Ytringsfriheden stopper på facebook – Censur rammer Kvindemuseets formidling

Jeg har råbt op om det før, men problemet er påfaldende tydeligt i denne tid, hvor også Kvindmeuseet har skruet op for online-aktiviteterne: Facebooks censur er en kile i ikke bare ytringsfriheden – men i videnssamfundet.

Af Julie Rokkjær Birch, direktør på Kvindemuseet

Nogle gange skal der et benspænd til at tænke anderledes. De sidste mange uger har vi set, hvordan kreativiteten er blomstret i de erhverv, som rammes hårdt af corona-krisen. ’Det kan vi lære af krisen’- analyserne er mange, og det er lige før jeg er blevet træt af at høre på Churchill-citatet: ”lad aldrig en god krise gå til spilde”. Men også kun næsten. For jeg er selv en godmodig optimist, der prøver at lade de gode ideer få plads og få det bedste ud af det hele – sagt på godt jysk. Og jeg glæder mig over, hvordan mit eget fagfelt, museerne, sprudler med nye digitale initiativer – og en vilje til at gøre sig nyttige på trods.

Alligevel sidder jeg i skrivende stund og er godt og grundigt frustreret.

Jeg har råbt op om det før, men problemet er påfaldende tydeligt i denne tid, hvor også mit eget museum har skruet op for online-aktiviteterne: Facebooks censur er en kile i ikke bare ytringsfriheden – men i videnssamfundet.

Som mange andre kulturinstitutioner bruger Kvindemuseet online annoncering til at nå bredt ud til befolkningen med de gode historier – vi er per definition public service. Lige nu laver vi online omvisninger, hjemmeskoling, indsamler genstande og historier og formidler corona-relaterede historier om køn og ligestilling via de sociale medier. Det gør vi, fordi det er relevant, og fordi vi vil opfylde vores lovmæssige museale forpligtelser – coronalukket eller ej.

MEN til jeres information: Det er virkelig svært at komme ud over (censur)rampen, når man er et museum med køn, ligestilling og mangfoldighed på dagsordenen. Nu forestiller I jer nok en censur-bjælke henover et par nøgne bryster. Men nej (historien om Femø-lejren har vi skam længe opgivet på forhånd). Ordet ‘køn’ er i sig selv no-go. Og Kvindemuseets ansvarsområde (vores lovgrundlag) er såmænd ’kønnenes kulturhistorie’ (indsæt selv passende emoji). En algoritme oversætter vel køn med ’sex’ og ’gender’ og det vækker så facebooks alarmklokker ift. seksuelt eller politisk materiale. Ordet transkønnet duer selvfølgelig heller ikke. Maskulinitet er OK. Selv efter talrige redigeringer af vores seneste online-omvisning (og efter at have anmodet om ekstra gennemgang) fik vi blot denne besked fra facebook:

“Denne annonce kører ikke, fordi den ikke overholder vores annonceringspolitik. Vi tillader ikke annoncer, der promoverer voksenprodukter eller -tjenester som f.eks. sexlegetøj, produkter, der er seksuelt præstationsfremmende, eller seksuelle videoer og publikationer samt billeder eller videoer, der viser nøgenhed.”

Det er absurd, at Kvindemuseet – et statsanerkendt specialmuseum – med sin helt særlige dagsorden er slået hjem på forhånd. Blot fordi museets ansvarsområde er kønnenes kulturhistorie. Og vi er langt fra de eneste. Sidste år gik det ud over ARoS og Charlottenborg, som i fællesskab skabte udstillingen Art & Porn. Mere behøver jeg vist ikke forklare. Men for Kvindemuseet gælder det altså hele året rundt, fordi vi er, ja: Kvindemuseet.

Ud over at jeg føler mig frustreret, så er jeg også bekymret. Det her er alvorligt, fordi Facebook er en af de mest nødvendige kanaler at kommunikere direkte med vores brugere på. Facebook er så stort og har så bred folkelig tilslutning, at vi ikke bare kan boykotte det.

Men hvorfor er køn så farligt? På den ene side fortæller det mig, at vi ikke er ligegyldige. På den anden side er der noget helt galt.

Jeg har ofte hørt Kvindemuseet blive beskyldt for at være politisk korrekt, når vi adresserer ligestillingsproblematikker, historisk og aktuelt. Men lige nu er vi som forskningsinstitution, viden- og dialogplatform altså ved at blive kvalt af en regulær, ja totalitær, politisk korrekthed.