Vi skal tage mændene alvorligt. Med #MeToo-bevægelsen opstod der et markant tryk i kønsdebatten. Et tryk, jeg mener har været overvejende positivt og frisættende, men som dog også har givet anledning til et øget modtryk, polarisering og til, at nogle mænd (bemærk: ikke alle mænd) føler et privilegietab.

En af reaktionerne på mit Facebook-opslag var, at vi ikke kan eliminere had i små grupperinger, og at der altid vil være mennesker, der har haft en virkelig dårlig barndom, hvilket udmønter sig i mindreværd. Tja. Jeg mener, vi skal turde tale om, at det her handler om manden, ligesom jeg mener, vi skal turde tale om, hvorfor 38.000 kvinder hvert år er udsat for partnervold. Hvorfor er partnerdrab på kvinder (begået af mænd) den største enkelttype af drab i Danmark? Bandedrab udgør kun en meget lille del i forhold til det. Så det er altså ikke banderne, der er problemet – det er manden.

…

»Kvinden er kønnet, manden er mennesket,« sagde filosoffen Simone de Beauvoir i 1949 og pointerede hermed, at selv om det historisk set er mænd, der er blevet studeret i historiebøgerne, har beretningerne, som oftest også var skrevet af mænd, sjældent handlet om mænd som kønsvæsener. Men mænd har også fået deres køn ”på slæb”. For på den ene side har #MeToo-bevægelsen hevet manden ud af sin privilegerede kønsusynlighed og gjort ham til objekt for et kritisk blik. Men på den anden side er modreaktionerne symptom på, at manderollen efter årtiers kvindefrigørelse er blevet hjemløs og måske derfor søger tilbage til tidligere tiders magtstrukturer og kønsroller.

Måske er det naivt, men kunne det ikke være smukt, hvis vi kunne nuancere og modernisere synet på, hvad det vil sige at være mand i 2019. Rive os fri af det bagudskuende blik på kønsroller og modernisere manderollen uden at afmodernisere kvinderollen.

Det starter med, at alle I mænd, som ikke er en del af lyssky internetfora, sætter jeres dagsorden og skaber en moderne mandebevægelse, der kan nuancere manderollen og frisætte manden.

Læs hele indlægget her >>