KØN – Gender Museum Denmark ligger i Aarhus. KØN sætter fokus på kønnenes kulturhistorie og diskuterer kønsproblematikker, ligestilling, krop og seksualitet.
Her kan du følge med i kommende arrangementer og læse om nye tiltag på KØN. Du kan holde dig opdateret på særlige åbningstider, nyt fra caféen og en masse andre nyheder.
KØN Café er en hyggelig og stemningsfuld oase midt i Aarhus. Her kan du nyde en forfriskning efter et besøg på museet eller lægge vejen forbi til en skøn grøn frokost, når du er i byen.
Der er gratis entré til cafeen.
KØN – Gender Museum denmark ligger i Aarhus. KØN sætter fokus på kønnenes kulturhistorie og diskuterer kønsproblematikker, ligestilling, krop og seksualitet.
Jeg skulle hilse og sige, at det er op ad bakke at lave facebookannoncer for et museum, der arbejder med kønnenes kulturhistorie.
Der er noget ”farligt” over det med sex. Selv om enevældens censurbestemmelser fra 1537 blev afskaffet med grundloven i 1849, blev forbuddet mod pornografiske bøger og billeder gentaget i Presseloven af 1851 og i Almindelig borgerlig Straffelov af 1866. I år er det 50 år siden, pornoen blev frigivet.
Men faktisk er det i et længere historisk perspektiv noget nyt, at seksualitet forbindes med noget ”farligt’”. Først med kristendommens indførelse bliver seksualiteten, ja: ukristelig. Bl.a. fordi ”nydelsessyge” står på listen over de syv dødssynder. Synet på sex får desuden en stærkt kønnet dimension med den kristne identifikation af kvinden som krop – og manden som ånd. Det er Eva, der frister Adam i Paradisets Have – Eva, som Gud har skabt sekundært og ud af Adams ribben.
Forestil dig fremtidens samfund, hvilken rolle vil køn spille?
Når vi deler vores tanker, drømme og mareridt om fremtidens samfund, siger det i virkeligheden rigtig meget om nutiden. I særudstillingen FLUX kan du hjælpe os med at skrive historien om køn i fremtiden.
Vores gode museumsgæster har allerede delt en masse tanker og hængt deres bidrag op på træet i udstillingen. Nedenfor ses et bredt udvalg.
Forberedelserne til Kvindemuseets kommende udstilling om børnetegninger, der åbner i 2020, er i fuld gang. Udstillingen er en del af museets igangværende forskningsprojekt “Køn redelighed: Hverdagsliv, aktivisme og diversitet”, der er blevet til med støtte fra Velux Fonden. I det følgende notat giver kunsthistoriker og udstillingens kurator Jakob Rosendal et indblik i det indledende arbejde med de mere end 800 tegninger fra en 15-årig transkønnet dreng, som Kvindemuseet har fået lov til at låne til udstillingen.
Af Jakob Rosendal, september 2019
En stor del af juli-måned har jeg brugt på at grave mig ned igennem to flyttekasser med hundredevis af tegninger. Jeg har haft dét, som jeg forestiller mig en arkæolog må have dét, når hun går i gang med en vigtig udgravning: Hvad mon der dukker frem af jorden? Hvilke forestillinger og forventninger om dette sted og dets tidligere beboere og det materiale, de har efterladt sig, vil blive bekræftet eller afkræftet? Og hvilke nye gåder og spørgsmål vil vise sig?
Modsat arkæologen har jeg ikke skulle arbejde mig igennem forskellige jordlag, men mange lag og diverse grupperinger af tegninger. Hvor arkæologen finder genstande i jordlagene, udgør papirlagene på samme tid den materie, jeg har gravet mig igennem, og genstanden for mit forskningsprojekt om børns tegninger. Ligesom arkæologen har jeg arbejdet mig igennem forskellige tidslige niveauer og foretaget en bevægelse nedad gennem tiden. Men i flyttekassernes tilfælde (som det ofte er med kasser, vi gemmer vores nære, personlige fortid i) er der tale om en noget sammenblandet og ikke-kronologisk tid, idet flere lag af tegninger har forrykket sig i forhold til hinanden eller er blevet samlet i flyttekassen uden hensyntagen til kronologi.
Hvor arkæologien (som oftest) har med levn fra døde og derfor utilgængelige mennesker at gøre, har jeg i mit flyttekassearkæologiske arbejde adgang til tegneren bag kassernes indhold: 15-årige Oliver Jean Sagvold. Tegningerne strækker sig fra hans tidligste kruseduller og op til i dag, hvor han – modsat de fleste børn – stadig er en ihærdig og talentfuld billedskaber. På Kvindemuseet er vi meget taknemmelige for, at Oliver og hans mor har givet os adgang til de to flyttekasser, og dermed til en sammenblanding af mere end 800 tegninger og forskelligt andet materiale fra Olivers barndom. Dette andet materiale udover tegningerne giver et delvist men samtidigt meget nyttigt indblik i den visuelle kultur, som Oliver er vokset op i bestående af blandt andet farvelægningsbøger, fotografier og reklamer for Disney-magasiner.
