KØN – Gender Museum Denmark ligger i Aarhus. KØN sætter fokus på kønnenes kulturhistorie og diskuterer kønsproblematikker, ligestilling, krop og seksualitet.
Her kan du følge med i kommende arrangementer og læse om nye tiltag på KØN. Du kan holde dig opdateret på særlige åbningstider, nyt fra caféen og en masse andre nyheder.
KØN Café er en hyggelig og stemningsfuld oase midt i Aarhus. Her kan du nyde en forfriskning efter et besøg på museet eller lægge vejen forbi til en skøn grøn frokost, når du er i byen.
Der er gratis entré til cafeen.
KØN – Gender Museum denmark ligger i Aarhus. KØN sætter fokus på kønnenes kulturhistorie og diskuterer kønsproblematikker, ligestilling, krop og seksualitet.
MeToo-sagerne ruller fortsat: i Pigekoret, på Christiansborg, de er alle steder – og flere vil komme til. MeToo er en revolution, en uomgængelig grænsesætning – et point of no return. Der er et før og et efter MeToo, men vi er stadig midt i revolutionen, og det er voldsomt, kaotisk og konfliktfyldt.
Derfor er der også mange forsøg på at efterrationalisere, for vi vil jo alle gerne undgå ’at det går så vidt’ i fremtiden. Komikeren Brian Mørk er en af dem, som har meldt sig beredvilligt på banen. I relation til sagen med Naser Khader mente han på twitter, at kvinder skal trænes til at kæmpe, når klamme mænd forgriber sig på dem: ”De sidder bare og tager imod og lader idioten tro, at det er okay at være klam. Kan vi træne vores døtre til at være klare i spyttet? Der er rovdyr derude, og det hjælper faktisk ikke at spille død”, skrev han. I bedste mening, tænker jeg. Dette synspunkt står langt fra alene, selvom al forskning viser, at de fleste i en overgrebssituation netop stivner som automatreaktion, og at et ’nej’ ikke er nok.
Mange påpeger også, at det er mærkeligt (og urimeligt), at overgrebene ikke blev anmeldt med det samme. Der er i det hele taget et meget stort fokus på ofrene og ikke på overgrebsmændene i MeToo-sagerne. Hvorfor handlede hun sådan? Hvorfor gik hun med ham? Hvorfor accepterede hun dit og dat? Hvorfor gjorde omgivelserne? Ikke underligt, at det ofte har taget kvinderne mange tilløb, før de er stået frem. Der stilles spørgsmål og drages tvivl, og historien gentager sig. Kvinderne beretter, at de simpelthen ikke har haft tillid til, at myndigheder, ledere og omgivelser ville støtte dem og tro på dem.
Men lige nu er der altså revolution – så reaktionen på Brian Mørks opslag kom prompte. Shitstorm classic. Hovedsporet i kritikken var, at Brian Mørks tweet var ’victim blaming’. Dvs. det fænomen, at offeret for overgrebet gøres ansvarlig eller medansvarlig for hændelsen. Victim blaming finder typisk sted i forbindelse med bl.a. seksuel chikane, voldtægt og hævnporno. I andre kriminalsager (tænk fx bankrøveri) findes begrebet sjovt nok ikke.
Jeg vil gerne vende blikket væk fra både ofre og overgrebsmænd – og fra Brian Mørk, i øvrigt. Det er vigtigt at være nysgerrig på kulturen bag det hele. Jeg selv savner fx, at der stilles spørgsmål ved det mandesyn, som gang på gang udstilles implicit i debatten – fra alle sider. Læg mærke til ordet i ovenstående sætning: ’Overgrebsmænd’. Debatten og rationaliseringerne efter MeToo synes at falde ind i samme rille: fortællingen om mænds indre rovdyr. Hvorfor accepterer vi – nej, hvorfor accepterer mænd over en bred kam – dette narrativ: At mænd er biologisk kodet til overgreb? At de potentielt simpelthen ikke kan styre sig, og at kvinder derfor må passe på?
”Det er deres ’natur’”, lyder det underforstået. Det er lidt ligesom når homoseksuelle får at vide, at ”de jo bare kan lade være med at ’reklamere’ for deres seksualitet”, hvis de vil undgå chikane. Ergo: det er den, der chikanerer, der agerer ’naturligt’, ’normalt’. Hvorfor er det mere skamfuldt at være offer?
Jeg ser dog flere mænd protestere mod denne fortælling og mod den virkelighed, den fortsat skaber. Ligesom kvinder i årtier har protesteret og gjort op med fortællingen om ’det svage køn’, tror jeg, at vi står på tærsklen til en mandebevægelse. En bevægelse, for hvilken det ikke er nok at sige #notallmen, når de fleste kvinder trods alt har en MeToo-historie.
Nej, jeg ser en yngre generation af mænd, som kræver, at der er plads til at være mand på mange måder. Jeg tror, vi kommer til at se flere organiserede mandegrupper fremover og flere mænd, der reflekterer over sig selv som kønnede individer. Og det kan blive et generationsopgør med den gamle kultur, som tolererede, at overgreb og sexisme relateres til ’almindelige’ mænds ’naturlige’ maskulinitet.
I det seneste afsnit af HBO-serien ”The Handmaid’s Tale” vil en gravid kvinde (Janine) have en abort. Hun bliver grundigt konfronteret af en meget omsorgsfuld abortrådgiver, der fortæller hende, at hun kan klare at blive mor, og at hendes krop er skabt til at bære og føde barnet. Den frivillige siger til Janine: »Jeg vil bare hjælpe dig til at træffe den bedste beslutning – du skal ikke gøre noget, hvis du ikke vil.« Janine siger, at hun gerne vil have en abort; det var derfor, hun havde bestilt…
S3 – Episode 4: Kvindemuseet bliver til museet KØN
Lyt med i podcasten #kvinde_kend_din_historie, når historiker Gry Nielsen-Jexen og museumsdirektør Julie Rokkjær Birch snakker om #KØN, den heftige debat om museets navneskifte, kompleksiteten i at få kvinder repræsenteret i historien og hvorfor kvinder bør repræsenteres på alle museer.
I sidste uge faldt jeg over et debatindlæg i Politiken. En nybagt far skrev fint og følsomt om, hvor lidt fædrene er tænkt ind i systemet omkring fødsler. Så gik jeg videre til kommentarsporet. Klask!:
»Hold da op for noget jammer«, »Rank ryggen, unge mand«, »Hvorfor skal manden absolut stå der og flæbe af lykke?«, »Du ER ikke vigtig for din datter i de første døgn efter fødslen« osv.
I øjeblikket er der – med rette – fokus på svangreomsorgen og ikke mindst på jordemødres arbejds- og lønforhold. Måske er det til dels ud fra det perspektiv, man skal se kommentarsporet. Ud fra devisen: Når ressourcerne er så knappe, så skal far ikke også komme og kræve sin plads. Der ses altså helt bort fra, at far med hele sit deltagende følelsesregister og nærvær skulle kunne være en ressource for mor og barn.
Historisk har polariseringen af kønsspecifikke opgaver og egenskaber præget opfattelsen af forældreroller: Kvinden var hjemme for at drage omsorg, manden ude at forsørge. Selv om kønsrollerne har forandret sig markant siden midten af 1900-tallet, vægtes mænds og kvinders pligter og ansvar i forhold til deres børn stadig meget forskelligt. Kommentarsporet viser, at vi i høj grad stadig lever i fortællingen om ”den rationelle, instrumentelle mand” og ”den intuitive, emotiotionelle kvinde”.
Jeg husker selv min mands fortvivlelse og følelsesmæssige dilemma over at være taget ud af forældreligningen per automatik. Og jeg husker ikke mindst, hvordan det efterlod mig alene med et usynligt, men i den grad mærkbart åg: Jeg var den. Projektleder no. 1. Moderdyret.
Ja, det er kvinder, der føder børn, men deres mænd bliver fædre i samme sekund. Afkoblingen af far i systemet omkring fødsler skaber en vedvarende forventning om, at kvinder er mere forældre end mænd. En forventning, der står klart manifesteret i danskernes adfærd, og som hverken er til gavn for kvinder, mænd, børn eller det danske samfund som helhed. Kulturhistorien hænger ved og gør det svært at inkludere far som en ressource i et presset system. Selv om det er nøjagtigt, hvad vi har brug for.
Det vigtigste at forstå ved bevægelsen #textmewhenyougethome er, at den handler om meget mere, end om hvor mange kvinder, der bliver overfaldet eller dræbt på offentlige gader og stræder. Derfor er det også misforstået at føre debatten i retning af statistikker om gadevold og rationelt hævde, at kvinder jo ikke har reel grund til at være bange.
#textmewhenyougethome handler om, at rigtig mange kvinder (ja, også jeg) har oplevet mænd, der har opført sig grænseoverskridende: forfulgt dem, truet dem efter en afvisning, taget på dem eller råbt efter dem – foruden andre oplevelser med seksuelle krænkelser i øvrigt. #textmewhenyougethome er dermed et situationsudløst symbol, der synliggør en generel frygt, som kvinder føler pga. ovenstående grænseoverskridende adfærd; nemlig frygten for, at mænd gør skade på dem. Mordet på Sarah Everard var dråben, der udløste bølgen.
