Bygningens Historie

Af faginspektør Signe Uldbjerg Mortensen

Den smukke bygning, som KØN har til huse, har en lang og rig historie. Faktisk betragter vi bygningen som vores mest værdifulde genstand, for gennem tiden har den rummet både byens politiske elite og dens mest gemene kriminelle. Den har været elsket og hadet, men altid har den været fuld af liv og rum for store diskussioner. Læs med her for at få et indblik i historien bag det gamle Rådhus på Domkirkepladsen 5 i Aarhus.

1857-1907: Raad-, dom- og arresthuset i Aarhus

Bygningen stod klar i december 1857. Tegnet af C.G.F. Thielemann, der var kongelig arkitekt og bygningsinspektør, skulle det være en flot og tidssvarende løsning på pladsproblemerne i det tidligere rådhus. Huset blev bygget til både at huse by- og amtsråd, samt domhus (byret), militærvagt og en lokal arrest. Således var både den politiske magt, domstolen og ordensmagten samlet ét sted.

Behovet for et nyt rådhus har været presserende i 1850erne. Det tidligere rådhus var fra sidste del af 1400tallet, og lå på Storetorv, få meter foran Domkirken, hvor det sammen med Bispegården og Latinskolen (i dag Katedralskolen) havde indkredset den kirkegård, der oprindeligt lå omkring Domkirken. Det havde huset både byens råd og arrest- og domshuset, ligesom det havde været brugt til selskaber og til byens vinkælder. Da det blev revet ned i 1859, tyder alt dog på, at bygningen var i elendig stand. Da de gamle arrestlokaler under bygningen bliver synlige i forbindelse med nedrivningen, beskriver en borger i Aarhus Stiftstidende dem som: ”sørgelige, kolde, fugtige og mørke, umenneskelige Rum.”

Pladsproblemer i det nye rådhus
Et nyt Rådhus var altså nødvendigt, og man blev enige om at nedrive den gamle Stifteprovstbolig på Domkirkens nordside, for at skabe plads til et nyt byggeri i byens centrum.

Aarhus udvider sig dog hurtigt i slutningen af 1800tallet, og allerede få år efter det nye Rådhus opførelse, begynder pladsen at blive trang. I 1869 henvender militærvagten sig om, at de mangler arrestlokaler, men der bliver ikke råd til en udvidelse. I stedet flytter militærvagten i 1879 ud af bygningen og op på Kasernen. Fra referater over byrådets møder kan man se, at de oprindeligt havde ønsket at Kæmnerkontoret – et slags skatte- og finanskontor for købstaden – skulle flytte ind, men i stedet bliver det politiet, der overtager lokalerne og arresten. Argumentet er, at byen betaler dyrt for leje af både kæmneren og politiets lokaler andre steder i byen, men ved at flytte politigården, sparer de lidt mere end ved at opsige kæmnerkontoret. Pladsproblemerne på Rådhuset er altså en økonomisk belastning for bystyret.

Selvom militærvagtens udflytning løser en del af pladsproblemerne midlertidigt, anmodes der allerede igen i 1886 om en udbygning af arresthuset og rådhussalen, og i 1888-89 raser kampen om plads på Domkirkepladsen 5 for alvor. Byrådet og kommunen forsøger at overtage hele bygningen og smide amtsrådet ud, så bygningen kun bruges af byen og ikke kommer landbefolkningens administration til gode. Det mislykkedes, men da man i stedet endnu engang anmoder om at udbygge arresthuset, lyder modargumentet, at arrestbygningen er så dårlig, at det slet ikke kan betale sig at bruge penge på et forbedre den. På anmodning fra Rådhusudvalget, skriver Professor B. Dahlerup i 1889 i en vurdering af bygningen følgende:

”[…] jeg har fundet Ting- og Arresthuset i Aarhus meget lidt tidsvarende […] Mure og Træværk ere udførte saa spinkelt som vel muligt af gjennemgaaende tarveligt Materiale, og jeg maa bestemt fraraade en Paabygning af en 3dje Etage. […] I de Lokaler, som findes i Stueetagens vestre Ende, er der en Lugt, som lader befrygte, at der er Svamp i Træværket. Bygningens Arkitekttur er beskeden og ikke uden Stil, men de pudsede Kvadre, Hjørner og Gavle gjør, at Bygningen har et fattigt og skrøbeligt Udseende. Det er derfor min Mening, at det ikke er tilraadeligt at anvende flere Penge end højt nødvendigt for at indvinde den fornødne Plads i den nuværende Bygning, da Aarhus By fortjener et nyt og værdigt Raadhus.” (Uddrag fra byrådsmødet den 29. august 1889)