Da jeg første gang mødtes med Oliver og hans mor på Kvindemuseet tilbage i starten af maj-måned, havde de taget et udvalg på cirka 50 tegninger med, som vi fordelte udover et stort bord. Tegningerne strakte sig fra tidlige børnehavetegninger og op til en indbundet og ornamenteret tegnebog, som Oliver indenfor det seneste års tid havde fyldt ud med tegninger. Da vi sad og kiggede udover tegningerne, slog det mig, at fuglen som motiv gik igen i flere af tegningerne. I kraft af dens gentagelse lod den til at have spillet en vigtig rolle for Oliver igennem hans barndom og helt op til i dag. I et nyere selvportræt fra 2017 indtager fuglen eksempelvis en central position, idet Oliver ser op på den, mens den sidder oven på hans hoved. (Et udsnit af dette selvportræt kan ses nedenfor).
Fra det første møde med Oliver og hans tegninger begyndte en hypotese at tage form: Fuglen som motiv har for Oliver muliggjort en forandring eller en bevægelse. En bevægelse på tværs af kønsforskellen, hvor Oliver kunne udtrykke sig som og komme til syne som dreng gennem fuglen som andet og mere end et tegn, der oftest i hverdagens visuelle kultur forbindes med noget feminint og knyttes til piger/kvinder (sådan som det også kan ses af de billeder i flyttekasserne, der ikke var lavet af Oliver, og som var fra den visuelle kultur, han har haft omkring sig og taget til sig, især i de meget feminine farvelægningsbøger Oliver havde tegnet i som 7-8-9 årig).
Men hvilken slags motiv eller tegn udgør fuglen, og hvordan muliggør den en sådan bevægelse? Et muligt svar herpå skal i det videre arbejde med Olivers tegninger søges i den amerikanske litterat og queer-teoretiker Kathryn Bond Stockton og hendes viderebearbejdning af den britiske sprog- og litteraturforsker I. A. Richards metafor-begreb. Stockton viser nemlig, hvordan anderledes (queer) former for børn kan komme til syne gennem metaforen, idet metaforen i Richards’ terminologi består af et fartøj (“a vehicle”) med hvilket en bevægelse mod et andet indhold (“tenor”) kan finde sted. Hopper vi om bord på metaforens fartøj kan det føre til nye og uventede betydninger.
I Olivers tegninger synes fuglen nu netop at tage del i et sådan metaforisk arbejde, for ved på forskellig vis at bevæge sig med, på eller indeni fuglen som et semantisk transportmiddel, ja, ved faktisk også i nogen grad at blive til fugl, lader det til, at Oliver har kunnet bevæge sig væk fra de betydninger, de forventninger og roller, som omgivelsernes og samfundets identifikation af ham som pige har tilskrevet ham. Interessant er det, at hvor Stockton finder sine eksempler på queer børns metaforik i litteratur og film fra slutningen af det 19. til starten af det 21. århundrede, så lader det til, at den samme slags metaforbrug her, i Olivers bevægelse med fuglen, viser sig i et konkret barns forhold til det at være kønnet.
Når vi på Kvindemuseet til februar 2020 åbner udstillingen Barnestreger om køn og seksualitet i (og omkring) børns tegninger, så er det blandt andet denne tilsyneladende så afgørende metaforiske bevægelse, vi ønsker at belyse og udfolde, som en tværgående fugleflugt, der gennemskærer kønsforskellen – ikke bare (og for nu at åbne op for endnu en hypotese) som en bevægelse fra en klar og entydig kønnet position til en anden, men måske mere præcist som noget der underminerer de symbolske dikotomiske betydninger, hvorigennem vi som oftest forstår køn – og dermed som noget, der udgør en spænding eller en modstand ved selve kønsforskellen.
I børnenes bøger kan vi genopdage, hvor befriende det er at være komplet åben og ikke vide – eller skulle vide – alt.
For mig er noget af det bedste ved forældreskabet aftenens godnatlæsning. Det er dog knald eller fald, om mine seksårige tvillinger vælger en bog i reolen, som jeg godt gider – eller en, som jeg ikke gider.
”Guinness Rekordbog” er en, jeg virkelig ikke gider. Det er noget andet, når vi sammen følger livets gang hos Villads fra Valby eller Ivan Olsen (aka ”Gummi-Tarzan”) – så er jeg mindst lige så godt underholdt som ungerne.
Men når vi læser bøger af Astrid Lindgren, sker der ofte noget andet med mig – og med os.
Mens jeg læser, mærker jeg en dyb og fortættet stemning i vores fælles symbiotiske læsekrop. ”Brødrene Løvehjerte”, ”Rasmus på farten”, ”Emil fra Lønneberg”, ”Ronja Røverdatter”, ”Pippi Langstrømpe”.
I programserien ‘Brinkmanns briks‘ på P1 undersøger professor i psykologi Svend Brinkmann sammen med landets fremmeste psykologer og eksperter i adfærd, hvorfor vi mennesker handler, som vi gør. På briksen er ikke patienter, men tendenser i samfundet, sindet og menneskelivet – og i dette program dykkes der ned i livet overgange.
