KØN – Gender Museum Denmark ligger i Aarhus. KØN sætter fokus på kønnenes kulturhistorie og diskuterer kønsproblematikker, ligestilling, krop og seksualitet.
Her kan du følge med i kommende arrangementer og læse om nye tiltag på KØN. Du kan holde dig opdateret på særlige åbningstider, nyt fra caféen og en masse andre nyheder.
KØN Café er en hyggelig og stemningsfuld oase midt i Aarhus. Her kan du nyde en forfriskning efter et besøg på museet eller lægge vejen forbi til en skøn grøn frokost, når du er i byen.
Der er gratis entré til cafeen.
KØN – Gender Museum denmark ligger i Aarhus. KØN sætter fokus på kønnenes kulturhistorie og diskuterer kønsproblematikker, ligestilling, krop og seksualitet.
Breakingbølgen omkring MeToo begynder at flade ud og få nuancer. Omsider er sårbarhed blevet acceptabel.
P1 brægede igen semi-breaking ud fra bilens højttalere forleden. Historien om Donald Trumps hyldest af sine tilhængere, som i Texas var kørt op på siden af en demokratisk kampagnebus og havde tvunget den til at sænke hastigheden på motorvejen, fik mig til at zappe videre, indtil jeg endte på lyden af Radio Soft. John Lennon. Ah.
2020 har været lidt af et ”annus horribilis” med alt for mange breaking bad news. Der er for tiden sådan et opgivende blik i folks øjne, synes jeg. Og når jeg selv kigge…
I fredags udkom endnu en bog i den bølge af barselslitteratur, der har rejst sig de senere år, nemlig Olga Ravns ”Mit arbejde”. Jeg har ikke læst den endnu – men det skal jeg. For den er endnu en vigtig nuancering af arketypen ’den lykkelige mor’, som er en vanvittigt stærk grundfortælling i vores samfund. En fortælling, som jeg personligt slet ikke kan forene mig med. Det kommer jeg tilbage til.
Moderskabet har historisk været betragtet som familielivets og samfundets fundament. Og det skorter ikke på kildemateriale, hvor kvinden som urbillede ophøjes (og begrænses) til almoderligt omsorgsvæsen. Som N.F.S. Grundtvig udtrykte det i 1850, er kvinderollen ”det milde, besindige og for vort fædreland så vigtige moderlige princip.”
Derimod har selvoplevede fortællinger om moderskabet været mere eller mindre usynlige i vores kulturhistorie. Af den simple grund, at vores historieskrivning og kunstneriske udtryk indtil i nyere tid har været skabt af mænd. Først i 1857 opnåede ugifte kvinder (over 25 år) myndighed og lige arveret med mænd, og det private blev først for alvor politisk med 1970’ernes kvindebevægelser. Det var et fremskridt af dimensioner.
Alligevel er fortællingen – fiktionen! – vedholdende: At kvinders største ønske er at få børn (fordi er skabt til det) – og at deres primære værdi ligger heri. Og omvendt: at de maskuline heroiske fortællinger (med sværd, guns og dollars) tegner mandens værdi. Groft skitseret, jeg ved det, men det er en tegning, som vi alle i en eller anden grad stadig spejler os i, bevidst eller ubevidst.
Vi lever vores liv i uløselig forlængelse af nogle fælles historiefortællinger, som er opstået, fordi de har virket. Vi gennemlever hver især en sofistikeret egenfortælling, der blander vores erfarede livsoplevelser med bidder fra film, vi har set, romaner, vi har læst, taler, vi har hørt, og drømme, vi har nydt. Hver eneste unik egenfortælling fortæller os, hvem vi skal elske og hade, hvor vi kommer fra, og hvor vi skal hen.
Når tiderne skifter, og vi oplever, at vi længere ikke passer ind i hovedfortællingen, så er der grundlag for at skabe nye fælles fortællinger. Som det skete med afskaffelsen af enevældet, som blev erstattet med fortællingen om demokrati. Og det er det, jeg tror er ved at ske med historien om ’mor’ – en fortælling, som har dannet grundlag for historiens måske største hierarki mellem mennesker: kønnenes hierarki.
Det er stadig følsomt – og også lidt skamfuldt – at bryde med gamle fortællinger, men nu vil jeg selv gøre det. Ved at fortælle det, som for mig er helt og aldeles sandt: Jeg elsker mine børn, men jeg elsker ikke at være mor. Selvom jeg bestemt ikke var naiv i mine forestillinger, inden jeg fik børn, har det virkelig ofte slået mig, hvordan jeg har følt mig ført bag lyset af de dybtfølte og forherligende fortællinger om mor-identiteten. Tag ikke fejl, jeg synes det er et privilegie at sætte børn i verden, men jeg skal lige love for, at jeg ikke lever op til hverken mine egne eller samfundets fortællinger om – og forventninger til den gode / lykkelige mor. Det har været svært – men også meget befriende at acceptere.
Jeg tænker, at jo mere den slags modfortællinger bliver sagt – jo mere ærlig og tidssvarende kan den fælles fortælling blive. Og have effekt på det individuelle og hverdagslige plan, men også i en større politisk og global sammenhæng.
Mon ikke, der også er nogle fædre derude, som savner en fælles fortælling om faderskabet? For hvor er den lige henne? Noget tyder på, den er på vej. I hvert fald køber jeg om lidt endnu en bog udover Olga Ravns – nemlig Aydin Soeis “Fædre”, hvori fem mænd med multietnisk baggrund fortæller om dét at blive far i Danmark.
P-pillen, som gav kvinder mulighed for selv at kontrollere, om de ville være gravide eller ej, blev introduceret i USA i 1960. I år fejrer pillen således 60 års jubilæum. Men dens historie strækker sig faktisk tilbage til begyndelsen af 1900-tallet, hvor den amerikanske kvindesagsforkæmper Margaret Sanger (1879-1966) gjorde det til sin livsopgave at kæmpe for bedre graviditetskontrol.
