KØN – Gender Museum Denmark ligger i Aarhus. KØN sætter fokus på kønnenes kulturhistorie og diskuterer kønsproblematikker, ligestilling, krop og seksualitet.
Her kan du følge med i kommende arrangementer og læse om nye tiltag på KØN. Du kan holde dig opdateret på særlige åbningstider, nyt fra caféen og en masse andre nyheder.
KØN Café er en hyggelig og stemningsfuld oase midt i Aarhus. Her kan du nyde en forfriskning efter et besøg på museet eller lægge vejen forbi til en skøn grøn frokost, når du er i byen.
Der er gratis entré til cafeen.
KØN – Gender Museum denmark ligger i Aarhus. KØN sætter fokus på kønnenes kulturhistorie og diskuterer kønsproblematikker, ligestilling, krop og seksualitet.
Af direktør Pernille Taagaard Dinesen Klummen er bragt i Jyllands-Posten den 17/10/24
Fyrre, fed og færdig eller frisk, fyrig og festlig? Køn – Gender Museum Denmark har fødselsdag.
Der er tale om et skarpt hjørne for en institution, som siden sin første udstilling for publikum i 1984 har været omdrejningspunkt for adskillige holdninger, megen modstand og stor blæst. Her kommer et ”walk down memory lane” i anledningen af omvæltende 40 år på bagen.
Køn er barn af 1980’erne med afsæt i 1970’ernes kvindebevægelse, der gav anledning til kvindeforskning på universiteter og læreanstalter. Herfra udsprang idéen om at skabe et museum for og om kvinder til alment kendskab for samfundet. En dedikeret græsrodsbevægelse lagde således den første og afgørende byggesten ved at oprette Kvindemuseumsforeningen med det formål for øje at udvikle et nyt museum parallelt med ambitionen om at skabe en meningsfuld og indholdsrig arbejdsplads for kvinder.
Som det er ethvert museum pålagt, er museets samling dets base. For de kunsthistoriske museer består samlingen af kunstværker, mens den for de kulturhistoriske museer som Køn består af kulturhistoriske genstande.
Fra scratch annoncerede omtalte museumsforening derfor efter kulturhistoriske genstande omhandlende kvinders liv og virke. Fra en førstehåndskilde (læs: tidligere museumsdirektør på Kvindemuseet Merete Ipsen) har jeg ladet mig fortælle, at annonceringen udløste en kø hele vejen ned ad Mejlgade og rundt om hjørnet til museets adresse på Domkirkepladsen 5 i form af kvinder med tunge bæreposer i begge hænder indeholdende ting fra deres bedstemødres, mødres, søstres, veninders og eget levede liv. Fundament var med andre ord lagt til at udvikle spændende udstillinger, og med virkning fra 1991 blev museet statsanerkendt som et landsdækkende specialmuseum med ansvar inden for museumsloven for kvinders kulturhistorie i nyere tid.
Men tiden går som bekendt, og tilstandene i samfundet udvikler sig. Sådan har det altid været. Derfor opfordrede Slots- og Kulturstyrelsen til, at det grundlæggende fokus på kvinders kulturhistorie blev underlagt et fagligt genbesøg, og i 2016 anerkendte styrelsen museets udvidede ansvarsområde til et bredt arbejde med kønnenes kulturhistorie. Det førte i 2021 til et stormombrust navneskifte fra Kvindemuseet i Danmark til Køn – Gender Museum Denmark.
Og hvor er vi så i dag, 40 år efter at entreprenante kvinder tog ejerskab og banede vejen for et kulturhistorisk specialmuseum i Aarhus? Det lader sig vel næppe definere endegyldigt, men afgørende er den fortløbende udvikling af Køn. En udvikling, der aldrig hverken må, kan eller bør stå stille. Som museumsdirektør oplever jeg det som min fornemmeste opgave at sikre, at museumsinstitutionen hele tiden revurderer sig selv, opdyrker nye partnerskaber og baner alternative veje for indflydelse i samfundet.
I skrivende stund, primo oktober 2024, knokler det gode personale på Køn derfor i døgndrift på at realisere en ny fortælling om den kulturhistoriske samlings potentiale. Der er tale om et kuratorisk partnerskab med billedkunstner Kim Richard Adler Mejdahl, som med fri adgang til Køns kulturhistoriske genstandssamling bygger bro til ufortalte historier om køn, maskulinitet og seksualitet i samlingsudstillingen ”Glory”.
Hvem havde således forudset, at den tæppebanker, der blev indleveret til Kvindemuseet i Danmark i midt 1980’erne, i dag 40 år senere skulle optræde i en samlingsudstilling under ordlyden ”Do what you gotta do to kink up ya life” på Køn – Gender Museum Denmark?
Og hvem havde forventet, at græsrodsbevægelsens knofedt i 80’erne i forlængelse af en lang række samfundsengagerede projekter skulle udmønte sig i Køns aktuelle workshop-partnerskaber med det danske erhvervsliv omhandlende ligestilling, generation z og social bevidsthed på arbejdspladsen? ”Ingen” er det forventelige svar, hvilket leder til den dejlige konklusion, at fødselsdagsfejringen ingenlunde slutter her, men fortsætter, som Køn udvikler sig som museum, som stemme og som samarbejdspartner.
Den smukke bygning, som KØN har til huse, har en lang og rig historie. Faktisk betragter vi bygningen som vores mest værdifulde genstand, for gennem tiden har den rummet både byens politiske elite og dens mest gemene kriminelle. Den har været elsket og hadet, men altid har den været fuld af liv og rum for store diskussioner. Læs med her for at få et indblik i historien bag det gamle Rådhus på Domkirkepladsen 5 i Aarhus.
1857-1907: Raad-, dom- og arresthuset i Aarhus
Bygningen stod klar i december 1857. Tegnet af C.G.F. Thielemann, der var kongelig arkitekt og bygningsinspektør, skulle det være en flot og tidssvarende løsning på pladsproblemerne i det tidligere rådhus. Huset blev bygget til både at huse by- og amtsråd, samt domhus (byret), militærvagt og en lokal arrest. Således var både den politiske magt, domstolen og ordensmagten samlet ét sted.
Behovet for et nyt rådhus har været presserende i 1850erne. Det tidligere rådhus var fra sidste del af 1400tallet, og lå på Storetorv, få meter foran Domkirken, hvor det sammen med Bispegården og Latinskolen (i dag Katedralskolen) havde indkredset den kirkegård, der oprindeligt lå omkring Domkirken. Det havde huset både byens råd og arrest- og domshuset, ligesom det havde været brugt til selskaber og til byens vinkælder. Da det blev revet ned i 1859, tyder alt dog på, at bygningen var i elendig stand. Da de gamle arrestlokaler under bygningen bliver synlige i forbindelse med nedrivningen, beskriver en borger i Aarhus Stiftstidende dem som: ”sørgelige, kolde, fugtige og mørke, umenneskelige Rum.”
Maleri af Aarhus gamle Rådhus foran Domkirken set fra Storetorv, ca. 1855.
Pladsproblemer i det nye rådhus Et nyt Rådhus var altså nødvendigt, og man blev enige om at nedrive den gamle Stifteprovstbolig på Domkirkens nordside, for at skabe plads til et nyt byggeri i byens centrum.
Aarhus udvider sig dog hurtigt i slutningen af 1800tallet, og allerede få år efter det nye Rådhus opførelse, begynder pladsen at blive trang. I 1869 henvender militærvagten sig om, at de mangler arrestlokaler, men der bliver ikke råd til en udvidelse. I stedet flytter militærvagten i 1879 ud af bygningen og op på Kasernen. Fra referater over byrådets møder kan man se, at de oprindeligt havde ønsket at Kæmnerkontoret – et slags skatte- og finanskontor for købstaden – skulle flytte ind, men i stedet bliver det politiet, der overtager lokalerne og arresten. Argumentet er, at byen betaler dyrt for leje af både kæmneren og politiets lokaler andre steder i byen, men ved at flytte politigården, sparer de lidt mere end ved at opsige kæmnerkontoret. Pladsproblemerne på Rådhuset er altså en økonomisk belastning for bystyret.
Selvom militærvagtens udflytning løser en del af pladsproblemerne midlertidigt, anmodes der allerede igen i 1886 om en udbygning af arresthuset og rådhussalen, og i 1888-89 raser kampen om plads på Domkirkepladsen 5 for alvor. Byrådet og kommunen forsøger at overtage hele bygningen og smide amtsrådet ud, så bygningen kun bruges af byen og ikke kommer landbefolkningens administration til gode. Det mislykkedes, men da man i stedet endnu engang anmoder om at udbygge arresthuset, lyder modargumentet, at arrestbygningen er så dårlig, at det slet ikke kan betale sig at bruge penge på et forbedre den. På anmodning fra Rådhusudvalget, skriver Professor B. Dahlerup i 1889 i en vurdering af bygningen følgende:
”[…] jeg har fundet Ting- og Arresthuset i Aarhus meget lidt tidsvarende […] Mure og Træværk ere udførte saa spinkelt som vel muligt af gjennemgaaende tarveligt Materiale, og jeg maa bestemt fraraade en Paabygning af en 3dje Etage. […] I de Lokaler, som findes i Stueetagens vestre Ende, er der en Lugt, som lader befrygte, at der er Svamp i Træværket. Bygningens Arkitekttur er beskeden og ikke uden Stil, men de pudsede Kvadre, Hjørner og Gavle gjør, at Bygningen har et fattigt og skrøbeligt Udseende. Det er derfor min Mening, at det ikke er tilraadeligt at anvende flere Penge end højt nødvendigt for at indvinde den fornødne Plads i den nuværende Bygning, da Aarhus By fortjener et nyt og værdigt Raadhus.” (Uddrag fra byrådsmødet den 29. august 1889)
På trods af polemikken bliver Rådhuset dog både flittigt brugt og også vedligeholdt og forbedret i løbet af årene. I 1882 indlægges der f.eks. telefonforbindelse, så borgmesteren kan komme i kontakt med byens andre vigtigste mænd, som f.eks. politimesteren og brandmajoren. Og vi kan også se, at bygningen og dens brugere ikke er gået ubemærket hen i den offentlige debat. I 1895 skriver en borger f.eks. humoristisk i Aarhus Stiftstidende:
”I Lysekronen, der hænger midt i Aarhus Byraads Mødesal paa Raadhuset, er der fornylig anbragt nye Gasbrændere. Disse skjule sig nu i to mathvide og tre rosenrøde Kupler- maaske for at de kommunale Forhold fremtidig kan ses i et mere rosenrødt Skjær.”
Udklip fra et bykort over Aarhus fra 1873. her kan man se omridset af Rådhuset og den tidligere arrestbygning, som er bygget vinkelret på Rådhuset med en smal forbindelse mellem de to bygninger.
Kulturlivet på Rådhuset i 1800tallet Ud over at være centrum for den politiske magt i Aarhus, skulle rådhuset også fungere som et hjemsted for kunst og kultur og for byens foreningsliv. Og faktisk have bygningen allerede fra begyndelsen museumsfunktion. I 1859, få år efter opførelsen, åbnede en malerisamling på rådhuset loft – der hvor KØN i dag har sine store særudstillinger. Desuden fandtes en stor antikvarisk samling, oldtidssamlingen, i husets store sal, som formentlig er det rum, hvor vi i dag har basisudstillingen ”Køn Redelighed”. Endelig var byens arkiv også huset i et siderum til byrådssalen.
Samlingerne roses af flere af samtidens besøgende til Aarhus, og er åbne for offentligheden i begrænsede perioder i sommerhalvåret. Selvom de kongelige samlinger i Danmark blev tilgængelige for offentligheden i starten af 1800tallet, er de fleste samlinger af kunst og historiske genstande på dette tidspunkt stadig private, så for det voksende borgerskab, der ikke nødvendigvis havde adgang til de private samlinger, har de offentlige udstillinger af kunst og historie været vigtige kulturelle institutioner. F.eks. skriver Aarhus Stiftstidende i 1868 om malerisamlingen: ”Den lille Malerisamling, der uden for København her i Landet er den eneste i sit Slags, indeholder en Deel udmærkede og værdifulde Billeder.”
I 1877 flytter malerisamlingen dog ud af Rådhuset. På grund af pladsproblemerne i huset, foreslås det at oldtidssamlingen flytter op på loftet, og den store sal fordeles mellem by- og amtsrådet. Men oldtidssamlingen ønsker fortsat at være i den store sal, og det får de lov til, mens byarkivet i stedet flyttes til loftet, hvor også de faktisk får mere plads, end de havde forinden. Det siger noget om vigtigheden af husets museale og kulturelle funktion, at man på trods af den hårde kamp om pladsen, har ladet museumssamling og –udstilling fylde så stor en del af bygningens lokaler.
Samlingerne var styret og ejet af lokale foreninger, som også havde lov til at benytte rådhuset. Og det var ikke kun foreninger for kunst og kultur, der udnyttede denne mulighed. I aviser fra perioden kan man jævnligt se, at forskellige lokale foreninger og interesseorganisationer har holdt deres møder og arrangementer på rådhuset, og det har betydet, at en stor del af den brede befolkning i Aarhus har haft mulighed for også at besøge og begå sig i rådhuset ved disse lejligheder. F.eks. kan vi se, at Foreningen for Belønninger og Understøttelser til Tyender, i 1887 afholdt deres første uddelingsmøde på Aarhus Rådhus. Ved denne anledning fik 5 tjenestepiger tildelt anerkendelsesbeviser for langvarig tjeneste ved de familier, de arbejdede for. Det er en tradition, som de fleste nok kun kender fra den scene i Matador, hvor Laura får sin tjenestemedalje, men denne, og andre foreningsaktiviteter, er interessante for os, fordi de fortæller lidt mere om de kvinder, der også besøgte Rådhuet i en tid, hvor alle offentlige embeder var besat af mænd.
Ud over brugerne af Rådhuset, har der selvfølgelig også været mennesker ansat til dets vedligehold og daglige drift. Dem hører vi sjældent særlig meget om, men fra tid til anden dukker de op i byrådsreferaterne. Særligt når deres løn og ansættelser skal forhandles. F.eks. ved vi, at Rådhustjeneren, der stod for rengøring og almindelige oprethold, i 1891 fik en betydelig lønforhøjelse fra 32 kr. årligt til 70 kr. årligt. Samtidig fik arrestforvalteren lov til at bruge kommunens brændsel til opvarmning af sin egen lejlighed, og det har ikke været ubetydeligt, for brændsel og gas var store og hyppigt diskuterede udgifter på Rådhuset i 1800tallet.
Livet omkring Rådhuset i 1800tallet I 1800tallet var pladsen omkring Domkirken stadig centrum for mange af byens aktiviteter. Vores kilder tyder på, at der har været et aktivt handels- og gadeliv lige uden for og omkring bygningens mure. I perioden fra 1857-1900 har Rådhuset bl.a. været nabo til en ølhal, en hosekræmmer, en parfumehandel, et tobaksudsalg og en urtekræmmer. Der har også været afholdt markeder på pladsen mellem Rådhuset og Domkirken, og der har været hyppig trafik af vogne og varer, der skulle inspiceres af politiet.
Den megen aktivitet har dog også affødt konflikter. F.eks. trykker Aarhus Stiftstidende i 1860 en indretning mod Borgercaptain Pallesen Rhode, fordi han havde ”indkaldt det Borgerlige Politicorps til Exercits samme Dag som et møde ’for alle Stænder’ paa Raadhuset.”
Men selvom politikorpset har larmet, har det dog nok sjældent gået lige så vildt for sig som nytåret 1890, hvor Aarhus Stiftstidende skriver:
”Som sædvanlig var St. Torv Nytårsaften stuvende fuldt af Folk baade Gamle og Unge, hvoraf Nogle morede sig med at skyde det nye Aar ind, for hvilken Fornøjelse ikke mindre end 23 maatte tage Natteleje paa Raadhuset [dvs. i arresten, red.]. Kl. henad 11 drog et Sangkor paa 4 Mand ned over Torvet i Retning af Bispetorvet, hvor de til stor Skade for de Spadserendes musikalske Øren bleve stoppede af nogle Betjente. Kl. 12. opfordredes de, som da vare tilbage paa Torvet, til at passere, og da dette ikke strax tages til Følge, slog Politiet en Kjæde over Torvet og ryddede dette. I det hele gik Nytaarsaften i Aar mere stille af end de foregående Aar.” (Aarhus Stiftstidende)
Maleri af Visby ”Den store parade” dateret 1898. Maleriet viser byens skraldevogne, der er tileftersyn ved Rådhuset.
1907-1941: Ombygninger og pladsmangel
I 1907-9 undergår Rådhuset dets største ombygning og renovering. Den store hovedindgang, granittrappen i foyeren, de oprindelige møbler og dekorationerne i Byrådssalen er bl.a. fra denne ombygning. Samtidig blev gulvet sænket i entréen og loftet hævet i Byrådssalen, så lokalerne blev større. Selve rådhuset blev desuden forbundet til arrestbygningen med den mellembygning, hvis store malede vinduer i dag er så karakteristiske for bygningens trappeopgang.
Det var også i denne periode, i 1909, at den første kvinde tog plads I Aarhus Byråd. Hun hed Dagmar Petersen, og hun fik poster i byrådets udvalg for alderdomsunderstøttelse og skolekommission. Man kan lære meget mere om hendes historie på KØN, hvor blandt andet hendes kjole og en byrådsprotokol med hendes underskrift i dag er udstillet i den gamle byrådssal.
Bygningens facade før og efter den store ombygning. Læg særligt mærke til, at indgangspartiet er blevet større og foyerens gulv er sænket, så der er færre trin fra gaden og op til hoveddøren.
Bygningens dekorationer Særligt de to store malede vinduer i husets trappeopgang og udsmykningerne i byrådssalen falder ofte folk i øje, når de besøger KØN i dag. Begge er fra ombygningen i 1907-1909 og særligt de to vinduer, beretter vigtige fortællinger om Aarhus historie. Faktisk var de malede vinduer lige ved at blive sparet væk i ombygningen af huset, men en særlig aftale med en unavngiven kunstner redede projektet, og vinduernes motiver blev dedikeret til byens storhed og historie.
Det ene vindue viser, hvordan Margrethe I (1353-1412) red gennem Risskov og, populært sagt, tildelte området til Aarhus by. Der er ikke nogle samtidige beviser for, at begivenheden har fundet sted, men senere mundtlige beretninger tyder på, at den er rigtig, og Margrethes grænsesætning har også været brugt i senere stridigheder. I starten af 1400tallet ejede bispegården, med skiftende Århusianske biskopper, en stor del af landet omkring Aarhus og lå i grænsestrid med købstaden og bystyret, der også gjorde krav på de omkringliggende områder. Aarhus havde brug for bymarken, som man kaldte det, for at kunne forsyne byen med fødevarer og materialer, og området omkring Risskov havde både skov, landbrugsjord og en stor fælled – dvs. et fælles område ejet af by-fællesskabet, som anvendtes til landbrug og dyrehold. Bymarken var altså essentiel for byens overlevelse og vækst. Da Margrethe I tildelte Aarhus Risskov og afgjorde grænsestriden mellem byen og Bispegården, var det en stor sejr for købstaden, der kunne sikre sin fortsatte forsyning. Derfor hyldes Margrethe I’s handling også med glasvinduet som et vigtigt øjeblik i Aarhus historie.