Programbeskrivelsen lyder: Vores liv er fyldt med overgange. Fra ung til voksen, fra single til samlevende og måske siden til forælder, og sidst men ikke mindst fra voksen til gammel. Jeg har på fornemmelsen, at vi gør de her overgange vigtigere, end de egentlig er. Vi problematiserer og sygeliggør pubertet og overgangsalder. Måske fordi mange aktører profiterer af det. Men er det rigtigt forstået? Det undersøger jeg i dag med mine gæster, som er jordemoder og forsker ved University College Syd og Syddansk Universitet Christina Prinds og Lotte Hvas, der er læge og forsker ved Københavns Universitet.
Udsendelsen ‘Den syge overgang(salder)’ er lavet i samarbejde med jordmoder Christina Prinds og læge Lotte Hvas, der begge er en del af projektgruppen bag Kvindemuseets kvindelivsfestival og kunstudstilling OVERGANGE // TRANSITIONS, som de refererer til flere gange i udsendelsen.
Når præsident Donald Trump kommer til Danmark, er han velkommen på Kvindemuseet til en åben dialog om køn, abort, minoriteter og menneskerettigheder.
I løbet af de seneste årtier har museer verden over justeret og genopfundet deres visioner og praksis, så de passer til en tid præget af store og hastige forandringer. Flere og flere museer ønsker at sætte nye dagsordner politisk, kulturelt og socialt.
Tendensen er så klar, at ICOM (International Council of Museums) lige nu arbejder med at ændre den internationale museumsdefinition, så den bedre afspejler museernes nye udfordringer og visioner. Direktionen for ICOM valgte på sin 139. forsamling i Paris den 21.-22. juli en ny, alternativ museumsdefinition. Den skal til afstemning på ICOM’s næste ekstraordinære generalforsamling, som finder sted 7. september i Kyoto, Japan. Frit oversat fra engelsk lyder den:
»Museer er demokratiserende, inkluderende og flerstemmige rum for kritisk dialog om fortid og fremtid. De anerkender og tager stilling til aktuelle konflikter og udfordringer, forvalter genstande og sikrer erindringer for fremtidige generationer. Museer garanterer lige rettigheder og lige adgang til kulturarven. Museer eksisterer ikke for fortjenestens skyld. De er inddragende og gennemskuelige og indgår i aktive partnerskaber med forskellige fællesskaber for at indsamle, bevare, undersøge, fortolke, udstille og forstærke opfattelser af verden med det mål at bidrage til menneskelig værdighed og social retfærdighed, global lighed og planetens velfærd.« (…)
Kvindemuseet har altid været aktivistisk, men nu er ‘museum activism’ blevet et voksende internationalt fænomen. Museerne har et stort potentiale i forhold til at adressere, kvalificere og mobilisere handling bag samfundsmæssige problemstillinger. Dette har Kvindemuseets direktør, Julie Rokkjær Birch, skrevet om i denne kronik.
I januar 2017 sendte MoMA i New York en direkte hilsen til USA’s nye præsident, da de fjernede malerier af Matisse og Picasso i museets udstillinger og erstattede dem med værker af kunstnere fra seks lande omfattet af The Muslim Travel Ban.
Den 8. marts 2017 tog Kvindemuseet initiativ til en Equality March i Aarhus. Under #metoo-bevægelsens ulmen forvandledes museet til speaker’s corner, bannerværksted og mobiliseringsplatform for en stor ligestillingsdemonstration. Aarhus Politi vurderede, at 1.500 personer deltog. Arrangementet gentages nu hvert år på museet den 8. marts.
At museer foretager sådanne aktivistiske handlinger, at de arbejder med sprængfarligt stof og skaber debat ved at tage store, politisk ømtålelige og tabubelagte problemstillinger op – og har en holdning til dem – er et nyt og voksende fænomen. Flere og flere museer ønsker at sætte nye dagsordener politisk, kulturelt og socialt, og flere og flere museers eksplicitte mission er at skabe social forandring. Aktivismen, som synes at spire, tager typisk udgangspunkt i en opfattelse af, at det etablerede politiske system ikke kan eller vil adressere væsentlige problemer i samfundet.
Kvindemuseet har altid været aktivistisk – men Kvindemuseet er nu heller ikke et hvilket som helst kulturhistorisk museum. Dog mener jeg, at museer generelt har et potentiale i forhold til at adressere, kvalificere og mobilisere handling bag samfundsmæssige problemstillinger, og at det kan komme både museerne, de besøgende og fællesskabet uden for museerne til gode…
Kvindekamp er mandekamp, mandekamp er kvindekamp. Det er på tide at forstå, at vi er gensidigt forbundne, og at alle har noget at vinde.
»Har vi fået børnepenge?« spørger min mand, da vi sidder bøjet over familiens finanser en søndag aften. Jeg tjekker, og ja, det har vi. Børneydelsen går nemlig ind på min konto, for ifølge loven om udbetaling af børne- og ungeydelse skal den udbetales til barnets mor.