Margaret Sanger så sin mor blive gravid 18 gange og føde 11 børn, inden moderen døde nedslidt og syg af tuberkulose som blot 50-årig. Hun så, hvordan kvinder døde af illegale aborter eller fødsler, som gik galt. Hun så, hvordan kvinder ikke havde viden om – eller mulighed for – at begrænse de mange graviditeter. Sanger kæmpede derfor for præventionsoplysning og nemmere adgang til prævention, særligt blandt arbejderkvinder i 1910’ernes og 20’ernes USA. Det var et uhyre kontroversielt emne på kant med loven. I 1917 måtte Sanger da også en tur i fængsel for at have udleveret pessarer.
Sanger drømte om at udvikle en præventionsmetode, som var mere effektiv og mere sikker end de eksisterende, og som kvinder selv havde kontrol over. På det tidspunkt fandtes præventionsmidlerne kondom, pessar og udskylningsapparat. Kondomet var afhængig af, at manden ville benytte det. Pessaret, som er en slags gummiskål, som kvinden sætter op i skeden før samleje, var ligesom kondomer svært at skaffe og krævede, at det passede præcist til kvindens krop – ellers gav det kun ringe beskyttelse. Udskylningsapparatet var en beholder med en slange. Efter samleje fyldte kvinden beholderen med sæbevand eller eddikevand og stak så slangen op i skeden i håbet om at skylle sædcellerne ud. Dén metode var i sagens natur ikke særlig sikker. Udover usikre og svært tilgængelige præventionsmidler var det ulovligt at reklamere for og oplyse om brugen af prævention. Seksualoplysning fandtes ikke i skolen. Uvidenheden var derfor stor.
Alle disse forhold gjorde sig også gældende i Danmark, hvor det indtil 1937 var ulovligt at reklamere for prævention, og hvor seksualundervisning i skolen først blev obligatorisk fra 1970. Før p-pillen var seksualmoralen – det vil sige ’ingen sex før ægteskabet’ – således den samfundsregulerende kontrol af børnefødsler. Det var ikke holdbart. Mange havde sex før ægteskabet, hvilket omkring 3000 uønskede teenagegraviditeter årligt i Danmark i 1960’erne viste.
Drømmen om at kunne indtage en pille, som forhindrer graviditet, fletter sig sammen med 1800- og 1900-tallets forskning i kvinde- og mandekroppen. I første halvdel af 1800-tallet opdagede man ægget. I anden halvdel af 1800-tallet fandt man ud af, at sædcellens penetration af ægget er nødvendig for graviditet. Ideen om, at kvindens livmoder blot var et hylster for mandens ”livskim”, måtte derfor droppes. I 1920’erne fik man et større kendskab til kønshormoner knyttet til den kvindelige krop. Man fandt ud af, at en kvindes ægløsning standser, når hun bliver gravid. Og man begyndte at overveje, om man mon kunne styre ægløsninger hormonelt. I de kommende år identificerede man flere kønshormoner, og i 1934 blev man i stand til at producere hormonet progesteron i ren form. I 1941 fandt man ud af at fremstille progesteron ud af en plante, og det var lidt af et gennembrud – for med den opdagelse blev det billigt at fremstille hormonet. I begyndelsen af 1950’erne lykkedes det at fremstille syntetiske udgaver af hormonerne, som også var virksomme, når de blev indtaget oralt.
Og tilbage til Margaret Sanger. Hun allierede sig nemlig i 1950 med feministen Katharine McCormick, som kom fra en velhavende Chicago-familie. Ved hjælp af McCormicks penge overtalte Sanger biologen Gregory Pincus, som var leder af et laboratorium for hormonforskning, til at forske i et hormonelt præventionsmiddel for kvinder. Emnet var dog stadig uhyre kontroversielt. Fødselskontrol var endda ulovligt i flere stater. Forskningen blev derfor lavet under dække af at være det modsatte – nemlig fertilitetsforskning. Og i 1957 kunne pillen markedsføres som medicin mod uregelmæssige menstruationer under navnet ”Enovid”. På pilleglasset blev der advaret om, at medicinen også forhindrede graviditet. Efterhånden, som pillens effekt blev kendt, gik flere og flere kvinder til lægen for at få udskrevet medicinen mod uregelmæssige menstruationer. Tre år senere – i 1960 – blev der givet tilladelse til at markedsføre pillen som præventionsmiddel. Da var Margaret Sanger 80 år gammel.
Der gik seks år, inden pillen blev frigivet på det danske marked. Men allerede fra starten af 60’erne vakte den opmærksomhed. To pionerer inden for seksualoplysningen – Inge og Sten Hegeler – beskrev pillen således i deres seksualoplysningsbog ’Kærlighedens ABZ’ fra 1961: ”Nogle hormonpiller (Enavid) er netop dukket op i Danmark. De fås kun mod recept. Kvinden tager 20 piller – én om dagen i tiden mellem menstruationerne og kan så ikke blive gravid. Måske er disse piller det næsten ideelle middel. Udgiften er ca. 25 kr. om måneden. De har været gennemprøvet 4-5 år i udlandet med lovende resultater. De bliver for tiden gennemprøvet i Danmark”.
Inge og Sten Hegeler fik ret – p-pillen blev det ideelle middel. Med p-pillens indtog opnåede kvinden nu kontrol over sin egen krop. Nu skulle hun ikke mere sætte sin lid til usikre præventionsmidler eller til mandens vilje til at bruge kondom. Nu kunne hun have sex uden at være angst for graviditet. En angst, som ellers havde været kvindens tro følgesvend, hvilket dette brevkassespørgsmål bragt i ugebladet Hjemmet i 1968 også vidner om: ”Jeg er snart 18 år og blev ringforlovet, da jeg var 17. Jeg har et problem, jeg ikke kan tale med min ringforlovede om, og det er, at jeg er så bange, hver gang vi står i forhold til hinanden, at jeg ikke føler noget ved samlejet. Selvom jeg bruger pessar, og han også beskytter sig, gribes jeg af rædsel for, at der skal ske noget”.