På ruden står der ”Dronning Margrethe indrider Aarhus bymarks jorde Anno 1395”
Det andet vindue viser Kristoffer af Bayern (1416-1448), der bekræfter Aarhus købstadsrettigheder i 1441. Aarhus har formentlig haft købstadsprivilegier tidligere, men efter Købstadsforordningen i 1422 under Erik af Pommern, bliver det meget vigtigt for de store byer at bekræfte deres købstadsrettigheder hos kongen. Købstadsstatus betød for det første at byen havde et delvist selvstyre med borgmestre og rådmænd, der havde ret til at indkræve skatter, kontrollere handlen og endda afsige domme i enkelte stridigheder. Og for det andet havde købstæderne monopol på handlen med de fleste vigtige varer og købstædernes håndværkerlav havde monopol på deres håndværk. Det betød f.eks. at det ofte ikke var muligt at slå sig ned som selvstændig skomager eller væver uden for en købstad (med mindre man ville holde sig til at lave træsko og væve vadmel), da købstædernes handelsfolk og håndværkere alene måtte producere og sælge mere specialiserede varer. For en by som Aarhus, og for de fleste andre købstæder, var disse privilegier altså helt grundlæggende for byens rigdom og vækst, og der havde næppe været et Aarhus så stort og rigt, som det vi kender i dag, hvis ikke byen var blevet tildelt købstadsstatus i middelalderen.
På ruden står der ”Kristoffer af Bayern bekræfter Aarhus købstads nye rettigheder 1441”
Dekorationerne tilføjet ved den store ombygning fortæller meget om, hvordan man ønskede at hylde Aarhus storhed ved udsmykningen af dets Rådhus, men selvom ombygningen midlertidigt igen løste flere pladsproblemer og også har gjort bygningen mere moderne og brugbar, fortsatte diskussionerne om plads efterhånden som byen og dens administrative behov voksede.
Politiets udvidelse og deres tilsyn med løsagtige kvinder Allerede nogle år forud for renoveringen af selve rådhuset, havde man påbegyndt en ombygning af arrestbygningen og politiets lokaler, og politiet kommer også i den efterfølgende periode til at fylde mere og mere i bygningen. En af de aktiviteter, der overflyttes til Rådhuset i starten af 1900tallet er politiets visitation af ’løsagtige kvinder’, og disse kvinder, selvom de aldrig navngives eller får nogen taletid i byens arkiver, dukker op igen og igen.
De løsagtige kvinder, hvoraf langt de fleste formentlig er prostituerede, dukker op første gang i Rådhusets planer i 1902, hvor politiet anmoder om, at der bygges et rum i Rådhusets kælder, hvor stadslægens undersøgelse af løsagtige kvinder kan finde sted. I 1903 får man lov til at oprette et sådant rum. Her er argumentet, at Stadslægens undersøgelse, som hidtil har fundet sted på Kommunehospitalet, ofte er blevet umuliggjort af, at hospitalets lokaler var i brug til andre formål.
I dag virker det måske underligt, at prostituerede skulle tilses af politiet, men dette taler ind i en hel særlig lovliggørelse af prostitution fra 1874. Loven foreskrev at kvinder, der blev taget i prostitution, kunne fortsætte deres arbejde, hvis de lod sig indskrive som ’offentlige fruentimmere’ og gik til jævnlig kontrol hos politiet. Regulativet udsprang af, at man i sidste halvdel af 1800tallet særligt frygtede spredningen af sygdomme som syfilis og gonorré, og man mente, at spredningen i høj grad skyldtes prostituerede.
Loven blev afskaffet igen allerede i 1906, men også herefter ved vi, at undersøgelserne af løsagtige kvinder har fundet sted i kælderen på Aarhus gamle Rådhus. Dels blev prostitution nu igen strafbart (under løsgængerloven), så undersøgelserne har haft et retsligt formål, og dels tyder meget på, at man lokalt fortsatte praksissen med at lade prostituerede undersøge for kønssygdomme, men i øvrigt se gennem fingrene med deres arbejde, for at holde smitten med kønssygdomme nede. Selv efter 1906 har denne praksis været så almindelig, at da byrådet i Aarhus i 1913 igen diskuterer plads til politiet, dukker dette argument op:
”Som Byraadet maaske erindrede, havde Politiassistenten i sin Tid tænkt sig, at man lejede Lokaler i Frichs Ejendom paa Søndergade. Ved nærmere Eftertanke havde Udvalget dog ikke kunnet tiltræde dette Forslag, dels fordi Ordningen vilde blive for dyr, og der blev indvundet for lidt Plads, og dels af Hensyn til forskellige Forhold, der ikke vilde være til Pynt for Gaden, de visiterede Fruentimmer f. Eks.” (Byrådsmøde 8. maj 1913)
I 1906 endte diskussionen med at bygningsinspektøren og skoledirektøren i stedet blev flyttet i andre lokaler i Mejlgade 4, og nogenlunde samtidig stod Aarhus nye ting- og arresthus også færdigt, hvilket betød at retten flyttede helt ud. Endnu engang blev det altså politiet, der fik mere glæde af lokalerne på Domkirkepladsen 5, og det har formentlig også givet mening, for selvom området omkring Mejlgade stadig havde et livligt forretningsliv, så har det også været rigt udstyret med beværtninger og meget af byens lyssky handel og prostitution har formentlig udspillet sig her. I hvert fald nævnes det flere gange i særligt de tidligere kilder, at området omkring havnen – som lå lige på den anden side af katedralskolen – har været særlig ramt af de ’uheldige bivirkninger’, som følger med en handels- og havneby i udvikling.
I starten af 1900tallet, frem til Dagmar Petersen indtræder i byrådet i 1909, har de fleste kvinder, der har haft deres gang på Rådhuset tilsyneladende enten være kriminelle eller været ansat i mindre bemærkelsesværdige jobs som rengøring og service. Vi ved meget lidt om dem, og dette kønsbillede fortsætter ind i de næste årtier, dog med få undtagelser. Ud over Dagmar Petersen som byrådsmedlem, har også Johanne Berg en plads i husets historie. Da hun i 1914 blev ansat i det Aarhusianske sædelighedspoliti, var hun formentlig den første kvindelige politibetjent i landet.
Sædelighedspolitiet, som Johanne Berg søgte stilling i, arbejdede selvfølgelig med at håndhæve forbud mod prostitution, men de lavede også forebyggende arbejde, tog sig af faderskabs- og adoptionssager og tilså vilkårene hos værgefamilier til anbragte børn. Johanne, som havde været aktiv i Dansk Kvindesamfund og længe arbejdet for kvinders ret og vilkår, har formentlig været meget kvalificeret til netop dette arbejde. Da Johanne fik sin stilling, diskuterede man flittigt, hvordan man skulle holde unge piger, der flyttede fra landet ind til byen uden penge, ude af prostitution. Man mente, at det forebyggende arbejde med pigerne bedre kunne varetages af en kvinde, og det er formentlig en af grundene til, at kvinder som Johanne fik adgang til egentligt politiarbejde og ansættelser i ordensmagten.
1941-1983: Bygningen under besættelsen og som politigård
I 1941 står Aarhus nye Rådhus færdigt, og det er det rådhus, som vi også kender i dag. Det betyder at byrådet og de øvrige tilbageværende råd fraflytter Domkirkepladsen 5 og politiet overtager bygningen. Det gamle rådhus øvrige funktioner som stadskontorer, foreningshus og museum er for de flestes vedkommende ophørt tidligere, og flere af dem allerede i forbindelse med ombygningen i 1907-9. Det er altså relativt nemt for politiet at overtage hele bygningen i 1941. Det holder dog ikke længe, for i oktober 1944 bomber Briterne Aarhus Universitet, hvor Gestapo og den tyske besættelsesmagt har haft deres hovedkvarter. Derefter overtager Gestapo lokalerne på Domkirkepladsen 5 frem til krigens afslutning.
Det gamle rådhus under besættelsen. Der er opsat hegn omkring bygningen og vinduerne er skoddet til. Disse ændringer blev fjernet ganske kort tid efter besættelsesmagten flyttede ud.
Besættelsesmuseet, som i dag ligger i bygningens kælder med indgang fra Mathilde Fibigers Have, formidler historien om Gestapos tid i Aarhus og i det gamle rådhus. Her kan man se de celler, som både det danske politi og Gestapo har brugt i arresten, og man kan lære om den tyske efterretningstjenestes arbejde med at optrevle danske netværk af modstandsfolk, hvoraf flere blev afhørt og tortureret i kælderen under det gamle rådhus. I huset i dag er der dog stort set ikke nogle tegn tilbage på besættelsesmagtens tid, bortset fra et skudhul i museets hoveddør, som efter sigende stammer fra Gestapo-tiden.
Efter besættelsen overtager politiet igen huset, og med undtagelse af nogle indvendige mindre ombygninger og opretholdelsen af en indhegnet politigård i Mathilde Fibigers Have, sker der ikke meget med bygningen. Tværtimod får den over årene lov til at forfalde, og f.eks. vedligeholdelsen af de indvendige udsmykninger opretholdes ikke. Både politiet og byrådet har gennem tiden røget store mængder af tobak i lokalerne, og det siges, at byrådssalens udsmykning til sidst næsten ikke kunne ses for tobakssmuds.
I 1983 står Aarhus nye politigård færdig, den som politiet også bruger i dag, og de flytter ud af Domkirkepladsen 5. I 1980erne er der en udbredt besætterbevægelse i Danmark, hvor efterladte og tomme bygninger tages i brug af mennesker, ofte unge, der mangler billige boliger, eller nogle gange af politiske grupper og organisationer. For at undgå at det gamle rådhus bliver besat, lader kommunen forskellige foreninger bruge husets lokaler, og i 1984 flytter også Kvindemuseumsforeningen ind.
1984: Kvindemuseumsforeningen flytter ind
Da Kvindemuseet (i dag KØN) flyttede ind i 1984 delte de hovedbygningen med Mødrehjælpen. Desuden var gennemgangen til de gamle arresthus lukket af, og Besættelsesmuseet havde dengang som nu også lokaler i bygningen. Hurtigt blev bygningen dog en slags museernes hus, og i 1988 fik både KØN og Besættelsesmuseet forlænget deres husningsaftale med fem år. Det var planen, at der skulle etableres et bymuseum i bygningen, men finansieringen dertil blev aldrig fundet. Da KØN blev statsanerkendt i 1992 fik museet en fast husningsaftale, og i årene 1992-1994 renoverede Aarhus Kommune bygningen til museumsformål. Det var under denne renovering, at dekorationerne i limfarve fra 1907-9 blev restaureret, så man stadig kan se dem i dag. Kort tid derefter, i 1996 blev bygningen totalfredet, og i fredningsbegrundelsen lægges der bl.a. netop vægt på renoveringen fra 1907-9:
”Bygningen er i sit ydre et smukt proportioneret eksempel på et provinsbyrådhus opført i nyrenæssance, inspireret af Bindesbølls statshospital i Risskov, men forædlet gennem Thielmanns skoling i empirens og senklassicismens formsprog. I det indre har S.F. Kühnel i 1907 tilført rådhusbygningen nogle værdifulde nationalromantiske interiører i foyeren, trappeafsnittet samt byrådssalen og forværelset.”
I 2005 fik Kvindemuseet adgang til den gamle arrestbygning, hvor der i dag er kontorer og udstillingslokaler, og i årene efter er der foretaget flere vigtige renoveringer, men i sit store hele står bygningen efter fredningen i høj grad som den gjorde efter ombygningen i 1907-9. Særligt byrådssalen og trappeopgangen, der i 1907-9 blev udvidet, er stadig indrettet med originale møbler, så man kan få en fornemmelse for, hvordan det har føltes at besøge Aarhus Rådhus og Politigård dengang i starten af 1900tallet.
Byrådssalen i 1909 (året hvor Dagmar Petersen som den første kvinde sad i Aarhus byråd). Byrådssalen ses fra tilskuerpladserne, som fandtes i det indhug, hvor det gamle Byrådsborg står i dag. Den ekstra plads blev tillagt ved renoveringen i 1907-9, da man nedlagde en stue bag byrådssalen for at gøre lokalet større.En tom Byrådssalen lige efter der i 2014 blev lagt nye plankegulve med støtte fra Sallingfonden. I dag er salen udstillings- og arrangementslokale.
I dag er cyklen en selvfølge i byerne. Vi omlægger vores veje og fortove, så der er plads til cykelstiger, vi laver cykelparkering ved alle byens mest populære destinationer, og du kan kvit og frit pumpe luft i dækkene på hvert andet gadehjørne. Cyklen er blevet en del af nøglen til den grønne omstilling, og nogle gange kan den endda være et klimapolitisk statement – tænk bare på Uffe Elbæk der cyklede til Christiansborg på valgaftenen i 2015.
Men det er ikke nyt, at cyklen befinder sig i centrum af værdipolitiske spørgsmål. Cyklen har nemlig også spillet en rolle i diskussioner om kvinders mobilitet og anstændighed gennem historien, og i KØNs samling dukker cyklen op med jævne mellemrum. Faktisk har cyklen haft så stor indflydelse på folks liv og mobilitet, at den i 1890erne fik kælenavnet ’frihedsmaskinen’.
Kvinde med cykel og cykeldragt fra 1910erne. Kigger man godt efter, kan man se at nederdelen er en slå-om-nederdel, som formentlig skjuler et par bukser, der har gjort det muligt at køre på cyklen. Billedet tilhører KØNs samling.
Frihedsmaskinen: Cyklens betydning for kvinders tidlige mobilitet
Der er forgængere til cyklen tilbage fra starten af 1800tallet, som løbemaskinen – et stel med to hjul, som man kunne side på, mens man skubbede sig afsted med fødderne på jorden, meget ligesom de løbecykler, vi kender til små børn i dag. De fleste kender sikkert også Væltepeteren, som havde pedaler direkte på hjulet, ingen kæde, og to hjul af forskellige størrelser. Men cyklen, som vi kender den, blev almindelig i 1890erne. Her fik cyklerne nemlig kæde og dæk med luft i, som gjorde dem både nemmere og mere sikre at køre. Det var derfor også her, at cyklen som transportmiddel på tværs af klasser for alvor begyndte at blive populær.
Særligt for de mange, der ikke havde råd til bil eller chauffør, blev cyklen en mulighed for hurtigt og nemt at komme rundt i byerne. Cyklerne udvidede folks bevægelsesområder, og gjorde det f.eks. muligt at søge arbejde længere fra ens hjem og i højere grad at deltage i kulturliv og politik, der ellers havde krævet lang tid at nå til fods.
Datidens kvinder ville selvfølgelig have del i den øgede mobilitet. I slutningen af 1800tallet var den tidlige kvindebevægelse i fuld gang. Allerede i 1857 havde kvinder fået egen myndighed, så de ikke længere skulle være underlagt en mands værgemål, samme år fik de desuden muligheden for at skaffe et næringsbrev, hvilket vil sige, at enlige kvinder kunne arbejde som selvstændige. Dansk Kvindesamfund blev stiftet i 1871, i 1875 fik kvinder adgang til universiteterne, og i 1880 fik gifte kvinder lov til at administrere deres egen løn.
De kvinder, der tog cyklen til sig i 1890erne havde altså helt andre økonomiske og sociale muligheder, end de kvinder, der havde levet ganske få årtier tidligere. Den øgede adgang til uddannelse og økonomisk selvstændighed, samt mobiliseringen af kvinder omkring spørgsmål vedrørende ligeløn, stemmeret og deltagelse i det folkelig demokrati, gjorde at kvinderne havde helt nye behov for mobilitet og for at kunne møde hinanden i større fællesskaber og forsamlinger. De nye muligheder for uddannelse og indtjening gjorde også, at mange flere kvinder fra middelklassen udfoldede sig inden for erhverv og aktiviteter, fra hvilke de ellers havde været udelukket. Den nye aktive kvinderolle kaldte på et opgør med den mode og de normer for beklædning, der havde været gældende op igennem 1800tallet. Arbejderklassens og landbrugssamfundenes kvinder har selvfølgelig altid haft beklædning, der var passende i forhold til tidens normer, som de kunne arbejde og bevæge sig i. Men i slutningen af 1800tallet var middel- og overklassekvindernes mode mere restriktiv, når det kom til bevægelsesfrihed og muligheden for at udføre større mængder fysisk arbejde. Løsningen på dette blev reformdragten, som mange særligt unge og progressive kvinder tog til sig i 1890erne. Begrebet reformdragt dækker i perioden over mange forskellige former for beklædning, og forbindes i moderne sammenhæng ofte med ’bloomers’ – nogle af de første bukser til kvinder, som var meget omdiskuterede i sidste halvdel af 1800tallet, men som i praksis aldrig rigtig blev udbredt som hverdagsbeklædning uden for en lille aktivistisk kulturelite i England og USA. Herhjemme var de fleste såkaldte reformdragter typisk lange, løsthængende kjoler med høj talje og let korsettering, der stod i skarp kontrast til tidens ellers så moderne smalle taljer og store, understøttede skørter.
Men selvom reformdragten gav større bevægelsesfrihed, var de lange kjoler stadig ikke velegnede til cyklen. Oveni kom, at reformdragten hurtigt blev forbundet med en veluddannet og provokerende del af tidens kvindebevægelse, som mange kvinder fra andre generationer og sociale klasser, ikke ønskede at blive forbundet med. En særlig gren af 1890ernes generelle dragtreform for kvinder, var derfor også cykeldragten: Den første almindelige kvindedragt med bukser!
Dragten på billederne herunder er en kopi af en cykeldragt fra 1890erne. På billederne kan man se hvordan dragten, der netop har bukser, også kommer med en slå-om-nederdel, som kvinden kan tage på, når hun står af cyklen, så hun igen kan skjule sine ben. Dragten vidner om, at selvom der blev lavet nyt og anderledes tøj til de cyklende kvinder, var kvindebusker i den offentlige rum stadig kontroversielle.
Reproduktion af cykeldragt fra 1891. Med cykeldragten har hørt lange strømper, så underbene var dækket selv mens man cyklede. Tilhører KØNs samling.
Det var da heller ikke alle, der bifaldt den nye cykeldragt. I 1896 skriver en anonym københavnsk mand i bladet Idræt:
”Jeg bor ved Søerne, og fra tidlig Morgen til sen Aften, joller Cyclister forbi; Mandfolk i Knæbukser, ”Damer” i Knæbukser eller hvad det nu kaldes. Det ser hæsligt ud, og jeg vender mig til den bedre Del af Ungdommen og spørger, om en ung Mand af god Familie vil gifte sig med et Pigebarn, hvis Ben al Verden dagligt beskuer på Promenaden.”
Cyklen blev dog hurtigt allemandseje, og i starten af 1900tallet spredte den sig fra byerne til landet, hvor også særligt kvinder og børn tog den til sig som et hurtigt og effektivt transportmiddel. Cyklen gav unge i landbefolkningen mulighed for at mødes med andre unge fra et større opland, den gjorde det lettere for dem at tilgå skole, uddannelse og arbejde, og har formentlig også har været en brik den almene befolknings øgede tilgang til både velfærd og demokrati i starten af 1900tallet.
Efter ganske få år er cyklen både ukontroversiel og udbredt. På dette familiefoto fra slutningen af 1920erne, poserer hele familien, fuldstændig uproblematisk, med hver deres cykel.
Familie med cykler, 1920erne. Billedet tilhører KØNs samling
Mødres mobilitet
Selvom kønsligestillingen tog fart omkring overgangen til det 20. århundrede, blev kvinder, når de fik børn, stadig ofte isoleret fra det politiske og professionelle liv. Det var almindeligt, at kvinder blev afskediget i forbindelse med ægteskab, og når en arbejdsplads var ramt af fyringsrunder, røg kvinderne, som man ikke regnedes for forsørgere på lige fod med mænd, oftest som de første.
Før daginstitutioner og pasning blev almene tilbud, var mange kvinder, som ikke havde råd til privat pasning, ofte nødsaget til at have deres børn med sig, hvis de skulle gøre ting uden for hjemmet. Og med cyklen som en af de foretrukne transportformer, blev der hurtigt udviklet børnesæder og børnekurve, så mindre børn kunne transporteres på cykel. Eksemplet nedenfor er et tidligt børnesæde fra 1920erne. Det skulle hænges på styret, og et barn kunne side i det med benene på hver sin side at stellet.