Politikere har over en bred kam været opmærksomme på denne manglende ligestilling mellem mor og far, og sidste år blev der indgået en ny aftale, som sikrer, at ydelsen fra 2020 deles op og udbetales ligeligt til forældrene. For med rettigheder følger også bestemte forventninger – både til kvinder og mænd – og en deraf afledt samfundsudvikling, hvor kønnenes roller tegnes hårdt op.
Eller sagt på en anden måde: Hvis børnetilskud kun udbetales til mor, giver det en forventning om, at kvinder er mere forældre end mænd. En forventning, der den dag i dag står klart manifesteret i danskernes adfærd, og som hverken er til gavn for kvinder, mænd, børn eller det danske samfund som helhed.
Følgende artikel er skrevet af Kenneth Reinicke til udstillingskataloget for DAGENS HELT. En udstilling om køn og maskulinitet, som Kvindemuseet har lavet i samarbejde med billedkunstner Peter Land.
Kenneth Reinicke er lektor i mandeforskning ved Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv på Roskilde Universitet. Her forsker han i køn, maskulinitet og ligestilling. Kenneth har beskæftiget sig bredt med mænds livsbetingelser, men har i særdeleshed fokuseret på de kontroversielle aspekter af mænds liv. Kenneth har desuden skrevet flere bøger og modtog i 2007 Mathildeprisen.
Den danske mand anno 2019
Hvordan står det til med manden her i begyndelsen af 2019? Er det væsentligste ved nutidens mænd begæret efter magt og succes, eller er det snarere trangen til at være omsorgsfuld og nærværende, der bør fremhæves? På det samfundsmæssige niveau kan man spørge, om #MeToo-kampagnen, som så dagens lys i efteråret 2017, har hevet manden ud af hans privilegerede usynlighed og gjort ham til objekt for et kritisk blik, eller fremstår manden stadigvæk neutral, usynlig og kønsløs?
Et af de mest centrale spørgsmål, når man beskæftiger sig med mænd, manderoller og maskulinitet er, om maskulinitet skal opfattes som en naturlig størrelse, eller om den bør opfattes som en social og politisk konstruktion. Et spørgsmål som også dukker frem, når man beskæftiger sig med mænds samfundsmæssige roller er, om man ønsker at udfordre eller bekræfte mænds maskulinitet. Jeg vil i denne artikel både fokusere på den pris, som mænd betaler for deres maskulinitet og på mænds samfundsmæssige privilegier.
De historisk usynlige mænd
Til trods for, at det historisk set er mænd, der er blevet studeret i historiebøgerne, har beretningerne, som oftest også var skrevet af mænd, sjældent handlet om mænd som kønsvæsener. Selvom det er muligt at spore en stærkt stigende interesse for diskussioner om mænd og maskulinitet, er der ingen steder i verden, hvor mænd som kønsobjekter ”bare sådan” falder ind som et naturligt indslag i samfundsdebatten. Det er stadig svært at bryde ”the code of silence”, når talen skal handle om mænd som køn. Mænd befinder sig derfor ofte i et skisma om at være indirekte i fokus og ignoreret på samme tid.
Det gælder specielt de kontroversielle aspekter af mænds liv, hvor emner som vold, prostitution og voldtægt mange steder har været præget af en systematisk nedtoning vedrørende aspektet om mænds socialisering. Fokus er derimod på de sociale og kønsneutrale aspekter. Dette afstedkommer, at der ikke i stor udstrækning rettes opmærksomhed mod de socialiseringsprocesser, som ofte er roden til nogle mænds aggressive adfærd. Dette gælder dog også i et vist omfang, når det handler om de positive og rettighedsorienterede dimensioner af mænds liv – for eksempel barselsorlov. Men overordnet set er betingelserne for mænds levevilkår kommet mere i søgelyset, og ligestillingspolitikken i Danmark er blevet bedre til at kanalisere økonomiske midler over til de områder, som har specielt med mænds ligestillingsproblematikker at gøre. Det kommer bl.a. til udtryk ved etableringen af professionelle krisecentre til mænd, behandlingstilbud til voldsudøvende mænd og kampagner rettet mod mænds sundhed, ligesom mænds samværsrettigheder til deres børn er blevet styrket gennem årene.
Men hvorfor har det egentlig været så svært at sætte fokus på mænds kønnede erfaringer og hvorfor er mænd ofte uvillige til at reflektere over de måder, som deres tanker og handlinger skabes på? Skyldes det, at mænd udelukkende har interesse i at bevare status quo, fordi de tjener mere end kvinder, har lettere ved at avancere på arbejdsmarkedet og stadig (trods tilnærmelser) udfører mindre arbejde i hjemmet? En af grundene til, at vi ved så lidt om mænds tanker og deres personlige liv, men så meget om deres handlinger, skyldes måske, at de fleste mænd ikke har været opdraget til at skulle tale om deres køn, men derimod til at ”tage kønnet på sig”. De fleste diskussioner om køn fokuserer på forholdet mellem mænd og kvinder. Men det kan også være vigtigt at analysere betydningen af at være mand i grupper af mænd, idet mænd ofte henter megen bekræftelse på deres maskulinitet sammen med andre mænd.