Angsten var ikke ubegrundet. Konsekvenserne ved en graviditet uden for ægteskab kunne være enorme for kvinden. Rollen som alenemor var ikke blot forbundet med stor skam, men også økonomisk tung, for kvinden havde brug for mandens forsørgelse. Ønskede hun fosteret fjernet, måtte det foregå illegalt og med risiko for hendes liv og førlighed. Aborten blev først frigivet i 1973.
Brevkasseredaktørens svar til den unge kvinde var, at hun kunne dæmpe sin graviditetsangst, hvis hun benyttede p-piller som prævention. Seksualitet blev som et trylleslag adskilt fra forplantning, og nu kunne kvinden på næsten samme vilkår som manden slå sig løs på lagnerne. Den seksuelle revolution var i gang.
I Søndags-B.T. i starten af 1969 gør journalisten Birgit Ronild status over p-pillen i artiklen ’Kvinden 69’:
”Pillen har fjernet frygten for den uønskede graviditet, og når den frygt er fjernet, får kvinden en chance for at finde ud af, hvor vigtig sex er for hende. Hvor stor en rolle erotik spiller i hendes samkvem med mange mænd – uden at hun behøver at binde sig. Hun står pludselig over for en ny moral-kodex. Hendes erotik er ikke længere bundet til frygten for uønsket graviditet, men til den moral-kodex, hun selv opstiller (…) For første gang i menneskets historie har kvinden fået seksuel frihed. Og også i den nye sexuelle frihed må hun lære at leve ud fra sin egen personlighed, og ikke ud fra hvad samfundet fortæller hende, at hun skal.”
Og kvinderne tog pillen til sig. I 1970 brugte flere end 200.000 danske kvinder p-piller – få år senere var det 350.000.
Det viste sig imidlertid, at p-pillen havde en række bivirkninger – eksempelvis kvalme, opkast, hovedpine, depression, manglende sexlyst og vægtøgninger. Og så var der den alvorlige bivirkning: En øget risiko for blodpropper. Denne risiko var medicinalindustrien bevidst om allerede fra starten. I 1961, et år efter p-pillens frigivelse på det amerikanske marked, havde medicinalvirksomheden, som producerede pillen, registreret 100 tilfælde af blodpropper. Men kvinderne oplevede ikke, at de af lægerne eller på p-pille-emballagen blev informeret om bivirkningerne ved brug af p-piller. Og det gjorde, at p-pilleoplysning blev en sag for kvindebevægelsen. I Kvindemuseets samlinger kan man finde en plakat fra 1970’erne med teksten: ”Det er kvindeundertrykkende, når kvinder bliver brugt som forsøgsobjekter, når der bliver eksperimenteret med vores kroppe uden vores samtykke. (…) Vi kræver at sundhedsstyrelsen som statens godkendelses- og kontrolorgan ikke frigiver sådanne præparater uden en grundig forudgående forskning og uden udførlig vejledning med oplysninger om bivirkninger til både læger og forbrugere. (…) Kvinder kræver gratis og sikker prævention uden bivirkninger”.
1970’ernes krav til sikker prævention uden bivirkninger er stadig gældende. I dag, hvor vi med den 4. generation af p-piller på markedet kan fejre pillens 60 års fødselsdag, er debatten om pillen højaktuel. Og tendensen er, at flere kvinder fravælger hormonel prævention. Mange er blevet mere opmærksomme på de ændringer, som p-piller kan gøre ved kroppen. En undersøgelse, som Epinion har lavet for DR, viser, at 38 % af de kvinder, som har brugt eller benytter p-piller, mistænker pillerne for at have givet dem bivirkninger. Ud af de 38 % mistænker 69 % af kvinderne p-pillerne for at have givet dem fysiske bivirkninger, mens 67 % af kvinderne mener at have oplevet psykiske bivirkninger. Psykiske bivirkninger beskrives eksempelvis som ændret humør, nedtrykhed eller manglende sexlyst.
Et interessant aspekt ved nutidens brug af p-piller er også, at de benyttes som kontrol af menstruation. Flere vælger at springe den månedlige p-pillepause over, så menstruationen udebliver. På den måde giver p-piller en endnu større grad af kropskontrol og frihed, og kvinder kommer tættere på en kropsfunktion som mandens. I den nyeste udgave af håndbogen ’Kvinde kend din krop’ (2013) fylder kontrol af menstruation en stor del af kapitlet om p-piller.
Og så er der jo mændene. Ideen om at lave en p-pille til mænd har faktisk været diskuteret siden slutningen af 1960’erne. Men forskningen er endnu ikke så langt, så en egentlig pille er klar til at komme i handlen. Måske handler det om, at vi kulturhistorisk set har tillagt kvinden et ansvar for forplantningen, og at hun har været den, som har oplevet de største konsekvenser ved en uønsket graviditet. Indtil videre er det ikke lykkedes at skabe en hormonel prævention til mænd uden bivirkninger, og mænd er generelt set ikke lige så risikovillige som kvinder, når det kommer til at indtage hormoner. En mand udtaler i en video fra Skønhedslaboritoriet/videnskab.dk: ”Bare fordi der er en risiko forbundet med de p-piller, som kvinder tager, så har jeg jo ikke lyst til at tage den samme risiko. Så er det bare begge køn, der bliver lige ‘dårligt’ stillet, hvor det jo helst skulle være sådan, at de blev lige godt stillet”.