På trods af polemikken bliver Rådhuset dog både flittigt brugt og også vedligeholdt og forbedret i løbet af årene. I 1882 indlægges der f.eks. telefonforbindelse, så borgmesteren kan komme i kontakt med byens andre vigtigste mænd, som f.eks. politimesteren og brandmajoren. Og vi kan også se, at bygningen og dens brugere ikke er gået ubemærket hen i den offentlige debat. I 1895 skriver en borger f.eks. humoristisk i Aarhus Stiftstidende:

”I Lysekronen, der hænger midt i Aarhus Byraads Mødesal paa Raadhuset, er der fornylig anbragt nye Gasbrændere. Disse skjule sig nu i to mathvide og tre rosenrøde Kupler- maaske for at de kommunale Forhold fremtidig kan ses i et mere rosenrødt Skjær.”

Kulturlivet på Rådhuset i 1800tallet
Ud over at være centrum for den politiske magt i Aarhus, skulle rådhuset også fungere som et hjemsted for kunst og kultur og for byens foreningsliv. Og faktisk have bygningen allerede fra begyndelsen museumsfunktion. I 1859, få år efter opførelsen, åbnede en malerisamling på rådhuset loft – der hvor KØN i dag har sine store særudstillinger. Desuden fandtes en stor antikvarisk samling, oldtidssamlingen, i husets store sal, som formentlig er det rum, hvor vi i dag har basisudstillingen ”Køn Redelighed”. Endelig var byens arkiv også huset i et siderum til byrådssalen.

Samlingerne roses af flere af samtidens besøgende til Aarhus, og er åbne for offentligheden i begrænsede perioder i sommerhalvåret. Selvom de kongelige samlinger i Danmark blev tilgængelige for offentligheden i starten af 1800tallet, er de fleste samlinger af kunst og historiske genstande på dette tidspunkt stadig private, så for det voksende borgerskab, der ikke nødvendigvis havde adgang til de private samlinger, har de offentlige udstillinger af kunst og historie været vigtige kulturelle institutioner. F.eks. skriver Aarhus Stiftstidende i 1868 om malerisamlingen: ”Den lille Malerisamling, der uden for København her i Landet er den eneste i sit Slags, indeholder en Deel udmærkede og værdifulde Billeder.”

I 1877 flytter malerisamlingen dog ud af Rådhuset. På grund af pladsproblemerne i huset, foreslås det at oldtidssamlingen flytter op på loftet, og den store sal fordeles mellem by- og amtsrådet. Men oldtidssamlingen ønsker fortsat at være i den store sal, og det får de lov til, mens byarkivet i stedet flyttes til loftet, hvor også de faktisk får mere plads, end de havde forinden. Det siger noget om vigtigheden af husets museale og kulturelle funktion, at man på trods af den hårde kamp om pladsen, har ladet museumssamling og –udstilling fylde så stor en del af bygningens lokaler.

Samlingerne var styret og ejet af lokale foreninger, som også havde lov til at benytte rådhuset. Og det var ikke kun foreninger for kunst og kultur, der udnyttede denne mulighed. I aviser fra perioden kan man jævnligt se, at forskellige lokale foreninger og interesseorganisationer har holdt deres møder og arrangementer på rådhuset, og det har betydet, at en stor del af den brede befolkning i Aarhus har haft mulighed for også at besøge og begå sig i rådhuset ved disse lejligheder. F.eks. kan vi se, at Foreningen for Belønninger og Understøttelser til Tyender, i 1887 afholdt deres første uddelingsmøde på Aarhus Rådhus. Ved denne anledning fik 5 tjenestepiger tildelt anerkendelsesbeviser for langvarig tjeneste ved de familier, de arbejdede for. Det er en tradition, som de fleste nok kun kender fra den scene i Matador, hvor Laura får sin tjenestemedalje, men denne, og andre foreningsaktiviteter, er interessante for os, fordi de fortæller lidt mere om de kvinder, der også besøgte Rådhuet i en tid, hvor alle offentlige embeder var besat af mænd.

