiver. Samtidig forsøgte modstandsgrupperne at befri flere tilfangetagende modstandsfolk.
Lavtflyvende Mosquito-fly over universitetet. I baggrunden skimtes Langelandsgades Kaserne, som var sekundært mål for luftangrebet. Fotograferet af Royal Air Force. Kilde: Antikmuseet. Public Domain.
I efteråret 1943 beslaglagde Gestapo, fem kollegier på Aarhus Universitet og Bomberne faldt klokken 11.41, blandt de dræbte var gestapo-chefen og op til 75 andre.[16] Kureren Ruth Phillipsen, som var blevet taget 7. oktober, overlevede eksplosionerne og kunne ved et lykketræf kravle ud af ruinerne, søge tilflugt i et nærliggende hus og kom senere i sikkerhed i Sverige.
Blandt de skænkede genstande, er også en pistol. Det var en kriminalassistent, der skaffede Zenia pistolen, efter at den administrerende direktør Bernard som overraskende blev arresteret af Gestapo 31.5.1944.
Zenia Berry og direktør for Ceres bryggerierne og regionschef for Dansk Røde Kors, Bernhard sad klar i en bil på Ringvejen og ventede. Deres opgave var at køre den tilfangetagne Pastor Harald Sandbæk væk fra Gestapo efter eksplosionen. Pastoren blev dog alvorligt såret under bombardemanet og blev i forvirringen forvekslet med en af tyskernes danske medhjælpere og ført til kommunehospitalet, hvor han med hjælp fra personalet fik forfalsket en dødsattest og senere sent i skjul inden han kunne sendes til Sverige.17
Zenia’s søn har doneret moderens genstande fra krigstiden, og flere af dem kan i dag ses i udstillingen ”KØN Redelighed”. Zenia benyttede sig af tilfældige navne og falske identitetskort. I boet efter hende fandtes der desuden en stålæske med en sprøjte, hun kunne give sig selv, hvis hun blev taget. I 1945 efter krigens afslutning den 5. maj, deltog Zenia i mødet med Gudrun Fiil i Hvidsten, hvor RAF tildelte fru Gudrun Fiil en britisk orden. Måske bar hun ved lejligheden de fine øreringe i de engelske farver hvid, blå og røde.
Zenia bar ørenringene i befrielsessommeren 1945. De er i de engelske farver.
Udvikling og afvikling Som vi så det med vikingetidens kvindelige krigere og modstandskvinder under Anden Verdenskrig har kvinder historisk set ikke stået tilbage fra at sætte livet på spild i militær konfrontation eller fra at deltage i frihedskamp. Dog er kvinder blevet marginaliseret på baggrund af køn både i det officielle forsvar og uofficielle grupper som i Modstandsbevægelsen under Anden Verdenskrig, hvor opgaver blev tildelt på baggrund af køn frem for evner, og langt hen af vejen blev kvinderne henstillet til at holde sig i kulissen. I det kommende år er regeringens mål at tilføre Forsvaret store økonomiske ressourcer, hvilket bl.a. skal hjælpe med fastholdelse og tiltrækning af personale. Regeringen vil ligestille gennem indførsel af fuld værnepligt på tværs af køn, men ligestilling kunne i teorien også ske ved helt at afskaffe værnepligten og lade Forsvaret rekruttere personale på lige fod med resten af landets virksomheder og institutioner. Siden værnepligtens indførsel er vi gået fra at føre krig til fods og på hesteryg til atombomber, jægerfly og cyperangreb. Hvis det ikke er kvantitet men kvalitet, der udmærker sig i nutidens krigsførelse er det måske værd at overvejer hvilken tid, samfunds- og verdensorden værnepligten hører til, samt hvilke kvaliteter der bør kendetegne ikke bare en rigtig med en god soldat, hvad tænker du?
[1] Price, Neil, Charlotte Hedenstierna-Jonson, Torun Zachrisson, Anna Kjellström, Jan Storå, Maja Krzewińska, Torsten Günther, Verónica Sobrado, Mattias Jakobsson, and Anders Götherström. “Viking Warrior Women? Reassessing Birka Chamber Grave Bj.581.” Antiquity 93, no. 367 (2019): 181–98. https://doi.org/10.15184/aqy.2018.258 .
[4] Betegnelsen lægd (afledt af sammenlægning) har siden 1600-tallet været anvendt for det antal gårde, der i fællesskab skulle stille én soldat. Efter en kongelig forordning af 22. februar 1701 var Danmark inddelt i lægder af 20 tønder hartkorn, og ansvaret for soldaterudskrivninger var pålagt godsejerne.
[5] Lund, Niels: Lið, leding og landeværn. Hær og samfund i Danmark i ældre middelalder, Vikingeskibshallen: Roskilde 1996.
[6] Bjerg, Hans Christian. Stavnsbånd og værnepligt, omkring værnepligtsreformen 1788. Værnepligtsstyrelsen 1988, Nortex Grafisk Service Center, København. Danskernes Historie online. Webkilde: https://slaegtsbibliotek.dk/932125.pdf
Af Pernille Taagaard Dinesen Klummen er bragt i Jyllands-Posten den 21/02/24.
Jeg har givet mig selv et tankeeksperiment. Det lyder sådan her: Hvis den demokratiske samtale var en person, hvilken person ville den så være? Det er måske et absurd, men ikke desto mindre ærligt tankeeksperiment, som jeg har valgt at forfølge, da jeg oplever, at den demokratiske samtale falder over sine egne ben i en sådan grad, at begrebet nærmest kalder på at blive analyseret 360 grader rundt.
Så, hvad er mit svar? Hvilken person kan sidestilles med den demokratiske samtale? Jo, jeg mener, at den er et smertensbarn – barnet, der ifølge Den Danske Ordborg, ”volder forældrene bekymring, besvær og sorg”.
Næste naturlige spørgsmål i det her tankeeksperiment er, hvem der så kvitterer for forældrerollen til smertensbarnet? Hvem ”har født” den demokratiske samtale, hvad er dens strukturelle rammesætning? Det spørgsmål virker indlysende at besvare; konteksten for den demokratiske samtale er det demokratiske samfund. Og det er netop i den sammenstilling, der tegner sig et foruroligende billede, for i forholdet mellem smertensbarnet – samtalen – og forældrerelationen – samfundet – flyder det over med polariserende, hetzene og fordømmende udsagn. Udsagn, som graver dybe kløfter, spreder sig med lynets hast og fuldstændigt udvander den demokratiske samtales oprindelige ærinde: tålmodigt at drøfte uenigheder, lytte til andre synspunkter end dine egne og opnå viden og respekt gennem forskellige livssyn.
Desværre er problemet ikke kun betegnende for enkeltindividets hyppige brug af djævle-emojier i kommentarsporene på sociale medier. Det er i lige så høj grad en tendens motiveret af mediernes evige jagt på konfliktfyldt materiale. Jeg oplever sparsom vilje til mentalisering og nuancering i mediebilledet. Konfliktstof er lig med godt stof. Nuancer i den offentlige debat er irriterende, da de udvisker konfliktens styrke. Løb! Råber djævle-emojierne til hinanden. Videre! Der er gang i et nyt bål herovre …
Når den demokratiske samtale gengældes offentligt med hetz og had bliver den uhensigtsmæssigt til sin egen spændetrøje. Vi begrænser os selv og hinanden, og vi reducerer den demokratiske samtales frie gang på jord af ængstelse for, at medierne og djævle-emojierne bringer os steder hen, hvor vi ikke ønske at være. Det er et kæmpe problem med den konsekvens til følge, at vi sikrer kun at tale til ”de frelste”, læs: den gruppe af mennesker, som vi ved, deler vores personlige meninger. Eller endnu værre bevirker det, at vi helt tier stille, fordi vi ikke orker bål og brand i slipstrømmen af vores individuelle syn på verden.