Hvis vi skulle lave en liste over de mest revolutionære begivenheder i menneskehedens historie, må p-pillens opfindelse rangere højt. Med dens indtog blev seksualitet og forplantning adskilt, og seksualiteten blev på den måde sat fri. Men afslutningsvis kunne vi spørge os selv: Hvilke konsekvenser accepterer vi – og hvilke afkald gives der – for at opnå denne frihed? Og hvilken betydning har det for ligestillingen? Disse spørgsmål – og sikkert mange flere – vil indgå i fremtidens debat om præventionsmidler.
Kilder:
Asbell, Bernard: ‘The Pill: A Biography of the Drug That Changed the World’ (1995).
Eig, Jonathan: ‘The birth of the pill: How four pioneers reinvented sex and launched a revolution’ (2016).
Elsberg, Agnes m.fl. (red): ’Kvinde kend din krop’ (2013).
Eriksen, Christina Toustrup og Nielsen, Jonas Halgren: ’Hver tredje mistænker p-piller for bivirkninger’, artikel på dr.dk (10. august 2020)
Hegeler, Sten og Inge: ’Kærlighedens ABZ’ (1961).
Laneth, Pia Fris: ’Lillys Danmarkshistorie’ (2006).
Nielsen, Jens-Emil: ’100 års kærlighed’ (2009).
Osler, Mogens: ’Præventionens og familieplanlægningens historie’ (2006).
Video fra Skønhedslaboratoriet/Videnskab.dk (2018) – find den her:
Det er Sankt Hans, og jeg skal holde min første båltale. Jeg er klar – I’m on fire! Mine tanker i den forbindelse bliver (ironisk nok) ved med at kredse omkring heksen på bålet. Jeg har altid hadet den tradition. Da jeg var lille, var det fordi, jeg oprigtigt var bange for den makabre heksedukke (især fordi den ofte var stoppet med, ja: heksehyl – og larmede ganske forfærdeligt). Siden ramte afskyen mig, fordi bevidstheden om de reelle historiske kvindeafbrændinger smeltede sammen med midsommerens uskyldige lyse aften – og dukken på bålet. Jeg er stadig ikke fan af sankthans’ bålhekse, som faktisk kun er en ca. 150årig tradition.
Det var i kølvandet på den kristne reformation, at det
første heksebål i Danmark blev tændt. Det var ved købstaden Stege på Møn i
1540, og der skulle gå over 150 år, før den sidste (officielle) heksebrænding
fandt sted. Det skønnes, at omkring 50.000 mennesker i Europa mistede livet på
bålet i den periode – og langt de fleste var kvinder fra samfundets nederste
lag.
Når folk siger: ”slap nu af”, når jeg igen vrisser over
årets bålheks, så svarer jeg igen: For mig er en dukke ikke bare en dukke –
ligesom en statue heller ikke bare er en statue. Vores traditioner og monumenter
er ladet med betydning – betydning, som man kan være mere eller mindre bevidst
om. Men den er der, betydningen, og den kan ændre sig og opleves forskelligt
alt efter, hvem du er og hvor i historien, du befinder dig.
Jeg forstår godt, at sådan noget som en rytterstatue af
Christian 4. og lignende offentlige symboler på magt, undertrykkelse og ulighed
kan vække ubehagelige følelser og kritiske blikke i dag. Heldigvis for det,
dristes jeg til at sige – for ellers var vi da ikke blevet meget klogere. I min
ungdoms historietimer fremstod Christian 4. trods militære nederlag og
økonomisk tilbagegang – som en af de mest fremtrædende, folkelige og beundrede
konger i kongerækken. Og jeg vil give ham, at han fik grundlagt mange nye
byer og opført en række væsentlige bygningsværker, og han så for resten mægtig
ud på oliemalerier. Men han var også konge af koloni- og slavenationen Danmark
– og en ivrig hekseforfølger i øvrigt. Det tror jeg trods alt, man får
formidlet bedre i historietimerne i dag.
Der opstår jævnligt diskussioner om bagudvendt censur ift.
vores kulturarv. Bør man slette visse spor? Men den slags heksejagt duer bare
heller ikke – og hvor skal man i øvrigt begynde og slutte? Fortiden gjorde,
hvad fortiden gjorde – den var ikke klogere. Men det er vi. Og efter os kommer
der nogen, der er blevet endnu klogere – fordi de lærte af vores spor. Var
kritiske over deres (manglende) dybder og retninger. Mon ikke fremtidens
befolkninger vil rulle øjne af vores nuværende verdenssyn, hierarkier og
samfundsstrukturer? Vi, der står midt i andedammen, er – når alt kommer til alt
– blinde, når det gælder egne ufuldkommenheder.
Det er vores pligt at være bagkloge og huske, hvordan traditioner og monumenter er blevet til; hvilke liv, der er blevet kuet og tabt undervejs. Godt, at man nu taler om at tilføje kritisk formidling til vores offentlige monumenter. Godt, at Netflix planlægger at lancere tillægsmateriale til den i den grad racistiske film ’Borte med blæsten’. Jeg sørger for min del for, at heksens hyl på tirsdag får selskab af en brandtale (…) om hekse, traditioner og om et kritisk blik på den verden, der altid allerede er i forandring. En tale om, at når heksejagten sætter ind, er bagklog noget af det smarteste, man kan være.
I dag er en mærkedag for vores demokrati. Vi fejrer den første danske grundlov, som blev underskrevet 5. juni 1849 af Kong Frederik 7., hvormed styreformen i Danmark ændredes fra enevælde til konstitutionelt monarki og folkestyre.