Ud over brugerne af Rådhuset, har der selvfølgelig også været mennesker ansat til dets vedligehold og daglige drift. Dem hører vi sjældent særlig meget om, men fra tid til anden dukker de op i byrådsreferaterne. Særligt når deres løn og ansættelser skal forhandles. F.eks. ved vi, at Rådhustjeneren, der stod for rengøring og almindelige oprethold, i 1891 fik en betydelig lønforhøjelse fra 32 kr. årligt til 70 kr. årligt. Samtidig fik arrestforvalteren lov til at bruge kommunens brændsel til opvarmning af sin egen lejlighed, og det har ikke været ubetydeligt, for brændsel og gas var store og hyppigt diskuterede udgifter på Rådhuset i 1800tallet.

Livet omkring Rådhuset i 1800tallet
I 1800tallet var pladsen omkring Domkirken stadig centrum for mange af byens aktiviteter. Vores kilder tyder på, at der har været et aktivt handels- og gadeliv lige uden for og omkring bygningens mure. I perioden fra 1857-1900 har Rådhuset bl.a. været nabo til en ølhal, en hosekræmmer, en parfumehandel, et tobaksudsalg og en urtekræmmer. Der har også været afholdt markeder på pladsen mellem Rådhuset og Domkirken, og der har været hyppig trafik af vogne og varer, der skulle inspiceres af politiet.

Den megen aktivitet har dog også affødt konflikter. F.eks. trykker Aarhus Stiftstidende i 1860 en indretning mod Borgercaptain Pallesen Rhode, fordi han havde ”indkaldt det Borgerlige Politicorps til Exercits samme Dag som et møde ’for alle Stænder’ paa Raadhuset.”

Men selvom politikorpset har larmet, har det dog nok sjældent gået lige så vildt for sig som nytåret 1890, hvor Aarhus Stiftstidende skriver:

”Som sædvanlig var St. Torv Nytårsaften stuvende fuldt af Folk baade Gamle og Unge, hvoraf Nogle morede sig med at skyde det nye Aar ind, for hvilken Fornøjelse ikke mindre end 23 maatte tage Natteleje paa Raadhuset [dvs. i arresten, red.]. Kl. henad 11 drog et Sangkor paa 4 Mand ned over Torvet i Retning af Bispetorvet, hvor de til stor Skade for de Spadserendes musikalske Øren bleve stoppede af nogle Betjente. Kl. 12. opfordredes de, som da vare tilbage paa Torvet, til at passere, og da dette ikke strax tages til Følge, slog Politiet en Kjæde over Torvet og ryddede dette. I det hele gik Nytaarsaften i Aar mere stille af end de foregående Aar.” (Aarhus Stiftstidende)

1907-1941: Ombygninger og pladsmangel

I 1907-9 undergår Rådhuset dets største ombygning og renovering. Den store hovedindgang, granittrappen i foyeren, de oprindelige møbler og dekorationerne i Byrådssalen er bl.a. fra denne ombygning. Samtidig blev gulvet sænket i entréen og loftet hævet i Byrådssalen, så lokalerne blev større. Selve rådhuset blev desuden forbundet til arrestbygningen med den mellembygning, hvis store malede vinduer i dag er så karakteristiske for bygningens trappeopgang.

Det var også i denne periode, i 1909, at den første kvinde tog plads I Aarhus Byråd. Hun hed Dagmar Petersen, og hun fik poster i byrådets udvalg for alderdomsunderstøttelse og skolekommission. Man kan lære meget mere om hendes historie på KØN, hvor blandt andet hendes kjole og en byrådsprotokol med hendes underskrift i dag er udstillet i den gamle byrådssal.

Bygningens dekorationer
Særligt de to store malede vinduer i husets trappeopgang og udsmykningerne i byrådssalen falder ofte folk i øje, når de besøger KØN i dag. Begge er fra ombygningen i 1907-1909 og særligt de to vinduer, beretter vigtige fortællinger om Aarhus historie. Faktisk var de malede vinduer lige ved at blive sparet væk i ombygningen af huset, men en særlig aftale med en unavngiven kunstner redede projektet, og vinduernes motiver blev dedikeret til byens storhed og historie.