Selvom mænd i stor udstrækning er privilegerede på arbejdsmarkedet i form af hurtigere mulighed for forfremmelse, højere løn og generelt bedre trivsel, risikerer mænd også at betale en høj pris for deres maskulinitet pga. manglende harmoni mellem arbejds- og familieliv, kortere levetid, ringere kontakt til følelseslivet, osv. Den traditionelle kønsopdeling er ikke altid kun til fordel for mænd. I den forbindelse kan man ligeledes stille spørgsmålet, om det er mænds stræben efter magt eller frygten for afmagten, som er den bærende drivkraft, når mænd forsøger at realisere sig selv på arbejdsmarkedet. Et karakteristika ved mænds socialiseringsprocesser er, at mænd må gøre eller risikere noget for at blive til mænd. I følge den amerikanske mandeforsker Michael Kimmel er mandighed ikke noget, man kan være sikker på. Den skal konstant bevises, og derfor er det ikke kun vigtigt at se på inklusion, men også på frygten for eksklusion, idet mænds frygt for andre mænds magt og kontrol ofte er vigtigere end ønsket om selv at dominere. Mange mænd lider dog under en kronisk angst for ikke at slå til på arbejdsmarkedet. Dette skyldes bl.a., at mænd i stor udstrækning bedømmes som vindere eller tabere ud fra deres præstationer på arbejdsmarkedet.
Mænd og ligestilling
Ligestillingsdebatter har af flere forskellige grunde været baseret på kvinders livsverden og erfaringer. Historisk set har kvinder også haft ringere livsvilkår og færre demokratiske rettigheder end mænd. Men der er også brug for større systematisk viden om mænds liv i et kønsperspektiv, hvis der skal skabes løsninger på nogle af tidens ligestillingsmæssige udfordringer. Det er af stor samfundsmæssig betydning at intensivere forsøget på at engagere mænd i ligestillingsarbejdet fremover, idet den fortsatte ligestillingsudvikling afhænger af mænds støtte til projektet. Hvis mænds erfaringsverden ikke indgår i det ligestillingspolitiske arbejde, er det svært for mænd at prioritere dette emne.
Kønnet er på én og samme tid blevet en udfordring og et problem for mænd. Mange mænd føler, de befinder sig i en situation, hvor de på den ene side forventes at skulle efterleve traditionelle mandlige dyder om forsørgelse og forførelse og på den anden side forventes det, at de skal være reflekterende omkring deres maskulinitet. Spændingsfeltet mellem det tabuiserede og det latterliggjorte er nok den mest grundlæggende hindring for, at en seriøs, dvælende og ærlig debat om mænd og ligestilling kan udvikle sig. Nogle mænd kan eller vil ikke forstå problemer kønspolitisk. Mange mænd finder det ligeledes ikke naturligt at interessere sig for ligestilling, idet de forbinder ligestilling med magt, som mænd skal afgive til kvinder, og ikke som et frigørelsesprojekt, som mænd har noget at vinde på. Tabuiseringen har også rod i, at manden har været defineret som normen – som den neutrale, offentlige intetkønsperson.
Det charmerende over for det dumdristige er et andet modsætningspar, som er kendetegnet ved, at der ofte er en hårfin balance mellem det, som kulturelt set bliver opfattet som charmerende eller rigidt. Det farefulde og frygtløse ved mænds opførsel befinder sig ofte i dette spændingsfelt mellem det charmerende og det rigide. Mange af de handlinger, som mænd udfører for at bevise deres maskulinitet, kan både imponere og skabe respekt og dermed bruges til at erobre prestige og magt. Samtidig indeholder disse bedrifter også et element af dumdristighed, og kan have store menneskelige omkostninger.
Hvis man skal opnå større interesse hos mænd, skal man fokusere mere på maskulinitetens pris end dens fortrædeligheder. Man skal være meget bevidst om, at man ikke motiverer mænd til at deltage i ligestillingsdiskussioner ved at fortælle, hvor ”slemt det står til”. Vi skal fokusere mere på, hvordan mænd kan hjælpe med til at udligne kønsulighederne, end hvordan de udgør et problem. Samtidig skal mænd have plads til at blive deres egne sociale innovatører på ligestillingsområdet. Det er vigtigt, at der også kommer fokus på områder, som har at gøre med livet for de store grupper af mænd. Mænd, som er positivt indstillede over for ligestillingstanken, men som alligevel ikke får udlevet deres ønsker og intentioner. Men hvorfor skulle mænd begynde at tænke og handle anderledes? For at gøre mænd interesserede i forandringer er det vigtigt at kunne overbevise om, at der er mere at vinde ved at gå ombord i de moderne maskulinitetsformer, og at prisen er for høj at betale ved den gamle maskuline orden.
Mænd og arbejdsmarkedet
Historisk set er der sket store økonomiske, sociale og kulturelle forandringer med det resultat, at mænd ikke længere kan bygge deres identitet op på det at være eneforsørgere. Ligestillingsidealet er, at kvinder er selvforsørgende. Kvinders ændrede krav til deres mandlige partner, ændringer i produktionen, teknologiske innovationer og specielt overflødiggørelsen af de stolte og traditionelle mandearbejdspladser, der bygger på mænds fysiske styrke, har ændret mænds levevilkår. Maskulinitet bliver ikke længere automatisk forbundet med noget overlegent, i mange tilfælde snarere tværtimod. Her tænkes ikke mindst på mænds overrepræsentation i for eksempel kriminalitet og misbrug.