Børne-cykelstol fra 1920erne. Tilhører KØNs samling
Generelt kom der er en del ekstra-udstyr til cykler op igennem de første årtier af 1900tallet, som skulle gøre dem mere sikre og mere komfortable. Cykellys – stearinlys der kunne sættes i en særlig lygte på cyklen – findes allerede tilbage fra 1896, og under 2. verdenskrig, hvor gaderne var mørklagte, malede man hvide striber på cyklernes bagskærm, så de bedre kunne ses i mørket. Mere sikre løsninger til børnetransport, blev også udviklet. Et eksempel er cykelkurven her fra 1950erne. Kurven er permanent fæstnet til styret, og barnet har fået en vindskærm og støtte til fødderne, så det sidder mere sikkert i kurven.
Billede af cykel med barnekurv fra 1950erne
Cyklen i miljø- og klimakampen
Cyklen var vigtige for den tidligere ligestillingskamp, fordi den gav kvinder og arbejdere større mobilitet og bevægelsesfrihed. Men også i 70ernes kvindebevægelser spillede cyklen en rolle. I 70erne begyndte flere at være bekymrede over luftforurening i de større byer, og datidens kvindebevægelse protesterede hyppigt for et renere miljø af hensyn til kommende generationer.
Allerede dengang var cyklen en del af tidens politiske kampagner for renere byer. Klistermærket nedenfor er fra 1970’erne og har tilhørt en kvindesagsforkæmper, der brugte dem til at sætte på breve og beskeder, som hun sendte til sin familie og venner.
Klistermærke fra 1970erne. Tilhører KØNs samling
I dag cykler de fleste befolkningsgrupper. DTUs transportundersøgelse fra 2013 viser, at mens kvinder cykler lidt flere ture end mænd, så cykler mænd til gengæld længere. Mænd kører desuden meget mere i bil og står for en meget større del af erhvervskørslen, end kvinder gør.
Den store forskel mellem kønnene i dag, er nok nærmere, at mens kvinder står for størstedelen af de daglige cykelærinder, som indkøb og hente-bringe ture, så er mænd meget hyppigere motions- og sportscyklister. Det forklarer også, hvorfor 56% af elcykel-brugere ifølge Vejdirektoratet er kvinder, mens er 79% af medlemmer i motions- og idræts-cykelklubber mænd. Forskellen er så udtalt, at manden i lycra på racercykel, er blevet en kønsstereotyp, som de fleste kan genkende.
Tænker man over, hvordan der findes dame- og herrestel til cykler, selv i dag, er det desuden tydeligt, at herrestellet er designet efter holdbarhed og fart, mens damestellet er praktisk: du kan bruge det i nederdel og damecykler har ofte bagagebære og cykelkurv, som netop muliggør indkøbsturer og børnetransport.
Man med racercykel, 1920erne. Billedet tilhører KØNs samling
Den kommende museumsreform og tredoblingen af museet KØNs tilskud betyder et opgør med de mange projektansættelser på museet, der har skabt utryghed og påvirket arbejdsmiljøet. Læs artiklen som blev bragt i Akademikerbladet her
Af Pernille Taagaard Dinesen Klummen er bragt i Jyllands-Posten den 24/04/24.
Jeg har sat en klog kollega på min arbejdsplads KØN – Gender Museum Denmark stævne og den her klumme er et udtryk for, hvad der kommer til overfladen, når de velkendte syv hv-spørgsmål får lov til at pløje hen over fænomenet og udfolde dets betydning. Så! …
HVEM ER FEMINISTISKE LEDERE?
Svar: Feministiske ledere er – modsat hvad mange antager – hverken kvindelige eller feminine ledere. At være feministisk leder handler ikke om lederens køn. Det er derimod ledere, der praktiserer en særlig ledelsesstil.
HVAD ER FEMINISTISK LEDELSE OG HVAD KAN DEN BRUGES TIL?
Svar: Feministisk ledelse er en ledelsesstil med en skarp og kritisk bevidsthed rettet mod egen ledelsespraksis. En ledelsesstil, hvor du er bevidst om din magt, hvordan du bruger den og hvilke bias du selv bringer med på arbejde. En ledelsesstil, hvor du ikke er bange for at se dig selv og din virksomhed efter i sømmene og udfordre status quo: Hvad er det for en form for magt, vi har over eller med vores medarbejdere på arbejdspladsen, styrker vi vores medarbejdere og partneres empowerment? Deler vi beslutningspotentialet, inviterer vi stemmer ind fra andre dele af organisationen, også dem der ikke nødvendigvis ligner vores egen. At lede feministisk betyder både at lytte til andres input til at optimere en proces, til de udfordringer der er. Men det handler i høj grad også om at være sikre på sammenhæng mellem vision og praksis, eller med andre ord ”walk the talk.”
HVOR ER FEMINISTISK LEDELSE?
Svar: Alle mulige steder – men desværre stadig for få steder! Ikke desto mindre vinder ideen om at gentænke lederens rolle frem, og særligt ledere der tør gentænke sin rolle kan vinde i mødet med de nye generationer, som indtræder på arbejde med fornyede værdier som i højere grad handler om relation frem for autoritet, om den meningsskabende arbejdsplads som vil gøre en positiv forskel for mennesker og miljø, og om at møde hinanden i øjenhøjde.
HVORNÅR ER FEMINISTISK LEDELSE SÆRLIG RELEVANT?
Svar: Er der en virksomhed, en organisation, en forening, eller en anden samling af mennesker med et formål, så er feministisk ledelse relevant. Det er lidt ligesom bæredygtighed – det er relevant og kan anvendes i alle sammenhænge, hvor der er metode, formål, processer, mennesker og impact. Det er de størrelser, feministisk ledelse drejer sig om.
HVORFOR HEDDER DET FEMINISTISK LEDELSE?
Svar: Grunden til, at det hedder feministisk ledelse er, at mange af de værktøjer ledelsesretningen indeholder har man særligt anvendt i feministiske bevægelser og organisationer. Det er sidenhen blevet studeret og samlet i værktøjskasser, som kan bruges til ledelsestræning, for at gøre en forskel. Det grundlæggende ved feministisk ledelse er, at det er transformativ ledelse. Så det er ledelse der ikke bare læner sig op ad status quo, men en ledelsespraksis der vil mere end bare akkumulere magt og profit uden blik for konsekvenser for mennesker og miljø. En ledelsespraksis, der fremmer ligestilling, bæredygtighed, sociale spørgsmål som inklusion og diversitet men også som vil være i processen med det – tør kigge på sig selv – tør undersøge sin egen organisation: Er der nogle praksisser vi kan ændre på, nogle principper vi har brug for at lave om, hvor er der uligheder, er det altid et bestemt køn, der får visse opgaver; enten forfremmende eller netop ikke-forfremmende opgaver. Det handler om at være bevidst og om at turde gøre sig selv bevidst, og måske vigtigst af alt turde være kritisk på sig selv som leder, at man ikke nødvendigvis altid har svaret.
HVORDAN KOMMER FEMINISTISK LEDELSE TIL UDTRYK?
Svar: I vores workshops på Museum KØN arbejder vi med de 4 p’er indenfor feministisk ledelse: power, politics & purpose, principles & values og practices – det er redskaber man netop kan bruge, til at kigge sig selv i sømmene. Hvilke værdier har virksomheden, hvordan omsættes værdier til principper, som så kan blive til en praksis, og hvilke magtrelationer skal vi være bevidste om for at sikre dette. For vi har alle sammen fine ambitioner, men for at det skal være feministisk ledelse skal de værdier omsættes til konkrete principper og guidelines, som vi skal bestræbe os på at forfølge og som skal med i den hverdag, vi arbejder sammen om. Så hvis ikke vi tænker fra de store ambitioner og ned i vores konkrete praksis og omvendt, så misser vi noget af det transformative potentiale, der er i feministisk ledelse.
HVAD SÅ MED FEMINISTISK LEDELSE HERFRA?
Svar: Ja, det er jo det store spørgsmål! Kort sagt handler det herfra om at turde starte processen og blive i den – også når det ikke er ligetil. Og det vil det langt fra altid være, for forandring tager tid og kræver en dedikeret indsats, og det gælder i særdeleshed når det handler om social forandring og det ovenikøbet er vores egne vaner, bias og business-as-usual det drejer sig om. Det er det, som workshoppen på KØN omhandler.
Den her klumme kan vel være en opfordring til at genbesøge sin egen praksis, sin egen virksomhed, for eksempel ved at kickstarte med KØNs workshop ’At lede til forandring – feministisk ledelse som praktisk værktøj’.
Værnepligtens historie, kvindelige krigere og hvad nu?
Af specialestuderende Astrid Ourø Andersen
Onsdag d.13 marts udmeldte regeringen, at den vil indføre fuld ligestilling i værnepligten. I dette blogindlæg tager vi et kig på værnepligtens historie og skiftende tiders opfattelse af hvad en rigtig soldat er. Undervejs møder vi kvindelige krigere som indtil nu er blevet overset i historieskrivningen, fra vikingetidens skjoldmøer til modstandskvinden Zenia, der deltog i sabotagen af Gestapos hovedkvarter på Aarhus Universitet i 1944.
Birka Graven I 1878 udgravedes området Birka på øen Björkö i Uppland, Sverige. Vikingesamfundet som eksisterede her fra omkring år 750, havde en befolkning på omkring 700-1000 indbyggere. Hjalmer Stolpe (1841-1905), der stod for udgravningen af gravhøjene i området, beskrev en af gravene som særligt mærkværdig. I et trækammer under jorden fandt arkæologerne de jordiske rester af et menneske klædt i en dyrebar klædedragt med særlige håndværksmæssige detaljer, som identificeres til at stamme fra de eurasiske stepper, langt fra datidens Sverige. I graven fandtes også flere våben, et brætspil og to heste. På baggrund af disse statussymboler antog arkæologerne, at graven tilhørte en højtstående mandlig vikingekriger, selvom skelettets karakteristika tydede på at det var en kvinde. Efter nye DNA-undersøgelser kunne et forskerhold i september 2017, bekræfte at skelettet fra Birkagraven stammer fra en biologisk kvinde.
Tegning af gravfund, mærket ”Bj581” af Hjalmer Stolpe i Birka, Sverige. Udgivet i 1889. Public domain.
På udgravningstidspunktet i 1878 kunne man slet ikke forestille sig, at graven tilhørte en kvinde. Og noget tyder på, at der stadig hersker et kønsbias på området, for kort efter de nye forskningsresultaterne var publiceret i 2017 opstod en global polemik.[1] Nogen forskere mente, at knoglerne kunne være blevet ombyttet eller at kvinden blev begravet med disse genstande fordi hendes mand var død i kamp. Andre forskere insisterede på at kønsbias stadig forsager benægtelse af historiske beviser på højtstående kvindelige krigere i vikingetiden. Arkæolog og museumsinspektør ved nationalmuseet, Jeanette Varberg deltog også i debatten og udtalte i en artikel til TV2; ”Måske er det her stærkt kønsopdelte syn, som vi troede var i fortiden, slet ikke virkelighed i vikingernes Skandinavien”.[2] I 2019, kunne endnu en kvindelig vikingekriger fra Solør i Norge identificeres på baggrund af DNA-tests.[3]
Værnepligt og værneret De kvindelige vikingekrigere er et interessant eksempel på hvordan historikere og arkæologer har fejltolket historien baseret på samtidens kønsopfattelse. Måske kan de nye opdagelser også blotlægge vores perception af hvad det vil sige at være soldat i dag, og dermed hvem der kan blive det. Pudsigt nok stammer den moderne værnepligt fra det gamle ledingssystem, kendt helt tilbage fra vikingetiden, hvor hærreder og længder[4] stillede med: Én våbenfør karl for hver ti gårde i kongens tjeneste.[5] I Fredrik 4.’s tid fra slutningen af 1600-tallet blev der oprettet en landmilits. Den almindelige værnepligt blev indført for landbefolkningen ved stavnsbåndets ophævelse i 1788, og købstæderne fulgte trop i 1848 med det kendte lodtrækningssystem.[6]
“Enhver våbenfør mand er forpligtet til med sin person at bidrage til fædrelandets forsvar efter de nærmere bestemmelser, som loven foreskriver“. Folketinget. “Danmarks Riges Grundlov, Kapitel 8, § 81”. 1849.
I 1998 indførtes den såkaldte værneret, hvorefter kvinder fik mulighed for at aftjene tid i Forsvaret på værnepligtslignende vilkår.[7] Det var 20 år efter, at vi fik den første lov, der forbød kønsdiskrimination på det øvrige arbejdsmarked.
24. februar 2022 invaderede Rusland Ukraine. Udover stigende energipriser og andre konsekvenser af sanktionerne mod Rusland, påbegyndtes en militær optrapning og NATO forlanger at Danmark gør sit, hvilket fordrede debatten om ligestilling af værnepligten. I vores nabolande Norge og Sverige indførtes værnepligten for kvinder i henholdsvis 2015 og 2018, hvilket styrkede deres forsvar ved at gøre det nemmere at skaffe soldater nok.[8] I Norge blev procenten af kvinder, der fuldfører førstegangstjenesten fordoblet mellem 2014 og 2023. Sidste år var 33,5 procent af de værnepligtige – kvinder, i sammenligning med 2014 hvor det kun var 13,6 procent. Chefsergent i det norske forsvar Rune Wenneberg har udtalt til DR at den kønsneutrale værnepligt har givet et bedre forsvar, da der skabes et mangfoldigt grundlag at rekruttere fra til de professionelle styrker. Både i Norge og Sverige fremhæves det den problematiske machokultur ændres i takt med at kønsfordelingen balanceres. Major og kompagnichef i det svenske forsvar, Hans Gustavsson mener at kvinder bidrager til bedre samarbejde og bedre beslutninger.
I Danmark udgjorde kvinder 25 procent af de værnepligtige i 2023. Hvor unge mænd i dag har pligt til at deltage i forsvarets dag (tidligere session), kan kvinder frivilligt melde sig. Desuden skal mænd have en fysisk eller psykisk årsag til, at de ikke kan gennemføre deres værnepligt, mens kvinder kan sige op med en måneds varsel uden grund.[9]
Formel ligestilling I Danmark har vi formel ligestilling på arbejdsmarkedet, hvilket kort og godt vil sige at man ikke må særbehandles på baggrund af sit køn.[10] Vi har desuden en af verdens højeste erhvervsfrekvenser for kvinder, samtidig er arbejdsmarkedet dog meget kønsopdelt. De såkaldte kvindefag fx omsorg og pleje står stadig i kontrast til de såkaldte mandefag håndværk og STEM-fag; naturvidenskab, teknologi, ingeniørarbejde og matematik. I 2023 viste en rapport fra Beskæftigelse-ministeriet at hovedparten af ansatte i den offentlige sektor er kvinder, nemlig over 70 procents, hvorimod mænd udgør 90 procent af bygge og anlægsbranchen.[11]
I februar gjorde Forsvaret tilløb til større ligestillingen ved at ændre krav til bl.a. højde og bryststørrelse. Chef for Værnepligt- og rekruttering Jesper Lynge udtaler, at der i fremtiden vil gælde en vurdering af aspiranternes ”samlede fysiske habitus”.[12] Hos organisationen for Kvindelige Veteraner har man længe sat fokus på udfordringerne ved at være kvindelig ansat i Forsvaret. I et interview til TV-avisen på DR1 25. februar, siger forkvinde Karen Philippa Larsen, at det er positivt at Forsvaret aktivt ”arbejder med en ret gammeldags forståelse af hvem er en rigtig soldat”.[13]
Kæmp for alt hvad du har kært I modstandsbevægelsen under 2. Verdenskrig, bestod kvindernes arbejde primært i at udføre sekretæropgaver, kurerarbejde og indkvartering, som muliggjorde sabotageaktionerne. Redaktør for modstandsbladet Frit Danmark Kate Fleron skriver i 1945 at ”I besættelsesårene blev kvinderne mændenes skjold.”[14] Forestillingen om det stærke køn – manden, som deltager aktivt og sætter livet på spil for at beskytte det svage køn – kvinden, er for unuanceret. Krige omvælter hverdagen og forandrer kønnenes positioner, og selvom kvindernes rolle i modstandskampen ofte var mere indirekte end mændenes, var de aktive deltagere, som risikerede samme straf som deres mandlige medsammensvorne. Dog gavnede kønsforestillingen nogle kvinder, som langt hen ad vejen kunne undgå visitering, når de som Lise Nørregaard transporterede illegalt materiale omkring i cyklekurve og barnevogne.
”Vognen med tvillingerne er – især når Christian sidder på et bræt foran – et glimrende skalkeskjul. Folk, der holder af børn har ikke øje for andet end dette opbud af, når jeg selv skal sige det, yndige unger. Og folk, der ikke har videre sans for børn, vil aldrig tro, at en kone, der er så fjumret at tillægge sig tre babyer på mindre end to år, kan være en trussel for nogen eller noget på denne jord, inclusive Værnemagten. Så Anne og Bente har allerede prøvet at ligge på mange interessante ting, fra illegale skrifter til stencils og et enkelt skydevåben som jeg befordrede for vores genbo, købmand Mikael Andersen.”
De sendte en dame, Lise Nørregaard, 2014, 1. e-bogsudgave, Gyldendal. P. 326-327
Andre kvinder var mere direkte involveret i sabotageaktionerne, som chauffører eller som Hedda Lundh, der rejste rundt og instruerede diverse fraktioner af modstandsbevægelsen i at udføre sabotagesprængninger. I 1944 måtte Hedda og hendes mand flygte til Sverige, da resten af deres gruppe blev pågrebet af tyskerne. Hedda’s mand Carl Ejner blev medlem af Den Danske Brigade og Hedda ville også gerne bidrage på lige fod, men på trods af sin tekniske viden og erfaring fra modstandsbevægelsen, blev hun her kun tilladt at deltage i Lottekorpset og blev sat til at skralde kartofler resten af krigen.[15]
Fra KØNs Arkiver I KØNs arkiver findes et interview med en af de kvindelige modstandsfolk fra Aarhus, der deltog som kurrer i modstandsbevægelsen. Af interviewet fremgår både frygt, vrede og voldsparathed;
Interviewer: ”Var det lange rejser?” Anonym: ”Ja altså, f.eks. turen til København herfra var en lang tur, men jeg tog jo på dem. Så en dag jeg sad alene i kupéen […] Der sad der en SSer og han snakkede jo til mig, og jeg sad og fik de mest frygtelige tanker, og til sidst fik han min adresse, fordi jeg bestemte at så ville jeg skyde ham når han kom hjem. Men jeg lukkede ham ikke ind da han kom. Men tænk at have sådan nogle tanker……” Interviewer: ”Der må have været en grund til at du fik sådan nogle tanker, var der ikke det?” Anonym: ”Ja nu havde de jo dræbt min man nede i koncentrationslejren, ikke, så og jeg havde været vidne til mange uhyrlige ting de havde gjort og jeg var jo…. Nej det tør jeg ikke fortælle det er for nærgående.”
Zenia Berry I efteråret 1943 beslaglagde Gestapo, fem kollegier på Aarhus Universitet og indrettede dem til jysk hovedkvarter. Gestapo chefen Eugen Schwitzgebel optrevlede på dette tidspunkt store dele af den jyske modstandsbevægelse, bl.a. ved hjælp af stikkeren Grethe Bartarms. På anmodning fra den jyske modstandsbevægelse bombede det engelske luftvåben Royal Air Force den 31. oktober 1944, derfor Aarhus Universitet for at tilintetgøre Gestaspo’s arkiver. Samtidig forsøgte modstandsgrupperne at befri flere tilfangetagende modstandsfolk.