Det ene vindue viser, hvordan Margrethe I (1353-1412) red gennem Risskov og, populært sagt, tildelte området til Aarhus by. Der er ikke nogle samtidige beviser for, at begivenheden har fundet sted, men senere mundtlige beretninger tyder på, at den er rigtig, og Margrethes grænsesætning har også været brugt i senere stridigheder. I starten af 1400tallet ejede bispegården, med skiftende Århusianske biskopper, en stor del af landet omkring Aarhus og lå i grænsestrid med købstaden og bystyret, der også gjorde krav på de omkringliggende områder. Aarhus havde brug for bymarken, som man kaldte det, for at kunne forsyne byen med fødevarer og materialer, og området omkring Risskov havde både skov, landbrugsjord og en stor fælled – dvs. et fælles område ejet af by-fællesskabet, som anvendtes til landbrug og dyrehold. Bymarken var altså essentiel for byens overlevelse og vækst. Da Margrethe I tildelte Aarhus Risskov og afgjorde grænsestriden mellem byen og Bispegården, var det en stor sejr for købstaden, der kunne sikre sin fortsatte forsyning. Derfor hyldes Margrethe I’s handling også med glasvinduet som et vigtigt øjeblik i Aarhus historie.

Det andet vindue viser Kristoffer af Bayern (1416-1448), der bekræfter Aarhus købstadsrettigheder i 1441. Aarhus har formentlig haft købstadsprivilegier tidligere, men efter Købstadsforordningen i 1422 under Erik af Pommern, bliver det meget vigtigt for de store byer at bekræfte deres købstadsrettigheder hos kongen. Købstadsstatus betød for det første at byen havde et delvist selvstyre med borgmestre og rådmænd, der havde ret til at indkræve skatter, kontrollere handlen og endda afsige domme i enkelte stridigheder. Og for det andet havde købstæderne monopol på handlen med de fleste vigtige varer og købstædernes håndværkerlav havde monopol på deres håndværk. Det betød f.eks. at det ofte ikke var muligt at slå sig ned som selvstændig skomager eller væver uden for en købstad (med mindre man ville holde sig til at lave træsko og væve vadmel), da købstædernes handelsfolk og håndværkere alene måtte producere og sælge mere specialiserede varer. For en by som Aarhus, og for de fleste andre købstæder, var disse privilegier altså helt grundlæggende for byens rigdom og vækst, og der havde næppe været et Aarhus så stort og rigt, som det vi kender i dag, hvis ikke byen var blevet tildelt købstadsstatus i middelalderen.

Dekorationerne tilføjet ved den store ombygning fortæller meget om, hvordan man ønskede at hylde Aarhus storhed ved udsmykningen af dets Rådhus, men selvom ombygningen midlertidigt igen løste flere pladsproblemer og også har gjort bygningen mere moderne og brugbar, fortsatte diskussionerne om plads efterhånden som byen og dens administrative behov voksede.

Politiets udvidelse og deres tilsyn med løsagtige kvinder
Allerede nogle år forud for renoveringen af selve rådhuset, havde man påbegyndt en ombygning af arrestbygningen og politiets lokaler, og politiet kommer også i den efterfølgende periode til at fylde mere og mere i bygningen. En af de aktiviteter, der overflyttes til Rådhuset i starten af 1900tallet er politiets visitation af ’løsagtige kvinder’, og disse kvinder, selvom de aldrig navngives eller får nogen taletid i byens arkiver, dukker op igen og igen.

De løsagtige kvinder, hvoraf langt de fleste formentlig er prostituerede, dukker op første gang i Rådhusets planer i 1902, hvor politiet anmoder om, at der bygges et rum i Rådhusets kælder, hvor stadslægens undersøgelse af løsagtige kvinder kan finde sted. I 1903 får man lov til at oprette et sådant rum. Her er argumentet, at Stadslægens undersøgelse, som hidtil har fundet sted på Kommunehospitalet, ofte er blevet umuliggjort af, at hospitalets lokaler var i brug til andre formål. 

I dag virker det måske underligt, at prostituerede skulle tilses af politiet, men dette taler ind i en hel særlig lovliggørelse af prostitution fra 1874. Loven foreskrev at kvinder, der blev taget i prostitution, kunne fortsætte deres arbejde, hvis de lod sig indskrive som ’offentlige fruentimmere’ og gik til jævnlig kontrol hos politiet. Regulativet udsprang af, at man i sidste halvdel af 1800tallet særligt frygtede spredningen af sygdomme som syfilis og gonorré, og man mente, at spredningen i høj grad skyldtes prostituerede.