#metoo-bevægelsen illustrerer kvinders oprør mod seksuel chikane. Denne nye bevægelse illustrerer et oprør mod at have accepteret denne frygt alt for længe. Kvinder protesterer over at være bange, tage forholdsregler og over at skulle ”passe på sig selv”.
Som med #metoo bobler kvinders erfaringer med frygt nu op til overfladen som en tumultarisk begyndelse på en utvetydig forandringsbølge. En begyndelse, der har et oplysende fokus: ja, frygten findes. Og som med #metoo ser vi modreaktioner og forsvar: ”slap nu af, I stimulerer en tillært og ubegrundet frygt” eller: ”Det er altså ikke alle mænd, der er voldelige” (#notallmen). Eller: ”mænd er faktisk mere udsat for vold end kvinder”.
Nej, selvfølgelig er det ikke alle mænd, der begår vold eller drab, og de fleste episoder sker slet ikke på åben gade men i hjemmene. Men frygten findes. Mange kvinder er bange pga. statistikkerne for voldtægter og vold rettet mod kvinder samt oplevet kønsrelateret chikane og trusler. Måske er nogle også bange, fordi mænd, der dræber kvinder er den hyppigst forekommende type enkeltdrab i Danmark.
Og ja, mænd er samlet set oftere udsat for vold og drab end kvinder. Men det har ikke noget med kvinders frygt at gøre. Det, som både kvindelige og mandlige ofre derimod har til fælles er, at gerningspersonen i godt 9 ud 10 voldstilfælde er en mand. Så jeg spørger retorisk: hvis (nogle) kvinder ’har lært’ at være særligt bange, har (nogle) mænd så ’lært’ at være særligt voldelige?
Lad os droppe kønskampen men anskue volden som det, den er: et problem med en klart kønnet slagside. Det er et problem for os alle, og det er et problem, som vi i fællesskab skal i gang med at løse. Nu.
Over 11.000 har set videoen, over 2000 så med live, og kommentarsporet gik amok, da museet KØN mandag livestreamede seksualundervisning.
Det er uge SEX – og normalt er det den travleste uge på året på museet. Sidste år var der over 50 klasser inde på museet for at modtaget undervisning i museets udstillinger. Sådan er det – af gode grunde – ikke i år.
Derfor valgte museet i år at livestreame undervisningen direkte fra museets udstillinger. Det handler om, hvad kulturhistorien kan fortælle os om nutidens syn på køn, kønsroller og seksualitet.
Livestreamingen foregik mandag kl. 10-11 via facebook, og med mere end 8000 kommentarer på en time fik museets moderatorer sved på panden som aldrig før.
Formidlingsinspektør Anna Svenning udtaler:
”Når man laver seksualundervisning, skal man gerne skabe et rum, som er trygt for elever at være i. Derfor aftaler vi også normalt – ved den fysiske undervisning på museet – hvordan vi taler sammen, så alle bliver inkluderet. Det var ikke muligt her. I kommentarsporet florerer mange grove kommentarer skrevet af de unge. Mængden af disse kommentarer var så overvældende, at det ikke var muligt at moderere.
Museumsdirektør Julie Rokkjær Birch udtaler:
Vi har et ansvar overfor de elever, der følger med, og derfor bliver vi nødt til at blokere for muligheden for at kommentere uhæmmet. Vi vidste, vi skulle moderere, men vi havde ikke forventet dette omfang. Jeg må dog sige, at som med alle samtaler om køn og ligestilling illustrerer kommentarsporet rigtig godt, hvorfor vi har behov for samtalen til at begynde med. Det vidner også om, at vi har brug for at tale om digital dannelse og de sociale mediers indflydelse på den demokratiske dialog.”
Næste videoformidling foregår derfor ikke live, men kan ses fra torsdag d. 11. februar kl. 10
Via facebook, blog og på YouTube – Hvorfor taler vi om ”12-tals piger”, ”tabermænd” og ”fuckbois”, og hvad er en ”feltmadras”, en ”rendemaske” og en ”hanrej”? – Hvad vil det sige ”at mande sig op”, og kan en kvinde også ”have nosser” eller være ”en vatpik”? – Hvorfor knytter mange skældsord sig til køn og seksualitet?
Undervisning i seksual- og kønshistorie bør blive et stort ligestillingspolitisk emne i 2021. Vi kan i den grad bruge kønshistorien til at forstå nutidens syn på kønsroller og seksualitet.
»Manden afgiver Kønsceller, Kvinden optager dem – i denne simple Formel ligger hele Forskellen mellem Mand og Kvinde, mellem det mandlige og kvindelige Kønsliv. Han vil erobre, hun erobres. Han er den belejrende Hær, hun Fæstningen. Han er Naalen, hun er Magneten, der tilsyneladende er i Ro, men i Virkeligheden uafbrudt udstraaler erotiske Kræfter.«
Sådan skrev overlæge Axel Tofte i bogen ”Seksuel Hygiejne”, som i 1940’erne og 1950’erne blev solgt i svimlende 125.000 eksemplarer. Citatet afspejle…
I kønsdebatten anklages transkønnede, mænd i dametøj og feminister ofte for at lide af vrangforestillinger. Det siger mest af alt noget om kritikernes egen frygt.
Med jævne mellemrum udtrykker en stribe debattører sig om, hvor galt det står til, når det kommer til forståelsen af køn. Ja, det kan faktisk stå så galt til, at intet mindre end hele vores civilisation er truet. Truet af transpersoner og identitetspolitik, af feminister og folkeskolens feminisering, af socialkonstruktivisme, Butler og Foucault og (kulturel) marxisme, af akademia og endelig bare generelt af samfundsudviklingen.
Frygtet barn har åbenbart også mange navne. Men i alle tilfælde skulle det ifølge debattørerne dreje sig om kræfter, der med vrangforestillinger eller endda ønsker om revolution skulle have samlet sig mod samfundet, sandheden og/eller virkeligheden.
De opfattelser kan man finde formuleret i mere eller mindre stærke vendinger i nyere debatindlæg af Eva Selsing, Mikael Jalving og Lone Nørgaard og Kåre Fog. Fælles for disse debattører er en opfattelse af, at der findes to køn, der er klart adskilte, og at køn er biologisk. Enten udelukkende biologisk eller i det mindste grundlæggende biologisk, således at en ren biologi kan siges at bestemme os som et af to køn.
Må vi således forstå, at transkønnede og interkønnede strider imod virkeligheden? At de nærmest per definition er samfundsnedbrydende? Og det bare i kraft af, at de ikke passer entydigt ind i de to kategorier eller toiletdøre, der skulle være de sande?
DET SER SÅDAN ud. For når en mand som sangeren Harry Styles går i kjole, så står »verden« ikke længere – i hvert fald ikke for Eva Selsing og hendes inspirationskilde, den amerikanske konservative kommentator og konspirationsteoretiker Candace Owens (Berlingske, 20. november 2020).
Og når Kvindemuseet skifter navn til KØN, er det ifølge Mikael Jalving udtryk for »en amerikansk syge«, der gør, at det nu skulle være uacceptabelt at bruge begrebet ’kvinde’, fordi køn nu forstås, som noget man »vælger frit« (Jyllands-Posten, 6. december, 2020). Og så skulle socialkonstruktivisme og identitetspolitik ifølge Lone Nørgaard og Kåre Fog ønske at »afskaffe biologien som forklaring på kønsforskelle«, og denne forståelse af køn skulle være automatindstillingen på de »humanistiske og samfundsvidenskabelige fakulteter« (Politiken, 19. august, 2020).
Til det kunne man spørge: Oplever Selsing også, at hendes verden er i fare, når hun tager bukser eller en jakkesætsjakke på? Hvem er det, der siger, at man »frit« vælger sit køn? I hvert fald ikke transkønnede og interkønnede. Og hvem taler for helt at afskaffe biologien? Det er da helt sikkert ikke en fremherskende holdning på de danske universiteter. Omvendt ville det være underligt, hvis humaniora og samfundsvidenskaberne ikke forholdt sig til køn som kulturelle og sociale fænomener. For ja, køn er biologi, men det er også et socialt og dermed historisk fænomen, og derudover – hvilket ofte glemmes i kønsdebatten – er det også et psykisk fænomen. Disse tre forhold er allerede fokus for de tre første kapitler i Simone de Beauvoirs ’Det andet køn’ fra 1949. Så når Fog og Nørgaard vil reducere Beauvoir til ren socialkonstruktivist, vidner det om, at de formentlig aldrig har åbnet hendes kønsfilosofiske hovedværk. Køn er et komplekst fænomen, der opstår i et samspil mellem krop, sociale roller og hver enkeltes forhold til egen krop, den omgivne verden og historien.
8. december 2020 mødtes museumsdirektør Julie Rokkjær Birch med Aarhus’ borgmester Jacob Bundsgaard til en snak om køn, ligestilling og museets rolle i byen.
Museet udvidede allerede i 2016 sit område fra kvinders kulturhistorie til kønnenes kulturhistorie. Et navneskifte kan på ingen måde ændre ved, at kvinders historie uundgåeligt er afsættet på et museum om køn, ligestilling og mangfoldighed.
