Author Archives: aziz

  2. Ytringsfriheden stopper på facebook – Censur rammer Kvindemuseets formidling

    Leave a Comment

    Jeg har råbt op om det før, men problemet er påfaldende tydeligt i denne tid, hvor også Kvindmeuseet har skruet op for online-aktiviteterne: Facebooks censur er en kile i ikke bare ytringsfriheden – men i videnssamfundet.

    Af Julie Rokkjær Birch, direktør på Kvindemuseet

    Nogle gange skal der et benspænd til at tænke anderledes. De sidste mange uger har vi set, hvordan kreativiteten er blomstret i de erhverv, som rammes hårdt af corona-krisen. ’Det kan vi lære af krisen’- analyserne er mange, og det er lige før jeg er blevet træt af at høre på Churchill-citatet: ”lad aldrig en god krise gå til spilde”. Men også kun næsten. For jeg er selv en godmodig optimist, der prøver at lade de gode ideer få plads og få det bedste ud af det hele – sagt på godt jysk. Og jeg glæder mig over, hvordan mit eget fagfelt, museerne, sprudler med nye digitale initiativer – og en vilje til at gøre sig nyttige på trods.

    Alligevel sidder jeg i skrivende stund og er godt og grundigt frustreret.

    Jeg har råbt op om det før, men problemet er påfaldende tydeligt i denne tid, hvor også mit eget museum har skruet op for online-aktiviteterne: Facebooks censur er en kile i ikke bare ytringsfriheden – men i videnssamfundet.

    Som mange andre kulturinstitutioner bruger Kvindemuseet online annoncering til at nå bredt ud til befolkningen med de gode historier – vi er per definition public service. Lige nu laver vi online omvisninger, hjemmeskoling, indsamler genstande og historier og formidler corona-relaterede historier om køn og ligestilling via de sociale medier. Det gør vi, fordi det er relevant, og fordi vi vil opfylde vores lovmæssige museale forpligtelser – coronalukket eller ej.

    MEN til jeres information: Det er virkelig svært at komme ud over (censur)rampen, når man er et museum med køn, ligestilling og mangfoldighed på dagsordenen. Nu forestiller I jer nok en censur-bjælke henover et par nøgne bryster. Men nej (historien om Femø-lejren har vi skam længe opgivet på forhånd). Ordet ‘køn’ er i sig selv no-go. Og Kvindemuseets ansvarsområde (vores lovgrundlag) er såmænd ’kønnenes kulturhistorie’ (indsæt selv passende emoji). En algoritme oversætter vel køn med ’sex’ og ’gender’ og det vækker så facebooks alarmklokker ift. seksuelt eller politisk materiale. Ordet transkønnet duer selvfølgelig heller ikke. Maskulinitet er OK. Selv efter talrige redigeringer af vores seneste online-omvisning (og efter at have anmodet om ekstra gennemgang) fik vi blot denne besked fra facebook:

    “Denne annonce kører ikke, fordi den ikke overholder vores annonceringspolitik. Vi tillader ikke annoncer, der promoverer voksenprodukter eller -tjenester som f.eks. sexlegetøj, produkter, der er seksuelt præstationsfremmende, eller seksuelle videoer og publikationer samt billeder eller videoer, der viser nøgenhed.”

    Det er absurd, at Kvindemuseet – et statsanerkendt specialmuseum – med sin helt særlige dagsorden er slået hjem på forhånd. Blot fordi museets ansvarsområde er kønnenes kulturhistorie. Og vi er langt fra de eneste. Sidste år gik det ud over ARoS og Charlottenborg, som i fællesskab skabte udstillingen Art & Porn. Mere behøver jeg vist ikke forklare. Men for Kvindemuseet gælder det altså hele året rundt, fordi vi er, ja: Kvindemuseet.

    Ud over at jeg føler mig frustreret, så er jeg også bekymret. Det her er alvorligt, fordi Facebook er en af de mest nødvendige kanaler at kommunikere direkte med vores brugere på. Facebook er så stort og har så bred folkelig tilslutning, at vi ikke bare kan boykotte det.

