Nyt fra museumsdirektøren: Der er en stor, lyserød elefant i rummet

Jeg har børn. Tvillinger på seks år. Og beslutningen om at søge posten som direktør på Kvindemuseet var ikke let. Kunne jeg klare begge dele? Er jeg en god mor, hvis jeg arbejder meget? Naturlige overvejelser, vil jeg mene. Og da jeg delte mine tanker og usikkerhed om at gå efter lederrollen til en vennemiddag, var den umiddelbare reaktion fra mine veninder da også: Måske skulle du vente, til børnene er blevet større. Det var velmenende og omsorgsfuldt sagt, og jeg nikkede. Så var der lidt stille, hvorefter den eneste mand i selskabet, Jesper, sagde: »Ved I hvad, ladies! Det her havde bare aldrig være til diskussion, hvis det var mænd, der sad her! Så havde alle sagt: Go for it!«. Og så blev der endnu mere stille.

Som det lille barn i ’Kejserens nye klæder’ pegede Jesper på en stor, usynlig, lyserød elefant i rummet. Han gjorde det fine og vigtige, at han satte spørgsmålstegn ved noget, som vi andre anskuede som selvfølgeligt. Og det er vejen til forandring. Min mission på Kvindemuseet ligger i klar forlængelse af denne lille historie: Jeg vil gøre mit til at skabe et kvalificeret grundlag for – og inspiration til – at vi på tværs af køn og andre tilhørsforhold kan forholde os kritisk til vanetænkning og til de forventninger, vi lægger på os selv og andre. Eller sagt på en anden måde: Forventninger er ikke biologisk betinget, hierarkier mellem mennesker er fiktion, og fædre er også forældre.

Læs resten af indlægget her >>