Historien er ikke slut Bare fordi vi er et museum, betyder det ikke, at vi anser historien som slut. Det, der førhen hed kvindeforskning på universiteterne, har for længst ændret navn til kønsforskning. Bogstaverne i KVINFO står ikke længere for ’noget med kvinde’, men for ’køn, viden, information og forskning’. Det betyder ikke, at blikket på kvinders vilkår og historie er forsvundet. Det er blevet nuanceret.
Når der er stærkere reaktioner overfor vores udvikling end overfor KVINFO og universiteterne, handler det – tror jeg – om, at museer anses som historiske monumenter, og at Kvindemuseet af mange ses om et symbol på kvindekampen.
Museer er ikke monumenter Men: museet kan ikke stå som et monument over kvindekampen. Man kan sige, at et nyt museum siden 2016 er vokset ovenpå det gamle. Som alt muligt andet i samfundet vil og skal museer forandre sig. For hvis vi ikke flytter os, når verden omkring os flytter sig, så står vi ikke bare stille, vi mister vores relevans. Og vi vil jo faktisk noget med vores museum – vi er aktivister, og historien er vores hammer.
Vi er et statsanerkendt specialmuseum, som ifølge museumsloven skal sikre den kønnede kulturarv i Danmark og udvikle betydningen af den i samspil med verden omkring os – og for et bredt publikum.
Vi arbejder for ligestilling Et museum om kønnenes kulturhistorie må nødvendigvis indeholde historien om kvinders frigørelse – om at vise den usynliggørelse af kvinder, historien har budt på – og stadig byder på. Det er – som sagt – vores afsæt. Det må også belyse mænds kønsproblematikker og relationerne mellem kønnene. #metoo, mænds overrepræsentation i misbrugs- og selvmordsstatistikker, voksende online-mandefællesskaber m.v. har tydeligt vist behovet for at se nærmere på manderoller, maskulinitetskultur og magt. For at se på manden som køn og ikke mindst: for at inddrage mænd i samtalen. Endelig må et museum om kønnenes kulturhistorie fortælle historien om de mennesker, der ikke passer ind i kønsbetegnelserne kvinde/mand. Og det må belyse kønskultur ud fra seksualitet, etnicitet og klasse.
Vi på museet i Aarhus arbejder for at løfte bevidstheden om kønnets betydning og styrke viljen til ligestilling i fællesskab. Det duer ikke, at vi gang på gang skal forklare, at også drenge og mænd er velkomne, og at også de vil kunne se deres kønsproblematikker afspejlet i museets udstillinger.
Der var gode grunde til at udvide ansvarsområdet i 2016. Nu skal navnet følge med.
Amerikanske Vogues decembernummer har sangeren Harry Styles på forsiden. Styles, der er kendt for at eksperimentere med sit kønsudtryk, er iklædt en lang kjole med flæser. Han er toplækker, hvis I spørger mig.
Amerikanske Vogues decembernummer har sangeren Harry Styles på forsiden. Styles, der er kendt for at eksperimentere med sit kønsudtryk, er iklædt en lang kjole med flæser. Han er toplækker, hvis I spørger mig. Man fatter jo næsten ikke, at det kan skabe debat i 2020. Men hvis der er noget, der er kontroversielt, så er det, når vores traditionelle billeder af maskulinitet eller femininitet bliver pillet ved. Uha, for så er køn flydende. Så kan vi jo ikke finde ud af, hvor vi har hinanden. Verden …
Breakingbølgen omkring MeToo begynder at flade ud og få nuancer. Omsider er sårbarhed blevet acceptabel.
P1 brægede igen semi-breaking ud fra bilens højttalere forleden. Historien om Donald Trumps hyldest af sine tilhængere, som i Texas var kørt op på siden af en demokratisk kampagnebus og havde tvunget den til at sænke hastigheden på motorvejen, fik mig til at zappe videre, indtil jeg endte på lyden af Radio Soft. John Lennon. Ah.
2020 har været lidt af et ”annus horribilis” med alt for mange breaking bad news. Der er for tiden sådan et opgivende blik i folks øjne, synes jeg. Og når jeg selv kigge…
Afsnit 02 om Kvindemuseet – med Julie Rokkjær Birch
I podcastserien ”Samfundets museer” taler museumsdirektør Jane Sandberg med en række danske museumsdirektører om, hvilke museer vi skal have i fremtiden. De er alle stærke stemmer i kulturdebatten, men arbejder fra forskellige perspektiver med, hvilke roller deres museer skal spille for samfundet.
I dette afsnit taler Jane Sandberg med Julie Rokkjær Birch, som er direktør for Kvindemuseet i Aarhus. Hun er fortaler for, at museerne agerer meget mere aktivistisk, og hun har – til trods for, at hun kun har siddet i sin stilling et års tid – allerede sat museet på Danmarkskortet som en vigtig aktør i kønsdebatten.
Der er ikke – og har aldrig været – kun en måde at være mand på. Måderne, hvorpå vi praktiserer, taler om og har forventninger til de forskellige køn er historisk og geografisk variable. Køn er en relationel og historisk foranderlig kulturelt konstitueret praksis. I det følgende vil jeg dykke ned i udvalgte stationer i de sidste 70 års debatter og begreber om maskulinitet. Det vil ske gennem at udforske forskellige mandebevægelser, der har afsøgt og udfordret mandebegrebet, og udvalgte teorier der – i samspil med disse bevægelser – har skabt nye måder at forstå, hvordan aktører og samfund praktiserer og forhandler maskulinitet. At det netop er dette tidsrum, artiklen dykker ned i skyldes, at de sociale og kønspolitiske forandringer, der skete fra 1960erne og frem, satte maskulinitetsbegrebet til debat på en ikke før set måde.
Den danske kunstner Peter Land (f.1967) afsøger i flere af sine videoværker – med tragikomisk slapstick humor og en villighed til at sætte sine egen sårbare krop i spil – tilværelsens absurditet og skrøbelige, foranderlige grundlag. Det sker i scener, der vibrerer mellem leg og mareridt. I et videoværk fra maj 1995, ser man Peter Land danse improviserende nøgen rundt i sit soveværelse, ifølge eget udsagn for at konfrontere sig med, hvad han gjorde, da han i et tidligere værk bad to kvinder danse striptease foran sit rullende kamera. Land har ligeledes brugt sin egen famlende krop i en serie værker med temaet ’faldende mand’. I værket Pink Space (1995) ser vi en barstol, et bord med en flaske whisky og et whiskyglas. En mand – igen Peter Land selv – træder ind iført blåglinsende habit og butterfly, men opsætningens og rummets forventning om en entertainer i kontrol brydes og manden falder igen og igen ned af barstolen. På parallel vis ser man i videoværket Step Ladder Blues (1995) en maler igen og igen falde ned af en stige og i værket The Staircase (1998) en mand falde bumlende ned af en tilsyneladende uendelig trappe. Lands værker placerer sig, med brugen af en enkel symbolsk scene, den næsten mekaniske menneskefigur og den eksistentialistiske skildring af livets tilsyneladende mangel på mening og logik, i traditionen fra absurd teater. I udstillingen Dagens Helt, som Kvindemuseet har udviklet i samarbejde med Peter Land, bringes Lands værker – og de spørgsmål, de stiller – ind i en afsøgning af maskuliniteten og dens transformationer. Peter Land blev uddannet fra Goldsmiths i London i 1994-1995, hvor han havde sociologiprofessor Victor J. Seidler (f.1945) som underviser. Peter Land har selv udtalt[i], at han i sin kunst er inspireret af Victor Seidlers optagethed af maskulinitetens transformationer og krise i den postmoderne æra. Victor Seidlers bog Recovering the Self: Morality and Social Theory (1994) tænker i forlængelse af feminismens pointering af erkendelsens situerethed og af feminismens undersøgelse af, hvorledes det personlige er politisk. Lands værker kan læses som kommentarer til det maskulinitetsparadoks, Victor Seidler også er optaget af; at selv om mænd som gruppe stadig strukturelt er økonomisk og politisk dominerende i en fortsat patriarkalsk kultur, vil den enkelte mand ofte føle sig usikker, magtesløs og i tvivl om egen rolle, styrke og magt. Selve manderollen har altså siden 1970erne syntes at befinde sig på en vaklende trappe og skullet finde mod til at konfrontere sig med sin egen politik og nedarvede privilegier, men også med sin egen skrøbelighed og destabile grundlag. Manden skal ifølge Seidler på en gang skabe sin egen kønnede identitet og eventuelt bidrage til at skabe mere lige relationer i en global verden med en mængde forskellige forbundne former for ekstrem ulighed (Seidler 2006). En opgave, manden deler med de øvrige køn, kunne man tilføje.