    Men hvorfor er køn så farligt? På den ene side fortæller det mig, at vi ikke er ligegyldige. På den anden side er der noget helt galt.

    Jeg har ofte hørt Kvindemuseet blive beskyldt for at være politisk korrekt, når vi adresserer ligestillingsproblematikker, historisk og aktuelt. Men lige nu er vi som forskningsinstitution, viden- og dialogplatform altså ved at blive kvalt af en regulær, ja totalitær, politisk korrekthed.

  3. Coronakrisen har noget at lære os

    Leave a Comment

    Lige nu kæmper verden med at finde en modgift til coronavirussen. Imens vi venter, bør vi udnytte krisens særlige sindstilstand til at iværksætte en grundlæggende erkendelse af, hvad modgiften til ’accelerationsregimet’ kunne bestå i.

    af Julie Rokkjær Birch, museumsdirektør

    JEG STÅR I mit soveværelse og konstaterer med en næsten symbolsk erkendelse, at en af bøgerne på mit natbord er ’Fremmedgørelse og Acceleration’ af stjernesociologen Hartmut Rosa (f. 1965). Bogen er en analyse af de accelerationsprocesser, der præger det moderne liv, og et bud på konsekvenserne af et stadigt højere tempo i vores samfund. Den centrale pointe i bogen er, at moderne mennesker bliver mere og mere fremmedgjorte fra sig selv, hinanden og de fysiske og sociale rammer, der omgiver dem. Den beskriver, hvordan vi effektiviserer vores hverdag og sparer tid, så vi kan løbe hurtigere og hurtigere; men vi har stadig aldrig tid nok. Jeg var cirka halvvejs i bogen, da coronasmitten fik statsminister Mette Frederiksen til at slå bremsen i og lukke Danmark ned. Så stod jeg der med tvillinger på syv, der skulle hjemmeskoles, og et museum at dirigere gennem en krise. Lige dét scenarie har der ikke umiddelbart været meget opbremsning over, men noget er alligevel forandret.

     

    LIGE NU kæmper verden med at finde en modgift til coronavirussen. Imens vi venter, bør vi udnytte krisens særlige sindstilstand til at iværksætte en grundlæggende erkendelse af, hvad modgiften til ’accelerationsregimet’ kunne bestå i. Vi skal gennemskue, hvordan vi styrker relationen mellem selvet og verden. Hvordan ser vi på os selv og verden med et normkritisk blik?

     


    Læs hele indlægge på Ræson.dk her >>

     

  4. Coronakrisen har vist behovet for, at museer er aktivistiske

    Leave a Comment

    Af Julie Rokkjær Birch, museumsdirektør

    Måske rykker coronakrisen nye horisonter nærmere og aktualiserer behovet for en ny museumsdefinition, der passer til en tid præget af store og hastige forandringer og en tid, hvor museerne sætter nye dagsordner politisk, kulturelt og socialt. Sidste år arbejdede ICOM (International Council of Museums) faktisk med et ændringsforslag til den internationale museumsdefinition, så den bedre afspejler museernes rolle som dagsordensættende. Man mente netop, at museer har skiftet rolle i forhold til tidligere, hvor museer fremstod mere officielt styrede og fortalte en fast historie uden at indgå i dialog med brugerne eller forholde sig til en verden, der forandrer sig hele tiden. I det nye forslag lød det blandt andet, at ”museer skal sigte efter at bidrage til menneskelig værdighed og social retfærdighed, global lighed og planetens velbefindende.”
     


    Forslagets aktivistiske elementer blev dog betragtet som værende for radikale og blev derfor afvist på ICOM’s generalforsamling i Kyoto i september 2019. Men her midt i status quo(rona) er den foreslåede definition ikke desto mindre kun blevet mere relevant – og ser jeg rundt blandt danske museers visioner og missioner, så er vi allerede godt i gang.