Loven blev afskaffet igen allerede i 1906, men også herefter ved vi, at undersøgelserne af løsagtige kvinder har fundet sted i kælderen på Aarhus gamle Rådhus. Dels blev prostitution nu igen strafbart (under løsgængerloven), så undersøgelserne har haft et retsligt formål, og dels tyder meget på, at man lokalt fortsatte praksissen med at lade prostituerede undersøge for kønssygdomme, men i øvrigt se gennem fingrene med deres arbejde, for at holde smitten med kønssygdomme nede. Selv efter 1906 har denne praksis været så almindelig, at da byrådet i Aarhus i 1913 igen diskuterer plads til politiet, dukker dette argument op:

”Som Byraadet maaske erindrede, havde Politiassistenten i sin Tid tænkt sig, at man lejede Lokaler i Frichs Ejendom paa Søndergade. Ved nærmere Eftertanke havde Udvalget dog ikke kunnet tiltræde dette Forslag, dels fordi Ordningen vilde blive for dyr, og der blev indvundet for lidt Plads, og dels af Hensyn til forskellige Forhold, der ikke vilde være til Pynt for Gaden, de visiterede Fruentimmer f. Eks.” (Byrådsmøde 8. maj 1913)

I 1906 endte diskussionen med at bygningsinspektøren og skoledirektøren i stedet blev flyttet i andre lokaler i Mejlgade 4, og nogenlunde samtidig stod Aarhus nye ting- og arresthus også færdigt, hvilket betød at retten flyttede helt ud. Endnu engang blev det altså politiet, der fik mere glæde af lokalerne på Domkirkepladsen 5, og det har formentlig også givet mening, for selvom området omkring Mejlgade stadig havde et livligt forretningsliv, så har det også været rigt udstyret med beværtninger og meget af byens lyssky handel og prostitution har formentlig udspillet sig her. I hvert fald nævnes det flere gange i særligt de tidligere kilder, at området omkring havnen – som lå lige på den anden side af katedralskolen – har været særlig ramt af de ’uheldige bivirkninger’, som følger med en handels- og havneby i udvikling.

I starten af 1900tallet, frem til Dagmar Petersen indtræder i byrådet i 1909, har de fleste kvinder, der har haft deres gang på Rådhuset tilsyneladende enten være kriminelle eller været ansat i mindre bemærkelsesværdige jobs som rengøring og service. Vi ved meget lidt om dem, og dette kønsbillede fortsætter ind i de næste årtier, dog med få undtagelser. Ud over Dagmar Petersen som byrådsmedlem, har også Johanne Berg en plads i husets historie. Da hun i 1914 blev ansat i det Aarhusianske sædelighedspoliti, var hun formentlig den første kvindelige politibetjent i landet.

Sædelighedspolitiet, som Johanne Berg søgte stilling i, arbejdede selvfølgelig med at håndhæve forbud mod prostitution, men de lavede også forebyggende arbejde, tog sig af faderskabs- og adoptionssager og tilså vilkårene hos værgefamilier til anbragte børn. Johanne, som havde været aktiv i Dansk Kvindesamfund og længe arbejdet for kvinders ret og vilkår, har formentlig været meget kvalificeret til netop dette arbejde. Da Johanne fik sin stilling, diskuterede man flittigt, hvordan man skulle holde unge piger, der flyttede fra landet ind til byen uden penge, ude af prostitution. Man mente, at det forebyggende arbejde med pigerne bedre kunne varetages af en kvinde, og det er formentlig en af grundene til, at kvinder som Johanne fik adgang til egentligt politiarbejde og ansættelser i ordensmagten.