Arbejdsmarkedet er således under stor forandring i disse år. Der produceres mindre og mindre med muskelkraft, maskinerne tager over, og de traditionelle mandlige industriarbejdspladser forsvinder. Der efterspørges nu ikke den samme produktionsmaskulinitet længere. Det er derimod uddannelse, der er i højsædet, og der har i de senere år været megen fokus på unge – især drenge, som forlader skolesystemet uden formel kompetencegivende uddannelse. Grundlaget for manden som forsørger af familien er derfor ændret. Selvom de fleste familier således har to forsørgere, og det ikke længere giver mening for mænd udelukkende at bygge deres identitet op omkring familieforsørgerrollen, må man ikke undervurdere den betydning, det stadig har for mænd at klare sig godt på arbejdsmarkedet. Lønarbejdet er stadig en stærk kilde til maskulin identitet.
Tendensen i dag er dog også, at flere og flere unge mænd foretager et opgør med det traditionelle grundlag for den maskuline identitetsdannelse. Det kan dog være svært at blive klog på, om de forandringer, der sker med mænds mentalitet og levevilkår, er midlertidige og overfladiske forandringer, eller om der er tale om uigenkaldelige forandringer med stor betydning for mænds tanker, følelser og handlinger. Men forandringerne indikerer, at de dominerende maskulinitetsformer konstant er i bevægelse.
Det moderne faderskab
Der er mange modsætningsfyldte forhold på spil i konstruktionen af faderskabet; nærvær og engagement over for de kulturelt overleverede mandlige dyder om ansvaret for familiens økonomi. Men når det er sagt, kan man ikke betvivle, at den kulturelle dagsorden for mænd og fædre har ændret sig markant. Mænd og kvinders ønsker smelter i disse år i høj grad sammen. Mænd vil også gerne have en balance mellem familie- og arbejdsliv. Og fædre stiller i langt højere grad sig selv spørgsmålet: “Hvorfor skal jeg snyde mig selv for det nære samvær med mine børn? Det er jo trods alt begrænset, hvor mange børn jeg får”.
Når faderskabet får nyt indhold, får maskuliniteten også nyt indhold. De nye måder, som maskulinitet og faderskab er forbundet på, handler mere om nærvær og engagement, hvorimod sammensætningen tidligere af maskulinitet og faderskab i langt højere grad har handlet om forsørgerevne, autoritet og disciplin. Barselsorlov til mænd er et område, som berører nogle af de mest sejlivede kulturelle forestillinger, nemlig kvinden som omsorgsgiver og manden som forsørger. I den danske debat har det været svært at sætte fokus på mænds rettigheder, og der har været en stærk tendens til at fokusere på fleksibiliteten i barselslovgivningen og familiens såkaldte ”frie” valg. Erfaringerne fra de andre nordiske lande viser, at mænd tager den orlov, der er øremærket, men ikke den periode, der er til forhandling. Man kan således sige, at mænd der tager barselsorlov, er et illustrativt eksempel på, at de dominerende maskulinitetsformer ikke er klart afgrænsede fra underordnede maskuliniteter, idet børneomsorg og husarbejde nu er medkonstituerende for skabelsen og omdannelsen af de mest eftertragtede maskulinitetsformer.
De skrantende mænd
Der er i samfundet i stor udstrækning ved at komme fokus på mandens helbred, og man er begyndt at se på mandens helbredsmæssige problemer som kønsrelateret. Det er en interessant og nødvendig udvikling. Selv om kvinder har overtaget mænds livsstil på mange områder, er der stadig kønsspecifik sygdomsadfærd. Mænd lever markant kortere tid end kvinder, mænd er oftere involveret i ulykker og mænd begår hyppigere selvmord end kvinder. Der er grund til at formode, at en af grundene til, at mænd har en kortere middellevetid end kvinder, skal søges i mænds kønsrollesocialisering, som kan have en negativ effekt på både mandens fysiske og psykiske liv.
For begge køn spiller klasse og socioøkonomiske parametre en central rolle, dog i større grad for mænd end for kvinder. Det er f.eks. sundt for mænds helbred at være gift, idet gifte mænd gennemgående har en lavere sygelighed end enlige mænd. Mænds livsstil og risiko- og sundhedsadfærd fører til unødvendig sygdom, nedsat trivsel og for tidlig død. Dette gælder ikke mindst sårbare og socialt udsatte mænd, idet mænds sundhed er mere påvirkelig af social ulighed end kvinders sundhed. De fleste helbredsmæssige problemer hos mænd er nemlig samlet hos enlige, uuddannede og relativt fattige mænd.