Ser vi idehistorisk på maskulinitetens krise, er der intet nyt i den. Maskulinitetsidealer forandrer sig over tid i samspil med socioøkonomiske, materielle og teknologiske transformationer. I visse historiske epoker syntes maskulinitetsdefinitionerne i særlig grad i ’krise ’ eksempelvis udfordret af forandringer i kvindens eller den homoseksuelles rolle. Men man kan faktisk argumentere for, at selve ideen om maskulinitet altid er i en form for krise. Destabilitet er det fortrængte grundlag for maskuliniteten. Et forhold, der paradoksalt nok har sit udspring i myten om, at mandens kønsidentitet ikke står til debat. Den hvide mands hegemoniske maskulinitet opretholder og legitimerer sin magt ved at naturalisere sin egen rolle, og gøre den ubetvivlelig. Manden må ikke vakle og stille spørgsmål til egen identitet, for hvis han gør, bliver han for følende og dermed – for den hegemoniske maskulinitets binære kønssyn – kvindagtig. Manden er rationalitet; kvinden er følelse og mangel på rationalitet. Når der ikke stilles spørgsmål ved manderollen afsløres nemlig ikke, hvor afhængig den er af at stå i et modsætnings- eller dominansforhold til det, den ikke er. Kvinden må gerne udforske egen kønsidentitet. Men manden, der stiller spørgsmål til egen kønsidentitet, bliver feminiseret.
Når manden bringes til at tvivle
Den danske sanger Steffen Brandt synger i 1987 i sangen ’Tidens Kvinder’ om mandens tvivl om, hvordan han skal være en ’rigtig mand’ for at komme i kanen med den kvinde, han synger til.
”Og jeg ka strikke dig en sweater, jeg ka amme dine børn elske hårdt og brutalt og være sød og rar og jeg skal gerne hjælpe til med at hamre mig selv over fingrene, hvis jeg blir for dygtig og smart men gi mig lige et praj når vinden vender igen”
Sangen fra TV2 albummet hedder ’Tidens Kvinder’. Men sangen handler endnu mere om tidens mand og ikke mindst hans tvivl om egen maskulinitet. Det besungne mandeideal konstrueres ud fra et lighedsideal, men samtidig skal idealmanden være flerdimensionel, kunne amme, strikke og bygge carport, altså både integrere nye og fastholde gamle idealer. I Steffen Brandts sangtekst kan det næsten lyde som, at manden bebrejder kvinden – tekstens du – at han sådan skal til at forholde sig til sit køn. At det er kvindens krav til ham, der gør, at han ikke længere bare kan få lov til at være en manden på en ureflekteret ’naturlig måde’. Det er også tekstens du – kvinden – der tilskrives magten at sige til ’når vinden vender igen’, altså hvis det pludselig er noget andet, der forventes af manden. Teorihistorisk betragtet er det også kvindebevægelsen, og den feministiske teori, der med deres udforskninger af køn, sætter gang i den teoretiske undersøgelse af maskulinitet.
Studier af maskulinitet er på en gang inspireret af og i dialog med feministisk teori. Feministiske teorier har udforsket strukturel undertrykkelse af mennesker på grund af deres køn, de etiske og politiske implikationer af denne undertrykkelse, og visioner og praksisser for frigørelse. Når feministiske teorier appliceres på studier af mænd og maskulinitet, resulterer det – som vi skal se i det følgende – blandt andet i studier af, hvordan patriarkalske strukturer historisk har undertrykt og fastholdt såvel kvinder som mændene selv, blandt andet ved at hegemoniske forestillinger om maskulinitet har undertrykt alternative og marginaliserede udgaver af maskulinitet.
Profeministiske mandebevægelser
Forskellige mandebevægelser, der udvikledes fra 1960 og 1970erne og frem har på forskellige vis spillet en rolle for udviklingen af maskulinitetsstudierne. Mandebevægelserne blev udviklet sideløbende med og som respons på kvindebevægelsen. I starten tog mandebevægelsen – som den parallelle kvindebevægelse – ofte form af selvhjælps- og støttegrupper. 1970ernes mandegrupper mødtes blandt andet om at udforske, hvordan stereotype kønsroller, og et patriarkalsk samfund ikke kun undertrykte kvinder, men også var restriktive og skadelige for mændene selv. De profeministiske mandebevægelser var inspireret af anden bølge-feminismens idealer om frihed og lighed. Man ønskede at støtte den samtidige kvindebevægelses krav om større lighed, men samtidig ønskede man også at udforske de strukturer, ideologier og praksisser der modarbejdede mænds muligheder og rettigheder. De mænd, der var involverede i den pro-feministiske mandebevægelse arbejdede på at blive bevidste om de nedarvede privilegier, som det patriarkalske samfund og dets institutioner havde givet dem, men også at undersøge, hvordan kulturelt nedarvede idealer og forventninger til mænd, såsom at skulle være stærke og rationelle og ikke vise svaghed, angst eller sorg – hæmmede dem i at komme i kontakt med, vise og dele følelser. Denne bevidstheds- og frigørelsesproces forsøgtes skabt gennem ikke-konkurrerende mandevenskaber og gennem afsøgning af nye familie- og arbejdsmønstre. Ligeledes opponerede man mod kravet til manden om at skulle være ’succes-objekt’ og familiens økonomiske skaffedyr. I begyndelsen af 1980erne begyndte mandebevægelsen – i særlig grad i USA – at splitte sig op i på den ene side den psykologisk orienterede terapeutiske mytopoetiske mandebevægelse og på den anden side manderettighedsbevægelsen. I forbindelse med denne opsplitning syntes alliancen med kvindernes kamp at glide i baggrunden.
Manderettighedsbevægelser
Henimod slutningen af 1970erne og begyndelsen af 1980 udvikledes – ikke mindst i USA – dele af mandebevægelse sig til manderettighedsbevægelser, der fokuserede på diskrimination mod mænd, eksempelvis inden for familielovgivning og straffelov. Manderettighedsbevægelsen har siden fået vind i sejlene på et globalt niveau, ikke mindst i USA, Canada, Europa og Indien. Selv om optagetheden af strukturel ulighed mellem kønnene er i tråd med feminismens ambitioner om at afdække, gøre opmærksom på og ændre strukturelle og institutionelt funderede uligheder, begynder store dele af manderettighedsbevægelsen at lægge afstand til feminismen. De mere radikale grupperinger begyndte at anklage feminismen og kvinder i bredere forstand for at være ansvarlig for, at det nu ifølge dem er mænd der undertrykkes i samfundet. Den amerikanske aktivist Warren Farrel (f.1943), der oprindeligt selv var en stor tilhænger af kvindefrigørelsesbevægelsen og eksempelvis fra 1971-1974 medlem af ledelsen i National Organization of Women, hævder eksempelvis i The Myth of Male Power (1997), at mænd er systematisk dårligere stillede end kvinder på en række områder. I særlig grad det forhold, at mænd typisk er dårligere stillede end kvinder i faderskabssager, har været et problem, der har bidraget til at organisere mænd i manderettighedsbevægelser.
Den mytopoetiske mandebevægelse
Den såkaldte ’mytopoetiske mandebevægelse’, der startede i USA i 1980erne organiserede gruppe- og selvhjælpsaktiviteter for mænd. Bevægelsen handlede i mindre grad om politiske og sociale rettigheder og mere om terapeutisk, spirituel udvikling. Bevægelsen var inspireret af Jungiansk psykoanalyse og brugte myter og eventyr fra forskellige kulturer til at forstå mandens aktuelle udfordringer. Ved hjælp af støttegrupper og mentorordninger dyrkede bevægelsen psykoanalytiske og mytologiske fortællinger om mandlige arketyper såsom kongen, krigeren, vildmanden, magikeren og elskeren. En vigtig skikkelse for bevægelsen var den amerikanske digter og aktivist Robert Bly (f. 1926), hvis internationale bestseller Iron John: A Book about Men (1990) blev en international bestseller og en central inspirationskilde for den mytopoetiske mandebevægelse. Bly anvendte blandt andet begrebet ’Zeus energi” til at tale om en mandlig autoritet, der var accepteret som noget, der tjente fællesskabets bedste. Ifølge Bly kan kvinden føde en søn, men kun andre mænd kan gøre ham til en mand. Gennem kollektive terapeutiske trommeledsagede ritualer forsøgte bevægelsen at hele mændenes sår, sørge over tabet af ’faderen’ og bringe dem i initierende kontakt med en ’dyb maskulinitet’, de mente var tabt med industrialiseringen og den moderne livsførelse. Det terapeutiske gruppearbejde med eventyr og myter skulle ifølge Bly også modarbejde at fortrængte følelser udvikler sig til vold. Bevægelsen er blevet beskyldt for at være regressiv og apolitisk og for, at dens manglende villighed til at adressere magtstrukturer skaber en falsk symmetri mellem kvindebevægelsen og dem selv samt en falsk dikotomi mellem mandlige og kvindelige værdier (Messner 1997, Henrich 2014). Eller sagt på en anden måde: på individ-niveau var det nok meningsfuldt for mange af de involverede mænd at søge sin indre kriger eller tapre ridder (også selvom kvinderne ikke længere gad sidde passivt og yndefuldt i tårnet og vente på at blive befriet til en tilværelse i snærende prinsesseklæder), men tabte man ikke i processen ambitionen om, at manden og kvinden skulle alliere sig for at bekæmpe fælles drager som kapitalisme og patriarkat?
En anden mandebevægelse, der tager udgangspunkt i en essentialistisk maskulinitetsforestilling, er de såkaldte Promise Keepers, en kristen mandeorganisation grundlagt af Bill McCartney i 1995, som i dag har uafhængige grene i USA, Canada og New Zealand, og som er modstandere af homoseksuelle ægteskaber og ønsker at genindføre konservative familieværdier.