På min arbejdsplads, KØN – Gender Museum Denmark, er djævle-emojiernes bål potentielt ulmende hver eneste dag. Museet, mine kollegaer, museets samarbejdspartnere og jeg er blevet mødt med had, trusler og vrede. Med beskyldninger om at være satanister og pædofile. Vi oplever anklager, der spænder over hele buen fra kvindefjendsk til mandefjendsk.
Det er opslidende, ressourcekrævende og komplekst at navigere i, og alligevel står vi fortsat op for sagen og lægger vores vågne arbejdstimer et sted, hvor risikoen for at blive beskudt, beskyldt og beklikket er dagligdagskost.
Men det handler som nævnt desværre ikke kun om KØN som institution men om samfundet som et hele. Af en grund har Aarhus Kommune formuleret et sæt af komplekse problemstillinger under titlen ”De Vilde Problemer”, hvori den demokratiske samtale optræder som et særligt anliggende under et særligt pres.
Men hvem har egentlig ansvaret for smertensbarnet, den udfordrede demokratiske samtale?
Det har vi alle sammen – men det har i første instans, og især! medierne, politikerne, og alle der med en synlig magt tegner samfundets og enkeltindividets virkelighedsbillede. Men om revolutionen til forandring sker oppefra og ned eller nedefra og op, så har vi alle mulighed for at bidrage. Fx ved at begrænse brugen af djævle-emojien og i stedet være nysgerrige på nuancer, præmisser og kontekster for den demokratiske samtale. Djævle-emojien fortæller (modsat hvad man skulle tro) intet om indholdet i den demokratiske samtale. Den tegner udelukkende et mønster af, at hver eneste gang smertensbarnet møder en djævle-emoji, ja, så krymper barnet sig. Det er dét mønster, som vi bør fokusere på at ændre fremfor at misbruge den demokratiske samtale på at skændes om rigtig og forkert.
For nylig var det Uge Sex her på museet, hvor masser af skoleklasser fik seksualundervisning – både fysisk på museet og for første gang via digital LIVE undervisning fra KØN studiet. Men vidste du, at det ikke kun er i Uge Sex, at vi tilbyder seksualundervisning? Det gør vi faktisk hele året, både for udskolingen og ungdomsuddannelser.
Se videoen hvor leder af undervisning og formidling Pernille Albrechtsen fortæller, hvad seksualundervisning på KØN kan.
Af Pernille Taagaard Dinesen Klummen er bragt i Jyllands-Posten den 21/10/23.
I fremtiden vil al negativitet og kritik rettet mod Køn – Gender Museum Denmark blive modtaget med et hjerteligt: »Tusind tak for din holdning«.
Den 1. august tiltrådte jeg som direktør på Køn – Gender Museum Denmark; Aarhus’ smukkeste museum beliggende i et perfekt smørhul mellem Katedralskolen, Aarhus Teater og Domkirken.
Et par måneder senere, i udgangen af september, fandt min tiltrædelsesreception sted, hvilket gav mig en anledning til at dele mine ord med de fremmødte, festklædte gæster. Denne klumme er en genskrivning af min tale.
»Kære alle fremmødte gæster,« udtrykte jeg til receptionen, og erstatter det i dagens anledning med »kære alle læsere«!
I er mange fremmødte (læs: I er mange avisabonnenter); familie, tidligere kollegaer, naboer til museet, samarbejdspartnere, politikere og en række endnu ukendte ansigter. Nogle af jer har sågar flere titler og defineres ved at være både venner og tidligere kollegaer eller ved både at være samarbejdspartnere og naboer. Og hvem ved, i morgen er politikeren måske også en ven. Det ukendte ansigt en kollega? Og naboen et familiemedlem?
Ingen ved, hvad vi finder mening i at definere hinanden som i fremtiden. Er det ikke spændende?
Uanset hvor divers en flok gæster til min tiltrædelsesreception end afslørede, og uanset hvor divers en flok læsere, der tygger sig gennem de her linjer, ja, så er der to personer, som uden sammenligning er de vigtigste vidner i mit liv. Det er min mor, og det er min far.
Når jeg fremhæver mine forældre, er det såmænd ikke begrundet i, at de er biologisk ophav til min egen eksistens. Nej. Grunden, til at jeg peger på dem, er, at mine forældre i alle faser af mit liv har anerkendt mig. Og anerkendelse var et nøgleord for min tiltrædelsestale, ligesom anerkendelse er et nøgleord for den her klumme.
For anerkendelse er omdrejningspunktet for, at mennesket evner at se ud over sig selv. Anerkendelse er forståelse for, at der findes andre holdninger end din egen. Anerkendelse er medvirkende til, at verden bliver et større sted at være.
Lige så indlysende det er, at anerkendelse får mennesker til at vokse, lige så indlysende er det, at mangel på anerkendelse forhindrer drømme, gør verden hadefuld og skaber et samfund, hvor vi slår hinanden i hovedet med vores holdninger i jagten på rigtigt og forkert.
Hvis mursten kunne tale, ville Køn – Gender Museum Denmark afsløre, hvordan holdninger igennem mere end et århundrede har begrænset, undertrykt og ødelagt mennesker.
Tænk bare på den tid, da huset i slutningen af 1800-tallet udgjorde byens rådhus, og de magtfulde herrer sad andægtigt ved byrådsbordet og ikke tillod kvinder nogen plads i dansk politik.
Tænk bare på den tid, da bygningen var Aarhus’ politistation, og Matilde Fibigers Have var omkranset af en høj mur, så fangerne ikke stak af, når de fik lov til at trække en mundfuld frisk luft.
Tænk bare på den tid, da Danmark var besat, og Gestapo havde sit jyske hovedkvarter i bygningen, og byrådssalen var dekoreret af naziflag og Hitler-portræt, mens frihedskæmperne systematisk tortureredes i de trange celler i kælderen for at bekende kulør.
Jo, det er barske sager, der har fundet sted på vores adresse. At bygningen senere skulle blive til Kvindemuseet i Danmark og endnu senere til Køn – Gender Museum Denmark er derfor en symbolik så stærk, at den hverken kan eller skal overses.
For det hele handler om holdninger.
Det hele handler om menneskets behov for anerkendelse.
Det hele handler om menneskets jagt på frihed.
Frihed til at være den du er. Frihed til at definere dig selv som den, du er. Frihed til at handle som den, du er.
Ved min tiltrædelsesreception benyttede jeg derfor lejligheden til at definere et nyt moment for det historiske hus bygget på holdninger. Et moment, som – modsat tidligere tiders vingeslag – imødekommer den individuelle holdning og omfavner den med anerkendelse. I fremtiden vil al negativitet og kritik rettet mod Køn – Gender Museum Denmark derfor blive modtaget med et hjerteligt:
»Tusind tak for din holdning. Den lægger vi i holdningsmappen, og du kan forvente, at dit bidrag vil anvendes i en kunstnerisk kontekst omhandlende kønsdebattens kompleksiteter og museets interessante historie.«
For det, vi aldrig må glemme, er, at holdninger holder os i live. Fandtes der ikke andre holdninger end vores egne, havde vi ikke nogen mur at spille bolden op ad. Alting defineres af sin modsætning. Også vores holdninger. Det er vi nødt til at anerkende.