    Læs hele indlægget på Ræson >>

  7. Køn redelighed – online miniomvisning

    Leave a Comment

    Hvad betyder køn i vores samfund? Hvorfor leger jeg med biler og ikke dukker? Hvad betyder det at være transkønnet? Hvad er normalt? Hvad er ’hen’? Hvordan har jeg det med min krop? Hvad er ligestilling? Har vi ligestilling? Hvad betyder det egentlig, om jeg er født som dreng – eller om jeg er født som pige? HAR DET BETYDNING?

    Debatten om kønnenes rettigheder og muligheder er levende i mediebilledet som aldrig før. Selvom vi er nået langt, hvad angår ligestilling, er køn stadig et aktuelt parameter i vores adfærd. Opfattelsen af, hvad, hvordan, hvor lidt eller hvor meget køn betyder i vores samfund er ikke ligegyldig – hverken for samfundet eller for det enkelte menneske. Det betyder noget, hvordan vi anskuer kønsmæssige forskelligheder, det betyder noget, hvordan vi taler (eller ikke taler) om køn – og vores køn betyder noget for vores handlingsmønstre, vores selvopfattelse og for den måde, hvorpå vi hver især bliver mødt af verden. Derfor er en viden om kønnets betydning og en bevidsthed om, hvordan vi retorisk behandler emnet vigtigt for hvert enkelt menneskes selvbevidsthed, livskvalitet, ja endda sundhed.

    I 2016 fik Kvindemuseet i Danmark nyt ansvarsområde. Museets emnemæssige ansvarsområde er fremover kønnenes kulturhistorie. Museets fokusområder er kønskultur historisk og aktuelt med afsæt i kvindehistorie, herunder ændringer i kønnenes vilkår og relationer over tid samt diversitet i livsvilkår på tværs af køn, seksuel orientering, androgynitet og etnicitet. Læs mere her >>

    Derfor byder Kvindemuseet indenfor til en dynamisk udstillingsplatform, der bliver katalysator for, og som indsamler og formidler den levende kønsdebat: borgernes egen, immaterielle kulturarv. Museet skaber nyt rum for – og en opkvalificering af – borgernes egenfortællinger om køn. For køn har betydning – og Kvindemuseet vil være en kvalificeret platform, der for et bredt publikum kan holde rede i historien, forskningen og i debatten om køn – og derigennem sætte gang i nytænkning og refleksion.

    Gennem en historisk tidslinje og temaerne arbejde, humor, krop, arv, politik, verden, kunst og aktivisme fortælles kønnenes kulturhistorie. Udstillingen vil ændre sig over tid, når publikum bidrager med viden, genstande, fortællinger med mere. I udstillingens Digitale verdenskort kan publikum for eksempel både få indblik i, hvordan det ser ud med ligestillingen uden for Danmark og bidrage med egne fortællinger og betragtninger om køn og verden.

    Ligesom kvinders position i samfundet har ændret sig fundamentalt gennem de sidste årtier, har mændenes det også. Kulturarven hviler sine steder på gamle opdelinger mellem køn og roller, mens nutiden forventer friere udfoldelse af alle køn. Dette udstillingskoncept tager udfordringen op: vi vil involvere alle på tværs af køn. Dette får direkte betydning for udvælgelse af genstande, debatemner og events i tilknytning til udstillingen.

    Udstillingen er støttet af Nordea-fonden, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, 15. juni Fonden, Farumgaard-Fonden, Kvindernes Bygnings Fond og Hulda Pedersens Legat .

    nordeafonden-logo-komprimeret

  8. Hilsen fra et corona-lukket museum

    Leave a Comment

    Af: Julie Rokkjær Birch, museumsdirektør

    Der var engang… Aldrig havde der været så mange besøgende på de danske museer. Besøgstallet havde været stigende i længere årrække og var et imponerende vidnesbyrd om, at museerne var helt i front, når det kom til at samle danskerne.