Men rent faktisk var det kun omkring 14% af den danske
befolkning, der havde stemmeret i 1849. Udelukket fra politisk deltagelse var
de såkaldte syv F’er: fruentimmere (kvinder), folkehold (tjenestefolk),
fattige, fallenter (konkursramte), fjolser (psykisk syge), forbrydere og
fremmede. Fuld politisk ligestilling kom først med grundlovsændringen af 5.
juni 1915, der gav stemmeret og valgbarhed til stort set alle, kvinder som
mænd. 1915 blev altså året, hvor Danmark fik sit folkedemokrati, og kvinderne
har siden tilført nye dimensioner til den politiske debat, som har været
afgørende for udviklingen af det velfærdssamfund, vi kender i dag.
Grundlovsdag handler altså i den grad om ligestilling – om
demokrati, magt og bevægelse. Og man kan sige meget om mærkedage – men de
minder os om ikke at tage noget for givet resten af året. 8. marts minder os om
ikke at tage kvinders nyvundne rettigheder for givet, 10. december er FNs
menneskerettighedsdag, den 1. april minder os om ikke at tage os selv alt for
alvorligt – og så videre.
Fars dag er en anden mærkedag, som vi i Danmark også fejrer den
5. juni. I de øvrige nordiske lande ligger fars dag 2. søndag i november. Grundlovsdag
er en mærkedag af de helt store og vel det nærmeste, vi kommer en dansk nationaldag.
Så jeg synes faktisk, det er lidt synd, at fars dag i Danmark falder sammen med
netop den. Far fortjener sin egen dag, for han er jo den bedste i verden – han
er i hvert fald ligeså god som mor.
Faderskabet har fortjent og trænger til at blive talt op.
Kvinderne har i nyere tids historie formået at vriste sig fri af århundreders
umyndiggørelse og bevæget sig fra den private sfære og ud på de offentlige
arenaer på (næsten) lige fod med mænd. Vel at mærke samtidigt med, at kvinderollen
har bibeholdt sin arketypiske status som den primære, almoderlige omsorgsgiver.
Statistikker viser, at det stadig er kvinder, der har langt størstedelen af
ansvaret for husholdning og børn – samtidig med, at de for længst har indtaget uddannelser
og arbejdsmarked. Kvinder i Danmark har ret til (øremærket) 14 ugers orlov
efter fødslen – far har kun ret til 14 dage. I Danmark tager mænd ca. 9 % af
barselsorloven, og de har slet ikke som kvinderne taget samme ryk i forholdet mellem
den offentlige og den private sfære. Det er ikke så mærkeligt, at langt flere
kvinder end mænd går ned med stress, for det er da en tosset arbejdsdeling.
Men fædre er ligeså meget forældre som mødre – og den
nuværende skævhed og indirekte nedvurdering af faderrollen kommer hverken far
mor eller børn til gode. Og nej: der er ingen forskning, der viser, at mænd
ikke kan være nøjagtig lige så gode omsorgsgivere som mor.
Faderskabet har fortjent og trænger til at blive talt op. Kvinderne har i nyere tids historie formået at vriste sig fri af århundreders umyndiggørelse og bevæget sig fra den private sfære og ud på de offentlige arenaer på (næsten) lige fod med mænd. Vel at mærke samtidig med, at kvinderollen har bibeholdt sin arketypiske status som den primære, almoderlige omsorgsgiver. Statistikker viser, at det stadig er kvinder, der har langt størstedelen af ansvaret for husholdning og børn – samtidig med, at de for længst har indtaget uddannelser og arbejdsmarked. I Danmark tager mænd ca. 9 pct. af barselsorloven, og de har slet ikke som kvinderne taget samme ryk i forholdet mellem den offentlige og den private sfære. Det er ikke så mærkeligt, at langt flere kvinder end mænd går ned med stress, for det er da en tosset arbejdsdeling.
Så lad os tale om farrollen med far og lade hans dag være hans. Hvornår skal vi fejre den?
Jeg har råbt op om det før, men problemet er påfaldende tydeligt i denne tid, hvor også Kvindmeuseet har skruet op for online-aktiviteterne: Facebooks censur er en kile i ikke bare ytringsfriheden – men i videnssamfundet.
Af Julie Rokkjær Birch, direktør på Kvindemuseet
Nogle gange skal der et benspænd til at tænke anderledes. De
sidste mange uger har vi set, hvordan kreativiteten er blomstret i de erhverv,
som rammes hårdt af corona-krisen. ’Det kan vi lære af krisen’- analyserne er
mange, og det er lige før jeg er blevet træt af at høre på Churchill-citatet:
”lad aldrig en god krise gå til spilde”. Men også kun næsten. For jeg er selv
en godmodig optimist, der prøver at lade de gode ideer få plads og få det
bedste ud af det hele – sagt på godt jysk. Og jeg glæder mig over, hvordan mit
eget fagfelt, museerne, sprudler med nye digitale initiativer – og en vilje til
at gøre sig nyttige på trods.
Alligevel sidder jeg i skrivende stund og er godt og
grundigt frustreret.
Jeg har råbt op om det før, men problemet er påfaldende
tydeligt i denne tid, hvor også mit eget museum har skruet op for
online-aktiviteterne: Facebooks censur er en kile i ikke bare ytringsfriheden –
men i videnssamfundet.
Som mange andre kulturinstitutioner bruger Kvindemuseet online
annoncering til at nå bredt ud til befolkningen med de gode historier – vi er
per definition public service. Lige nu laver vi online omvisninger,
hjemmeskoling, indsamler genstande og historier og formidler corona-relaterede
historier om køn og ligestilling via de sociale medier. Det gør vi, fordi det
er relevant, og fordi vi vil opfylde vores lovmæssige museale forpligtelser –
coronalukket eller ej.