Kønsdebatten har, indrømmet, været heftig de seneste år, og når jeg møder en holdning, der lyder »Jeg er så træt af den kønsdebat«, så foranlediges jeg til at spørge, om det er kønsdebatten, du er træt af, eller formen, som debatten udspiller sig i?
Mennesket har i flere tusinde år higet efter at forstå sit eget udgangspunkt i det store universelle billede ved at lege med sin identitet, ved at udfordre normerne og ved at eksperimentere med sin selvforståelse. Det er der intet nyt i. Hvordan kan man finde den proces uinteressant?
Til pressen, som i forbindelse med min tiltrædelse på Køn – Gender Museum Denmark har spurgt mig: »Hvor mange køn mener du så, at der findes?« er mit ærlige svar: Aner det ikke! Det interessante er vel ikke at jagte definitionen, men at begrebet knopskyder hurtigere, end en hest kan rende. Hvor er det spændende! Og hvor er det en anerkendelse værdig i sig selv.
Af faginspektør og samlingsansvarlig Signe Uldbjerg Mortensen
Ville du tro det, hvis nogen fortalte dig, at flere af danmarkshistoriens mest læste og oftest genoptrykte bøger er skrevet af og til kvinder?
Nok ikke, men mange klassiske kogebøger har faktisk været solgt i 100.000ende af eksemplarer og er blevet læst af 100.000ende af kvinder. Vi er dykket ned i KØNs kogebogssamling, som vidner om 150 års syn på køn, sundhed, husholdning og sågar ægteskaber. Men i processen har vi også lært om ’sparemad’, energioptimering, konservering af lokale råvarer, og andre ting, som kan inspirere nutidens bestræbelser på et klimavenligt køkken.
Læs med her, og find selv ud af, hvad du kan lære af historiens husmødre.
Husmoderens og tjenestepigens arbejde: 1870-1914. De ældste kogebøger i KØNs samling er fra 1870erne. Eller kogebøger er måske så meget sagt, for selvom bøgerne indeholder vejledninger og opskrifter til madlavning, er de i lige så høj grad små fortællinger med (mere eller mindre) gode råd og moralske formaninger til datidens husmødre. I Kogebog Indeholdende Husmoderens Pligter og Hvorledes en Husholdning Kan Føres Net og Billigt fra 1873 skriver Petra Jacobsen til ’den unge husfrue’:
“Forfatterinden til denne bog, har til Hensigt, at komme den unge uerfarne Husmoder tilhjælp. Ved et prøvet Liv i alle forskellige Forhold, som for Størstedelen altid har været knyttet til en træng Oconomie [økonomi] og huslig Orden, troer hun fremmest, at burde henlede den unge Husmoders Opmærksomhed paa hvorledes en Husholdning kan føres net og billigt, og hvorledes i det Hele et Hus bør styres, for at gjøre Hjemmet hyggeligt og for at vinde den Paaskjønnelse hos Ægtefællen, som en ung Kone sætter så stor Pris på. Hvilken Behagelighed for en Mand, naar han, efter fuldendt Arbejde, med Længsel kan ile til sit Hjem og her finde huslig Orden og Hygge. Kjærligheden bliver ofte kold hos en Mand, når han kommer hjem og finder Hjemmet uordentligt og forstyrret.”
Petra Jacobsen bruger en betydelig del af bogens indledning på at give slet skjulte råd til, hvordan en ung, nygift kvinde skal lokke sin mand hjem igen efter en fuldendt arbejdsdag. Kogebogen, der mest har opskrifter på supper, grød, brød og kager – altså billig hverdagsmad – gør det klart for den unge husfrue, at det er hendes overskud og ordenssans, der gør hjemmet attraktivt, mere end det er de dyre retter på tallerkenen.
I Kogebog for By- og Landholdninger eller Anviisning til at koge, stege, slagte, sylte, nedlægge, salte, bage, brygge, tilvirke Ost m.v. fra 1874 bliver vi dog præsenteret for en lidt anderledes husholdning. Her lægger forfatterinden, Sørine Thaarup, ud med et kapitel ”Om Huusmoderens Forhold ligeoverfor Tyendet”, hvori hun skriver:
“For at Tyendet kan have den tilhørlige Agtelse for sine Foresatte, maa Mandens og Konens Forhold til hinanden være begrundet paa Snighed, Tillid og Agtelse for hinanden; de maa ved alle Leiligheder foregaae Tyendet med et godt Exempel, og hvor det er Tilfældet, der bliver det ikke vanskeligt for Huusmoderen at vinde sit tyendes Velvillie […] Taalmodighed er Qvindens største Dyd, og dermed overvinder hun Alt.”
Bogen her er tydeligvis skrevet til en husmoder med flere hjælpende piger i huset, og man skal vidst heller ikke være i tvivl om, at Sørine Thaarups målgruppe er kvinder, der godt kan stille krav til deres mænds respekt og deltagelse i husstanden – faktisk angiver Sørine endda sit pigenavn ’Schjøtt’ på bogens titelblad i stedet for kun at bruge sin mands navn ’Thaarup’. Ikke desto mindre er det klart i de fleste kogebøger fra perioden, at den gulerod, der skal motivere husmoderen til at lægge sit arbejde i hjemmet, er mandens anerkendelse og det kærlige, respektfulde ægteskabelige forhold.
I 1901 udkommer, for første gang, Frøken Jensens Kogebog, som bliver en af eftertidens store klassikere, og som stadig kan købes i nye oplag den dag i dag. Hvor de fleste tidligere kogebøger var henvendt udelukkende til husmoderen, skriver Frøken Jensen i lige så høj grad til tjenestefolkene og til de unge kvinder, der tjente som piger i store husholdninger. I 1903 trykkes kogebogen allerede i 8. oplag, og deri skriver Frøken Jensen:
“Hvad egentligt har givet Anledning til denne Bogs Fremkost, er Tanken paa mange uheldigt stillede i Samfundet, nemlig en del af vore Tjenestepiger, og hermed tænker jeg paa baade Kokke- og Enepiger. Der forlanges ofte meget af dem i retning af Kogekunst, medens de færreste ere i besiddelse af Midler til at skaffe sig den ringeste Uddannelse. For dem staar da kun tilbage igennem aarelange, ofte svært indvundne Erfaringer at samle sig det Fond af Kundskaber, der er nødvendigt for kun nogenlunde at opfylde de Krav, som stilles til dem.”
Kogebogen indeholder opskrifter på både hverdags- og festmad, såvel som gode råd til at styre husførelsens økonomi. Økonomien fylder nemlig mere og mere i husmødre og tjenestepigers arbejde, efterhånden som flere og flere flytter fra landet til byerne og indkøb af dagligvarer bliver en del af manges hverdag.
At husmoderen har penge og købekræft, kan man se i de mange kogebøger, der fra årtusindeskiftet begynder at indeholde flere og flere reklamer for grosserer og andre forhandlere af dagligvarer. Deres reklamestøtte betyder desuden, at bøgerne bliver billigere at købe og kan udgives oftere og oftere i nye opdaterede udgaver. Se f.eks. ovenstående udgave af Agnes Werners Ny Kogebog fra 1913, hvor S.P. Rasmussen kan reklamere for Humle lige ved siden af en vejledning i hjemmebrygning.