Online misogyni og vrede hvide mænd
De seneste år har vi imidlertid set sociale medier give rum og stemme til langt mere radikale og misogyne mandefællesskaber end Blys mytopoetiske skovritualer. Et indflydelsesrigt eksempel er den stærkt misogyne og antifeministiske manderettighedswebside A Voice for Men, der blev grundlagt i 2009 af Paul Elam. Organisationen oprettede i 2011 hjemmesiden Register-Her, der registrerede navne, adresser og andre personlige data på i første omgang kvinder dømt for mord og voldtægt mod mænd, men senere registreredes også kvinder, som hjemmesidens brugere mente havde lavet falske voldtægtsanklager eller modarbejdet manderettighedsbevægelsen. Denne side er senere lukket ned, men hovedwebsiden er stadig medie for radioshows, fora, artikler og salg af diverse merchandise. Andre bastioner for samling omkring spredning af online misogyni er ’subreddits’ på den brugergenererede nyheds- og underholdningshjemmeside Reddit og det brugergenererede imageboard 4chan, der netop er kendt for udbredt anonymitet og mangel på censur.
Disse misogyne onlinefællesskaber og det særdeles omfattende kvindehad i diverse online kommentarspor vidner om den genkommende fortælling, vi også finder eksempelvis i franske forfatter Michel Houllebecqs (f. 1956) romaner Udvidelse af Kampzonen (1994) og Ellementarpartikler (1998), om den hvide mands erfaring af sin verdens kollaps og sine privilegiers forsvinden. Den amerikanske sociolog og kønsforsker Michael Kimmel (f. 1951) beskriver i bogen Angry White Men – American Masculinity in the End of an Era (2013), hvordan mange specielt hvide mænd i primært Amerika – men også i lande som Tyskland og Sverige – har en vrede, der stammer fra, hvad Kimmel kalder ’aggrieved entitlement’. Disse mænd føler sig ifølge Kimmel ydmygede, oversete og svigtede af deres land. Demaskuliniserede og ude af stand til at adaptere til den verden, de føler, svigter dem. Rettigheder, job og kvinder er taget fra dem. Det foretrukne hadeobjekt, der bebrejdes for denne udvikling, er kvinden (eks-konen, kvinden, der ikke ville være deres kæreste, eller kvinden, der tog deres job) men også staten og immigranter udpeges som skyldige. Vreden retter sig ikke mod de økonomiske kræfter og strukturelle vilkår, der automatiserede deres job eller sendte dem til andre verdensdele, men mod den feminisme og de kvinder, de mener fratog dem det, der ifølge den tabte orden retmæssigt tilhører dem.
Ifølge Kimmel bliver maskulinitet et prisme, gennem hvilket højreekstremister adresserer race og klasse. I lyset af den magt, som denne vrede og misogyne mand har fået med valget af Donald Trump til amerikansk præsident og den populistiske højredrejning i store dele af den vestlige verden, er der grund til bekymring. Hvis disse vrede forurettede mænd ikke gribes af andet end nettets mørke misogyne afkroge, så risikerer dette cyberhad at udvikle sig til fysisk vold i større skala. Man har allerede set medlemmer af misantropiske online fællesskaber for hadefulde ufrivilligt enlige, de såkaldte incels (involuntary celibates) gribe til vold, mord og massemord.
Fra Bøssernes Befrielsesfront til LGBT+
Når vi ser på, hvilke sociale bevægelser, der har påvirket maskulinitetsbegrebets transformationer, spiller bevægelser, der har kæmpet for homoseksuelles og transkønnedes rettigheder og muligheder en særdeles væsentlig rolle. Et samfunds konstruktion og kontrol af homoseksualitet er tæt og gensidigt forbundet med dets konstruktion og kontrol af maskulinitet. Homofilibevægelserne går helt tilbage til slutningen af 1940erne, hvor grupper dannedes i Holland og Danmark, og senere i løbet af 1950 og 1960erne med grupper i Norge, Sverige, USA, Storbritannien og Frankrig. Den tidligste danske forening for homoseksuelle blev grundlagt i 1948 og havde det neutrale navn Forbundet af 1948, i 1969 blev foreningen officielt anerkendt under navnet Landsforeningen for Homofile, i 1981 skiftede foreningen navn til Landsforeningen for bøsser og lesbiske (LGTB, Danmark) i 2002 til Foreningen for bøsser, lesbiske og biseksuelle og endelig i 2008 tilføjedes transkønnede. Bevægelsen har gennem årene haft vekslende strategier og protestrepertoire i kampen for lige rettigheder og modarbejdelse af undertrykkelse og diskrimination.
Fra midten af 1960erne blev sociale bevægelser, der kæmpede for homo- og biseksuelles rettigheder mere radikale, aktivistiske og højtråbende i deres krav og aktionsformer. Dette skete inspireret af andre af 1960ernes nye sociale bevægelser, såsom Kvindebevægelsen, men også af anti-krigs bevægelser som Vietnambevægelsen, anti-racisme-bevægelser som Black Power, studenterbevægelser og ungdomsoprøret i 1968. I en engelsksproget kontekst ser vi, hvordan ordet gay i løbet af 1960erne bliver særligt homoseksuelle mænds foretrukne ord til at beskrive deres seksuelle orientering. På dette tidspunkt havde ordet gay, der oprindeligt betød bekymringsfri og munter, allerede længe haft seksualiserede konnotationer til uhæmmethed og villighed til ikke at lade sig begrænse af konventionelle seksuelle normer. Ordet homoseksuel derimod forbandt man på dette tidspunkt med en diagnose for mental sygdom. I Danmark så man en lignende kamp om ord i forbindelse med grundlæggelsen af, hvad der kom til at hedde Bøssernes Befrielsesfront. Bevægelsen blev grundlagt i 1971. Tre år senere grundlagdes Lesbisk Bevægelse. Bøssernes Befrielsesfront havde – parallelt med sin amerikanske inspirationskilde Gay Liberation Front – en langt mere konfrontatorisk politik og frimodig stil end Landsforeningen for Homofile. Den tidligere mere assimiliationsorienterede generation foretrak ordet homofil, fordi det for dem var vigtigt, at der var tale om andet og mere end en seksuel praksis. I en heftig læserbrevsstrid mellem den nye og den gamle forening udtrykker forfatter og redaktør af det homofile tidsskrift Vennen Martin Elmer sin modstand mod ordet bøsse og skriver; at så kunne de lige så godt kalde sig røvpulernes befrielsesfront. I et forsvar for den nye forenings bevidst skamløse brug af ordet bøsse skriver Sven Omann: ”Hellere en glad røvpuler end en sur homofil” [ii].
Bøssernes Befrielsesfront havde ”Kæmp for den totale kønsforvirring” som et af sine vigtigste slogans, og mange af dens medlemmer gennemførte, inspireret af deres amerikanske forbilleder fra Stonewall optøjerne, deres aktioner iført dametøj og neglelak. Stonewall-optøjerne var en både national og international milepæl i homoseksuelles aktivistiske rettighedskamp. De startede, da politiet lavede en razzia på baren Stonewall Inn i New York 28. juni 1969. Baren, der var ejet af mafiaen, var et samlingssted for de fattigste og mest marginaliserede seksuelle minoriteter, blandt andet transvestitter, trækkerdrenge og dragqueens. Mange af dem hjemløse. Homoseksualitet var på dette tidspunkt ulovligt og strafbart i USA. Politiet lavede i disse år jævnligt razziaer, men denne gang blev de altså mødt af en voldelig modstand, langvarige demonstrationer og nye organiseringer.
Sociale bevægelser, der kæmper mod den heteronormative udgrænsning af andre seksualiteter er konfronteret med det forhold, at de ikke repræsenterer en homogen gruppe. De homoseksuelle bevægelser har historisk set ofte ikke været særlig åbne overfor transkønnede. I kølvandet på Stonewall optøjerne begyndte transseksuelle da også at danne deres egne bevægelser, såsom Street Transvestite Action Revolutionaries (STAR), en aktivistisk organisation, der blev grundlagt i 1970 af de to farvede drag queens Marsha P. Johnson (1945-1992) og Sylvia Rivera (1951-2002), STARs erklærede formål var at støtte og organisere hjemløse transkønnede unge. STAR var en central organisation i forhold til udviklingen af queer bevægelsen. Man hjalp blandt andet ved at huse og skaffe mad til hjemløse LGTB+ personer og sexarbejdere, arbejde for civile rettigheder og fundraisede blandt andet gennem danseshows for juridisk, medicinsk og bosætningsmæssig hjælp til LGTB+ samfundet. Rivera og Johnson var farvede, fattige hjemløse, transseksuelle sexarbejdere, der organiserede mennesker i en ekstrem prekær situation i en kamp mod homofobi, jobdiskriminering, racisme, gadevold, politivold og vold mod homoseksuelle i fængsler. De lavede seksualpolitik på gadeniveau, og var altså meget langt fra de mere assimilations- og reformparate homofile bevægelser, domineret af hvide middelklasse homoseksuelle, man havde set sprede sig særligt i Vesteuropa siden slutningen af anden Verdenskrig. I 1992 blev Marsha Jonsons lig fundet i Hudson Floden i New York. Hendes død blev indledningsvist henlagt som selvmord trods en hovedskade på liget. Sagen er senere genåbnet men stadig uopklaret. Sylvia Rivera har fortalt, hvordan hun mødte Black Panter lederen Huey Newton ved Peoples Revolutionary Convention i 1971, og at han anså de transkønnedes kamp som ’part of the revolution’. Til gengæld oplevede Rivera at hendes fortsatte kamp for hjemløse transkønnede blev marginaliseret i mere mainstream LGBT-grupperinger.