Lavtflyvende Mosquito-fly over universitetet. I baggrunden skimtes Langelandsgades Kaserne, som var sekundært mål for luftangrebet. Fotograferet af Royal Air Force. Kilde: Antikmuseet. Public Domain.
I efteråret 1943 beslaglagde Gestapo, fem kollegier på Aarhus Universitet og Bomberne faldt klokken 11.41, blandt de dræbte var gestapo-chefen og op til 75 andre.[16] Kureren Ruth Phillipsen, som var blevet taget 7. oktober, overlevede eksplosionerne og kunne ved et lykketræf kravle ud af ruinerne, søge tilflugt i et nærliggende hus og kom senere i sikkerhed i Sverige.
Blandt de skænkede genstande, er også en pistol. Det var en kriminalassistent, der skaffede Zenia pistolen, efter at den administrerende direktør Bernard som overraskende blev arresteret af Gestapo 31.5.1944.
Zenia Berry og direktør for Ceres bryggerierne og regionschef for Dansk Røde Kors, Bernhard sad klar i en bil på Ringvejen og ventede. Deres opgave var at køre den tilfangetagne Pastor Harald Sandbæk væk fra Gestapo efter eksplosionen. Pastoren blev dog alvorligt såret under bombardemanet og blev i forvirringen forvekslet med en af tyskernes danske medhjælpere og ført til kommunehospitalet, hvor han med hjælp fra personalet fik forfalsket en dødsattest og senere sent i skjul inden han kunne sendes til Sverige.17
Zenia’s søn har doneret moderens genstande fra krigstiden, og flere af dem kan i dag ses i udstillingen ”KØN Redelighed”. Zenia benyttede sig af tilfældige navne og falske identitetskort. I boet efter hende fandtes der desuden en stålæske med en sprøjte, hun kunne give sig selv, hvis hun blev taget. I 1945 efter krigens afslutning den 5. maj, deltog Zenia i mødet med Gudrun Fiil i Hvidsten, hvor RAF tildelte fru Gudrun Fiil en britisk orden. Måske bar hun ved lejligheden de fine øreringe i de engelske farver hvid, blå og røde.
Zenia bar ørenringene i befrielsessommeren 1945. De er i de engelske farver.
Udvikling og afvikling Som vi så det med vikingetidens kvindelige krigere og modstandskvinder under Anden Verdenskrig har kvinder historisk set ikke stået tilbage fra at sætte livet på spild i militær konfrontation eller fra at deltage i frihedskamp. Dog er kvinder blevet marginaliseret på baggrund af køn både i det officielle forsvar og uofficielle grupper som i Modstandsbevægelsen under Anden Verdenskrig, hvor opgaver blev tildelt på baggrund af køn frem for evner, og langt hen af vejen blev kvinderne henstillet til at holde sig i kulissen. I det kommende år er regeringens mål at tilføre Forsvaret store økonomiske ressourcer, hvilket bl.a. skal hjælpe med fastholdelse og tiltrækning af personale. Regeringen vil ligestille gennem indførsel af fuld værnepligt på tværs af køn, men ligestilling kunne i teorien også ske ved helt at afskaffe værnepligten og lade Forsvaret rekruttere personale på lige fod med resten af landets virksomheder og institutioner. Siden værnepligtens indførsel er vi gået fra at føre krig til fods og på hesteryg til atombomber, jægerfly og cyperangreb. Hvis det ikke er kvantitet men kvalitet, der udmærker sig i nutidens krigsførelse er det måske værd at overvejer hvilken tid, samfunds- og verdensorden værnepligten hører til, samt hvilke kvaliteter der bør kendetegne ikke bare en rigtig med en god soldat, hvad tænker du?
[1] Price, Neil, Charlotte Hedenstierna-Jonson, Torun Zachrisson, Anna Kjellström, Jan Storå, Maja Krzewińska, Torsten Günther, Verónica Sobrado, Mattias Jakobsson, and Anders Götherström. “Viking Warrior Women? Reassessing Birka Chamber Grave Bj.581.” Antiquity 93, no. 367 (2019): 181–98. https://doi.org/10.15184/aqy.2018.258 .
[4] Betegnelsen lægd (afledt af sammenlægning) har siden 1600-tallet været anvendt for det antal gårde, der i fællesskab skulle stille én soldat. Efter en kongelig forordning af 22. februar 1701 var Danmark inddelt i lægder af 20 tønder hartkorn, og ansvaret for soldaterudskrivninger var pålagt godsejerne.
[5] Lund, Niels: Lið, leding og landeværn. Hær og samfund i Danmark i ældre middelalder, Vikingeskibshallen: Roskilde 1996.
[6] Bjerg, Hans Christian. Stavnsbånd og værnepligt, omkring værnepligtsreformen 1788. Værnepligtsstyrelsen 1988, Nortex Grafisk Service Center, København. Danskernes Historie online. Webkilde: https://slaegtsbibliotek.dk/932125.pdf
Af faginspektør og samlingsansvarlig Signe Uldbjerg Mortensen
Ville du tro det, hvis nogen fortalte dig, at flere af danmarkshistoriens mest læste og oftest genoptrykte bøger er skrevet af og til kvinder?
Nok ikke, men mange klassiske kogebøger har faktisk været solgt i 100.000ende af eksemplarer og er blevet læst af 100.000ende af kvinder. Vi er dykket ned i KØNs kogebogssamling, som vidner om 150 års syn på køn, sundhed, husholdning og sågar ægteskaber. Men i processen har vi også lært om ’sparemad’, energioptimering, konservering af lokale råvarer, og andre ting, som kan inspirere nutidens bestræbelser på et klimavenligt køkken.
Læs med her, og find selv ud af, hvad du kan lære af historiens husmødre.
Husmoderens og tjenestepigens arbejde: 1870-1914. De ældste kogebøger i KØNs samling er fra 1870erne. Eller kogebøger er måske så meget sagt, for selvom bøgerne indeholder vejledninger og opskrifter til madlavning, er de i lige så høj grad små fortællinger med (mere eller mindre) gode råd og moralske formaninger til datidens husmødre. I Kogebog Indeholdende Husmoderens Pligter og Hvorledes en Husholdning Kan Føres Net og Billigt fra 1873 skriver Petra Jacobsen til ’den unge husfrue’:
“Forfatterinden til denne bog, har til Hensigt, at komme den unge uerfarne Husmoder tilhjælp. Ved et prøvet Liv i alle forskellige Forhold, som for Størstedelen altid har været knyttet til en træng Oconomie [økonomi] og huslig Orden, troer hun fremmest, at burde henlede den unge Husmoders Opmærksomhed paa hvorledes en Husholdning kan føres net og billigt, og hvorledes i det Hele et Hus bør styres, for at gjøre Hjemmet hyggeligt og for at vinde den Paaskjønnelse hos Ægtefællen, som en ung Kone sætter så stor Pris på. Hvilken Behagelighed for en Mand, naar han, efter fuldendt Arbejde, med Længsel kan ile til sit Hjem og her finde huslig Orden og Hygge. Kjærligheden bliver ofte kold hos en Mand, når han kommer hjem og finder Hjemmet uordentligt og forstyrret.”
Petra Jacobsen bruger en betydelig del af bogens indledning på at give slet skjulte råd til, hvordan en ung, nygift kvinde skal lokke sin mand hjem igen efter en fuldendt arbejdsdag. Kogebogen, der mest har opskrifter på supper, grød, brød og kager – altså billig hverdagsmad – gør det klart for den unge husfrue, at det er hendes overskud og ordenssans, der gør hjemmet attraktivt, mere end det er de dyre retter på tallerkenen.
I Kogebog for By- og Landholdninger eller Anviisning til at koge, stege, slagte, sylte, nedlægge, salte, bage, brygge, tilvirke Ost m.v. fra 1874 bliver vi dog præsenteret for en lidt anderledes husholdning. Her lægger forfatterinden, Sørine Thaarup, ud med et kapitel ”Om Huusmoderens Forhold ligeoverfor Tyendet”, hvori hun skriver:
“For at Tyendet kan have den tilhørlige Agtelse for sine Foresatte, maa Mandens og Konens Forhold til hinanden være begrundet paa Snighed, Tillid og Agtelse for hinanden; de maa ved alle Leiligheder foregaae Tyendet med et godt Exempel, og hvor det er Tilfældet, der bliver det ikke vanskeligt for Huusmoderen at vinde sit tyendes Velvillie […] Taalmodighed er Qvindens største Dyd, og dermed overvinder hun Alt.”
Bogen her er tydeligvis skrevet til en husmoder med flere hjælpende piger i huset, og man skal vidst heller ikke være i tvivl om, at Sørine Thaarups målgruppe er kvinder, der godt kan stille krav til deres mænds respekt og deltagelse i husstanden – faktisk angiver Sørine endda sit pigenavn ’Schjøtt’ på bogens titelblad i stedet for kun at bruge sin mands navn ’Thaarup’. Ikke desto mindre er det klart i de fleste kogebøger fra perioden, at den gulerod, der skal motivere husmoderen til at lægge sit arbejde i hjemmet, er mandens anerkendelse og det kærlige, respektfulde ægteskabelige forhold.
I 1901 udkommer, for første gang, Frøken Jensens Kogebog, som bliver en af eftertidens store klassikere, og som stadig kan købes i nye oplag den dag i dag. Hvor de fleste tidligere kogebøger var henvendt udelukkende til husmoderen, skriver Frøken Jensen i lige så høj grad til tjenestefolkene og til de unge kvinder, der tjente som piger i store husholdninger. I 1903 trykkes kogebogen allerede i 8. oplag, og deri skriver Frøken Jensen:
“Hvad egentligt har givet Anledning til denne Bogs Fremkost, er Tanken paa mange uheldigt stillede i Samfundet, nemlig en del af vore Tjenestepiger, og hermed tænker jeg paa baade Kokke- og Enepiger. Der forlanges ofte meget af dem i retning af Kogekunst, medens de færreste ere i besiddelse af Midler til at skaffe sig den ringeste Uddannelse. For dem staar da kun tilbage igennem aarelange, ofte svært indvundne Erfaringer at samle sig det Fond af Kundskaber, der er nødvendigt for kun nogenlunde at opfylde de Krav, som stilles til dem.”
Kogebogen indeholder opskrifter på både hverdags- og festmad, såvel som gode råd til at styre husførelsens økonomi. Økonomien fylder nemlig mere og mere i husmødre og tjenestepigers arbejde, efterhånden som flere og flere flytter fra landet til byerne og indkøb af dagligvarer bliver en del af manges hverdag.
At husmoderen har penge og købekræft, kan man se i de mange kogebøger, der fra årtusindeskiftet begynder at indeholde flere og flere reklamer for grosserer og andre forhandlere af dagligvarer. Deres reklamestøtte betyder desuden, at bøgerne bliver billigere at købe og kan udgives oftere og oftere i nye opdaterede udgaver. Se f.eks. ovenstående udgave af Agnes Werners Ny Kogebog fra 1913, hvor S.P. Rasmussen kan reklamere for Humle lige ved siden af en vejledning i hjemmebrygning.
Husmoderen eller husholdersken har ansvar for hjemmets økonomi og dermed familiens trivsel. I starten af 1900tallet begynder dette ansvar også at strække sig til familiens sundhed, og selvom den store folkesundhedsbølge først for alvor sætter ind i 1930erne, begynder der allerede i de første årtier af 1900-tallet at være tegn på, at husmødre og køkkenpiger landet over læser om det sundhedsmæssigt korrekt sammensatte måltid. Louise Nimbs kogebøger Grøntsagers Anvendelse til Vegetarianermiddage (1894) og Kogebog for Sukkersyge (1900) er gode eksempler herpå. Nimb, som desuden var kendt for at introducere det plantebaserede og internationale køkken i dansk kogekunst, skrev sine bøger i samarbejde med (mandlige) læger og fagfolk, testede ingredienser i medicinske laboratorier, og var i det hele taget en kvinde, der tog madlavning og sundhed til et nyt fagligt og professionelt niveau.
Kønsrollerne i opbrud: Første Verdenskrig og tiden derefter Med Første verdenskrig i 1914-18 mærkes varemanglen i de fleste hjem, og der er brug for at spare. Derfor formaner kogebøgerne fra denne periode ikke alene husmoderen om vigtigheden af at drive et sundt og hyggeligt hjem, nu skal hun også bære sit ansvar som samfundsborger ved at nedsætte sit forbrug. Man kan sige, at hvor husmoderen tidligere var ansvarlig for sin egen families velbefindende (så hendes mand og børn kunne bidrage i samfundet), mobiliseres den hjemmegående kvinde nu også som en ansvarlig samfundsborger.
Denne tendens bliver særligt tydelig i Karen Braae og Elisabeth Vestergaards Spare-Kogebog. Dyrtids-opskrifter. Raad og Vink fra 1917, hvor de skriver:
“Vi sparer ikke blot, fordi vore Indtægter er for smaa, men fordi beholdningerne af varer ikke slaar til. Der er ikke de samme Forraad at tage af, som der plejer at være, og de kan ikke skaffes! Og derfor maa vi alle indskrænke vort Forbrug til det mindst mulige, mindre for vor egen Skyld end for Samfundets Skyld. Men dette er intet mindre end en Folke-Opgave, og hviler der ansvarsfulde Opgaver på Mændenes Skuldre, saa kræver en rationel Gennemførelse af denne her paapegede et ikke mindre Ansvar af Kvinderne.”
Om husmødrenes nye vigtige rolle som samfundsborgere generelt har givet dem modet til også at gå mere i rette med deres mænd, er svært at sige, men i hvert fald mener Karen Braae og Elisabeth Vestergaard godt, at kvinder kan gå deres mænd på klingen, når det komme til den sparsommelige og ernæringsmæssigt fornuftige madlavning:
“Nu maa man jo ikke glemme, at en kraftig Mand, i sin bedste Alder, og mulig optaget af et anstrengende legemligt Arbejde, har Krav paa større Næringstilførsel end f. Eks. En Kvinde eller let arbejdende, eventuelt meget stillesiddende Mand. Men, – der er jo ogsaa nok mange af os, der kender den Mand, der føler sig sulten et Par Timer før Aftensmadstid, blot i bevidstheden om, at han ikke har faaet ”Bøf” til Middag.”
Selvom ’dyrtiden’ i første omgang ender med krigens afslutning i 1918, fortsætter opbruddet i kønsrollerne. Under krigsperioden har kvinder fået stemme- og valgret (1915), i 20erne hævede man aldersgrænsen for ægteskab, skilsmissetallene begyndte at stige, og der indførtes nye love, som sikrede større økonomisk lighed mellem mænd og kvinder. Det betyder flere enlige både unge og gamle mænd, som nu skal lære at lave deres egen mad. En klassiker fra 1920erne er Fru Constantins Nem Mad – Kogebog for de Enlige og for smaa Hjem (1920). I bogens forord anbefaler Ingeborg Vollquartz den med disse ord:
“For enlige Personer af begge Køn vil »Nem Mad« være en vidunderlige støtte. Enhver ung Mand kan med Fru Constantins herlige, lille Bog som Raadgiver tilberede sin egen kost. Det var et ønske, om mange unge Mænd herhjemme vilde gøre et Forsøg i den Retning.”
Folkesundhedsbølgen sætter ind: 1930erne Op igennem 1900-tallet får husmoderen mere og mere travlt. Flere kvinder er kommet på arbejdsmarkedet, men med den økonomiske krise i 30erne ses også en tilbagevenden til mere traditionel – og billig – madlavning. Hvor målgruppen til Nem Mad fra 20erne kunne købe brødet hos bageren, skal 30ernes husmor spare, og må derfor selv bage, sylte og henkoge.
Serien Moderne Mad, som blev udgivet af Tørsleff’s Husmoder Service fra 1938, er et godt eksempel på tidens tendens til korte, billige kogebøger, der skulle hjælpe den travle husmoder med at få familiens kost og økonomi til at hænge sammen. Bøgerne er skrevet af blandt andre Kirsten Hüttemeier, som mange nok kender som madskribent og brevkasseredaktør hos Familiejournalen i 1960erne og 70erne. Men allerede i 30erne og 40erne var hun blandt de mest læste kogebogsforfattere i Danmark. I 30erne lavede Husmoderforeningen sågar live-demonstrationer, hvor man, lidt som et tv-køkken eller en madlavningskanal på youtube, kunne få demonstreret tilberedningen af moderne mad.
Mens 30erne generelt er præget af en hvis romantisering af oprindelige dyder (og kønsroller), er det også en tid hvor der især i læge- og sundhedsvidenskaben sker stor udvikling. Nye teknikker og kemikalier tages i brug i madlavning og husholdning for f.eks. at undgå for stort sukkerindtag. Ellen Carlsens Raasyltning fra 1933 er et eksempel på, hvordan traditionelle tilgange til madlavning, her syltning, reformeres i folkesundhedens og sparetidens navn:
“Det Skrift, der herved forelægges vore Husmødre, er fremkaldt af Ønsket om at komme bort fra den hidtidige Syltemaade med Oversødning og Kogning, der i mange Henseender er uheldig baade i smags- og i sundhedsmæssig Henseende, og fordi den er for kostbar og besværlig.”
Folkesundhedsbølgen får desuden mændene til at melde sig på banen som kogebogsforfattere. Da sund mad bliver et videnskabeligt og samfundsgavnligt anliggende, kan det ikke længere lades op til kvinden at sørge for, at kosten er ernæringsmæssigt korrekt sammensat. Allerede i kogebøger fra 1910erne findes der dog komplekse kallorietabeller og lignende, som husmødre kan bruges til at sammensætte sunde måltider, og derfor virker det også næsten komisk, da Otto Mønsted med Mad og Kvadrater i 1939 sætter sig for at hjælpe ’den almindelige husmoder’ med bedre at udføre det arbejde, som hun har været bekendt med i årtier:
“[Resultaterne fra undersøgelser af] befolkningens ernæring findes i mere eller mindre omfattende Tabeller, hvoraf mange er baade overskuelige og belærende. Anvendelsen af Tabellerne kræver imidlertid Udmaalinger af Maden og en hel Del Regnearbejde, og det har derfor i Reglen været vanskeligt for den almindelige Husmoder – hvis Tid jo er begrænset – at udnytte i den daglige Husholdning. »Mad og Kvadrater« søger at forklare paa en let fatteligt og let anvendelig maade, hvad det er, det kommer an paa, naar Familiens Kost tilrettelægges.”
Mad i en mærketid: Anden verdenskrig Under Anden Verdenskrig er der rationering på bl.a. fedt, sukker, mel og gas, og det skaber udfordringer for både madlavning og konservering. Derfor udkommer i perioden en række kogebøger med sparetips, f.eks. beskriver Paula Biehe i Mad i en Mærketid hvordan man kan finde alternativer til hvedemel og hvilke fedtstoffer, der kan bruges i stedet for flæsk og smør. Krigstidens kogebøger indeholder desuden gode råd til, hvordan man kan spare på gassen – der var gaskomfurer i de fleste byhuse og lejligheder på dette tidspunkt – og lave lækre kolde retter. Smørrebrød og ’Koldt Bord’ bliver populært i perioden under krigen. Også Kirsten Hüttemeier hopper med på vognen og udgiver i 1944 bogen Sylte uden Sukker med ordene:
“Jeg haaber De vil faa Glæde af Bogen, og at den vil hjælpe Dem over Syltetidens Vanskeligheder, og sikre Dem et godt Forraad til den kommende Vinter.”
Syltetidens vanskeligheder er naturligvis sukkerrationeringen, som kræver nye måde at konservere og gemme efterårets bær og frugter til vinteren. I 1940erne er fryseren nemlig endnu ikke en realitet, men det ændrer sig i det følgende årti.