Husmoderen eller husholdersken har ansvar for hjemmets økonomi og dermed familiens trivsel. I starten af 1900tallet begynder dette ansvar også at strække sig til familiens sundhed, og selvom den store folkesundhedsbølge først for alvor sætter ind i 1930erne, begynder der allerede i de første årtier af 1900-tallet at være tegn på, at husmødre og køkkenpiger landet over læser om det sundhedsmæssigt korrekt sammensatte måltid. Louise Nimbs kogebøger Grøntsagers Anvendelse til Vegetarianermiddage (1894) og Kogebog for Sukkersyge (1900) er gode eksempler herpå. Nimb, som desuden var kendt for at introducere det plantebaserede og internationale køkken i dansk kogekunst, skrev sine bøger i samarbejde med (mandlige) læger og fagfolk, testede ingredienser i medicinske laboratorier, og var i det hele taget en kvinde, der tog madlavning og sundhed til et nyt fagligt og professionelt niveau.
Kønsrollerne i opbrud: Første Verdenskrig og tiden derefter Med Første verdenskrig i 1914-18 mærkes varemanglen i de fleste hjem, og der er brug for at spare. Derfor formaner kogebøgerne fra denne periode ikke alene husmoderen om vigtigheden af at drive et sundt og hyggeligt hjem, nu skal hun også bære sit ansvar som samfundsborger ved at nedsætte sit forbrug. Man kan sige, at hvor husmoderen tidligere var ansvarlig for sin egen families velbefindende (så hendes mand og børn kunne bidrage i samfundet), mobiliseres den hjemmegående kvinde nu også som en ansvarlig samfundsborger.
Denne tendens bliver særligt tydelig i Karen Braae og Elisabeth Vestergaards Spare-Kogebog. Dyrtids-opskrifter. Raad og Vink fra 1917, hvor de skriver:
“Vi sparer ikke blot, fordi vore Indtægter er for smaa, men fordi beholdningerne af varer ikke slaar til. Der er ikke de samme Forraad at tage af, som der plejer at være, og de kan ikke skaffes! Og derfor maa vi alle indskrænke vort Forbrug til det mindst mulige, mindre for vor egen Skyld end for Samfundets Skyld. Men dette er intet mindre end en Folke-Opgave, og hviler der ansvarsfulde Opgaver på Mændenes Skuldre, saa kræver en rationel Gennemførelse af denne her paapegede et ikke mindre Ansvar af Kvinderne.”
Om husmødrenes nye vigtige rolle som samfundsborgere generelt har givet dem modet til også at gå mere i rette med deres mænd, er svært at sige, men i hvert fald mener Karen Braae og Elisabeth Vestergaard godt, at kvinder kan gå deres mænd på klingen, når det komme til den sparsommelige og ernæringsmæssigt fornuftige madlavning:
“Nu maa man jo ikke glemme, at en kraftig Mand, i sin bedste Alder, og mulig optaget af et anstrengende legemligt Arbejde, har Krav paa større Næringstilførsel end f. Eks. En Kvinde eller let arbejdende, eventuelt meget stillesiddende Mand. Men, – der er jo ogsaa nok mange af os, der kender den Mand, der føler sig sulten et Par Timer før Aftensmadstid, blot i bevidstheden om, at han ikke har faaet ”Bøf” til Middag.”
Selvom ’dyrtiden’ i første omgang ender med krigens afslutning i 1918, fortsætter opbruddet i kønsrollerne. Under krigsperioden har kvinder fået stemme- og valgret (1915), i 20erne hævede man aldersgrænsen for ægteskab, skilsmissetallene begyndte at stige, og der indførtes nye love, som sikrede større økonomisk lighed mellem mænd og kvinder. Det betyder flere enlige både unge og gamle mænd, som nu skal lære at lave deres egen mad. En klassiker fra 1920erne er Fru Constantins Nem Mad – Kogebog for de Enlige og for smaa Hjem (1920). I bogens forord anbefaler Ingeborg Vollquartz den med disse ord:
“For enlige Personer af begge Køn vil »Nem Mad« være en vidunderlige støtte. Enhver ung Mand kan med Fru Constantins herlige, lille Bog som Raadgiver tilberede sin egen kost. Det var et ønske, om mange unge Mænd herhjemme vilde gøre et Forsøg i den Retning.”
Folkesundhedsbølgen sætter ind: 1930erne Op igennem 1900-tallet får husmoderen mere og mere travlt. Flere kvinder er kommet på arbejdsmarkedet, men med den økonomiske krise i 30erne ses også en tilbagevenden til mere traditionel – og billig – madlavning. Hvor målgruppen til Nem Mad fra 20erne kunne købe brødet hos bageren, skal 30ernes husmor spare, og må derfor selv bage, sylte og henkoge.
Serien Moderne Mad, som blev udgivet af Tørsleff’s Husmoder Service fra 1938, er et godt eksempel på tidens tendens til korte, billige kogebøger, der skulle hjælpe den travle husmoder med at få familiens kost og økonomi til at hænge sammen. Bøgerne er skrevet af blandt andre Kirsten Hüttemeier, som mange nok kender som madskribent og brevkasseredaktør hos Familiejournalen i 1960erne og 70erne. Men allerede i 30erne og 40erne var hun blandt de mest læste kogebogsforfattere i Danmark. I 30erne lavede Husmoderforeningen sågar live-demonstrationer, hvor man, lidt som et tv-køkken eller en madlavningskanal på youtube, kunne få demonstreret tilberedningen af moderne mad.
Mens 30erne generelt er præget af en hvis romantisering af oprindelige dyder (og kønsroller), er det også en tid hvor der især i læge- og sundhedsvidenskaben sker stor udvikling. Nye teknikker og kemikalier tages i brug i madlavning og husholdning for f.eks. at undgå for stort sukkerindtag. Ellen Carlsens Raasyltning fra 1933 er et eksempel på, hvordan traditionelle tilgange til madlavning, her syltning, reformeres i folkesundhedens og sparetidens navn:
“Det Skrift, der herved forelægges vore Husmødre, er fremkaldt af Ønsket om at komme bort fra den hidtidige Syltemaade med Oversødning og Kogning, der i mange Henseender er uheldig baade i smags- og i sundhedsmæssig Henseende, og fordi den er for kostbar og besværlig.”
Folkesundhedsbølgen får desuden mændene til at melde sig på banen som kogebogsforfattere. Da sund mad bliver et videnskabeligt og samfundsgavnligt anliggende, kan det ikke længere lades op til kvinden at sørge for, at kosten er ernæringsmæssigt korrekt sammensat. Allerede i kogebøger fra 1910erne findes der dog komplekse kallorietabeller og lignende, som husmødre kan bruges til at sammensætte sunde måltider, og derfor virker det også næsten komisk, da Otto Mønsted med Mad og Kvadrater i 1939 sætter sig for at hjælpe ’den almindelige husmoder’ med bedre at udføre det arbejde, som hun har været bekendt med i årtier:
“[Resultaterne fra undersøgelser af] befolkningens ernæring findes i mere eller mindre omfattende Tabeller, hvoraf mange er baade overskuelige og belærende. Anvendelsen af Tabellerne kræver imidlertid Udmaalinger af Maden og en hel Del Regnearbejde, og det har derfor i Reglen været vanskeligt for den almindelige Husmoder – hvis Tid jo er begrænset – at udnytte i den daglige Husholdning. »Mad og Kvadrater« søger at forklare paa en let fatteligt og let anvendelig maade, hvad det er, det kommer an paa, naar Familiens Kost tilrettelægges.”