I Danmark blev homoseksualitet officielt lovliggjort allerede i 1933, men først i 1981 blev homoseksualitet imidlertid fjernet fra Sundhedsstyrelsens liste over psykiske sygdomme. I eksempelvis Storbritannien var homoseksualitet strafbart helt frem til 1967, og i 72 af verdens lande – særligt i store dele af Afrika, Mellemøsten og sydlige del af Asien – er det stadigt strafbart at have et seksuelt forhold til en af det samme køn. I otte lande straffes homoseksualitet med døden.
De homoseksuelles kamp for anerkendelse påvirker og påvirkes af samfundets konstruktioner af det maskuline. Maskulinitet og feminitet er ikke relateret specifikt til den biologiske mand og den biologiske kvinde. Kulturelt set maskuline egenskaber kan udleves af biologiske kvinder og kulturelt set feminine egenskaber af biologiske mænd uafhængigt af disses eventuelle seksuelle præferencer. Seksuelle minoriteter har historisk betragtet altid befundet sig i en prekær og destabiliserende skudlinje i de patriarkalske samfund. Den homoseksuelle mand truer maskuliniteten, fordi han på sin vis negerer maskuliniteten. Den homoseksuelle mand associeres historisk typisk til den feminine underkastende mand. Den homoseksuelle mand undertrykkes ved, at han slet ikke anerkendes som en mand. Hans relation til maskulinitet er således defineret som en mangel. Men i 1970ernes homoseksuelle oprørsbevægelser sås også en fejring af den hypermaskuline begærsdrevne og begærsfejrende mandlige homoseksuelle. Vi har allerede set på, hvordan den hegemoniske maskulinitet fungerer gennem at lægge afstand til og undertrykke det, der truer med at destabilisere mandeidealet. Vi skal i den følgende mere teorihistoriske gennemgang blandt andet se på, hvorledes queerteorien udforsker, hvordan den heteroseksuelle normativitet så at sige skaber det homoseksuelle.
Maskulinitetsstudier og kønsteorier
Fra at have anvendt sociale bevægelser som prisme for at forstå maskulinitetens transformationer, vil vi nu kigge nærmere på udvalgte milepæle i den teoretiske undersøgelse af maskulinitetsbegrebet. Vi vil i særlig grad kigge på maskulinitetsstudierne i et queer-teoretisk, intersektionalitets-teoretisk og et globalt perspektiv.
Fra psykoanalyse og kønsroller til hegemonisk maskulinitet og plurale maskuliniteter
Forskningsmæssigt går den voksende interesse i maskulinitet tilbage til 1970erne, og i løbet af 1980erne kom mandestudier og maskulinitetsbegrebet for alvor på den teoretiske dagsorden som et selvstændigt forskningsfelt ved en række forskningsinstitutioner i den vestlige verden.[iii] Det akademiske studie af maskulinitet blev i den engelsksprogede verden i første omgang kaldet Mens Studies. Vi finder her både sociologiske, antropologiske og litteraturteoretiske tilgange til undersøgelsen af konstruktioner af maskulinitet. Før maskulinitet og mandestudier blev selvstændige forskningsområder, havde det allerede været en integreret del af kønsforskning og feministisk teori. Inden for dele af kønsforskningen var manden imidlertid ikke i tilstrækkelig grad blev taget alvorligt som selvstændig aktør, men mere som repræsentant for et abstrakt patriarkat. Maskulinitets- og mandeforskningen voksede frem i kølvandet på og i dialog med kvindeforskning, kønsforskning, homoseksualitetsforskning og queer-teoretisk forskning.
I 1970erne udvikledes med kønsrolleteorien teoretiske overvejelser over, hvordan maskulinitet og feminitet var tillærte ’roller’ og ikke iboende og uundgåelige. Psykoanalysen havde dog allerede mere end et halvt århundrede forinden peget på relativiteten og kompleksiteten i konstruktionen af kønsidentiteter, og den franske filosof Simone de Beauvoir (1908-1986) formulerede allerede i 1949 i værket Det andet køn, sin tese om køn som socialt skabt og påvirket af materielle og socioøkonomiske vilkår. Teorien om ’roller’ var imidlertid ikke nok til at forklare mænds strukturelle privilegier (Berggren 2014: 234). Ved hjælp af teorier om patriarkatet, og den italienske marxistiske filosof Antonio Gramscis (1891-1937) teori om hegemoni begyndte man at afdække undertrykkende praksisser, igennem hvilke mænd gennem historien har fastholdt og udøvet magt på tværs af forskellige områder i det sociale liv. En central teori har i den forbindelse været den australske sociolog Raewyn Connells (f. 1944) videreudvikling af begrebet ’hegemonisk maskulinitet’. Hegemonisk maskulinitet defineres som en praksis, der legitimerer mænds fortsatte dominans over såvel kvinder som andre marginaliserede måder at være mand på. Begrebet hegemonisk maskulinitet, henviser til det maskulinitetsideal, der er dominerende i en bestemt samfund på et bestemt tidspunkt, men bestandigt udfordres af andre underordnede maskuliniteter. Disse andre maskuliniteter kan så ifølge Connell forholde sig både allierende, underkastende eller udfordrende til den hegemoniske maskulinitet. I løbet af 1980erne bliver man stadig mere optaget af at undersøge forskellige former for maskulinitet. Et centralt værk for den tidlige udvikling af studiet maskulinitet i flertal var essaysamlingen The Making of Masculinities: The New Men’s Studies (1987).
Teorien om hegemonisk maskulinitet er inspireret af anden bølge-feminismens kortlægning af, hvorledes undertrykkelsen af kvinder ikke blot er et politisk, juridisk anliggende, der kan ændres ved at ændre lovgivning og reformere politiske strukturer. Men at undertrykkelsesmekanismerne er langt mere integrerede i socialitet, normer, kultur og hverdagsliv. Det blev for anden bølge-feministerne vigtigt at udforske, hvordan patriarkalske strukturer opretholdes gennem hverdagens institutioner, familiestrukturer, religiøse og seksuelle forestillinger og mønstre etc.
Kønskonstruktivisme og queerteori
1990ernes queerteori problematiserede måden, hvorpå vi teoretisk skelner mellem biologisk køn og kulturelt køn, og pegede på, at disse to kategorier er intimt ideologisk forbundne og begge konstruerede. Værket Gender Trouble – Feminism and the Subversion of Identity (1990) forfattet af den amerikanske filosof Judith Butlers (f. 1956) har spillet en helt central rolle for udviklingen og udbredelsen af queerteorien. Butler udvikler i dette værk en performative forståelse af kønnet. Der findes ifølge Butler ikke en essentiel identitet bag handlinger, der så fremføres. Kroppen er underlagt de samme sociale og semiologiske diskursive mønstre som andre kulturelle artefakter. Kroppens handlinger konstituerer mere, end de udtrykker en forud eksisterende kønsidentitet. Køn fungerer ifølge queerteorien gennem efterligninger og gentagelser af kulturelt iscenesatte normer, praksisser og diskurser. De erotiske fantasier lever af seksualiserede stereotyper. Det er der i sig selv ikke noget dårligt ved. Problemet opstår ifølge queerteorien, når kønsidentiteter naturaliseres, og noget kulturelt skabt anses for naturligt givet.
Queerteorien destabiliserer forbindelsen mellem krop, kønskategori og begærsretning i en grad, så kategorier som ’mand’, ’kvinde’, ’bøsse’ og ’lesbisk’ opløses. Kløften mellem homo- og heteroseksuel opfattes af queerteorien som kulturelt skabt og ikke naturligt givet. Queerteorien handler tilsyneladende i mindre grad om patriarkatets udelukkelse og undertrykkelse af kvinden og i højere grad om den heteronormative udelukkelse af ikke-heteroseksuelle. Det er altså så at sige den heteroseksuelle normativitet, der skaber homoseksualiteten. Men samtidig bidrager queerteorien til at forstå allianerne mellem de patriarkalske strukturer og det heteornormative. Queerteorien har også den væsentlige pointe i forhold til feministisk kønspolitik, at den stiller spørgsmål ved en universel forestilling om ’kvinden’ som en entydig identitet, der har brug for repræsentation i politik. Snarere bør vi ifølge denne tænkning se på de forskellige mere specifikke former for undertrykkelse samt kritisere de måder, hvorpå køn konstitueres.