Det elektriske køkken: 1950erne I 1950erne og 60erne får stort set alle danske hjem elektricitet. Mens en fryser i 50erne stadig er dyr, opstår der frysehuse og andelsfryserier, hvor man kan købe fryseplads til opbevaring af sine varer, som så kan gemmes og hentes frem, når de skal bruges. Det betyder, at husmoderen ikke længere skal bruge den samme tid på at sylte, salte og henkoge, og den udvikling er vigtig for kvinders mulighed for deltagelse i arbejdsliv, politik, kultur og fritidsaktiviteter.
At det elektriske køkken giver kvinder mere frihed og fritid, afspejles i Ellis Tardinis mini-kogebog om trykkogning fra 1958. Bogen, Mad og Minutter, er en reklame for ’Trumfkogeren’ og taler direkte til den udearbejdende (selvhvervende) husmoder:
“For den selverhvervende husmoder betyder tidsbesparelsen, at mange af de retter, som hun ikke før kunne nå at lave, nu er kommet inden for mulighedens grænse. De fleste selverhvervende var ikke meget for at tilbringe lørdag eftermiddag med suppekogning eller kogning af gule ærter. Nu tager det kun et minimum af tid, således at retten kan koges i Trumfkogeren, mens de øvrige forberedelser til middagen laves.”
Selvom elkogeskabe og andelsfryserier ikke er udbredte i dag, begynder 50ernes køkken og madlavning i højere grad at ligne det, vi kender fra vores egen tid. I 50erne som i dag indeholder kogebøger tips til hvordan du skal afkalke din ’ekspreskogekande’ (elkeddel) side om side med vejledning til almindelig madlavning, mens de fleste formaninger om husmoderens vigtige rolle i ægteskabet og samfundet er gledet ud af kogebogsgenren.
Moderne madlavning: 1960erne til i dag Op igennem 60erne og 70erne forsvinder de lange prosatekster ud af kogebogsgenren. De fleste nyere kogebøger indeholder korte punktopstillede opskrifter, ofte med billedillustrationer og separate ingredienslister. Det betyder også, at der ikke på samme måde bliver brugt energi på at henvende sig til ’husmoderen’, ’den ugne mand’ eller den ’selverhvervende kvinde’, nogle gange er der endda tendenser til, at forfatterne gør grin af tidligere tiders kogebogsforfattere. F.eks. skriver Gry Holdrof i indledningen til Mad for en ti’er (1971):
“Det har ikke været min mening at lave denne kogebog (skrækkeligt ord for resten: man koger jo ikke al mad – man steger, braser og gratinerer da osse lidt ind imellem) efter devisen ’Hvad enhver husmoder bør vide’. Jeg ved nemlig ikke, hvad enhver husmoder bør vide, og hvor mange gør dét i grunden?”
Karolinekogebøgerne, som mange sikkert stadig bruger i dag, bliver særligt populære i 1970erne, og i 80erne udkommer også Brugsens kogebøger. Der er enighed over hele linjen: madlavning skal være simpelt, lækkert og skal kunne udføres af alle uanset køn, tid og uddannelse. Den hurtige madlavning når sin top i 80erne, hvor mikroovnen bl.a. kommer på markedet. I Mad i Mikroovn – Nemt – Sundt – Spændende fra 1985 kan man læse om, hvordan du i en mikroovn kan tilberede både patéer, damped pigvar, rødvinsmarineret nakkekam, chokoladekage og lørdagskaffe. Retter, som de færreste nok ville lave i en mikroovn i dag.
I 1980erne får vegetarisme og plantebaseret mad en renæssance. Ligesom man i starten af 1900tallet fik øjnene op for en række livsstilssygdomme, der kan følge med en for sød og fed kost, bliver mange i 80erne opmærksomme på skadelige tilsætningsstoffer og forurening i fødevarer. Økologiske og biodynamiske grøntsager vinder frem, og flere mennesker vælger at leve som vegetarer. I 1985 skriver Rie Møller i bogen Vegetarisk Pålæg om fremtidens frokostbord:
“Fremtidens frokostbord vil se anderledes ud end det, vi kender i dag. Maden vil optræde i enkle former, den vil være forarbejdet og blandet så lidt som muligt – og den vil være uden tilsætningsstoffer. Denne ændring skyldes flere ting, bl.a. det øgede antal mennesker med allergiske lidelser, for hvem det er bydende nødvendigt at vide, hvad de spiser. Hertil kommer den voksende almene interesse for kvalitetsmad – mad der har bevaret sin naturlige form, og som er økologisk eller biodynamisk dyrket. Man vil også i fremtiden mere og mere opleve, at det enkelte mennesker spiser individuelt under hensyntagen til hans/hendes psyke.”
Måske havde Rie Møller ret. I hvert fald er det en klar tendens i nutidens kogebøger, at der både er mere plantebaseret mad og flere kogebøger og retter, der tager hensyn til folks individuelle allergier og kostforbehold.
Nutidens kogebøger påpeger også at alle forbrugere – uanset køn – kan ændre deres madvaner og dermed være med til at sænke klimakatastrofen. Men måske kan vi også lære en del af fortidens husmødre? Kvinder og piger i fortidens husholdning har syltet og konserveret, kogt brødsuppe og serveret festmåltider, alt sammen med minimal adgang til globale og importerede varer uden for sæson. 1940ernes husmødre lærte at spare på gassen og tilberede lækre kolde måltider, og aktivister og idealistiske landmænd i 80erne fik økologi normaliseret i mange af datidens husholdninger. Hvis man om 150 år kigger tilbage på den mad, vi laver i dag, hvordan løser og forholder vi os så til vor tids store sociale og politiske udfordringer?
Indlægget er skrevet af KØNs faginspektør Signe Uldbjerg
På KØN – museum for kønnenes historie er der sket en stor forandring i brugersammensætningen gennem de seneste år. I 2021 var 62,5 % af museets brugere således unge. Slots- og Kulturstyrelsen har bedt reflektere over, hvorfor de er lykkedes med at tiltrække de unge brugere, der vurderer den samlede museumsoplevelse til 8,3 ud af 10.
Vi står midt i krig og medierevolution, og der bliver talt om ekkokamre, fake news og øget polarisering. Samtidig ser vi en generation af unge (generation Y og Z), der kæmper for klima, kønsligestilling og menneskerettigheder. Verden rykker sig i bølger, og disse år er præget af mange revolutioner (MeToo, #fridaysforfuture, blacklivesmatter m.fl.), hvor der bliver sat klare grænseskel mellem før og efter. De mange opbrud og nye tanker ryster os alle sammen, og der opstår vaklen og friktion. Fælles for os alle er, at forandringerne får os til at søge efter forståelse og fundament. Efter rødder, fællesskaber og tryghed.
De danske museer har i en længere årrække (med Covid-19 som midlertidigt timeout) tiltrukket flere og flere brugere. Det er (udover kudos til museernes egen ihærdighed, naturligvis) ikke tilfældigt, og vi bør stoppe grundigt op og se på, hvad museer betyder for og i vores samfund. Og vi bør anerkende, at denne betydning ændrer sig hele tiden – ligesom samfundet gør det – og at den er (og bør være) forskellig fra museum til museum.
Når jeg ser på Den nationale brugerundersøgelses resultater på KØN fra 2017- 2021, er der sket en udvikling, der er til at få øje på. Tendensen er et markant stigende yngre publikum. I 2021 var der ifølge undersøgelsen hele 63% af museets brugere mellem 14-29 (og det er vel at mærke ekskl. alle skolebesøgene). Gennemsnittet på danske museer er 17% i den aldersgruppe. Samtidigt står det klart, at KØNs niche er at være platform for viden og debat: Hele 73% kommer på KØN, fordi de er videbegærlige. Glædeligt er det også, at vurderingen af den samlede generelle oplevelse af KØN er steget i perioden.
Dette har på den ene side at gøre med museets strategiske og kommunikative ryk samt det udvidede ansvarsområde – fra kvindehistorie til det bredere køns[1]historie. Men jeg tror også det handler om museets manifesterede aktivistiske selvforståelse: at museets egen stemme formår at gå i symfoni med brugerne og med samfundsudviklingen. At vi kvalificerer og perspektiverer den offentlige debat, men også at vi sætter dagsorden. Dette skal ikke forstås som populistisk leflen for tidens tendenser. Det handler om, at vi på museet forstår, at vores fag[1]lige troværdighed forpligter, og at vi anskuer museet som en evigt foranderlig størrelse, der er i samspil med verden omkring os.
Det er velkendt, at yngre målgrupper vil inddrages i udstillingerne (også udover instagram-hotspots på museet!). Og ifølge en undersøgelse foretaget af MuseumNext i 2017 vægter det endvidere tungt hos personer under 30 år, at museer indtager et standpunkt og vil skabe forandring. Dét kombineret med opfattelsen af museer som de mest troværdige institutioner i samfundet – med en troværdighed vurderet langt over politikere og medier – viser vejen for museers potentialer overfor det yngre publikum.
Det ville dog være et selvmål at gå blindt efter de unge blot ’for the sake of it’. Differentiering på museerne er vigtig, og selvforståelsen på det enkelte museum er altafgørende. Det handler om integritet. Den nationale brugerundersøgelse er et redskab til at få bekræftet (eller afkræftet) sin niche og selvforståelse; til at finde sin relevans, sit ståsted og sit mod til nytænkning. Og det billede vil se forskelligt ud fra museum til museum. Heldigvis.
En tendens går dog igen: og det er brugernes videbegærlighed. Jeg tror, vi vil se, at museernes troværdighed og særlige rum for formidling af viden kun bliver vigtigere for fremtidens generationer. Derfor kan alle museer med fordel dyrke det dybe, det nørdede – ja, jeg er lige ved at sige: det støvede ved det at være museum. Også i markedsføringen. Det er faktisk heri, det eventyrlige ved muse[1]er findes, og det er netop dette perspektiv, nutiden har brug for og efterspørger. Og man kan finde relevans allevegne. Her på museet vil vi fortsætte med at formidle historiske cases og genstande, der belyser nutidens problemstillinger og skaber bevidsthed om, at vi er historieskabte såvel som historieskabende. Undervisningsforløbet ”Fra sædelighedsfejde til MeToo”, er et eksempel herpå. Vi fortsætter også med det strategiske fokus på den levende formidling (events, pop-ups, digitale tiltag m.v.) og med vores tænkning af museet som en social hub, hvor mennesker mødes.”. Det spår jeg bliver vigtigere for fremtidens gene[1]rationer, der vil inddrages, blive klogere og have det rart med hinanden imens.
En ting er jeg overbevist om, og det er, at alle museer har potentialet til at bruge deres stemme, deres rum og viden, til at bidrage aktivistisk til den demokratiske debat, til dannelse, til velfærd og til velvære. Hver på sin måde. Det får vi brug for.
I det seneste afsnit af HBO-serien ”The Handmaid’s Tale” vil en gravid kvinde (Janine) have en abort. Hun bliver grundigt konfronteret af en meget omsorgsfuld abortrådgiver, der fortæller hende, at hun kan klare at blive mor, og at hendes krop er skabt til at bære og føde barnet. Den frivillige siger til Janine: »Jeg vil bare hjælpe dig til at træffe den bedste beslutning – du skal ikke gøre noget, hvis du ikke vil.« Janine siger, at hun gerne vil have en abort; det var derfor, hun havde bestilt…
I sidste uge faldt jeg over et debatindlæg i Politiken. En nybagt far skrev fint og følsomt om, hvor lidt fædrene er tænkt ind i systemet omkring fødsler. Så gik jeg videre til kommentarsporet. Klask!:
»Hold da op for noget jammer«, »Rank ryggen, unge mand«, »Hvorfor skal manden absolut stå der og flæbe af lykke?«, »Du ER ikke vigtig for din datter i de første døgn efter fødslen« osv.
I øjeblikket er der – med rette – fokus på svangreomsorgen og ikke mindst på jordemødres arbejds- og lønforhold. Måske er det til dels ud fra det perspektiv, man skal se kommentarsporet. Ud fra devisen: Når ressourcerne er så knappe, så skal far ikke også komme og kræve sin plads. Der ses altså helt bort fra, at far med hele sit deltagende følelsesregister og nærvær skulle kunne være en ressource for mor og barn.
Historisk har polariseringen af kønsspecifikke opgaver og egenskaber præget opfattelsen af forældreroller: Kvinden var hjemme for at drage omsorg, manden ude at forsørge. Selv om kønsrollerne har forandret sig markant siden midten af 1900-tallet, vægtes mænds og kvinders pligter og ansvar i forhold til deres børn stadig meget forskelligt. Kommentarsporet viser, at vi i høj grad stadig lever i fortællingen om ”den rationelle, instrumentelle mand” og ”den intuitive, emotiotionelle kvinde”.
Jeg husker selv min mands fortvivlelse og følelsesmæssige dilemma over at være taget ud af forældreligningen per automatik. Og jeg husker ikke mindst, hvordan det efterlod mig alene med et usynligt, men i den grad mærkbart åg: Jeg var den. Projektleder no. 1. Moderdyret.
Ja, det er kvinder, der føder børn, men deres mænd bliver fædre i samme sekund. Afkoblingen af far i systemet omkring fødsler skaber en vedvarende forventning om, at kvinder er mere forældre end mænd. En forventning, der står klart manifesteret i danskernes adfærd, og som hverken er til gavn for kvinder, mænd, børn eller det danske samfund som helhed. Kulturhistorien hænger ved og gør det svært at inkludere far som en ressource i et presset system. Selv om det er nøjagtigt, hvad vi har brug for.
Det vigtigste at forstå ved bevægelsen #textmewhenyougethome er, at den handler om meget mere, end om hvor mange kvinder, der bliver overfaldet eller dræbt på offentlige gader og stræder. Derfor er det også misforstået at føre debatten i retning af statistikker om gadevold og rationelt hævde, at kvinder jo ikke har reel grund til at være bange.
#textmewhenyougethome handler om, at rigtig mange kvinder (ja, også jeg) har oplevet mænd, der har opført sig grænseoverskridende: forfulgt dem, truet dem efter en afvisning, taget på dem eller råbt efter dem – foruden andre oplevelser med seksuelle krænkelser i øvrigt. #textmewhenyougethome er dermed et situationsudløst symbol, der synliggør en generel frygt, som kvinder føler pga. ovenstående grænseoverskridende adfærd; nemlig frygten for, at mænd gør skade på dem. Mordet på Sarah Everard var dråben, der udløste bølgen.
#metoo-bevægelsen illustrerer kvinders oprør mod seksuel chikane. Denne nye bevægelse illustrerer et oprør mod at have accepteret denne frygt alt for længe. Kvinder protesterer over at være bange, tage forholdsregler og over at skulle ”passe på sig selv”.
Som med #metoo bobler kvinders erfaringer med frygt nu op til overfladen som en tumultarisk begyndelse på en utvetydig forandringsbølge. En begyndelse, der har et oplysende fokus: ja, frygten findes. Og som med #metoo ser vi modreaktioner og forsvar: ”slap nu af, I stimulerer en tillært og ubegrundet frygt” eller: ”Det er altså ikke alle mænd, der er voldelige” (#notallmen). Eller: ”mænd er faktisk mere udsat for vold end kvinder”.
Nej, selvfølgelig er det ikke alle mænd, der begår vold eller drab, og de fleste episoder sker slet ikke på åben gade men i hjemmene. Men frygten findes. Mange kvinder er bange pga. statistikkerne for voldtægter og vold rettet mod kvinder samt oplevet kønsrelateret chikane og trusler. Måske er nogle også bange, fordi mænd, der dræber kvinder er den hyppigst forekommende type enkeltdrab i Danmark.
Og ja, mænd er samlet set oftere udsat for vold og drab end kvinder. Men det har ikke noget med kvinders frygt at gøre. Det, som både kvindelige og mandlige ofre derimod har til fælles er, at gerningspersonen i godt 9 ud 10 voldstilfælde er en mand. Så jeg spørger retorisk: hvis (nogle) kvinder ’har lært’ at være særligt bange, har (nogle) mænd så ’lært’ at være særligt voldelige?
Lad os droppe kønskampen men anskue volden som det, den er: et problem med en klart kønnet slagside. Det er et problem for os alle, og det er et problem, som vi i fællesskab skal i gang med at løse. Nu.
Rasmus Bech skriver 17.3.2021 i Politiken: ”Kvindemuseet eksisterer ikke længere” og ”det er blevet stjålet af kønskrigere”. Fordi museet har skiftet navn til KØN.
Lignende ytringer har lydt blandt modstanderne af museets navneskifte, og derfor denne kommentar:
Museet lever skam i bedste velgående, og vi ønsker ikke at ”forandre museet til et minoritetsmuseum”, som Bech skriver. Faktisk gør vi det helt modsatte: vi sætter fokus på relationerne mellem køn og på, hvad køn har betydet til forskellige tider – for os alle sammen.
Det nye navn varsler i øvrigt ingen forandring. Navnet er derimod en helt naturlig konsekvens af den forandring, som allerede skete i 2016, hvor museet fik et nyt, udvidet ansvarsområde: kønnenes kulturhistorie.
Et navneskifte kan på ingen måde ændre ved, at kvinders historie og livsvilkår uundgåeligt er afsættet på et museum om køn, ligestilling og mangfoldighed.
Rasmus Bech skriver, at kvinder fortjener deres helt eget museum. På KØN mener vi, at kvinder fortjener at være repræsenteret på ALLE museer. Det har museet gennem årene i den grad bidraget til, og det var medvirkende til, at museet i 2016 gik ind i sin næste livsfase. Som altså ikke er sket på bekostning af kvinder, men som en overbygning og en inklusion i takt med udviklingen af forskningsfeltet.
Samme navneudvikling er sket på det, der førhen hed kvindeforskning på universiteterne, og som for længst har ændret navn til kønsforskning. Bogstaverne i KVINFO står heller ikke længere for ’noget med kvinde’, men for ’køn, viden, information og forskning’. Det betyder ikke, at vi ikke vil sige ordet ’kvinde’, eller at blikket på kvinders vilkår og historie er forsvundet. Det betyder, at blikket sættes i relation. Og kvinder er altså et køn. Som Simone de Beauvoir så ikonisk skrev i det feministiske hovedværk ’Det andet køn’ fra 1949: ”kvinden er kønnet, manden er mennesket”.
KØN er et statsanerkendt specialmuseum, som ifølge museumsloven skal sikre den kønnede kulturarv i Danmark og udvikle betydningen af den i samspil med verden omkring os – og for et bredt publikum.
Det betyder, at museet viser den usynliggørelse af kvinder, historien har budt på – og stadig byder på. Kvinders historie og livsvilkår er museets klare afsæt. Museet belyser også mænds skiftende kønsroller og relationerne mellem kønnene. MeToo, partnervold, mænds overrepræsentation i misbrugs- og selvmordsstatistikker, voksende online-mandefællesskaber m.v. har tydeligt vist behovet for at se nærmere på manderoller, maskulinitetskultur og magt. For at se på manden som køn og ikke mindst: for at inddrage mænd i samtalen. Endelig må et museum om kønnenes kulturhistorie fortælle og dokumentere historier om de mennesker, der ikke passer ind i kønsbetegnelserne kvinde/mand. Og det må belyse kønskultur ud fra seksualitet, etnicitet og klasse.
Måske handler noget af kritikken også om, at Rasmus Bech ser museer som historiske monumenter, og at museets navn har stået som et symbol på kvindekampen. Men: museet kan ikke stå som et monument. Man kan sige, at et nyt museum siden 2016 er vokset ovenpå det gamle. Som alt muligt andet i samfundet vil og skal museer forandre sig. For hvis vi ikke flytter os, når verden omkring os flytter sig, så står vi ikke bare stille, vi mister vores relevans. Og vi vil jo faktisk noget med vores museum – vi er aktivister, og historien er vores hammer.