Mad i en mærketid: Anden verdenskrig Under Anden Verdenskrig er der rationering på bl.a. fedt, sukker, mel og gas, og det skaber udfordringer for både madlavning og konservering. Derfor udkommer i perioden en række kogebøger med sparetips, f.eks. beskriver Paula Biehe i Mad i en Mærketid hvordan man kan finde alternativer til hvedemel og hvilke fedtstoffer, der kan bruges i stedet for flæsk og smør. Krigstidens kogebøger indeholder desuden gode råd til, hvordan man kan spare på gassen – der var gaskomfurer i de fleste byhuse og lejligheder på dette tidspunkt – og lave lækre kolde retter. Smørrebrød og ’Koldt Bord’ bliver populært i perioden under krigen. Også Kirsten Hüttemeier hopper med på vognen og udgiver i 1944 bogen Sylte uden Sukker med ordene:
“Jeg haaber De vil faa Glæde af Bogen, og at den vil hjælpe Dem over Syltetidens Vanskeligheder, og sikre Dem et godt Forraad til den kommende Vinter.”
Syltetidens vanskeligheder er naturligvis sukkerrationeringen, som kræver nye måde at konservere og gemme efterårets bær og frugter til vinteren. I 1940erne er fryseren nemlig endnu ikke en realitet, men det ændrer sig i det følgende årti.
Det elektriske køkken: 1950erne I 1950erne og 60erne får stort set alle danske hjem elektricitet. Mens en fryser i 50erne stadig er dyr, opstår der frysehuse og andelsfryserier, hvor man kan købe fryseplads til opbevaring af sine varer, som så kan gemmes og hentes frem, når de skal bruges. Det betyder, at husmoderen ikke længere skal bruge den samme tid på at sylte, salte og henkoge, og den udvikling er vigtig for kvinders mulighed for deltagelse i arbejdsliv, politik, kultur og fritidsaktiviteter.
At det elektriske køkken giver kvinder mere frihed og fritid, afspejles i Ellis Tardinis mini-kogebog om trykkogning fra 1958. Bogen, Mad og Minutter, er en reklame for ’Trumfkogeren’ og taler direkte til den udearbejdende (selvhvervende) husmoder:
“For den selverhvervende husmoder betyder tidsbesparelsen, at mange af de retter, som hun ikke før kunne nå at lave, nu er kommet inden for mulighedens grænse. De fleste selverhvervende var ikke meget for at tilbringe lørdag eftermiddag med suppekogning eller kogning af gule ærter. Nu tager det kun et minimum af tid, således at retten kan koges i Trumfkogeren, mens de øvrige forberedelser til middagen laves.”
Selvom elkogeskabe og andelsfryserier ikke er udbredte i dag, begynder 50ernes køkken og madlavning i højere grad at ligne det, vi kender fra vores egen tid. I 50erne som i dag indeholder kogebøger tips til hvordan du skal afkalke din ’ekspreskogekande’ (elkeddel) side om side med vejledning til almindelig madlavning, mens de fleste formaninger om husmoderens vigtige rolle i ægteskabet og samfundet er gledet ud af kogebogsgenren.
Moderne madlavning: 1960erne til i dag Op igennem 60erne og 70erne forsvinder de lange prosatekster ud af kogebogsgenren. De fleste nyere kogebøger indeholder korte punktopstillede opskrifter, ofte med billedillustrationer og separate ingredienslister. Det betyder også, at der ikke på samme måde bliver brugt energi på at henvende sig til ’husmoderen’, ’den ugne mand’ eller den ’selverhvervende kvinde’, nogle gange er der endda tendenser til, at forfatterne gør grin af tidligere tiders kogebogsforfattere. F.eks. skriver Gry Holdrof i indledningen til Mad for en ti’er (1971):
“Det har ikke været min mening at lave denne kogebog (skrækkeligt ord for resten: man koger jo ikke al mad – man steger, braser og gratinerer da osse lidt ind imellem) efter devisen ’Hvad enhver husmoder bør vide’. Jeg ved nemlig ikke, hvad enhver husmoder bør vide, og hvor mange gør dét i grunden?”
Karolinekogebøgerne, som mange sikkert stadig bruger i dag, bliver særligt populære i 1970erne, og i 80erne udkommer også Brugsens kogebøger. Der er enighed over hele linjen: madlavning skal være simpelt, lækkert og skal kunne udføres af alle uanset køn, tid og uddannelse. Den hurtige madlavning når sin top i 80erne, hvor mikroovnen bl.a. kommer på markedet. I Mad i Mikroovn – Nemt – Sundt – Spændende fra 1985 kan man læse om, hvordan du i en mikroovn kan tilberede både patéer, damped pigvar, rødvinsmarineret nakkekam, chokoladekage og lørdagskaffe. Retter, som de færreste nok ville lave i en mikroovn i dag.
I 1980erne får vegetarisme og plantebaseret mad en renæssance. Ligesom man i starten af 1900tallet fik øjnene op for en række livsstilssygdomme, der kan følge med en for sød og fed kost, bliver mange i 80erne opmærksomme på skadelige tilsætningsstoffer og forurening i fødevarer. Økologiske og biodynamiske grøntsager vinder frem, og flere mennesker vælger at leve som vegetarer. I 1985 skriver Rie Møller i bogen Vegetarisk Pålæg om fremtidens frokostbord:
“Fremtidens frokostbord vil se anderledes ud end det, vi kender i dag. Maden vil optræde i enkle former, den vil være forarbejdet og blandet så lidt som muligt – og den vil være uden tilsætningsstoffer. Denne ændring skyldes flere ting, bl.a. det øgede antal mennesker med allergiske lidelser, for hvem det er bydende nødvendigt at vide, hvad de spiser. Hertil kommer den voksende almene interesse for kvalitetsmad – mad der har bevaret sin naturlige form, og som er økologisk eller biodynamisk dyrket. Man vil også i fremtiden mere og mere opleve, at det enkelte mennesker spiser individuelt under hensyntagen til hans/hendes psyke.”
Måske havde Rie Møller ret. I hvert fald er det en klar tendens i nutidens kogebøger, at der både er mere plantebaseret mad og flere kogebøger og retter, der tager hensyn til folks individuelle allergier og kostforbehold.
Nutidens kogebøger påpeger også at alle forbrugere – uanset køn – kan ændre deres madvaner og dermed være med til at sænke klimakatastrofen. Men måske kan vi også lære en del af fortidens husmødre? Kvinder og piger i fortidens husholdning har syltet og konserveret, kogt brødsuppe og serveret festmåltider, alt sammen med minimal adgang til globale og importerede varer uden for sæson. 1940ernes husmødre lærte at spare på gassen og tilberede lækre kolde måltider, og aktivister og idealistiske landmænd i 80erne fik økologi normaliseret i mange af datidens husholdninger. Hvis man om 150 år kigger tilbage på den mad, vi laver i dag, hvordan løser og forholder vi os så til vor tids store sociale og politiske udfordringer?
Indlægget er skrevet af KØNs faginspektør Signe Uldbjerg
Hvad ligger der bag beslutningen om at skifte navn, og hvordan tackler man som direktør at håndtere den interne organisationsforandring, samtidig med, at man er til stede i den offentlige kønsdebat? Og hvordan skaber man en platform hvor ældre og yngre generationer kan møde hinanden i en respektfuld dialog om emner, der er så følsomme som køn, identitet og rettigheder?
På KØN – museum for kønnenes historie er der sket en stor forandring i brugersammensætningen gennem de seneste år. I 2021 var 62,5 % af museets brugere således unge. Slots- og Kulturstyrelsen har bedt reflektere over, hvorfor de er lykkedes med at tiltrække de unge brugere, der vurderer den samlede museumsoplevelse til 8,3 ud af 10.