MEN til jeres information: Det er virkelig svært at komme ud
over (censur)rampen, når man er et museum med køn, ligestilling og
mangfoldighed på dagsordenen. Nu forestiller I jer nok en censur-bjælke henover
et par nøgne bryster. Men nej (historien om Femø-lejren har vi skam længe opgivet
på forhånd). Ordet ‘køn’ er i sig selv no-go. Og Kvindemuseets ansvarsområde (vores
lovgrundlag) er såmænd ’kønnenes kulturhistorie’ (indsæt selv passende emoji). En
algoritme oversætter vel køn med ’sex’ og ’gender’ og det vækker så facebooks
alarmklokker ift. seksuelt eller politisk materiale. Ordet transkønnet duer
selvfølgelig heller ikke. Maskulinitet er OK. Selv efter talrige redigeringer
af vores seneste online-omvisning (og efter at have anmodet om ekstra
gennemgang) fik vi blot denne besked fra facebook:
“Denne annonce kører ikke, fordi den ikke overholder
vores annonceringspolitik. Vi tillader ikke annoncer, der promoverer
voksenprodukter eller -tjenester som f.eks. sexlegetøj, produkter, der er
seksuelt præstationsfremmende, eller seksuelle videoer og publikationer samt
billeder eller videoer, der viser nøgenhed.”
Det er absurd, at Kvindemuseet – et statsanerkendt specialmuseum
– med sin helt særlige dagsorden er slået hjem på forhånd. Blot fordi museets
ansvarsområde er kønnenes kulturhistorie. Og vi er langt fra de eneste. Sidste
år gik det ud over ARoS og Charlottenborg, som i fællesskab skabte udstillingen
Art & Porn. Mere behøver jeg vist ikke forklare. Men for Kvindemuseet
gælder det altså hele året rundt, fordi vi er, ja: Kvindemuseet.
Ud over at jeg føler mig frustreret, så er jeg også
bekymret. Det her er alvorligt, fordi Facebook er en af de mest nødvendige
kanaler at kommunikere direkte med vores brugere på. Facebook er så stort og
har så bred folkelig tilslutning, at vi ikke bare kan boykotte det.
Men hvorfor er køn så farligt? På den ene side fortæller det
mig, at vi ikke er ligegyldige. På den anden side er der noget helt galt.
Jeg har ofte hørt Kvindemuseet blive beskyldt for at være
politisk korrekt, når vi adresserer ligestillingsproblematikker, historisk og
aktuelt. Men lige nu er vi som forskningsinstitution, viden- og dialogplatform
altså ved at blive kvalt af en regulær, ja totalitær, politisk korrekthed.
Lige nu kæmper verden med at finde en modgift til coronavirussen. Imens vi venter, bør vi udnytte krisens særlige sindstilstand til at iværksætte en grundlæggende erkendelse af, hvad modgiften til ’accelerationsregimet’ kunne bestå i.
af Julie Rokkjær Birch, museumsdirektør
JEG STÅR I mit soveværelse og konstaterer med en næsten symbolsk erkendelse, at en af bøgerne på mit natbord er ’Fremmedgørelse og Acceleration’ af stjernesociologen Hartmut Rosa (f. 1965). Bogen er en analyse af de accelerationsprocesser, der præger det moderne liv, og et bud på konsekvenserne af et stadigt højere tempo i vores samfund. Den centrale pointe i bogen er, at moderne mennesker bliver mere og mere fremmedgjorte fra sig selv, hinanden og de fysiske og sociale rammer, der omgiver dem. Den beskriver, hvordan vi effektiviserer vores hverdag og sparer tid, så vi kan løbe hurtigere og hurtigere; men vi har stadig aldrig tid nok. Jeg var cirka halvvejs i bogen, da coronasmitten fik statsminister Mette Frederiksen til at slå bremsen i og lukke Danmark ned. Så stod jeg der med tvillinger på syv, der skulle hjemmeskoles, og et museum at dirigere gennem en krise. Lige dét scenarie har der ikke umiddelbart været meget opbremsning over, men noget er alligevel forandret.
LIGE NU kæmper verden med at finde en modgift til coronavirussen. Imens vi venter, bør vi udnytte krisens særlige sindstilstand til at iværksætte en grundlæggende erkendelse af, hvad modgiften til ’accelerationsregimet’ kunne bestå i. Vi skal gennemskue, hvordan vi styrker relationen mellem selvet og verden. Hvordan ser vi på os selv og verden med et normkritisk blik?
Måske rykker coronakrisen nye horisonter nærmere og aktualiserer behovet for en ny museumsdefinition, der passer til en tid præget af store og hastige forandringer og en tid, hvor museerne sætter nye dagsordner politisk, kulturelt og socialt. Sidste år arbejdede ICOM (International Council of Museums) faktisk med et ændringsforslag til den internationale museumsdefinition, så den bedre afspejler museernes rolle som dagsordensættende. Man mente netop, at museer har skiftet rolle i forhold til tidligere, hvor museer fremstod mere officielt styrede og fortalte en fast historie uden at indgå i dialog med brugerne eller forholde sig til en verden, der forandrer sig hele tiden. I det nye forslag lød det blandt andet, at ”museer skal sigte efter at bidrage til menneskelig værdighed og social retfærdighed, global lighed og planetens velbefindende.”
Forslagets aktivistiske elementer blev dog betragtet som værende for radikale og blev derfor afvist på ICOM’s generalforsamling i Kyoto i september 2019. Men her midt i status quo(rona) er den foreslåede definition ikke desto mindre kun blevet mere relevant – og ser jeg rundt blandt danske museers visioner og missioner, så er vi allerede godt i gang.
Det er kvindebevægelsens fortjeneste, at vi i dag erkender – og anerkender – hvad køn betyder. For os alle.
Vi nærmer os den 8. marts. Dagen, hvor kinesiske kvinder har en halv fridag, og dagen, som i visse lande er en national helligdag.Der er plads til at stille flere principielle spørgsmål om køn med udsyn til LGBT+-området, etnicitet, ja, endda til mænds kønsproblematikker.