#MeToo-bevægelsen og fremtidens mænd
Ligesom med mænd, der udøver vold, og mænd, der køber sex, har det i mange sammenhænge også været vanskeligt at sætte fokus på mænd, der udøver sexchikane. Opfattelsen af, hvad der opfattes som seksuel chikane, er kontekstafhængigt, og der er i mange henseender også mangel på viden om, hvad der konstituerer seksuel chikane. Det er ikke altid let at præcisere, hvor kulturen “stopper”, og krænkelsen “begynder”. Et interessant spørgsmål er, hvornår den sexchikane, som mænd udøver over for kvinder, kan siges at være en kulturelt accepteret praksis, som kan relateres til “almindelige” mænds maskulinitet, og hvornår sexchikane kulturelt set bliver defineret som sexchikane og dermed som værende en kulturelt afvigende adfærd. De fleste samfund tolererer en vis mængde dårlig opførsel fra mænd uden at definere det som afvigende adfærd, og der findes ikke nogen klart objektive definitioner på, hvad der er acceptable omgangsformer, og hvad der kan karakteriseres som sexchikane. Der er tale om flydende grænser, som er forskellige fra person til person.
Men med #MeToo-afsløringerne fra 2017 skete der globalt set en legitimering af kvinders oplevelser, idet seksuel chikane pludselig fik et ”navn”, hvilket igen medførte, at den smerte, som seksuel chikane foranlediger, for første gang i verdenshistorien blev kollektivt artikuleret. Dette afstedkom, at mange mænd fik et indblik i en verden af chikane, som de måske ikke kendte til før.
Når man ser på mænds reaktioner på og forhold til #MeToo-bevægelsen, er der dog mange modsatrettede tendenser at spore. For nogle mænd har bevægelsens budskaber skabt et lærings- og refleksionsrum. Disse mænd har vendt blikket indad og foretaget et privilegietjek om, hvorvidt nogle af de handlinger, som de før udførte, og som de ofte opfattede som uskyldige, i virkeligheden burde kategoriseres som krænkelser. Andre mænd har derimod taget afstand fra bevægelsen, og forsøgt at underminere den kraft, der ligger i de mange vidnesbyrd om overgreb og sexchikane, typisk ved at latterliggøre bevægelsen eller ved at forsøge at afspore diskussionen.
Det er derfor overordnet set svært at blive klog på, hvor meget mænd og de dominerende maskulinitetsformer reelt har forandret sig som konsekvens af #MeToo-bevægelsen, og om vi som samfund er nået til et nyt stadie af forandringsparathed, der kan karakteriseres som et reelt paradigmeskifte. #MeToo-bevægelsen har på den ene side vist, hvilke anseelige feministiske kræfter, der er til stede, men modstanden mod de kræfter understreger samtidig, hvor rodfæstede mænds privilegier i mange henseender er, og hvor langt der er igen. Det er blevet muligt at italesætte mænds problemadfærd på en ny måde, men man kan dog stadigvæk spørge, om det vigtige med #MeToo-bevægelsen allerede er sket, eller om de rigtige forandringer først venter forude.
Afrunding
Det står klart, at mænd nu mere end tidligere skal performe på flere fronter og holde flere bolde i luften. De sociale forandringer kræver, at de både skal være forsørgere og omsorgspersoner. Der er ingen tvivl om, at vi i disse år er vidner til et kulturelt transformationsprojekt i hovederne på mange danske mænd. Kendte forestillinger om det rette maskuline og feminine mister deres betydning, fordi mænd og kvinder foretager sig flere af de samme ting, og forventningerne til kønnene bliver mere ens. Det medfører større fleksibilitet, åbenhed og mangfoldighed.
Men der er mange risici og faldgruber forbundet med emnet, idet mænd og drenge ofte finder det ”farligt” at tale for åbent og nuanceret om kønnet. Det er derfor vigtigt at finde en spiselig retorik, når vi taler om emnet. En retorik, som både fokuserer på udbredelsen af lige muligheder, men som også rummer plads til kønnenes forskellighed, og hvor de positive aspekter af den traditionelle manderolle også fremhæves. Mænd skal ikke kun ses som et problem, men også som en del af løsningen, og der er mange pragmatiske grunde til at involvere mænd i køns- og ligestillingsdebatterne. Enhver reform kræver ressourcer, og det er ofte mænd, der sidder på de ressourcer, som kan forandre både mænds og kvinders samfundsmæssige position.
Det gælder om at finde den rette balance mellem at udvikle kønsbegreber så de passer med nutidens kønsrelationer og at fokusere på de aspekter af kønssocialiseringen, som sjældent bliver belyst. Det er vigtigt ikke at dæmonisere mænd og ikke at lukke øjnene for de særegne problemer, som rammer mænd. Der skal både fokuseres på stabilitet og forandring hos mænd og der skal findes en tilgang, der både opfanger mænds egne problemer og de problemer, som mænd forårsager for andre. Dette skal gøres samtidig med, at der skal passes meget på med at beskylde alle mænd for, hvad kun få mænd foretager sig.
I programserien ‘Tændt‘ på P1 går værten Satie Espersen helt tæt på videnskaben bag nutidens sex og seksualitet – både hvad angår krop, køn og kærlighed.