Intersektionalitet og global maskulinitetsforskning
De seneste par årtier har nye grene af feministisk teori, teorier om intersektionalitet og queerteori påvirket de kritiske maskulinitetsstudier. Historisk betragtet har aktivisme placeret sig centralt i kønsforskningen. Maskulinitetsstudier er ingen undtagelse. Den har fra starten været inspirereret af feministisk forskning og været optaget af undertrykkelse og ønsker om forandring. Kønspolitik opererer ikke i et aflukket rum, men interagerer med transformationer i forskellige magtstrukturer og -relationer. Maskulinitetsforskningen undersøger i dag ofte undertrykkelsesformer, undertrykkelsessystemer og uligheder i et intersektionelt perspektiv. Det vil sige en udforskning, der afdækker forbindelserne mellem køn, race, seksualitet, klasse, alder etc. Den amerikanske borgerrettighedsadvokat og kritiske raceteoretiker Kimberlé Crenshaw (f. 1959) introducerede i 1989 begrebet intersektionalitet til at beskrive skæringspunkterne mellem indbyrdes forbundne systemer og former for undertrykkelse, dominans og diskrimination. Køn, race og klasse er ikke uafhængige begreber eller distinkte isolerede områder for erfaring, de opstår derimod på forskellige måder gennem deres relation til hinanden (McClintock 1995). Det 20 århundredes maskuliniteter blev eksempelvis udviklet tæt forbundet med diskurser omkring race (Morrel and Swart 2005). Imperialisme var selv sagt ikke blot et anliggende, der fandt sted i og påvirkede kolonierne. Viktoriatidens England konstruerede eksempelvis en forbindelse mellem køn, race og klasse, der promoverede imperialisme på måder, der var essentielle for udviklingen af den vestlige modernitet. Erfaringer med race fra kolonierne bidrog til at konstruere klasserelationer i metropolerne. Kønsforskeren Anne McClintock (f. 1954) har i Imperial LeatherRace: Gender and Sexuality in the Colonial Contest (1995) vist, hvorledes kønsdynamikker var afgørende for opretholdelsen af de imperiale magtrelationer. Ved slutningen af det 19. århundrede ejede og bestyrede hvide europæiske mænd 85 pct. af jordens overflade, havde kontrol over de globale bevægelser af kapital og lavede de love, der opretholdt det imperiale bureaukrati (McClintock 1995).
Maskulinitetsforskning er i dag global, både i forhold til, hvor der bedrives maskulinitetsforskning, hvad der forskes i og ikke mindst, hvor den nye teori produceres. Maskulinitetsforskere som eksempelvis Raewyn Connell (f. 1944) har ladet sig inspirere af feministisk teori om kønspolitikkens sammenhæng med global udvikling, økonomi og ulighed. Den transnationale kapitalisme- og globaliseringskritiske feminisme viser, hvordan ligestillingsargumenter og feministisk retorik, når de adapteres i international politik, ofte anvendes som et middel til legitimering og fastholdelse af den eksisterende økonomiske verdensorden og imperiale politik. Den transnationale feminisme taler derfor for en intersektionel analyse, der udforsker, hvorledes systemer og former for ulighed og undertrykkelse er forbundne i den globale neoliberale økonomi. Den neoliberale globale arbejdsdeling rammer kønsmæssigt skævt og fastholder i særlig grad den tredje verdens kvinder i en prekær situation.
Ifølge Connell ser vi i disse år opkomsten af et nyt globalt markedspatriarkat. Med patriarkat forstås et socialt system, hvor mænd har den primære dominerende magt. Det kapitalistiske systems kontinuerlige reorganisering af sig selv på global skala har direkte indflydelse på relationer mellem kønnene. Man har gennem århundreder benyttet sig af, at kvinder var billigere arbejdskraft. Kvinders manuelle arbejde er i vidt omfang flyttet til det globale syd, med eksempelvis den globale tekstilproduktion placeret i lande som Kina, Bangladesh, Vietnam, Indonesien og Cambodia.
Omsorgsarbejdet er ligeledes blevet globalt. Samtidigt med, at de hvide kvinder i den vestlige verden er blevet uddannet og kommet på arbejdsmarkedet som aldrig før, varetages store dele af omsorgsarbejde i den vestlige verden af importeret arbejdskraft. Børnepasning og rengøring er eksempelvis i store dele af den danske overklasse uddelegeret til filippinske kvinder, i underbetalte sektorer som ældrepleje og rengøring arbejder flygtninge og indvandrere – og sexarbejderområdet rummer en del kvinder med udenlandsk baggrund særligt fra Thailand, Nigeria og andre Vestafrikanske lande samt Østeuropa.
Selv om vi stadig lever i et heteronormativt samfund, hvor seksuelle minoriteter fortsat oplever marginalisering og stigmatisering, ser vi et bredt spektrum af politiske ledere og politifolk gå med i Pride-demonstrationer. Firmaer, organisationer og lokaliteter anvender femvertising og pinkwasking til at signalere lighed mellem kønnene og tolerance over for seksuelle minoriteter og dermed sælge deres produkter. Men selvom tøjfirmaet H&M anvender femvertising – altså reklamekampagner, der anvender ikke-kønssteorotype fortællinger og fortællinger om kvindefrigørelse – til at sælge deres tøj, produceres dette tøj fortsat af kvinder under horrible arbejdsvilkår i lande som Cambodia. Langt størstedelen af de transnationale selskaber på det globale marked er ledet og styret af mænd, og mænd er fortsat markant disproportionalt placeret i de højeste lag i politiske, økonomiske, kulturelle og uddannelsesmæssige organisationer.
Raewyn Connell har, blandt andet med værket Southern Theory (2007), kritiseret vestlige teoriers dominans og været med til at sætte fokus på teoribidrag fra hidtil marginaliserede steder og verdensdele. Maskulinitetsforskning har haft forskellige men internt forbundne udviklinger i forskellige lande og dele af verden. Den største koncentration af forskning om mænd kommer fra USA (Hearn 2000). Den amerikanske mandeforskning har ud over de bevægelser, denne artikel allerede har omtalt, også været påvirket af en række forskellige antisexistiske og profeministiske organisationer som blandt andet NOMAS (the National Organization for Men Against Sexism). I den britiske maskulinitetsforskning har magt og strukturanalyser traditionelt stået stærkere end i den amerikanske maskulinitets forskning. I såvel britisk som australsk maskulinitetsforskning har forbindelsen til den politiske venstrefløj været stærk, men ønsket om at etablere en selvstændig mandeforskning derimod ikke været så udpræget. Mænd og maskulinitet er i højere grad blevet bedrevet som dele af allerede etablerede discipliner (Hearn 2000). Ligeledes har såvel forholdet mellem køn og etnicitet som homoseksualitetsstudier stået centralt i den australske maskulinitetsforskning. I Latinamerika har der været en del udforskning af machismo figuren og dens relation til kolonihistorie og økonomisk udvikling (Gutman and Vigoya 2005). I de østlige middelhavslande og Sydvestasien har man udforsket modernisering og Islam og relationen til Vestens økonomiske og militære magt (Hearn 2014). I de nordiske lande står i særdeleshed forskning i faderskab, arbejdsliv og sundhed centralt. I Danmark blev den tidligste mandeforskning i 1970erne lavet af mænd uden for den etablerede universitetsforskning. Claus Clausen, Philip Lauritzen og Erik Thygesen udgav debatbogen Mænd – det svækkede køn (1974), Eske Holm skrev Den maskuline mystik (1975) (titlen en ironisk replik til den amerikanske feminist Betty Friedans (1921-2006) berømte Den kvindelige mystik 1963) og Steffen Kieselberg (1979) skrev Mændenes historie. Mandeforskningen blev ikke selvstændigt forskningsområde på danske universiteter før 1990erne, men indgik i 1970erne og 1980erne i kvindeforskningen. I løbet af 1990erne blev kvindeforskningen i øvrigt samtidigt i en nordisk kontekst mere og mere til kønsforskning. I dag er maskulinitetsforskning i Norden blevet et selvstændigt tværfagligt vidtfavnende forskningsfelt, der skaber kritisk viden om aktuelle samfundsmæssige og sociale spørgsmål såsom mænds sundhed, risikoadfærd, uddannelse, radikalisering, faderskab, familiepolitik, transseksualitet, kropsidentitet, arbejdsmarked, krig, teknologi etc.
De mange maskuliniteter og det nye Kvindemuseum
Men hvordan står det så til med opfattelsen af maskulinitet i dag? Maskulinitet er måske nok blevet noget vi i teoretisk forstand opfatter i flertal. Men samtidig taler vi i praksis og i mediebilledet ofte om maskulinitet i ental. I disse år ser vi i en amerikansk kontekst, hjælpeprogrammer og selvhjælpsgrupper arbejde med at bekæmpe, hvad der hyppigt kaldes ’toxic masculinity’. Disse grupper anvender en diskurs, hvor de taler om at ville udvikle og definere en ny omsorgsgivende maskulinitet. Samtidig har vi i såvel USA som herhjemme som vist digitale hulemænd, der samles i misogyne internetfællesskaber om at ville give magten tilbage til, hvad de mener er, den detroniserede undertrykte mand. Men er disse to yderligheder ikke fælles om det problem, at maskuliniteten som udgangspunkt bliver potentielt dæmoniseret og italesat som et problem. Det synes som om selve maskulinitetsbegrebet ofte slæber et skyldsspørgsmål med sig, enten ved eksplicit at adressere det eller ved implicit at lægge afstand til det. Hvordan bevæger maskulinitetsdiskussionen sig hen et sted, hvor den kaster dæmoniseringskåben af sig og bliver en del af det at forestille sig nye løsninger og solidariske alliancer? Som vi har set forsøges dette i øjeblikket imødekommet ved at sættet maskulinitetsbegrebet i flertal, og ved at teorien bliver queerteoretisk, intersektionel og global.