En såkaldt International Kvindedag blev foreslået i 1910 ved den internationale kvindekongres i København af Clara Zetkin, tysk socialist og præsident for kongressen. Forslaget indebar kravet om, at kvinder fik stemmeret, uddannelse og arbejde på lige fod med mænd. Siden 1921 er ”8. marts” blevet markeret verden over.
På mandag starter ”Uge sex”, og så er der tryk på seksualundervisningen landet over. Men er det egentlig blevet nemmere siden dengang …
Jeg tror, at ordet ”seksualundervisning” vækker nogle associationer og minder hos de fleste af os. Lad mig kort konkludere: Tiderne er heldigvis skiftet, siden jeg i 8. klasse anno 1997 blev sat til at sætte kondom på et oversavet kosteskaft … Men selv om der er sket meget ”siden mor var pige”, og selv om idealerne er store, så er der stadig udfordringer med at opfylde målene for seksualundervisningen i grundskolen.
Der er en udbredt opfattelse af, at man ønsker at ophæve forskellene mellem kønnene, hvis man kæmper for kønsmæssig ligestilling og mangfoldighed. Det er forkert, for der er forskel på mænd og kvinder. Faktisk er vi alle ret forskellige.
I et privat selskab mellem jul og nytår havde jeg en god og livlig samtale om kvinder og mænds roller i samfundet. Som så ofte før blev historien bragt i spil som perspektiv på nutiden. Det er fremragende at kunne sætte ting i relief, og jeg gør det selv hele tiden. Et af mine yndlingseksempler er det med, at lyserød engang var en drengefarve (jep, den er god nok).
Vi siger tit, at vi vil ansætte den bedste – men forskningen og undersøgelser viser, at det gør vi ikke. Vi ved også, at kvinder skal præstere bedre end mænd for at blive ansat i en chefstilling. Der er også flere mænd end kvinder, der søger chefstillingerne, selv om kvinderne er lige så kvalificeret.
Ifølge den årlige ligestillingsrapport fra World Economic Forum ligger Danmark på en 14.-plads og dermed dårligst i Norden. Vi skal med andre ord stramme os an i Danmark.
I Aarhus er vi stolte af at have verdens eneste kvindemuseum. Men vi vil også være stolte af, hvis vi kunne få ligestilling på de øverste lederniveauer i Aarhus Kommune. I dag er der 17 mænd og 12 kvinder på det øverste lederniveau, som tæller direktørerne og forvaltningscheferne, og der er kun en kvindelig direktør. Det er ikke godt nok.
Ulla Tofte var en glædesdræber, da hun udstillede manden, der tog et billede af studieværtens korte kjole. Det er aldrig populært at være en glædesdræber, men det er nødvendigt at være det af og til.
P1 interviewede i forrige uge en kvinde, der i sin fritid går med metaldetektor og leder efter fortidsminder. Hun fortalte i begejstrede vendinger om sin nye interesse, hvorefter værten spørger: »Men er det ikke – ja, undskyld, jeg spørger, en lidt atypisk hobby for en kvinde?« (med al den teknik, forstås). Kvinden lo venligt og gled lettere nervøst af på spørgsmålet.
Hun ville bevare den gode stemning, og det kan jeg godt forstå.
#MeToo har været med til at øge trykket på mændene, og det pres skal vi tage alvorligt. Der er brug for at modernisere manderollen.
Forleden delte jeg på Facebook nyheden om, at Nordisk Ministerråd har afsat 700.000 kroner til at undersøge særlige internetfora på det såkaldte ”dark web”, hvor primært unge mænd samles om at opildne til kvindehad, og hvor seksuelle krænkelser og vold mod kvinder legitimeres. Som direktør på et museum, der er sat i verden for at behandle køn og ligestilling, interesserer dette mig naturligvis en hel del, og jeg mener, vi skal tage problematikken dybt alvorligt.
Vi skal tage mændene alvorligt. Med #MeToo-bevægelsen opstod der et markant tryk i kønsdebatten. Et tryk, jeg mener har været overvejende positivt og frisættende, men som dog også har givet anledning til et øget modtryk, polarisering og til, at nogle mænd (bemærk: ikke alle mænd) føler et privilegietab.
En af reaktionerne på mit Facebook-opslag var, at vi ikke kan eliminere had i små grupperinger, og at der altid vil være mennesker, der har haft en virkelig dårlig barndom, hvilket udmønter sig i mindreværd. Tja. Jeg mener, vi skal turde tale om, at det her handler om manden, ligesom jeg mener, vi skal turde tale om, hvorfor 38.000 kvinder hvert år er udsat for partnervold. Hvorfor er partnerdrab på kvinder (begået af mænd) den største enkelttype af drab i Danmark? Bandedrab udgør kun en meget lille del i forhold til det. Så det er altså ikke banderne, der er problemet – det er manden.
…
»Kvinden er kønnet, manden er mennesket,« sagde filosoffen Simone de Beauvoir i 1949 og pointerede hermed, at selv om det historisk set er mænd, der er blevet studeret i historiebøgerne, har beretningerne, som oftest også var skrevet af mænd, sjældent handlet om mænd som kønsvæsener. Men mænd har også fået deres køn ”på slæb”. For på den ene side har #MeToo-bevægelsen hevet manden ud af sin privilegerede kønsusynlighed og gjort ham til objekt for et kritisk blik. Men på den anden side er modreaktionerne symptom på, at manderollen efter årtiers kvindefrigørelse er blevet hjemløs og måske derfor søger tilbage til tidligere tiders magtstrukturer og kønsroller.
Måske er det naivt, men kunne det ikke være smukt, hvis vi kunne nuancere og modernisere synet på, hvad det vil sige at være mand i 2019. Rive os fri af det bagudskuende blik på kønsroller og modernisere manderollen uden at afmodernisere kvinderollen.