KØN er et museum, som laver seksualundervisning, debatterer #metoo og machokultur, udstiller det kønsopdelte arbejdsmarked, kønsdiversitet i politik og bestyrelser, ligeløn, fædrebarsel m.v. Vi holder international mandedag, laver pop-up museum til Aarhus Pride, ligesom vi fejrer 8. marts, mors dag m.v.
Vi indsamler genstande og fortæller historier, der sjældent bliver fortalt: Fra korsetter til Kussomaten, fra demokratihistorie til penisforlænger, fra rødstrømper til kønshormoner, fra Mathilde Fibiger til barsel til farmand…
Museet vil kort sagt gøre mange flere opmærksomme på, hvordan synet på køn har ændret sig op gennem historien. Mange flere skal vide noget om kvinders tilkæmpede rettigheder – og mange flere skal se deres egen (køns)rolle sat i perspektiv. Vi river ikke ned, vi bygger ovenpå og nuancerer i takt med udviklingen. Fordi det giver mening at tale om relationer mellem køn, fordi det er vores lovmæssige ansvar – og fordi museer beskæftiger sig med fortiden med henblik på at se ind i fremtiden.
Indlægget er bragt i forkortet udgave i Politiken 18.03.2021
I kønsdebatten anklages transkønnede, mænd i dametøj og feminister ofte for at lide af vrangforestillinger. Det siger mest af alt noget om kritikernes egen frygt.
Med jævne mellemrum udtrykker en stribe debattører sig om, hvor galt det står til, når det kommer til forståelsen af køn. Ja, det kan faktisk stå så galt til, at intet mindre end hele vores civilisation er truet. Truet af transpersoner og identitetspolitik, af feminister og folkeskolens feminisering, af socialkonstruktivisme, Butler og Foucault og (kulturel) marxisme, af akademia og endelig bare generelt af samfundsudviklingen.
Frygtet barn har åbenbart også mange navne. Men i alle tilfælde skulle det ifølge debattørerne dreje sig om kræfter, der med vrangforestillinger eller endda ønsker om revolution skulle have samlet sig mod samfundet, sandheden og/eller virkeligheden.
De opfattelser kan man finde formuleret i mere eller mindre stærke vendinger i nyere debatindlæg af Eva Selsing, Mikael Jalving og Lone Nørgaard og Kåre Fog. Fælles for disse debattører er en opfattelse af, at der findes to køn, der er klart adskilte, og at køn er biologisk. Enten udelukkende biologisk eller i det mindste grundlæggende biologisk, således at en ren biologi kan siges at bestemme os som et af to køn.
Må vi således forstå, at transkønnede og interkønnede strider imod virkeligheden? At de nærmest per definition er samfundsnedbrydende? Og det bare i kraft af, at de ikke passer entydigt ind i de to kategorier eller toiletdøre, der skulle være de sande?
DET SER SÅDAN ud. For når en mand som sangeren Harry Styles går i kjole, så står »verden« ikke længere – i hvert fald ikke for Eva Selsing og hendes inspirationskilde, den amerikanske konservative kommentator og konspirationsteoretiker Candace Owens (Berlingske, 20. november 2020).
Og når Kvindemuseet skifter navn til KØN, er det ifølge Mikael Jalving udtryk for »en amerikansk syge«, der gør, at det nu skulle være uacceptabelt at bruge begrebet ’kvinde’, fordi køn nu forstås, som noget man »vælger frit« (Jyllands-Posten, 6. december, 2020). Og så skulle socialkonstruktivisme og identitetspolitik ifølge Lone Nørgaard og Kåre Fog ønske at »afskaffe biologien som forklaring på kønsforskelle«, og denne forståelse af køn skulle være automatindstillingen på de »humanistiske og samfundsvidenskabelige fakulteter« (Politiken, 19. august, 2020).
Til det kunne man spørge: Oplever Selsing også, at hendes verden er i fare, når hun tager bukser eller en jakkesætsjakke på? Hvem er det, der siger, at man »frit« vælger sit køn? I hvert fald ikke transkønnede og interkønnede. Og hvem taler for helt at afskaffe biologien? Det er da helt sikkert ikke en fremherskende holdning på de danske universiteter. Omvendt ville det være underligt, hvis humaniora og samfundsvidenskaberne ikke forholdt sig til køn som kulturelle og sociale fænomener. For ja, køn er biologi, men det er også et socialt og dermed historisk fænomen, og derudover – hvilket ofte glemmes i kønsdebatten – er det også et psykisk fænomen. Disse tre forhold er allerede fokus for de tre første kapitler i Simone de Beauvoirs ’Det andet køn’ fra 1949. Så når Fog og Nørgaard vil reducere Beauvoir til ren socialkonstruktivist, vidner det om, at de formentlig aldrig har åbnet hendes kønsfilosofiske hovedværk. Køn er et komplekst fænomen, der opstår i et samspil mellem krop, sociale roller og hver enkeltes forhold til egen krop, den omgivne verden og historien.
Amerikanske Vogues decembernummer har sangeren Harry Styles på forsiden. Styles, der er kendt for at eksperimentere med sit kønsudtryk, er iklædt en lang kjole med flæser. Han er toplækker, hvis I spørger mig.
Amerikanske Vogues decembernummer har sangeren Harry Styles på forsiden. Styles, der er kendt for at eksperimentere med sit kønsudtryk, er iklædt en lang kjole med flæser. Han er toplækker, hvis I spørger mig. Man fatter jo næsten ikke, at det kan skabe debat i 2020. Men hvis der er noget, der er kontroversielt, så er det, når vores traditionelle billeder af maskulinitet eller femininitet bliver pillet ved. Uha, for så er køn flydende. Så kan vi jo ikke finde ud af, hvor vi har hinanden. Verden …
Breakingbølgen omkring MeToo begynder at flade ud og få nuancer. Omsider er sårbarhed blevet acceptabel.
P1 brægede igen semi-breaking ud fra bilens højttalere forleden. Historien om Donald Trumps hyldest af sine tilhængere, som i Texas var kørt op på siden af en demokratisk kampagnebus og havde tvunget den til at sænke hastigheden på motorvejen, fik mig til at zappe videre, indtil jeg endte på lyden af Radio Soft. John Lennon. Ah.
2020 har været lidt af et ”annus horribilis” med alt for mange breaking bad news. Der er for tiden sådan et opgivende blik i folks øjne, synes jeg. Og når jeg selv kigge…
Der er ikke – og har aldrig været – kun en måde at være mand på. Måderne, hvorpå vi praktiserer, taler om og har forventninger til de forskellige køn er historisk og geografisk variable. Køn er en relationel og historisk foranderlig kulturelt konstitueret praksis. I det følgende vil jeg dykke ned i udvalgte stationer i de sidste 70 års debatter og begreber om maskulinitet. Det vil ske gennem at udforske forskellige mandebevægelser, der har afsøgt og udfordret mandebegrebet, og udvalgte teorier der – i samspil med disse bevægelser – har skabt nye måder at forstå, hvordan aktører og samfund praktiserer og forhandler maskulinitet. At det netop er dette tidsrum, artiklen dykker ned i skyldes, at de sociale og kønspolitiske forandringer, der skete fra 1960erne og frem, satte maskulinitetsbegrebet til debat på en ikke før set måde.
Den danske kunstner Peter Land (f.1967) afsøger i flere af sine videoværker – med tragikomisk slapstick humor og en villighed til at sætte sine egen sårbare krop i spil – tilværelsens absurditet og skrøbelige, foranderlige grundlag. Det sker i scener, der vibrerer mellem leg og mareridt. I et videoværk fra maj 1995, ser man Peter Land danse improviserende nøgen rundt i sit soveværelse, ifølge eget udsagn for at konfrontere sig med, hvad han gjorde, da han i et tidligere værk bad to kvinder danse striptease foran sit rullende kamera. Land har ligeledes brugt sin egen famlende krop i en serie værker med temaet ’faldende mand’. I værket Pink Space (1995) ser vi en barstol, et bord med en flaske whisky og et whiskyglas. En mand – igen Peter Land selv – træder ind iført blåglinsende habit og butterfly, men opsætningens og rummets forventning om en entertainer i kontrol brydes og manden falder igen og igen ned af barstolen. På parallel vis ser man i videoværket Step Ladder Blues (1995) en maler igen og igen falde ned af en stige og i værket The Staircase (1998) en mand falde bumlende ned af en tilsyneladende uendelig trappe. Lands værker placerer sig, med brugen af en enkel symbolsk scene, den næsten mekaniske menneskefigur og den eksistentialistiske skildring af livets tilsyneladende mangel på mening og logik, i traditionen fra absurd teater. I udstillingen Dagens Helt, som Kvindemuseet har udviklet i samarbejde med Peter Land, bringes Lands værker – og de spørgsmål, de stiller – ind i en afsøgning af maskuliniteten og dens transformationer. Peter Land blev uddannet fra Goldsmiths i London i 1994-1995, hvor han havde sociologiprofessor Victor J. Seidler (f.1945) som underviser. Peter Land har selv udtalt[i], at han i sin kunst er inspireret af Victor Seidlers optagethed af maskulinitetens transformationer og krise i den postmoderne æra. Victor Seidlers bog Recovering the Self: Morality and Social Theory (1994) tænker i forlængelse af feminismens pointering af erkendelsens situerethed og af feminismens undersøgelse af, hvorledes det personlige er politisk. Lands værker kan læses som kommentarer til det maskulinitetsparadoks, Victor Seidler også er optaget af; at selv om mænd som gruppe stadig strukturelt er økonomisk og politisk dominerende i en fortsat patriarkalsk kultur, vil den enkelte mand ofte føle sig usikker, magtesløs og i tvivl om egen rolle, styrke og magt. Selve manderollen har altså siden 1970erne syntes at befinde sig på en vaklende trappe og skullet finde mod til at konfrontere sig med sin egen politik og nedarvede privilegier, men også med sin egen skrøbelighed og destabile grundlag. Manden skal ifølge Seidler på en gang skabe sin egen kønnede identitet og eventuelt bidrage til at skabe mere lige relationer i en global verden med en mængde forskellige forbundne former for ekstrem ulighed (Seidler 2006). En opgave, manden deler med de øvrige køn, kunne man tilføje.
Ser vi idehistorisk på maskulinitetens krise, er der intet nyt i den. Maskulinitetsidealer forandrer sig over tid i samspil med socioøkonomiske, materielle og teknologiske transformationer. I visse historiske epoker syntes maskulinitetsdefinitionerne i særlig grad i ’krise ’ eksempelvis udfordret af forandringer i kvindens eller den homoseksuelles rolle. Men man kan faktisk argumentere for, at selve ideen om maskulinitet altid er i en form for krise. Destabilitet er det fortrængte grundlag for maskuliniteten. Et forhold, der paradoksalt nok har sit udspring i myten om, at mandens kønsidentitet ikke står til debat. Den hvide mands hegemoniske maskulinitet opretholder og legitimerer sin magt ved at naturalisere sin egen rolle, og gøre den ubetvivlelig. Manden må ikke vakle og stille spørgsmål til egen identitet, for hvis han gør, bliver han for følende og dermed – for den hegemoniske maskulinitets binære kønssyn – kvindagtig. Manden er rationalitet; kvinden er følelse og mangel på rationalitet. Når der ikke stilles spørgsmål ved manderollen afsløres nemlig ikke, hvor afhængig den er af at stå i et modsætnings- eller dominansforhold til det, den ikke er. Kvinden må gerne udforske egen kønsidentitet. Men manden, der stiller spørgsmål til egen kønsidentitet, bliver feminiseret.
Når manden bringes til at tvivle
Den danske sanger Steffen Brandt synger i 1987 i sangen ’Tidens Kvinder’ om mandens tvivl om, hvordan han skal være en ’rigtig mand’ for at komme i kanen med den kvinde, han synger til.
”Og jeg ka strikke dig en sweater, jeg ka amme dine børn elske hårdt og brutalt og være sød og rar og jeg skal gerne hjælpe til med at hamre mig selv over fingrene, hvis jeg blir for dygtig og smart men gi mig lige et praj når vinden vender igen”
Sangen fra TV2 albummet hedder ’Tidens Kvinder’. Men sangen handler endnu mere om tidens mand og ikke mindst hans tvivl om egen maskulinitet. Det besungne mandeideal konstrueres ud fra et lighedsideal, men samtidig skal idealmanden være flerdimensionel, kunne amme, strikke og bygge carport, altså både integrere nye og fastholde gamle idealer. I Steffen Brandts sangtekst kan det næsten lyde som, at manden bebrejder kvinden – tekstens du – at han sådan skal til at forholde sig til sit køn. At det er kvindens krav til ham, der gør, at han ikke længere bare kan få lov til at være en manden på en ureflekteret ’naturlig måde’. Det er også tekstens du – kvinden – der tilskrives magten at sige til ’når vinden vender igen’, altså hvis det pludselig er noget andet, der forventes af manden. Teorihistorisk betragtet er det også kvindebevægelsen, og den feministiske teori, der med deres udforskninger af køn, sætter gang i den teoretiske undersøgelse af maskulinitet.
Studier af maskulinitet er på en gang inspireret af og i dialog med feministisk teori. Feministiske teorier har udforsket strukturel undertrykkelse af mennesker på grund af deres køn, de etiske og politiske implikationer af denne undertrykkelse, og visioner og praksisser for frigørelse. Når feministiske teorier appliceres på studier af mænd og maskulinitet, resulterer det – som vi skal se i det følgende – blandt andet i studier af, hvordan patriarkalske strukturer historisk har undertrykt og fastholdt såvel kvinder som mændene selv, blandt andet ved at hegemoniske forestillinger om maskulinitet har undertrykt alternative og marginaliserede udgaver af maskulinitet.
Profeministiske mandebevægelser
Forskellige mandebevægelser, der udvikledes fra 1960 og 1970erne og frem har på forskellige vis spillet en rolle for udviklingen af maskulinitetsstudierne. Mandebevægelserne blev udviklet sideløbende med og som respons på kvindebevægelsen. I starten tog mandebevægelsen – som den parallelle kvindebevægelse – ofte form af selvhjælps- og støttegrupper. 1970ernes mandegrupper mødtes blandt andet om at udforske, hvordan stereotype kønsroller, og et patriarkalsk samfund ikke kun undertrykte kvinder, men også var restriktive og skadelige for mændene selv. De profeministiske mandebevægelser var inspireret af anden bølge-feminismens idealer om frihed og lighed. Man ønskede at støtte den samtidige kvindebevægelses krav om større lighed, men samtidig ønskede man også at udforske de strukturer, ideologier og praksisser der modarbejdede mænds muligheder og rettigheder. De mænd, der var involverede i den pro-feministiske mandebevægelse arbejdede på at blive bevidste om de nedarvede privilegier, som det patriarkalske samfund og dets institutioner havde givet dem, men også at undersøge, hvordan kulturelt nedarvede idealer og forventninger til mænd, såsom at skulle være stærke og rationelle og ikke vise svaghed, angst eller sorg – hæmmede dem i at komme i kontakt med, vise og dele følelser. Denne bevidstheds- og frigørelsesproces forsøgtes skabt gennem ikke-konkurrerende mandevenskaber og gennem afsøgning af nye familie- og arbejdsmønstre. Ligeledes opponerede man mod kravet til manden om at skulle være ’succes-objekt’ og familiens økonomiske skaffedyr. I begyndelsen af 1980erne begyndte mandebevægelsen – i særlig grad i USA – at splitte sig op i på den ene side den psykologisk orienterede terapeutiske mytopoetiske mandebevægelse og på den anden side manderettighedsbevægelsen. I forbindelse med denne opsplitning syntes alliancen med kvindernes kamp at glide i baggrunden.
Manderettighedsbevægelser
Henimod slutningen af 1970erne og begyndelsen af 1980 udvikledes – ikke mindst i USA – dele af mandebevægelse sig til manderettighedsbevægelser, der fokuserede på diskrimination mod mænd, eksempelvis inden for familielovgivning og straffelov. Manderettighedsbevægelsen har siden fået vind i sejlene på et globalt niveau, ikke mindst i USA, Canada, Europa og Indien. Selv om optagetheden af strukturel ulighed mellem kønnene er i tråd med feminismens ambitioner om at afdække, gøre opmærksom på og ændre strukturelle og institutionelt funderede uligheder, begynder store dele af manderettighedsbevægelsen at lægge afstand til feminismen. De mere radikale grupperinger begyndte at anklage feminismen og kvinder i bredere forstand for at være ansvarlig for, at det nu ifølge dem er mænd der undertrykkes i samfundet. Den amerikanske aktivist Warren Farrel (f.1943), der oprindeligt selv var en stor tilhænger af kvindefrigørelsesbevægelsen og eksempelvis fra 1971-1974 medlem af ledelsen i National Organization of Women, hævder eksempelvis i The Myth of Male Power (1997), at mænd er systematisk dårligere stillede end kvinder på en række områder. I særlig grad det forhold, at mænd typisk er dårligere stillede end kvinder i faderskabssager, har været et problem, der har bidraget til at organisere mænd i manderettighedsbevægelser.
Den mytopoetiske mandebevægelse
Den såkaldte ’mytopoetiske mandebevægelse’, der startede i USA i 1980erne organiserede gruppe- og selvhjælpsaktiviteter for mænd. Bevægelsen handlede i mindre grad om politiske og sociale rettigheder og mere om terapeutisk, spirituel udvikling. Bevægelsen var inspireret af Jungiansk psykoanalyse og brugte myter og eventyr fra forskellige kulturer til at forstå mandens aktuelle udfordringer. Ved hjælp af støttegrupper og mentorordninger dyrkede bevægelsen psykoanalytiske og mytologiske fortællinger om mandlige arketyper såsom kongen, krigeren, vildmanden, magikeren og elskeren. En vigtig skikkelse for bevægelsen var den amerikanske digter og aktivist Robert Bly (f. 1926), hvis internationale bestseller Iron John: A Book about Men (1990) blev en international bestseller og en central inspirationskilde for den mytopoetiske mandebevægelse. Bly anvendte blandt andet begrebet ’Zeus energi” til at tale om en mandlig autoritet, der var accepteret som noget, der tjente fællesskabets bedste. Ifølge Bly kan kvinden føde en søn, men kun andre mænd kan gøre ham til en mand. Gennem kollektive terapeutiske trommeledsagede ritualer forsøgte bevægelsen at hele mændenes sår, sørge over tabet af ’faderen’ og bringe dem i initierende kontakt med en ’dyb maskulinitet’, de mente var tabt med industrialiseringen og den moderne livsførelse. Det terapeutiske gruppearbejde med eventyr og myter skulle ifølge Bly også modarbejde at fortrængte følelser udvikler sig til vold. Bevægelsen er blevet beskyldt for at være regressiv og apolitisk og for, at dens manglende villighed til at adressere magtstrukturer skaber en falsk symmetri mellem kvindebevægelsen og dem selv samt en falsk dikotomi mellem mandlige og kvindelige værdier (Messner 1997, Henrich 2014). Eller sagt på en anden måde: på individ-niveau var det nok meningsfuldt for mange af de involverede mænd at søge sin indre kriger eller tapre ridder (også selvom kvinderne ikke længere gad sidde passivt og yndefuldt i tårnet og vente på at blive befriet til en tilværelse i snærende prinsesseklæder), men tabte man ikke i processen ambitionen om, at manden og kvinden skulle alliere sig for at bekæmpe fælles drager som kapitalisme og patriarkat?
En anden mandebevægelse, der tager udgangspunkt i en essentialistisk maskulinitetsforestilling, er de såkaldte Promise Keepers, en kristen mandeorganisation grundlagt af Bill McCartney i 1995, som i dag har uafhængige grene i USA, Canada og New Zealand, og som er modstandere af homoseksuelle ægteskaber og ønsker at genindføre konservative familieværdier.