1941-1983: Bygningen under besættelsen og som politigård

I 1941 står Aarhus nye Rådhus færdigt, og det er det rådhus, som vi også kender i dag. Det betyder at byrådet og de øvrige tilbageværende råd fraflytter Domkirkepladsen 5 og politiet overtager bygningen. Det gamle rådhus øvrige funktioner som stadskontorer, foreningshus og museum er for de flestes vedkommende ophørt tidligere, og flere af dem allerede i forbindelse med ombygningen i 1907-9. Det er altså relativt nemt for politiet at overtage hele bygningen i 1941. Det holder dog ikke længe, for i oktober 1944 bomber Briterne Aarhus Universitet, hvor Gestapo og den tyske besættelsesmagt har haft deres hovedkvarter. Derefter overtager Gestapo lokalerne på Domkirkepladsen 5 frem til krigens afslutning.

Besættelsesmuseet, som i dag ligger i bygningens kælder med indgang fra Mathilde Fibigers Have, formidler historien om Gestapos tid i Aarhus og i det gamle rådhus. Her kan man se de celler, som både det danske politi og Gestapo har brugt i arresten, og man kan lære om den tyske efterretningstjenestes arbejde med at optrevle danske netværk af modstandsfolk, hvoraf flere blev afhørt og tortureret i kælderen under det gamle rådhus. I huset i dag er der dog stort set ikke nogle tegn tilbage på besættelsesmagtens tid, bortset fra et skudhul i museets hoveddør, som efter sigende stammer fra Gestapo-tiden.

Efter besættelsen overtager politiet igen huset, og med undtagelse af nogle indvendige mindre ombygninger og opretholdelsen af en indhegnet politigård i Mathilde Fibigers Have, sker der ikke meget med bygningen. Tværtimod får den over årene lov til at forfalde, og f.eks. vedligeholdelsen af de indvendige udsmykninger opretholdes ikke. Både politiet og byrådet har gennem tiden røget store mængder af tobak i lokalerne, og det siges, at byrådssalens udsmykning til sidst næsten ikke kunne ses for tobakssmuds.

I 1983 står Aarhus nye politigård færdig, den som politiet også bruger i dag, og de flytter ud af Domkirkepladsen 5. I 1980erne er der en udbredt besætterbevægelse i Danmark, hvor efterladte og tomme bygninger tages i brug af mennesker, ofte unge, der mangler billige boliger, eller nogle gange af politiske grupper og organisationer. For at undgå at det gamle rådhus bliver besat, lader kommunen forskellige foreninger bruge husets lokaler, og i 1984 flytter også Kvindemuseumsforeningen ind.

1984: Kvindemuseumsforeningen flytter ind

Da Kvindemuseet (i dag KØN) flyttede ind i 1984 delte de hovedbygningen med Mødrehjælpen. Desuden var gennemgangen til de gamle arresthus lukket af, og Besættelsesmuseet havde dengang som nu også lokaler i bygningen. Hurtigt blev bygningen dog en slags museernes hus, og i 1988 fik både KØN og Besættelsesmuseet forlænget deres husningsaftale med fem år. Det var planen, at der skulle etableres et bymuseum i bygningen, men finansieringen dertil blev aldrig fundet. Da KØN blev statsanerkendt i 1992 fik museet en fast husningsaftale, og i årene 1992-1994 renoverede Aarhus Kommune bygningen til museumsformål. Det var under denne renovering, at dekorationerne i limfarve fra 1907-9 blev restaureret, så man stadig kan se dem i dag. Kort tid derefter, i 1996 blev bygningen totalfredet, og i fredningsbegrundelsen lægges der bl.a. netop vægt på renoveringen fra 1907-9:

”Bygningen er i sit ydre et smukt proportioneret eksempel på et provinsbyrådhus opført i nyrenæssance, inspireret af Bindesbølls statshospital i Risskov, men forædlet gennem Thielmanns skoling i empirens og senklassicismens formsprog. I det indre har S.F. Kühnel i 1907 tilført rådhusbygningen nogle værdifulde nationalromantiske interiører i foyeren, trappeafsnittet samt byrådssalen og forværelset.”

I 2005 fik Kvindemuseet adgang til den gamle arrestbygning, hvor der i dag er kontorer og udstillingslokaler, og i årene efter er der foretaget flere vigtige renoveringer, men i sit store hele står bygningen efter fredningen i høj grad som den gjorde efter ombygningen i 1907-9. Særligt byrådssalen og trappeopgangen, der i 1907-9 blev udvidet, er stadig indrettet med originale møbler, så man kan få en fornemmelse for, hvordan det har føltes at besøge Aarhus Rådhus og Politigård dengang i starten af 1900tallet.