Vi står midt i krig og medierevolution, og der bliver talt om ekkokamre, fake news og øget polarisering. Samtidig ser vi en generation af unge (generation Y og Z), der kæmper for klima, kønsligestilling og menneskerettigheder. Verden rykker sig i bølger, og disse år er præget af mange revolutioner (MeToo, #fridaysforfuture, blacklivesmatter m.fl.), hvor der bliver sat klare grænseskel mellem før og efter. De mange opbrud og nye tanker ryster os alle sammen, og der opstår vaklen og friktion. Fælles for os alle er, at forandringerne får os til at søge efter forståelse og fundament. Efter rødder, fællesskaber og tryghed.
De danske museer har i en længere årrække (med Covid-19 som midlertidigt timeout) tiltrukket flere og flere brugere. Det er (udover kudos til museernes egen ihærdighed, naturligvis) ikke tilfældigt, og vi bør stoppe grundigt op og se på, hvad museer betyder for og i vores samfund. Og vi bør anerkende, at denne betydning ændrer sig hele tiden – ligesom samfundet gør det – og at den er (og bør være) forskellig fra museum til museum.
Når jeg ser på Den nationale brugerundersøgelses resultater på KØN fra 2017- 2021, er der sket en udvikling, der er til at få øje på. Tendensen er et markant stigende yngre publikum. I 2021 var der ifølge undersøgelsen hele 63% af museets brugere mellem 14-29 (og det er vel at mærke ekskl. alle skolebesøgene). Gennemsnittet på danske museer er 17% i den aldersgruppe. Samtidigt står det klart, at KØNs niche er at være platform for viden og debat: Hele 73% kommer på KØN, fordi de er videbegærlige. Glædeligt er det også, at vurderingen af den samlede generelle oplevelse af KØN er steget i perioden.
Dette har på den ene side at gøre med museets strategiske og kommunikative ryk samt det udvidede ansvarsområde – fra kvindehistorie til det bredere køns[1]historie. Men jeg tror også det handler om museets manifesterede aktivistiske selvforståelse: at museets egen stemme formår at gå i symfoni med brugerne og med samfundsudviklingen. At vi kvalificerer og perspektiverer den offentlige debat, men også at vi sætter dagsorden. Dette skal ikke forstås som populistisk leflen for tidens tendenser. Det handler om, at vi på museet forstår, at vores fag[1]lige troværdighed forpligter, og at vi anskuer museet som en evigt foranderlig størrelse, der er i samspil med verden omkring os.
Det er velkendt, at yngre målgrupper vil inddrages i udstillingerne (også udover instagram-hotspots på museet!). Og ifølge en undersøgelse foretaget af MuseumNext i 2017 vægter det endvidere tungt hos personer under 30 år, at museer indtager et standpunkt og vil skabe forandring. Dét kombineret med opfattelsen af museer som de mest troværdige institutioner i samfundet – med en troværdighed vurderet langt over politikere og medier – viser vejen for museers potentialer overfor det yngre publikum.
Det ville dog være et selvmål at gå blindt efter de unge blot ’for the sake of it’. Differentiering på museerne er vigtig, og selvforståelsen på det enkelte museum er altafgørende. Det handler om integritet. Den nationale brugerundersøgelse er et redskab til at få bekræftet (eller afkræftet) sin niche og selvforståelse; til at finde sin relevans, sit ståsted og sit mod til nytænkning. Og det billede vil se forskelligt ud fra museum til museum. Heldigvis.
En tendens går dog igen: og det er brugernes videbegærlighed. Jeg tror, vi vil se, at museernes troværdighed og særlige rum for formidling af viden kun bliver vigtigere for fremtidens generationer. Derfor kan alle museer med fordel dyrke det dybe, det nørdede – ja, jeg er lige ved at sige: det støvede ved det at være museum. Også i markedsføringen. Det er faktisk heri, det eventyrlige ved muse[1]er findes, og det er netop dette perspektiv, nutiden har brug for og efterspørger. Og man kan finde relevans allevegne. Her på museet vil vi fortsætte med at formidle historiske cases og genstande, der belyser nutidens problemstillinger og skaber bevidsthed om, at vi er historieskabte såvel som historieskabende. Undervisningsforløbet ”Fra sædelighedsfejde til MeToo”, er et eksempel herpå. Vi fortsætter også med det strategiske fokus på den levende formidling (events, pop-ups, digitale tiltag m.v.) og med vores tænkning af museet som en social hub, hvor mennesker mødes.”. Det spår jeg bliver vigtigere for fremtidens gene[1]rationer, der vil inddrages, blive klogere og have det rart med hinanden imens.
En ting er jeg overbevist om, og det er, at alle museer har potentialet til at bruge deres stemme, deres rum og viden, til at bidrage aktivistisk til den demokratiske debat, til dannelse, til velfærd og til velvære. Hver på sin måde. Det får vi brug for.
”Woke-ideologien breder sig”, lyder det bekymret fra spalterne i aviserne og i trådene på twitter, hvor befolkningen tegnes op mellem ’woke’ og ’anti-woke’. Selvom der er en politisk slagside, så spreder trenden sig på tværs af politiske skel, så bl.a. Pia Kjærsgaard ligefrem har udtrykt betænkelighed over ”woke-tendenser” blandt de borgerlige partier. Ordet ’woke’ bliver i det hele taget brugt flittigt som enten skræmmebillede eller nedladende stempling – men også som stolt selvmanifestation. Ligesom med ordet ’boomer’ ligger der også (men ikke kun) en generationskamp gemt i begrebet, for det er primært de unge millenials, der bliver kaldt og/eller omfavner at være ’woke’.
Slår man ordet op, så defineres ’woke’ som et identitetspolitisk begreb, der stammer fra USA og henviser til en opfattet eller oplevet opmærksomhed overfor social og racemæssig uretfærdighed. Det er afledt af det afroamerikanske slangudtryk “stay woke”, hvis grammatiske form henviser til en fortsat opmærksomhed. Ordets historiske arv og betydning handler altså om at forholde sig aktivt bevidst om at synliggøre hierarkier og magtforhold i samfundet. Det er ikke synderligt kontroversielt. Alligevel er ’woke’ blevet tidens hotte nye skældsord, som nu bruges i alle mulige og umulige sammenhænge, ofte som et varsel: ”pas på: woke-bølgen kommer”.
Men identitetspolitik som slagmark er ikke et nyt fænomen, og ’woke’ er blot et nyt ord på gamle floskler. Engang brugte man skældsordene ’frelst’ eller ’hellig’ (fx om kvindebevægelsen) og fra 1990’erne vandt frasen ’politisk korrekt’ frem som et belejligt kraftudtryk, der kan lukke enhver samtale ned. Munksgaards Fremmedordbog fra 1997 giver følgende forklaring på politisk korrekthed: ”en bevægelse el. retning der er opstået i USA, og som stræber efter at beskytte mennesker (især farvede, handicappede, homoseksuelle og kvinder) mod ringeagt og overgreb fra andre samfundsborgeres side.”
I ’Nyt fra sprognævnet’ 1998/3 er analysen af betydningen af ’politisk korrekt’ endvidere følgende: ”Man må undre sig over at møde så voldsom kritik af det, som ordbøgerne fremstiller som en prisværdig og næstekærlig adfærd […] For at forstå uoverensstemmelsen om politisk korrekthed må man kaste et blik på forholdene i USA, hvor begrebet political correctness siden midten af firserne har delt den amerikanske befolkning.”
Historien gentager sig, men nu siger vi altså ’woke’ i stedet for ’politisk korrekt’ – og hermed tilføres et nyt sprogligt lag; et internationalt element, så der tegnes et større, mere elitært og diffust skræmmebillede: ’Amerikanske tilstande’.