Online misogyni og vrede hvide mænd
De seneste år har vi imidlertid set sociale medier give rum og stemme til langt mere radikale og misogyne mandefællesskaber end Blys mytopoetiske skovritualer. Et indflydelsesrigt eksempel er den stærkt misogyne og antifeministiske manderettighedswebside A Voice for Men, der blev grundlagt i 2009 af Paul Elam. Organisationen oprettede i 2011 hjemmesiden Register-Her, der registrerede navne, adresser og andre personlige data på i første omgang kvinder dømt for mord og voldtægt mod mænd, men senere registreredes også kvinder, som hjemmesidens brugere mente havde lavet falske voldtægtsanklager eller modarbejdet manderettighedsbevægelsen. Denne side er senere lukket ned, men hovedwebsiden er stadig medie for radioshows, fora, artikler og salg af diverse merchandise. Andre bastioner for samling omkring spredning af online misogyni er ’subreddits’ på den brugergenererede nyheds- og underholdningshjemmeside Reddit og det brugergenererede imageboard 4chan, der netop er kendt for udbredt anonymitet og mangel på censur.
Disse misogyne onlinefællesskaber og det særdeles omfattende kvindehad i diverse online kommentarspor vidner om den genkommende fortælling, vi også finder eksempelvis i franske forfatter Michel Houllebecqs (f. 1956) romaner Udvidelse af Kampzonen (1994) og Ellementarpartikler (1998), om den hvide mands erfaring af sin verdens kollaps og sine privilegiers forsvinden. Den amerikanske sociolog og kønsforsker Michael Kimmel (f. 1951) beskriver i bogen Angry White Men – American Masculinity in the End of an Era (2013), hvordan mange specielt hvide mænd i primært Amerika – men også i lande som Tyskland og Sverige – har en vrede, der stammer fra, hvad Kimmel kalder ’aggrieved entitlement’. Disse mænd føler sig ifølge Kimmel ydmygede, oversete og svigtede af deres land. Demaskuliniserede og ude af stand til at adaptere til den verden, de føler, svigter dem. Rettigheder, job og kvinder er taget fra dem. Det foretrukne hadeobjekt, der bebrejdes for denne udvikling, er kvinden (eks-konen, kvinden, der ikke ville være deres kæreste, eller kvinden, der tog deres job) men også staten og immigranter udpeges som skyldige. Vreden retter sig ikke mod de økonomiske kræfter og strukturelle vilkår, der automatiserede deres job eller sendte dem til andre verdensdele, men mod den feminisme og de kvinder, de mener fratog dem det, der ifølge den tabte orden retmæssigt tilhører dem.
Ifølge Kimmel bliver maskulinitet et prisme, gennem hvilket højreekstremister adresserer race og klasse. I lyset af den magt, som denne vrede og misogyne mand har fået med valget af Donald Trump til amerikansk præsident og den populistiske højredrejning i store dele af den vestlige verden, er der grund til bekymring. Hvis disse vrede forurettede mænd ikke gribes af andet end nettets mørke misogyne afkroge, så risikerer dette cyberhad at udvikle sig til fysisk vold i større skala. Man har allerede set medlemmer af misantropiske online fællesskaber for hadefulde ufrivilligt enlige, de såkaldte incels (involuntary celibates) gribe til vold, mord og massemord.
Fra Bøssernes Befrielsesfront til LGBT+
Når vi ser på, hvilke sociale bevægelser, der har påvirket maskulinitetsbegrebets transformationer, spiller bevægelser, der har kæmpet for homoseksuelles og transkønnedes rettigheder og muligheder en særdeles væsentlig rolle. Et samfunds konstruktion og kontrol af homoseksualitet er tæt og gensidigt forbundet med dets konstruktion og kontrol af maskulinitet. Homofilibevægelserne går helt tilbage til slutningen af 1940erne, hvor grupper dannedes i Holland og Danmark, og senere i løbet af 1950 og 1960erne med grupper i Norge, Sverige, USA, Storbritannien og Frankrig. Den tidligste danske forening for homoseksuelle blev grundlagt i 1948 og havde det neutrale navn Forbundet af 1948, i 1969 blev foreningen officielt anerkendt under navnet Landsforeningen for Homofile, i 1981 skiftede foreningen navn til Landsforeningen for bøsser og lesbiske (LGTB, Danmark) i 2002 til Foreningen for bøsser, lesbiske og biseksuelle og endelig i 2008 tilføjedes transkønnede. Bevægelsen har gennem årene haft vekslende strategier og protestrepertoire i kampen for lige rettigheder og modarbejdelse af undertrykkelse og diskrimination.
Fra midten af 1960erne blev sociale bevægelser, der kæmpede for homo- og biseksuelles rettigheder mere radikale, aktivistiske og højtråbende i deres krav og aktionsformer. Dette skete inspireret af andre af 1960ernes nye sociale bevægelser, såsom Kvindebevægelsen, men også af anti-krigs bevægelser som Vietnambevægelsen, anti-racisme-bevægelser som Black Power, studenterbevægelser og ungdomsoprøret i 1968. I en engelsksproget kontekst ser vi, hvordan ordet gay i løbet af 1960erne bliver særligt homoseksuelle mænds foretrukne ord til at beskrive deres seksuelle orientering. På dette tidspunkt havde ordet gay, der oprindeligt betød bekymringsfri og munter, allerede længe haft seksualiserede konnotationer til uhæmmethed og villighed til ikke at lade sig begrænse af konventionelle seksuelle normer. Ordet homoseksuel derimod forbandt man på dette tidspunkt med en diagnose for mental sygdom. I Danmark så man en lignende kamp om ord i forbindelse med grundlæggelsen af, hvad der kom til at hedde Bøssernes Befrielsesfront. Bevægelsen blev grundlagt i 1971. Tre år senere grundlagdes Lesbisk Bevægelse. Bøssernes Befrielsesfront havde – parallelt med sin amerikanske inspirationskilde Gay Liberation Front – en langt mere konfrontatorisk politik og frimodig stil end Landsforeningen for Homofile. Den tidligere mere assimiliationsorienterede generation foretrak ordet homofil, fordi det for dem var vigtigt, at der var tale om andet og mere end en seksuel praksis. I en heftig læserbrevsstrid mellem den nye og den gamle forening udtrykker forfatter og redaktør af det homofile tidsskrift Vennen Martin Elmer sin modstand mod ordet bøsse og skriver; at så kunne de lige så godt kalde sig røvpulernes befrielsesfront. I et forsvar for den nye forenings bevidst skamløse brug af ordet bøsse skriver Sven Omann: ”Hellere en glad røvpuler end en sur homofil” [ii].
Bøssernes Befrielsesfront havde ”Kæmp for den totale kønsforvirring” som et af sine vigtigste slogans, og mange af dens medlemmer gennemførte, inspireret af deres amerikanske forbilleder fra Stonewall optøjerne, deres aktioner iført dametøj og neglelak. Stonewall-optøjerne var en både national og international milepæl i homoseksuelles aktivistiske rettighedskamp. De startede, da politiet lavede en razzia på baren Stonewall Inn i New York 28. juni 1969. Baren, der var ejet af mafiaen, var et samlingssted for de fattigste og mest marginaliserede seksuelle minoriteter, blandt andet transvestitter, trækkerdrenge og dragqueens. Mange af dem hjemløse. Homoseksualitet var på dette tidspunkt ulovligt og strafbart i USA. Politiet lavede i disse år jævnligt razziaer, men denne gang blev de altså mødt af en voldelig modstand, langvarige demonstrationer og nye organiseringer.
Sociale bevægelser, der kæmper mod den heteronormative udgrænsning af andre seksualiteter er konfronteret med det forhold, at de ikke repræsenterer en homogen gruppe. De homoseksuelle bevægelser har historisk set ofte ikke været særlig åbne overfor transkønnede. I kølvandet på Stonewall optøjerne begyndte transseksuelle da også at danne deres egne bevægelser, såsom Street Transvestite Action Revolutionaries (STAR), en aktivistisk organisation, der blev grundlagt i 1970 af de to farvede drag queens Marsha P. Johnson (1945-1992) og Sylvia Rivera (1951-2002), STARs erklærede formål var at støtte og organisere hjemløse transkønnede unge. STAR var en central organisation i forhold til udviklingen af queer bevægelsen. Man hjalp blandt andet ved at huse og skaffe mad til hjemløse LGTB+ personer og sexarbejdere, arbejde for civile rettigheder og fundraisede blandt andet gennem danseshows for juridisk, medicinsk og bosætningsmæssig hjælp til LGTB+ samfundet. Rivera og Johnson var farvede, fattige hjemløse, transseksuelle sexarbejdere, der organiserede mennesker i en ekstrem prekær situation i en kamp mod homofobi, jobdiskriminering, racisme, gadevold, politivold og vold mod homoseksuelle i fængsler. De lavede seksualpolitik på gadeniveau, og var altså meget langt fra de mere assimilations- og reformparate homofile bevægelser, domineret af hvide middelklasse homoseksuelle, man havde set sprede sig særligt i Vesteuropa siden slutningen af anden Verdenskrig. I 1992 blev Marsha Jonsons lig fundet i Hudson Floden i New York. Hendes død blev indledningsvist henlagt som selvmord trods en hovedskade på liget. Sagen er senere genåbnet men stadig uopklaret. Sylvia Rivera har fortalt, hvordan hun mødte Black Panter lederen Huey Newton ved Peoples Revolutionary Convention i 1971, og at han anså de transkønnedes kamp som ’part of the revolution’. Til gengæld oplevede Rivera at hendes fortsatte kamp for hjemløse transkønnede blev marginaliseret i mere mainstream LGBT-grupperinger.
I Danmark blev homoseksualitet officielt lovliggjort allerede i 1933, men først i 1981 blev homoseksualitet imidlertid fjernet fra Sundhedsstyrelsens liste over psykiske sygdomme. I eksempelvis Storbritannien var homoseksualitet strafbart helt frem til 1967, og i 72 af verdens lande – særligt i store dele af Afrika, Mellemøsten og sydlige del af Asien – er det stadigt strafbart at have et seksuelt forhold til en af det samme køn. I otte lande straffes homoseksualitet med døden.
De homoseksuelles kamp for anerkendelse påvirker og påvirkes af samfundets konstruktioner af det maskuline. Maskulinitet og feminitet er ikke relateret specifikt til den biologiske mand og den biologiske kvinde. Kulturelt set maskuline egenskaber kan udleves af biologiske kvinder og kulturelt set feminine egenskaber af biologiske mænd uafhængigt af disses eventuelle seksuelle præferencer. Seksuelle minoriteter har historisk betragtet altid befundet sig i en prekær og destabiliserende skudlinje i de patriarkalske samfund. Den homoseksuelle mand truer maskuliniteten, fordi han på sin vis negerer maskuliniteten. Den homoseksuelle mand associeres historisk typisk til den feminine underkastende mand. Den homoseksuelle mand undertrykkes ved, at han slet ikke anerkendes som en mand. Hans relation til maskulinitet er således defineret som en mangel. Men i 1970ernes homoseksuelle oprørsbevægelser sås også en fejring af den hypermaskuline begærsdrevne og begærsfejrende mandlige homoseksuelle. Vi har allerede set på, hvordan den hegemoniske maskulinitet fungerer gennem at lægge afstand til og undertrykke det, der truer med at destabilisere mandeidealet. Vi skal i den følgende mere teorihistoriske gennemgang blandt andet se på, hvorledes queerteorien udforsker, hvordan den heteroseksuelle normativitet så at sige skaber det homoseksuelle.
Maskulinitetsstudier og kønsteorier
Fra at have anvendt sociale bevægelser som prisme for at forstå maskulinitetens transformationer, vil vi nu kigge nærmere på udvalgte milepæle i den teoretiske undersøgelse af maskulinitetsbegrebet. Vi vil i særlig grad kigge på maskulinitetsstudierne i et queer-teoretisk, intersektionalitets-teoretisk og et globalt perspektiv.
Fra psykoanalyse og kønsroller til hegemonisk maskulinitet og plurale maskuliniteter
Forskningsmæssigt går den voksende interesse i maskulinitet tilbage til 1970erne, og i løbet af 1980erne kom mandestudier og maskulinitetsbegrebet for alvor på den teoretiske dagsorden som et selvstændigt forskningsfelt ved en række forskningsinstitutioner i den vestlige verden.[iii] Det akademiske studie af maskulinitet blev i den engelsksprogede verden i første omgang kaldet Mens Studies. Vi finder her både sociologiske, antropologiske og litteraturteoretiske tilgange til undersøgelsen af konstruktioner af maskulinitet. Før maskulinitet og mandestudier blev selvstændige forskningsområder, havde det allerede været en integreret del af kønsforskning og feministisk teori. Inden for dele af kønsforskningen var manden imidlertid ikke i tilstrækkelig grad blev taget alvorligt som selvstændig aktør, men mere som repræsentant for et abstrakt patriarkat. Maskulinitets- og mandeforskningen voksede frem i kølvandet på og i dialog med kvindeforskning, kønsforskning, homoseksualitetsforskning og queer-teoretisk forskning.
I 1970erne udvikledes med kønsrolleteorien teoretiske overvejelser over, hvordan maskulinitet og feminitet var tillærte ’roller’ og ikke iboende og uundgåelige. Psykoanalysen havde dog allerede mere end et halvt århundrede forinden peget på relativiteten og kompleksiteten i konstruktionen af kønsidentiteter, og den franske filosof Simone de Beauvoir (1908-1986) formulerede allerede i 1949 i værket Det andet køn, sin tese om køn som socialt skabt og påvirket af materielle og socioøkonomiske vilkår. Teorien om ’roller’ var imidlertid ikke nok til at forklare mænds strukturelle privilegier (Berggren 2014: 234). Ved hjælp af teorier om patriarkatet, og den italienske marxistiske filosof Antonio Gramscis (1891-1937) teori om hegemoni begyndte man at afdække undertrykkende praksisser, igennem hvilke mænd gennem historien har fastholdt og udøvet magt på tværs af forskellige områder i det sociale liv. En central teori har i den forbindelse været den australske sociolog Raewyn Connells (f. 1944) videreudvikling af begrebet ’hegemonisk maskulinitet’. Hegemonisk maskulinitet defineres som en praksis, der legitimerer mænds fortsatte dominans over såvel kvinder som andre marginaliserede måder at være mand på. Begrebet hegemonisk maskulinitet, henviser til det maskulinitetsideal, der er dominerende i en bestemt samfund på et bestemt tidspunkt, men bestandigt udfordres af andre underordnede maskuliniteter. Disse andre maskuliniteter kan så ifølge Connell forholde sig både allierende, underkastende eller udfordrende til den hegemoniske maskulinitet. I løbet af 1980erne bliver man stadig mere optaget af at undersøge forskellige former for maskulinitet. Et centralt værk for den tidlige udvikling af studiet maskulinitet i flertal var essaysamlingen The Making of Masculinities: The New Men’s Studies (1987).
Teorien om hegemonisk maskulinitet er inspireret af anden bølge-feminismens kortlægning af, hvorledes undertrykkelsen af kvinder ikke blot er et politisk, juridisk anliggende, der kan ændres ved at ændre lovgivning og reformere politiske strukturer. Men at undertrykkelsesmekanismerne er langt mere integrerede i socialitet, normer, kultur og hverdagsliv. Det blev for anden bølge-feministerne vigtigt at udforske, hvordan patriarkalske strukturer opretholdes gennem hverdagens institutioner, familiestrukturer, religiøse og seksuelle forestillinger og mønstre etc.
Kønskonstruktivisme og queerteori
1990ernes queerteori problematiserede måden, hvorpå vi teoretisk skelner mellem biologisk køn og kulturelt køn, og pegede på, at disse to kategorier er intimt ideologisk forbundne og begge konstruerede. Værket Gender Trouble – Feminism and the Subversion of Identity (1990) forfattet af den amerikanske filosof Judith Butlers (f. 1956) har spillet en helt central rolle for udviklingen og udbredelsen af queerteorien. Butler udvikler i dette værk en performative forståelse af kønnet. Der findes ifølge Butler ikke en essentiel identitet bag handlinger, der så fremføres. Kroppen er underlagt de samme sociale og semiologiske diskursive mønstre som andre kulturelle artefakter. Kroppens handlinger konstituerer mere, end de udtrykker en forud eksisterende kønsidentitet. Køn fungerer ifølge queerteorien gennem efterligninger og gentagelser af kulturelt iscenesatte normer, praksisser og diskurser. De erotiske fantasier lever af seksualiserede stereotyper. Det er der i sig selv ikke noget dårligt ved. Problemet opstår ifølge queerteorien, når kønsidentiteter naturaliseres, og noget kulturelt skabt anses for naturligt givet.
Queerteorien destabiliserer forbindelsen mellem krop, kønskategori og begærsretning i en grad, så kategorier som ’mand’, ’kvinde’, ’bøsse’ og ’lesbisk’ opløses. Kløften mellem homo- og heteroseksuel opfattes af queerteorien som kulturelt skabt og ikke naturligt givet. Queerteorien handler tilsyneladende i mindre grad om patriarkatets udelukkelse og undertrykkelse af kvinden og i højere grad om den heteronormative udelukkelse af ikke-heteroseksuelle. Det er altså så at sige den heteroseksuelle normativitet, der skaber homoseksualiteten. Men samtidig bidrager queerteorien til at forstå allianerne mellem de patriarkalske strukturer og det heteornormative. Queerteorien har også den væsentlige pointe i forhold til feministisk kønspolitik, at den stiller spørgsmål ved en universel forestilling om ’kvinden’ som en entydig identitet, der har brug for repræsentation i politik. Snarere bør vi ifølge denne tænkning se på de forskellige mere specifikke former for undertrykkelse samt kritisere de måder, hvorpå køn konstitueres.
Intersektionalitet og global maskulinitetsforskning
De seneste par årtier har nye grene af feministisk teori, teorier om intersektionalitet og queerteori påvirket de kritiske maskulinitetsstudier. Historisk betragtet har aktivisme placeret sig centralt i kønsforskningen. Maskulinitetsstudier er ingen undtagelse. Den har fra starten været inspirereret af feministisk forskning og været optaget af undertrykkelse og ønsker om forandring. Kønspolitik opererer ikke i et aflukket rum, men interagerer med transformationer i forskellige magtstrukturer og -relationer. Maskulinitetsforskningen undersøger i dag ofte undertrykkelsesformer, undertrykkelsessystemer og uligheder i et intersektionelt perspektiv. Det vil sige en udforskning, der afdækker forbindelserne mellem køn, race, seksualitet, klasse, alder etc. Den amerikanske borgerrettighedsadvokat og kritiske raceteoretiker Kimberlé Crenshaw (f. 1959) introducerede i 1989 begrebet intersektionalitet til at beskrive skæringspunkterne mellem indbyrdes forbundne systemer og former for undertrykkelse, dominans og diskrimination. Køn, race og klasse er ikke uafhængige begreber eller distinkte isolerede områder for erfaring, de opstår derimod på forskellige måder gennem deres relation til hinanden (McClintock 1995). Det 20 århundredes maskuliniteter blev eksempelvis udviklet tæt forbundet med diskurser omkring race (Morrel and Swart 2005). Imperialisme var selv sagt ikke blot et anliggende, der fandt sted i og påvirkede kolonierne. Viktoriatidens England konstruerede eksempelvis en forbindelse mellem køn, race og klasse, der promoverede imperialisme på måder, der var essentielle for udviklingen af den vestlige modernitet. Erfaringer med race fra kolonierne bidrog til at konstruere klasserelationer i metropolerne. Kønsforskeren Anne McClintock (f. 1954) har i Imperial LeatherRace: Gender and Sexuality in the Colonial Contest (1995) vist, hvorledes kønsdynamikker var afgørende for opretholdelsen af de imperiale magtrelationer. Ved slutningen af det 19. århundrede ejede og bestyrede hvide europæiske mænd 85 pct. af jordens overflade, havde kontrol over de globale bevægelser af kapital og lavede de love, der opretholdt det imperiale bureaukrati (McClintock 1995).