Den amerikanske feminist Bell Hooks (f.1952) har kritiseret den tidligere feminisme for ikke at formå at integrere mændene i en fælles kamp, og efterspurgt nye teorier og nye strategier for udviklingen af en feministisk maskulinitet (hooks 2000). Der findes en pluralitet af maskuliniteter, der varierer gennem tider, steder, kulturer og individer. Køn er på en gang en relationel og historisk foranderlig praksis og knyttet til specifikke kroppe og disses erfaringer og handlinger. Det giver ingen mening at forstå eller forvalte kønnenes idehistorie som en historie om en kamp mellem to køn. Tværtimod har vi brug for dialog om konstruktionerne af køn, om strukturel ulighed, om forholdet mellem forbundne systemer af undertrykkelse og om, hvilke stereotype forventninger, strukturer og lovgivninger, der fortsat kan begrænse og fastholde mennesker af forskellige køn. Med udstillingen Dagen Helt ønsker Kvindemuseet at bidrage til denne dialog om og mellem kønnene. Det sker som led i at museet har redefineret sit fokus fra oprindeligt primært at have fokuseret på kvindernes til nu at omhandle kønnenes kulturhistorie på tværs af forskellige køn.
Denne artikel er skrevet af lektor PhD. Louise Fabian fra Institut for Kultur og Samfund ved Aarhus Universitet som led i forskningsprojekt ’Gender Blender – hverdagsliv, aktivisme og diversitet’. Projektet involverer såvel ansatte fra Kvindemuseet som forskere fra Aarhus Universitet og er støttet af Velux Fonden.
Litteratur
Berggren, Kalle (2014) ‘Sticky Masculinity: Post-structuralism, Phenomenology and Subjectivity’ in Critical Studies on Men in Men and Masculinity 2014, Vol. 17(3) 231-252, SAGE
Bly, Robert (2004 (1990)): Iron John A Book about Men Da Capo Press
Butler, Judith (1990): Gender Trouble: Feminism and the Subversion of Identity Routledge New York
Connell, Raewyn (2007) Southern Theory: Social Science and the global Dynamics of Knowledge Polity
Connell, Raywen (2012): ‘Masculinity Research and Global Change’ in Masculinities and Social Change 1(1), p.4-18
Edwards, Tim (2005): Queering the Pitch – Gay Masculinities in Handbook of Studies in Men and Masculinities Sage Publications, Thousand Oaks, London and New Delhi
Friedan, Betty (2001[1963]) The Feminine Mystique Norton Paperback, New York
Hearn, Jeff (2000): ’Forskning om mænd i fire dele af verden’ i MASKuline Mysterier NIKK magasin NR.1 2000. Udgivet af Nordisk Institutt for kvinne og kjønnssforskning
Hearn, Jeff (2014): ‘Introduction: International Studies on Men, Masculinities and Gender Equality’ in Men and Masculinities Vol.17(5) p. 455-466
Heinrich, Jill (2014): ‘Searching for a Masculine Model: Missteps Made During Three Decades of the Men’s Movement and Why Moderation Is the Key’ in The Journal of Mens Studies, vol. 22, No. 3. Fall 2014, 238-352
hooks, bell (2015 [1990]) Yearning: Race, Gender and Cultural Politics New York
hooks, bell (2000): Feminism is for everybody Passionate Politics Pluto Press London
Gutmann, Mathew C. and Vigoya, Mara Viveros (2005): ‘Masculinities in Latin America’ in Handbook of Studies in Men and Masculinities Sage Publications, Thousand Oaks, London and New Delhi
Kimmel, Michael Angry White Men -American Masculinity in the End of an Era
Messner, Michael A. (1997): Politics of Masculinities: Men in Movements Thousand Oaks, CA: Sage.
McClintock (1995): Imperial Leather: Race, Gender and Sexuality in the Colonial Contest, Routledge, Tayler and Francis
Morrel, Robert and Swart, Sandra (2005): ‘Men in the Third World – postcolonial perspectives on Masculinity’ in Handbook of Studies in Men and Masculinities Sage Publications, Thousand Oaks, London and New York
Nothing, Ehn (2013) ‘Introduction: Queens Against Society in Street Transvestite Action Revolutionaries – Survival, revolt and queer antagonist struggle Untorelli Press
Seidler, Victor (1994) Recovering the Self: Morality and Social Theory Routledge, London, New York
[iii] En gennemgang af den nordiske mandeforskning kan findes i nummeret MASKuline Mysterier NIKK magasin NR.1 2000. Udgivet af Nordisk Institutt for kvinne og kjønnssforskning (red. Trine Lynggard og Eivind Olsvik)
I fredags udkom endnu en bog i den bølge af barselslitteratur, der har rejst sig de senere år, nemlig Olga Ravns ”Mit arbejde”. Jeg har ikke læst den endnu – men det skal jeg. For den er endnu en vigtig nuancering af arketypen ’den lykkelige mor’, som er en vanvittigt stærk grundfortælling i vores samfund. En fortælling, som jeg personligt slet ikke kan forene mig med. Det kommer jeg tilbage til.
Moderskabet har historisk været betragtet som familielivets og samfundets fundament. Og det skorter ikke på kildemateriale, hvor kvinden som urbillede ophøjes (og begrænses) til almoderligt omsorgsvæsen. Som N.F.S. Grundtvig udtrykte det i 1850, er kvinderollen ”det milde, besindige og for vort fædreland så vigtige moderlige princip.”
Derimod har selvoplevede fortællinger om moderskabet været mere eller mindre usynlige i vores kulturhistorie. Af den simple grund, at vores historieskrivning og kunstneriske udtryk indtil i nyere tid har været skabt af mænd. Først i 1857 opnåede ugifte kvinder (over 25 år) myndighed og lige arveret med mænd, og det private blev først for alvor politisk med 1970’ernes kvindebevægelser. Det var et fremskridt af dimensioner.
Alligevel er fortællingen – fiktionen! – vedholdende: At kvinders største ønske er at få børn (fordi er skabt til det) – og at deres primære værdi ligger heri. Og omvendt: at de maskuline heroiske fortællinger (med sværd, guns og dollars) tegner mandens værdi. Groft skitseret, jeg ved det, men det er en tegning, som vi alle i en eller anden grad stadig spejler os i, bevidst eller ubevidst.
Vi lever vores liv i uløselig forlængelse af nogle fælles historiefortællinger, som er opstået, fordi de har virket. Vi gennemlever hver især en sofistikeret egenfortælling, der blander vores erfarede livsoplevelser med bidder fra film, vi har set, romaner, vi har læst, taler, vi har hørt, og drømme, vi har nydt. Hver eneste unik egenfortælling fortæller os, hvem vi skal elske og hade, hvor vi kommer fra, og hvor vi skal hen.
Når tiderne skifter, og vi oplever, at vi længere ikke passer ind i hovedfortællingen, så er der grundlag for at skabe nye fælles fortællinger. Som det skete med afskaffelsen af enevældet, som blev erstattet med fortællingen om demokrati. Og det er det, jeg tror er ved at ske med historien om ’mor’ – en fortælling, som har dannet grundlag for historiens måske største hierarki mellem mennesker: kønnenes hierarki.
Det er stadig følsomt – og også lidt skamfuldt – at bryde med gamle fortællinger, men nu vil jeg selv gøre det. Ved at fortælle det, som for mig er helt og aldeles sandt: Jeg elsker mine børn, men jeg elsker ikke at være mor. Selvom jeg bestemt ikke var naiv i mine forestillinger, inden jeg fik børn, har det virkelig ofte slået mig, hvordan jeg har følt mig ført bag lyset af de dybtfølte og forherligende fortællinger om mor-identiteten. Tag ikke fejl, jeg synes det er et privilegie at sætte børn i verden, men jeg skal lige love for, at jeg ikke lever op til hverken mine egne eller samfundets fortællinger om – og forventninger til den gode / lykkelige mor. Det har været svært – men også meget befriende at acceptere.
Jeg tænker, at jo mere den slags modfortællinger bliver sagt – jo mere ærlig og tidssvarende kan den fælles fortælling blive. Og have effekt på det individuelle og hverdagslige plan, men også i en større politisk og global sammenhæng.
Mon ikke, der også er nogle fædre derude, som savner en fælles fortælling om faderskabet? For hvor er den lige henne? Noget tyder på, den er på vej. I hvert fald køber jeg om lidt endnu en bog udover Olga Ravns – nemlig Aydin Soeis “Fædre”, hvori fem mænd med multietnisk baggrund fortæller om dét at blive far i Danmark.
Kontakt os
KØN - Gender Museum Denmark
Domkirkepladsen 5
DK - 8000 Aarhus C