De woke insisterer (ligesom de ’frelste’ og ’politisk korrekte’) på at give minoriteter ligeværdig plads i fællesskabet. De anti-woke giver udtryk for, at woke-ideologien er missionerende og frygter for, at grænser opløses – at det folkelige fællesskab – ’os’ – bliver udvisket. Man hører det fx i form af ’hvad skal det dog ende med’ eller ’nu går det for vidt’, når der fx diskuteres ønspronominer eller etnisk repræsentation. Den slags frygt er ikke ny. Da kvinder fik valgret, blev det af mange betragtet som unaturligt og truende for fællesskabet, men det er nu nok de færreste mænd, der i dag føler, de har mindre medbestemmelse, fordi kvinder også har en stemme.
Identitetspolitik er ikke noget nyt. Arbejderbevægelsen var identitetspolitik, kvindebevægelsen var identitetspolitik, ja Dansk Folkeparti var et identitetspolitisk projekt. Det gode er, at sprog og identitet ikke er lagkage – der er så at sige stykker nok til alle. Den historiske diskussion omkring, hvorvidt kunsten, medier, kønsopfattelser m.v. er ved at ’kvæles i politisk korrekthed’ vil uden tvivl fortsætte. Så: ’Stay woke’ eller ’stay anti-woke’, om du vil, men bliv ved at diskutere – med åbenhed og nysgerrighed. Det er sådan verden rykker sig.
Af Jakob Rosendal, ph.d. i kunsthistorie, postdoc ved Aarhus Universitet og KØN, analytiker ved Institut for Vild Analyse
I løbet af februar har Suste Bonnén på sociale medier og i pressen kritiseret skulpturen Agape, der for tiden udstilles på museet KØN, for at skulle udtrykke en “pædofilidrøm”. I et kort debatindlæg i Kristeligt Dagblad fra den 10. februar kommer Bonnén med sin mest udfoldede version af kritikken. En enkelt sætning derfra synes at opsummere hendes syn på skulpturen: “En voksen nøgen mand, der nyder at lægge et lille barn op til sin brystvorte for, at det kan slikke på den, er for mig at se en billedliggørelse af, hvad pædofile drømmer om.”
Denne kritik er ikke bare forfejlet, men også potentielt farlig. Den er forfejlet, idet den ikke bare vidner om, at Bonnén ikke – om så bare i første omgang –ønsker at forholde sig til skulpturen på dens egne præmisser, men også afslører, at hun ikke har set (ordentlig på) skulpturen. Og kritikken er potentielt farlig, fordi den via en meget løselig forståelse af pædofili puster til pædofilifrygtens tendens til at se pædofili alle mulige vegne.
Når Bonnén omtaler skulpturens mandsfigur som nydende i en pædofil forstand, begynder jeg allerede at tvivle på, om hun faktisk har set nærmere på den. Mandens fremtoning er da én af forsigtig ømhed, koncentration og ophøjet alvor – snarere end et eksplicit udtryk for seksuel nydelse. Hvis han nyder, at holde barnet i sin favn, røber hans køns slappe tilstand da også, at der ikke (umiddelbart) er tale om en genital seksuel nydelse. Skal man komme med pædofili-anklager – og i den udstrækning, at pædofili er en genital voksen-seksualitet – er det ikke helt uvæsentligt, at denne detalje overses eller i hvert fald forbigås i tavshed.
Mere symptomatisk bliver det, når Bonnén igen og igen nævner, at barnet skulle være i gang med at “slikke” på mandens bryst. Sandheden er, at hverken barnets mund eller tunge endnu har kontakt med det venstre bryst, som det lægges til. Et lille mellemrum er synligt mellem barnets læber og brystet, og barnets tunge er slet ikke synlig. Når Bonnén således gentagne gange taler om brystslikkeri som pædofil akt, er det altså hende, der digter videre, og ikke noget skulpturen faktisk fremstiller.
At se en mandlig pædofil nydelse og et slikkende barn i skulpturen Agape, vidner således mere om øjnene, der ser – eller rettere ikke ser. Bonnéns kritik vidner mere om afsenderens ønske om at se pædofili, der hvor der øjensynligt ikke er nogen. Således står denne kritik som endnu et eksempel på, at frygten for pædofili på paradoksal vis afføder pædofile fantasier – her fantasien om det slikkende barn.
Det er her kritikken bliver potentielt farlig. Bonnéns kritik bygger på en antagelse om, at kontakt mellem barnets og den voksnes erogene zoner, der ikke tjener en ren tilfredsstillelse af barnets behov (for næring), må tjene den voksnes seksuelle tilfredsstillelse, og derfor kan kaldes pædofil.
Men hvis det var tilfældet, ville en hver kropslig kontakt mellem barn og voksen risikere – idet vores hud er ét stort erogent organ – at være under mistanke. Og konsekvensen ville blive, at de fleste voksne på et tidspunkt ville være i risiko for at blive anklaget for pædofile handlinger.
Det samme ville gælde, når kvinder ammer, for selvom amningen tjener til at give næring til barnet, så er brystet samtidig en erogen zone for kvinden (hvilket Bonnén formentlig heller ikke ville benægte, eftersom hun karakteriserer amningen som en “til tider lystfyldt handling”).
Og pudsigt nok ville man kunne anklage nogle af Bonnéns fotografier for at have en pædofil karakter, idet vi også her ser kropslig kontakt mellem barn og voksen. Som f.eks. i et portrætfoto, hvor en kvindelig præst holder et nøgent barn frem for sig med sin ene hånd omkring barnets skridt. Begge smiler bredt og nyder tydeligvist situationen. Ud fra Bonnéns ræsonnement kunne vi se det som udtryk for en “pædofilidrøm”, hvilket det tydeligvist ikke er.
At Bonnéns pædofili-kritik kan ramme hvem som helst – inklusiv hendes egne billeder – viser med al tydelighed faren ved at ture frem med så upræcis en forståelse af pædofili.
Var Bonnén omvendt gået med på skulpturens præmisser, og gået med på tanken om en mand med bryster – hvilket kan være en realitet, hvis man kan acceptere, at trans-mænd med bryster også tilhører kategorien mænd; og hvilket ikke ville tage noget fra biologiske kvinder, og den rolle amningen spiller i deres liv (selvom Bonnén synes at frygte netop det) – så ville hele hendes ræsonnement falde sammen, da manden med brysterne, så netop er i stand til at give næring til det “slikkende” barn.
Noget andet mærkværdigt og tilsyneladende selvmodsigende ved Bonnéns debatindlæg er, at hun ekspliciterer, at det for hende ikke er “forkert at have pædofile drømme” eller at “kanalisere fantasierne ud i værker”, og alligevel er ærindet med hendes debatindlæg tydeligvist at mobilisere en frygt og foragt for pædofili mod en skulptur, som det lader til, hun ikke rigtig har set.
En pædofilifrygt hun vækker ved – og det på endnu mere selvundergravende vis – at udfolde en lille pædofilifantasi om det slikkende barn.
Af Julie Rokkjær Birch, museumsdirektør KØN – museum for kønnenes kulturhistorie
Gang på gang tager jeg mig selv i at se den igangværende invasion af Ukraine som en anakronisme. Det ’gammeldags’ handler for mig især om de nyoptegnede kønsroller (læs: de store stærke mænd versus kvinder og børn). For krig og køn hænger uløseligt sammen. Krig har historisk (med få undtagelser) handlet om store magtmænd og deres mandlige soldater – og kulturens krigsfortællinger tegner det ultimative billede af mandighed og heltemod og ja, også af mandlig seksualitet. Tænk bare på Mel Gibson i filmen Braveheart, som kvinder drømte om at knalde og mænd drømte om at være.