Maskulinitetsforskning er i dag global, både i forhold til, hvor der bedrives maskulinitetsforskning, hvad der forskes i og ikke mindst, hvor den nye teori produceres. Maskulinitetsforskere som eksempelvis Raewyn Connell (f. 1944) har ladet sig inspirere af feministisk teori om kønspolitikkens sammenhæng med global udvikling, økonomi og ulighed. Den transnationale kapitalisme- og globaliseringskritiske feminisme viser, hvordan ligestillingsargumenter og feministisk retorik, når de adapteres i international politik, ofte anvendes som et middel til legitimering og fastholdelse af den eksisterende økonomiske verdensorden og imperiale politik. Den transnationale feminisme taler derfor for en intersektionel analyse, der udforsker, hvorledes systemer og former for ulighed og undertrykkelse er forbundne i den globale neoliberale økonomi. Den neoliberale globale arbejdsdeling rammer kønsmæssigt skævt og fastholder i særlig grad den tredje verdens kvinder i en prekær situation.
Ifølge Connell ser vi i disse år opkomsten af et nyt globalt markedspatriarkat. Med patriarkat forstås et socialt system, hvor mænd har den primære dominerende magt. Det kapitalistiske systems kontinuerlige reorganisering af sig selv på global skala har direkte indflydelse på relationer mellem kønnene. Man har gennem århundreder benyttet sig af, at kvinder var billigere arbejdskraft. Kvinders manuelle arbejde er i vidt omfang flyttet til det globale syd, med eksempelvis den globale tekstilproduktion placeret i lande som Kina, Bangladesh, Vietnam, Indonesien og Cambodia.
Omsorgsarbejdet er ligeledes blevet globalt. Samtidigt med, at de hvide kvinder i den vestlige verden er blevet uddannet og kommet på arbejdsmarkedet som aldrig før, varetages store dele af omsorgsarbejde i den vestlige verden af importeret arbejdskraft. Børnepasning og rengøring er eksempelvis i store dele af den danske overklasse uddelegeret til filippinske kvinder, i underbetalte sektorer som ældrepleje og rengøring arbejder flygtninge og indvandrere – og sexarbejderområdet rummer en del kvinder med udenlandsk baggrund særligt fra Thailand, Nigeria og andre Vestafrikanske lande samt Østeuropa.
Selv om vi stadig lever i et heteronormativt samfund, hvor seksuelle minoriteter fortsat oplever marginalisering og stigmatisering, ser vi et bredt spektrum af politiske ledere og politifolk gå med i Pride-demonstrationer. Firmaer, organisationer og lokaliteter anvender femvertising og pinkwasking til at signalere lighed mellem kønnene og tolerance over for seksuelle minoriteter og dermed sælge deres produkter. Men selvom tøjfirmaet H&M anvender femvertising – altså reklamekampagner, der anvender ikke-kønssteorotype fortællinger og fortællinger om kvindefrigørelse – til at sælge deres tøj, produceres dette tøj fortsat af kvinder under horrible arbejdsvilkår i lande som Cambodia. Langt størstedelen af de transnationale selskaber på det globale marked er ledet og styret af mænd, og mænd er fortsat markant disproportionalt placeret i de højeste lag i politiske, økonomiske, kulturelle og uddannelsesmæssige organisationer.
Raewyn Connell har, blandt andet med værket Southern Theory (2007), kritiseret vestlige teoriers dominans og været med til at sætte fokus på teoribidrag fra hidtil marginaliserede steder og verdensdele. Maskulinitetsforskning har haft forskellige men internt forbundne udviklinger i forskellige lande og dele af verden. Den største koncentration af forskning om mænd kommer fra USA (Hearn 2000). Den amerikanske mandeforskning har ud over de bevægelser, denne artikel allerede har omtalt, også været påvirket af en række forskellige antisexistiske og profeministiske organisationer som blandt andet NOMAS (the National Organization for Men Against Sexism). I den britiske maskulinitetsforskning har magt og strukturanalyser traditionelt stået stærkere end i den amerikanske maskulinitets forskning. I såvel britisk som australsk maskulinitetsforskning har forbindelsen til den politiske venstrefløj været stærk, men ønsket om at etablere en selvstændig mandeforskning derimod ikke været så udpræget. Mænd og maskulinitet er i højere grad blevet bedrevet som dele af allerede etablerede discipliner (Hearn 2000). Ligeledes har såvel forholdet mellem køn og etnicitet som homoseksualitetsstudier stået centralt i den australske maskulinitetsforskning. I Latinamerika har der været en del udforskning af machismo figuren og dens relation til kolonihistorie og økonomisk udvikling (Gutman and Vigoya 2005). I de østlige middelhavslande og Sydvestasien har man udforsket modernisering og Islam og relationen til Vestens økonomiske og militære magt (Hearn 2014). I de nordiske lande står i særdeleshed forskning i faderskab, arbejdsliv og sundhed centralt. I Danmark blev den tidligste mandeforskning i 1970erne lavet af mænd uden for den etablerede universitetsforskning. Claus Clausen, Philip Lauritzen og Erik Thygesen udgav debatbogen Mænd – det svækkede køn (1974), Eske Holm skrev Den maskuline mystik (1975) (titlen en ironisk replik til den amerikanske feminist Betty Friedans (1921-2006) berømte Den kvindelige mystik 1963) og Steffen Kieselberg (1979) skrev Mændenes historie. Mandeforskningen blev ikke selvstændigt forskningsområde på danske universiteter før 1990erne, men indgik i 1970erne og 1980erne i kvindeforskningen. I løbet af 1990erne blev kvindeforskningen i øvrigt samtidigt i en nordisk kontekst mere og mere til kønsforskning. I dag er maskulinitetsforskning i Norden blevet et selvstændigt tværfagligt vidtfavnende forskningsfelt, der skaber kritisk viden om aktuelle samfundsmæssige og sociale spørgsmål såsom mænds sundhed, risikoadfærd, uddannelse, radikalisering, faderskab, familiepolitik, transseksualitet, kropsidentitet, arbejdsmarked, krig, teknologi etc.
De mange maskuliniteter og det nye Kvindemuseum
Men hvordan står det så til med opfattelsen af maskulinitet i dag? Maskulinitet er måske nok blevet noget vi i teoretisk forstand opfatter i flertal. Men samtidig taler vi i praksis og i mediebilledet ofte om maskulinitet i ental. I disse år ser vi i en amerikansk kontekst, hjælpeprogrammer og selvhjælpsgrupper arbejde med at bekæmpe, hvad der hyppigt kaldes ’toxic masculinity’. Disse grupper anvender en diskurs, hvor de taler om at ville udvikle og definere en ny omsorgsgivende maskulinitet. Samtidig har vi i såvel USA som herhjemme som vist digitale hulemænd, der samles i misogyne internetfællesskaber om at ville give magten tilbage til, hvad de mener er, den detroniserede undertrykte mand. Men er disse to yderligheder ikke fælles om det problem, at maskuliniteten som udgangspunkt bliver potentielt dæmoniseret og italesat som et problem. Det synes som om selve maskulinitetsbegrebet ofte slæber et skyldsspørgsmål med sig, enten ved eksplicit at adressere det eller ved implicit at lægge afstand til det. Hvordan bevæger maskulinitetsdiskussionen sig hen et sted, hvor den kaster dæmoniseringskåben af sig og bliver en del af det at forestille sig nye løsninger og solidariske alliancer? Som vi har set forsøges dette i øjeblikket imødekommet ved at sættet maskulinitetsbegrebet i flertal, og ved at teorien bliver queerteoretisk, intersektionel og global.
Den amerikanske feminist Bell Hooks (f.1952) har kritiseret den tidligere feminisme for ikke at formå at integrere mændene i en fælles kamp, og efterspurgt nye teorier og nye strategier for udviklingen af en feministisk maskulinitet (hooks 2000). Der findes en pluralitet af maskuliniteter, der varierer gennem tider, steder, kulturer og individer. Køn er på en gang en relationel og historisk foranderlig praksis og knyttet til specifikke kroppe og disses erfaringer og handlinger. Det giver ingen mening at forstå eller forvalte kønnenes idehistorie som en historie om en kamp mellem to køn. Tværtimod har vi brug for dialog om konstruktionerne af køn, om strukturel ulighed, om forholdet mellem forbundne systemer af undertrykkelse og om, hvilke stereotype forventninger, strukturer og lovgivninger, der fortsat kan begrænse og fastholde mennesker af forskellige køn. Med udstillingen Dagen Helt ønsker Kvindemuseet at bidrage til denne dialog om og mellem kønnene. Det sker som led i at museet har redefineret sit fokus fra oprindeligt primært at have fokuseret på kvindernes til nu at omhandle kønnenes kulturhistorie på tværs af forskellige køn.
Denne artikel er skrevet af lektor PhD. Louise Fabian fra Institut for Kultur og Samfund ved Aarhus Universitet som led i forskningsprojekt ’Gender Blender – hverdagsliv, aktivisme og diversitet’. Projektet involverer såvel ansatte fra Kvindemuseet som forskere fra Aarhus Universitet og er støttet af Velux Fonden.
Litteratur
Berggren, Kalle (2014) ‘Sticky Masculinity: Post-structuralism, Phenomenology and Subjectivity’ in Critical Studies on Men in Men and Masculinity 2014, Vol. 17(3) 231-252, SAGE
Bly, Robert (2004 (1990)): Iron John A Book about Men Da Capo Press
Butler, Judith (1990): Gender Trouble: Feminism and the Subversion of Identity Routledge New York
Connell, Raewyn (2007) Southern Theory: Social Science and the global Dynamics of Knowledge Polity
Connell, Raywen (2012): ‘Masculinity Research and Global Change’ in Masculinities and Social Change 1(1), p.4-18
Edwards, Tim (2005): Queering the Pitch – Gay Masculinities in Handbook of Studies in Men and Masculinities Sage Publications, Thousand Oaks, London and New Delhi
Friedan, Betty (2001[1963]) The Feminine Mystique Norton Paperback, New York
Hearn, Jeff (2000): ’Forskning om mænd i fire dele af verden’ i MASKuline Mysterier NIKK magasin NR.1 2000. Udgivet af Nordisk Institutt for kvinne og kjønnssforskning
Hearn, Jeff (2014): ‘Introduction: International Studies on Men, Masculinities and Gender Equality’ in Men and Masculinities Vol.17(5) p. 455-466
Heinrich, Jill (2014): ‘Searching for a Masculine Model: Missteps Made During Three Decades of the Men’s Movement and Why Moderation Is the Key’ in The Journal of Mens Studies, vol. 22, No. 3. Fall 2014, 238-352
hooks, bell (2015 [1990]) Yearning: Race, Gender and Cultural Politics New York
hooks, bell (2000): Feminism is for everybody Passionate Politics Pluto Press London
Gutmann, Mathew C. and Vigoya, Mara Viveros (2005): ‘Masculinities in Latin America’ in Handbook of Studies in Men and Masculinities Sage Publications, Thousand Oaks, London and New Delhi
Kimmel, Michael Angry White Men -American Masculinity in the End of an Era
Messner, Michael A. (1997): Politics of Masculinities: Men in Movements Thousand Oaks, CA: Sage.
McClintock (1995): Imperial Leather: Race, Gender and Sexuality in the Colonial Contest, Routledge, Tayler and Francis
Morrel, Robert and Swart, Sandra (2005): ‘Men in the Third World – postcolonial perspectives on Masculinity’ in Handbook of Studies in Men and Masculinities Sage Publications, Thousand Oaks, London and New York
Nothing, Ehn (2013) ‘Introduction: Queens Against Society in Street Transvestite Action Revolutionaries – Survival, revolt and queer antagonist struggle Untorelli Press
Seidler, Victor (1994) Recovering the Self: Morality and Social Theory Routledge, London, New York
[iii] En gennemgang af den nordiske mandeforskning kan findes i nummeret MASKuline Mysterier NIKK magasin NR.1 2000. Udgivet af Nordisk Institutt for kvinne og kjønnssforskning (red. Trine Lynggard og Eivind Olsvik)
I fredags udkom endnu en bog i den bølge af barselslitteratur, der har rejst sig de senere år, nemlig Olga Ravns ”Mit arbejde”. Jeg har ikke læst den endnu – men det skal jeg. For den er endnu en vigtig nuancering af arketypen ’den lykkelige mor’, som er en vanvittigt stærk grundfortælling i vores samfund. En fortælling, som jeg personligt slet ikke kan forene mig med. Det kommer jeg tilbage til.
Moderskabet har historisk været betragtet som familielivets og samfundets fundament. Og det skorter ikke på kildemateriale, hvor kvinden som urbillede ophøjes (og begrænses) til almoderligt omsorgsvæsen. Som N.F.S. Grundtvig udtrykte det i 1850, er kvinderollen ”det milde, besindige og for vort fædreland så vigtige moderlige princip.”
Derimod har selvoplevede fortællinger om moderskabet været mere eller mindre usynlige i vores kulturhistorie. Af den simple grund, at vores historieskrivning og kunstneriske udtryk indtil i nyere tid har været skabt af mænd. Først i 1857 opnåede ugifte kvinder (over 25 år) myndighed og lige arveret med mænd, og det private blev først for alvor politisk med 1970’ernes kvindebevægelser. Det var et fremskridt af dimensioner.
Alligevel er fortællingen – fiktionen! – vedholdende: At kvinders største ønske er at få børn (fordi er skabt til det) – og at deres primære værdi ligger heri. Og omvendt: at de maskuline heroiske fortællinger (med sværd, guns og dollars) tegner mandens værdi. Groft skitseret, jeg ved det, men det er en tegning, som vi alle i en eller anden grad stadig spejler os i, bevidst eller ubevidst.
Vi lever vores liv i uløselig forlængelse af nogle fælles historiefortællinger, som er opstået, fordi de har virket. Vi gennemlever hver især en sofistikeret egenfortælling, der blander vores erfarede livsoplevelser med bidder fra film, vi har set, romaner, vi har læst, taler, vi har hørt, og drømme, vi har nydt. Hver eneste unik egenfortælling fortæller os, hvem vi skal elske og hade, hvor vi kommer fra, og hvor vi skal hen.
Når tiderne skifter, og vi oplever, at vi længere ikke passer ind i hovedfortællingen, så er der grundlag for at skabe nye fælles fortællinger. Som det skete med afskaffelsen af enevældet, som blev erstattet med fortællingen om demokrati. Og det er det, jeg tror er ved at ske med historien om ’mor’ – en fortælling, som har dannet grundlag for historiens måske største hierarki mellem mennesker: kønnenes hierarki.
Det er stadig følsomt – og også lidt skamfuldt – at bryde med gamle fortællinger, men nu vil jeg selv gøre det. Ved at fortælle det, som for mig er helt og aldeles sandt: Jeg elsker mine børn, men jeg elsker ikke at være mor. Selvom jeg bestemt ikke var naiv i mine forestillinger, inden jeg fik børn, har det virkelig ofte slået mig, hvordan jeg har følt mig ført bag lyset af de dybtfølte og forherligende fortællinger om mor-identiteten. Tag ikke fejl, jeg synes det er et privilegie at sætte børn i verden, men jeg skal lige love for, at jeg ikke lever op til hverken mine egne eller samfundets fortællinger om – og forventninger til den gode / lykkelige mor. Det har været svært – men også meget befriende at acceptere.
Jeg tænker, at jo mere den slags modfortællinger bliver sagt – jo mere ærlig og tidssvarende kan den fælles fortælling blive. Og have effekt på det individuelle og hverdagslige plan, men også i en større politisk og global sammenhæng.
Mon ikke, der også er nogle fædre derude, som savner en fælles fortælling om faderskabet? For hvor er den lige henne? Noget tyder på, den er på vej. I hvert fald køber jeg om lidt endnu en bog udover Olga Ravns – nemlig Aydin Soeis “Fædre”, hvori fem mænd med multietnisk baggrund fortæller om dét at blive far i Danmark.
Det er Sankt Hans, og jeg skal holde min første båltale. Jeg er klar – I’m on fire! Mine tanker i den forbindelse bliver (ironisk nok) ved med at kredse omkring heksen på bålet. Jeg har altid hadet den tradition. Da jeg var lille, var det fordi, jeg oprigtigt var bange for den makabre heksedukke (især fordi den ofte var stoppet med, ja: heksehyl – og larmede ganske forfærdeligt). Siden ramte afskyen mig, fordi bevidstheden om de reelle historiske kvindeafbrændinger smeltede sammen med midsommerens uskyldige lyse aften – og dukken på bålet. Jeg er stadig ikke fan af sankthans’ bålhekse, som faktisk kun er en ca. 150årig tradition.
Det var i kølvandet på den kristne reformation, at det
første heksebål i Danmark blev tændt. Det var ved købstaden Stege på Møn i
1540, og der skulle gå over 150 år, før den sidste (officielle) heksebrænding
fandt sted. Det skønnes, at omkring 50.000 mennesker i Europa mistede livet på
bålet i den periode – og langt de fleste var kvinder fra samfundets nederste
lag.
Når folk siger: ”slap nu af”, når jeg igen vrisser over
årets bålheks, så svarer jeg igen: For mig er en dukke ikke bare en dukke –
ligesom en statue heller ikke bare er en statue. Vores traditioner og monumenter
er ladet med betydning – betydning, som man kan være mere eller mindre bevidst
om. Men den er der, betydningen, og den kan ændre sig og opleves forskelligt
alt efter, hvem du er og hvor i historien, du befinder dig.
Jeg forstår godt, at sådan noget som en rytterstatue af
Christian 4. og lignende offentlige symboler på magt, undertrykkelse og ulighed
kan vække ubehagelige følelser og kritiske blikke i dag. Heldigvis for det,
dristes jeg til at sige – for ellers var vi da ikke blevet meget klogere. I min
ungdoms historietimer fremstod Christian 4. trods militære nederlag og
økonomisk tilbagegang – som en af de mest fremtrædende, folkelige og beundrede
konger i kongerækken. Og jeg vil give ham, at han fik grundlagt mange nye
byer og opført en række væsentlige bygningsværker, og han så for resten mægtig
ud på oliemalerier. Men han var også konge af koloni- og slavenationen Danmark
– og en ivrig hekseforfølger i øvrigt. Det tror jeg trods alt, man får
formidlet bedre i historietimerne i dag.
Der opstår jævnligt diskussioner om bagudvendt censur ift.
vores kulturarv. Bør man slette visse spor? Men den slags heksejagt duer bare
heller ikke – og hvor skal man i øvrigt begynde og slutte? Fortiden gjorde,
hvad fortiden gjorde – den var ikke klogere. Men det er vi. Og efter os kommer
der nogen, der er blevet endnu klogere – fordi de lærte af vores spor. Var
kritiske over deres (manglende) dybder og retninger. Mon ikke fremtidens
befolkninger vil rulle øjne af vores nuværende verdenssyn, hierarkier og
samfundsstrukturer? Vi, der står midt i andedammen, er – når alt kommer til alt
– blinde, når det gælder egne ufuldkommenheder.
Det er vores pligt at være bagkloge og huske, hvordan traditioner og monumenter er blevet til; hvilke liv, der er blevet kuet og tabt undervejs. Godt, at man nu taler om at tilføje kritisk formidling til vores offentlige monumenter. Godt, at Netflix planlægger at lancere tillægsmateriale til den i den grad racistiske film ’Borte med blæsten’. Jeg sørger for min del for, at heksens hyl på tirsdag får selskab af en brandtale (…) om hekse, traditioner og om et kritisk blik på den verden, der altid allerede er i forandring. En tale om, at når heksejagten sætter ind, er bagklog noget af det smarteste, man kan være.