Det starter med, at alle I mænd, som ikke er en del af lyssky internetfora, sætter jeres dagsorden og skaber en moderne mandebevægelse, der kan nuancere manderollen og frisætte manden.
Jeg skulle hilse og sige, at det er op ad bakke at lave facebookannoncer for et museum, der arbejder med kønnenes kulturhistorie.
Der er noget ”farligt” over det med sex. Selv om enevældens censurbestemmelser fra 1537 blev afskaffet med grundloven i 1849, blev forbuddet mod pornografiske bøger og billeder gentaget i Presseloven af 1851 og i Almindelig borgerlig Straffelov af 1866. I år er det 50 år siden, pornoen blev frigivet.
Men faktisk er det i et længere historisk perspektiv noget nyt, at seksualitet forbindes med noget ”farligt’”. Først med kristendommens indførelse bliver seksualiteten, ja: ukristelig. Bl.a. fordi ”nydelsessyge” står på listen over de syv dødssynder. Synet på sex får desuden en stærkt kønnet dimension med den kristne identifikation af kvinden som krop – og manden som ånd. Det er Eva, der frister Adam i Paradisets Have – Eva, som Gud har skabt sekundært og ud af Adams ribben.
I børnenes bøger kan vi genopdage, hvor befriende det er at være komplet åben og ikke vide – eller skulle vide – alt.
For mig er noget af det bedste ved forældreskabet aftenens godnatlæsning. Det er dog knald eller fald, om mine seksårige tvillinger vælger en bog i reolen, som jeg godt gider – eller en, som jeg ikke gider.
”Guinness Rekordbog” er en, jeg virkelig ikke gider. Det er noget andet, når vi sammen følger livets gang hos Villads fra Valby eller Ivan Olsen (aka ”Gummi-Tarzan”) – så er jeg mindst lige så godt underholdt som ungerne.
Men når vi læser bøger af Astrid Lindgren, sker der ofte noget andet med mig – og med os.
Mens jeg læser, mærker jeg en dyb og fortættet stemning i vores fælles symbiotiske læsekrop. ”Brødrene Løvehjerte”, ”Rasmus på farten”, ”Emil fra Lønneberg”, ”Ronja Røverdatter”, ”Pippi Langstrømpe”.
Når præsident Donald Trump kommer til Danmark, er han velkommen på Kvindemuseet til en åben dialog om køn, abort, minoriteter og menneskerettigheder.
I løbet af de seneste årtier har museer verden over justeret og genopfundet deres visioner og praksis, så de passer til en tid præget af store og hastige forandringer. Flere og flere museer ønsker at sætte nye dagsordner politisk, kulturelt og socialt.
Tendensen er så klar, at ICOM (International Council of Museums) lige nu arbejder med at ændre den internationale museumsdefinition, så den bedre afspejler museernes nye udfordringer og visioner. Direktionen for ICOM valgte på sin 139. forsamling i Paris den 21.-22. juli en ny, alternativ museumsdefinition. Den skal til afstemning på ICOM’s næste ekstraordinære generalforsamling, som finder sted 7. september i Kyoto, Japan. Frit oversat fra engelsk lyder den:
»Museer er demokratiserende, inkluderende og flerstemmige rum for kritisk dialog om fortid og fremtid. De anerkender og tager stilling til aktuelle konflikter og udfordringer, forvalter genstande og sikrer erindringer for fremtidige generationer. Museer garanterer lige rettigheder og lige adgang til kulturarven. Museer eksisterer ikke for fortjenestens skyld. De er inddragende og gennemskuelige og indgår i aktive partnerskaber med forskellige fællesskaber for at indsamle, bevare, undersøge, fortolke, udstille og forstærke opfattelser af verden med det mål at bidrage til menneskelig værdighed og social retfærdighed, global lighed og planetens velfærd.« (…)
Kvindemuseet har altid været aktivistisk, men nu er ‘museum activism’ blevet et voksende internationalt fænomen. Museerne har et stort potentiale i forhold til at adressere, kvalificere og mobilisere handling bag samfundsmæssige problemstillinger. Dette har Kvindemuseets direktør, Julie Rokkjær Birch, skrevet om i denne kronik.
I januar 2017 sendte MoMA i New York en direkte hilsen til USA’s nye præsident, da de fjernede malerier af Matisse og Picasso i museets udstillinger og erstattede dem med værker af kunstnere fra seks lande omfattet af The Muslim Travel Ban.
Den 8. marts 2017 tog Kvindemuseet initiativ til en Equality March i Aarhus. Under #metoo-bevægelsens ulmen forvandledes museet til speaker’s corner, bannerværksted og mobiliseringsplatform for en stor ligestillingsdemonstration. Aarhus Politi vurderede, at 1.500 personer deltog. Arrangementet gentages nu hvert år på museet den 8. marts.
At museer foretager sådanne aktivistiske handlinger, at de arbejder med sprængfarligt stof og skaber debat ved at tage store, politisk ømtålelige og tabubelagte problemstillinger op – og har en holdning til dem – er et nyt og voksende fænomen. Flere og flere museer ønsker at sætte nye dagsordener politisk, kulturelt og socialt, og flere og flere museers eksplicitte mission er at skabe social forandring. Aktivismen, som synes at spire, tager typisk udgangspunkt i en opfattelse af, at det etablerede politiske system ikke kan eller vil adressere væsentlige problemer i samfundet.
Kvindemuseet har altid været aktivistisk – men Kvindemuseet er nu heller ikke et hvilket som helst kulturhistorisk museum. Dog mener jeg, at museer generelt har et potentiale i forhold til at adressere, kvalificere og mobilisere handling bag samfundsmæssige problemstillinger, og at det kan komme både museerne, de besøgende og fællesskabet uden for museerne til gode…