Mon ikke Putins hede drøm er at skrive sig ind i en sådan fortælling? Hans selvfremstillinger er i hvert fald megalomant hypermaskuline. Det er ikke tilfældigt, at han elsker at føre sig frem i bar overkrop, enten på hest, med nyfangede fisk i hånden eller i judokamp. Han er en overkompenserende kliché. Putins macho-dyrkelse manifesterer sig også i hans retorik, hvor han har hentydet til Ukraine som en kvinde, der må finde sig i at blive taget. Han bruger samtidig begrebet ’Moder Rusland’, så vi er altså ude i en klassisk og banal luder/madonna-allegori over henholdsvis Ukraine og Rusland.
Men Putin er ikke Mel Gibson. Han er mest af alt forsmået og vred – og åbenlyst i en svaghedsposition. Krig og konflikt kommer typisk ud af kontroltab – af at være trængt op i en krog. Lidt tilsvarende partnervold, som ligesom krig har en kønnet slagside og afspejler forældede normer om mandlig dominans. Og overordnet kan man sige, at vold og krig afspejler følelsen af at være blevet afvist eller af at føle mindreværd – især som mand. Putin føler sig forladt, forrådt og underkendt (og måske ved han godt inderst inde, at han ikke er Mel Gibson), og nu spiller han med musklerne i en martyrrolle omkring alt det, han mener, Rusland har været udsat for de sidste 30 år.
På den anden side står en anden mand: Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, som i vestlige medier nu dyrkes som en heltefigur. Det græske ord heros betyder en “helt” eller “herre” som er udstyret med særligt fremragende moralske og legemlige egenskaber, og som i den græske og romerske oldtid ansås for at være halvt guddommelig. Politiken sammenfattede meget rammende portrætteringen af Zelenskyj på de sociale medier: ”Han er ’den nye leder af den frie verden’. Voksne mænd har et ’man crush’ på ham, andre har bare et ’crush’; han er en ’bad ass’-præsident med kæmpestore ’cojones’.” Zelenskyj er med andre ord allerede udpeget til at udfylde vores Mel Gibson-fantasi – han er ’den gode helt’ overfor ’den onde tyran’.
Men det hele er macho – og det hele er krig.
Som modvægt hertil kan jeg godt lide at tænke tilbage på 28.-30. april 1915, hvor 1.200 kvinder fra 12 forskellige lande samledes i Haag for at protestere mod den igangværende Første Verdenskrig og for at diskutere, hvad de kunne gøre for at standse krigens ødelæggelser. Mødet førte til stiftelsen af Women’s International League for Peace and Freedom. Det var stort – og viste kvinders øgede indflydelse i samfundet.Bevægelsen mobiliserede kvinder i mange lande, heriblandt Danmark, med det fælles mål at arbejde for fredelige løsninger frem for blodige konflikter. I dag har kvindefredsligaen rådgivende status hos flere FN-organer.
Det er smukt. Men det batter bare ikke rigtigt, når macho-apparatet tager over. Der er intet som krig, der viser hierarkiet mellem kvinder og mænd. Og vi har stadig ikke, med Nobels Fredspris-modtageren Alva Myrdals ord, modeller for fred i samme grad som vi har modeller for krig.
Af Julie Rokkjær Birch, direktør på KØN – Museum for kønnenes kulturhistorie
Min lillesøster på 21 har lige fået at vide, at hun er kommet ind på Københavns Universitet. Hun er glad og hun glæder sig, men derudover tror jeg faktisk ikke, hun ser det som noget særligt. I dag har vi nemlig formelt set lige muligheder for at tage en uddannelse i Danmark. Men vi skal faktisk ikke særligt langt tilbage (1877), før selv studentereksamen kun var noget for unge mænd – og dermed var kvinder også udelukket fra at blive optaget på universitetet. Nielsine Nielsen (1850-1916) var foregangskvinden, der brød med normerne og som den første kvinde nogensinde søgte om adgang til universitetet i København. Hun blev Danmarks første kvindelige læge og vidste godt, at det var noget særligt.
I år har hele 93.388 personer søgt ind på en videregående uddannelse, og kvinderne er kommet efter det. Faktisk er der blandt de optagne 54383 kvinder mod 39005 mænd.
Hver femte ansøger er optaget på en af de store velfærdsuddannelser: pædagog, sygeplejerske, folkeskolelærer og socialrådgiver. Velfærdsfag er traditionelt ’kvindefag’ og bliver stadig primært søgt af kvinder. Men interessen for uddannelserne er generelt faldende. Flere advarer mod udviklingen i forhold til den fremtid, vi går i møde, hvor antallet af børn og ældre ventes at stige, og hvor ungdomsårgangene falder.
Den kønsmæssige skævvridning øges også fortsat indenfor disse fag. Ifølge tallene fra Forsknings- og Undervisningsministeriet er andelen af mænd, som er optaget på en velfærdsuddannelse, faldet mere end andelen af kvinder, når man sammenligner med 2020 (4 pct. færre kvinder sammenlignet med 6 pct. færre mænd).
Imens strejker sygeplejerskerne, folkeskolereformen er stadig en varm kartoffel, og hvordan går det egentlig med minimumsnormeringerne?
Kvinder søger i højere og højere grad mod tidligere mandsdominerede fag. På medicin er der i 2021 optaget 1415 kvinder mod kun 605 mænd (gid, Nielsine Nielsen havde oplevet det!). På Jura er det 1014 kvinder mod 564 mænd. En særlig fremgang er der sket for kvindeoptagene på de naturvidenskabelige og tekniske fag (altså de traditionelle ’mandefag’): fra 2019 til 2021 steg antallet af optagne kvinder på STEM-uddannelser med hele 10 procent, mens antallet af optagne mænd steg med 1 procent. Man ser også en stigning af kvinder i politifaget, ja selv håndværksfag oplever fremgang i kvindelige ansøgere.
De unge mænd bliver derimod i højere grad tilbage i yderkommunerne frem for at flytte og tage en videregående uddannelse. Størstedelen af de borgere, der kun har gennemført folkeskolen, er mænd. Vi ved, at kvindernes årelange rykind på uddannelser og arbejdsmarked har skabt det velfærdssamfund, vi kender i dag. Men i takt med, at kvinder spreder sig over flere erhverv, omfordeler mændene sig ikke i samme grad.
Kvindernes succeshistorie kan altså paradoksalt nok vise sig at blive en trussel for vores velfærdssamfund. Derfor er der brug for, at vi holder vores fokus på køn og diversitet – men blikket skal rettes skarpere mod mændene nu. Hvis vi skal bevare og udbygge velfærden, kræver det, at mændene også tager del i opgaven. Nye, ambitiøse undersøgelser og tilgange skal der til for at gøre skolebænken og velfærdsfagene mere attraktive for mænd.
Jeg frygter, at vi ikke blot ender med et nedbarberet velfærdssamfund, men også kommer til at se et forsat stigende antal mænd, der ikke evner at tilpasse sig uddannelsesmarkedet – og som får det rigtig svært. Og jeg gruer for en øget polarisering og konkurrence mellem kønnene, når alt vi har brug for er samarbejde, gensidig respekt og loyalitet.
Kontakt os
KØN - Gender Museum Denmark
Domkirkepladsen 5
DK - 8000 Aarhus C