Programbeskrivelsen lyder: “Et program om sex, lyst og lidenskab. Sex er farligt, og du bliver enten syg eller gravid af det. Sådan lød budskabet ved tavlen før i tiden, når der var seksualundervisning. I dag byder internettet sig til med ubegrænset adgang til al slags porno, og fremmede sexpartnere er aldrig længere væk end et vift med mobiltelefonen.“
Udsendelsen ‘Seksualundervisning gennem tiden’ er optaget i Kvindemuseets udstilling om seksualundervisning. Satie Espersen er taget på reportagetur for at høre om seksualundervisning fra et historisk perspektiv, og snakker derfor med museumsformidler Anna Kathrine Svenning og Julie Rokkjær Birch, museumsdirektør på Kvindemuseet.
Efter flere rådmænds årelange forsøg på at skrotte skulpturen, er det nu en realitet: Elisabeth Toubros værk ”Torvenes Brøndsløjfe” – bedre kendt som ”Vanddragen” – bliver efter 15 år på Store Torv i Aarhus kørt på depot til oktober.
Den nye plan for Store Torv vil gentænke bylivet med fokus på mere ophold, udeservering og rum til hverdagsliv. Og det er godt. Men planen glemmer det pirrende brud med netop hverdagslivet og omgivelserne – og de oplevelser, tanker og snakke, der kan udspringe herfra. Planen glemmer og fortrænger kunsten. Toubros værk er stedsspecifikt – i sin form og indhold forholder det sig til Domkirkens ornamenter og til torvets proportioner. Det vil slet ikke give mening at sætte værket et andet sted. Og hvis man fjerner ”Vanddragen” pga. byens udvikling, hvilke andre skulpturer står da for skud næste gang?
På Kvindemuseet hænger en platte i udstillingen. Ubetydelig af udseende, men for mig en juvel. På platten står der: »5. juni 1915. Til minde om de mænd, der gav kvinden ligestilling med manden i landets styrelse.« På platten er desuden billeder af Christian X og tretten af de mandlige politikere, der havde medvirket til, at kvindernes valgret blev stemt igennem.
Denne hyldest til mændene, der ”gav kvinden ligestilling” giver mig et smil på læben, men den minder mig også dagligt om, at intet kommer af sig selv. Og at kønnenes ligestilling kræver fælles, aktiv indsats fra alle køn. Vores demokratis historie er ung, og den politiske ligestilling har været et langt, sejt træk. Op gennem 1800-tallet påpegede aktive kvinder og progressive mænd, at politisk medborgerskab skulle omfatte alle uanset køn og social status. Efter grundlovsændringen kom første rigsdagsvalg i 1918. Da var 41 ud af 402 opstillede folketingskandidater kvinder. Fire kvinder blev valgt til Folketinget og fem til Landstinget. Blandt dem Nina Bang, som i 1924 blev Danmarks første kvindelige minister – og verdens første kvindelige minister i en parlamentarisk valgt regering. Først ved valgene i 1970’erne voksede antallet af folkevalgte kvinder til Folketinget for alvor. I dag er 37 pct. af folketingspolitikerne kvinder.
Podcasten 50 Shades of Gay forsøger at give et indblik i, hvordan det kan opleves at være homoseksuel – og hvordan man kan håndtere de udfordringer, som det kan være forbundet med.
Podcasten styres af værten Camilla, som i hvert afsnit interviewer en gæst om et tema, som relaterer sig til det at være homoseksuel. I podcasten fortæller de medvirkende om normer, forventninger, identitet, stereotyper og fordomme – og om repræsentation i medierne, reproduktion og dating.
Vil du blive klogere på homoseksualitet? Lyt til podcasten 50 Shades of Gayher >>
Jeg har børn. Tvillinger på seks år. Og beslutningen om at søge posten som direktør på Kvindemuseet var ikke let. Kunne jeg klare begge dele? Er jeg en god mor, hvis jeg arbejder meget? Naturlige overvejelser, vil jeg mene. Og da jeg delte mine tanker og usikkerhed om at gå efter lederrollen til en vennemiddag, var den umiddelbare reaktion fra mine veninder da også: Måske skulle du vente, til børnene er blevet større. Det var velmenende og omsorgsfuldt sagt, og jeg nikkede. Så var der lidt stille, hvorefter den eneste mand i selskabet, Jesper, sagde: »Ved I hvad, ladies! Det her havde bare aldrig være til diskussion, hvis det var mænd, der sad her! Så havde alle sagt: Go for it!«. Og så blev der endnu mere stille.
Som det lille barn i ’Kejserens nye klæder’ pegede Jesper på en stor, usynlig, lyserød elefant i rummet. Han gjorde det fine og vigtige, at han satte spørgsmålstegn ved noget, som vi andre anskuede som selvfølgeligt. Og det er vejen til forandring. Min mission på Kvindemuseet ligger i klar forlængelse af denne lille historie: Jeg vil gøre mit til at skabe et kvalificeret grundlag for – og inspiration til – at vi på tværs af køn og andre tilhørsforhold kan forholde os kritisk til vanetænkning og til de forventninger, vi lægger på os selv og andre. Eller sagt på en anden måde: Forventninger er ikke biologisk betinget, hierarkier mellem mennesker er fiktion, og fædre er også forældre.
… hvad tænker du?