    Det var før. Nu står vi i en ny situation, hvor kulturinstitutioner verden over lukker ned på stribe pga. coronavirussen. Det er netop nu, vi kan se klart på, hvad kultur betyder for et samfund og på, hvorfor museernes besøgstal – indtil nu – har været i stigning. Det skyldes ikke kun, at museerne er blevet dygtigere til at skabe gode oplevelser. Den stigende interesse reflekterer i mine øjne også et stigende behov for en kollektiv referenceramme – en kulturhistorisk rygrad – i forhold til at navigere i en stadigt mere kompleks verden. Museerne opfylder med andre ord behovet for et fælles erkendelsesmateriale i et individualiseret samfund, og så er museer også typisk noget, vi bruger SAMMEN.

    Fra min egen stol på Kvindemuseet er den ultimative succes og tilfredsstillelse ved at drive museum selve dialogen. Både den dialog, museet selv har med brugerne i kraft af scenografiske interaktioner, omvisninger eller sociale medier – og den dialog, museet sætter i gang internt hos brugerne, enten i deres eget hoved eller i samtalen med deres ledsagere. Disse dialoger fortsætter og akkumuleres uden for museets rammer – som godartede vira.

    Jeg plejer at kalde Kvindemuseet en platform for kønnenes kulturhistorie, og jeg plejer kækt at sige, at vi arbejder on location, off location og online. Nu er der kun online tilbage. Jeg vil ikke lyve: det gør ondt. Og ikke kun økonomisk. Nu skal vi nøjes med at skabe kulturel sammenhængskraft på afstand. Vores særlige atmosfære – nærheden til historiens vingesus gennem de fysiske genstande – er på afstand. Dialogen er på afstand.

    Og nok har mange af os museer online samlingsvisninger, blogs og de sociale medier, som udnyttes til fulde i denne svære tid. Men museet som mangefacetteret public service-platform er amputeret. Lige nu trænger jeg personligt virkelig til at GÅ på museum. Ikke kun fordi jeg allerede er ved at blive lidt tosset af at være isoleret med et par syv-årige tvillinger – men fordi museets rum tilbyder et andet blik, et andet sprog og særlige stemmer, der kan reflektere og skabe nye alternativer til samfundsudviklingen. På museerne kan jeg med udgangspunkt i min egen navle se tilbage og fremad på en gang og føle mig lidt i familie med historiske personer eller billedkunstnere – ja endda med de andre museumsgæster. Og så dufter museer godt – sådan fælles hjemligt. Jo mere jeg tænker over det, jo mere giver museer mig et fundament for en generel fortrøstningsfuldhed – ja ligefrem mod og håb for fremtiden. Men lige nu kan jeg ikke gå ind i dette velgørende rum – nu, hvor jeg har allermest brug for det.

    Det siges ofte, at enhver krise åbner op for nytænkning – og den nuværende kan for museumssektoren være katalysator for en kulturændring, der permanent kan ændre måden, hvorpå vi museer arbejder og definerer os selv. Museer er både forskningsinstitutioner, bevaringscentre og dialogplatforme for vores fælles kulturarv og nyder som følge heraf stor troværdighed i samfundet. Det forpligter. Ikke mindst nu. Mon ikke vi kommer til at se kritiske corona-relaterede udstillinger på den anden side, som vil tjene som fælles bearbejdning af det hele? Det tror jeg. Og måske sætter coronakrisen skub i en udvikling, hvor museerne endegyldigt – og som frontrunners – bevæger sig væk fra Web 1.0 og sætter museumsoplevelsen i spil, data fri og dialogen i gang både før, efter og under det fysiske besøg.

    Jeg håber, at museernes samfundsmæssige og dagsordensættende værdi bliver klar for os alle sammen i kraft af dette midlertidige afsavn – og ikke mindst: at den kulturpolitiske dagsorden styrkes. Men lige nu og her glæder jeg mig bare til den dag, vi alle sammen åbner dørene igen. Jeg savner duften i vores fælles hjem og lyden af snak …

    Læs hele kommentaren her >>

  9. Køn i børnetegninger

    Leave a Comment

    Med forsknings- og udstillingsprojektet Barnestreger undersøger Kvindemuseet, hvad barnestreger kan lære os om børns forhold til køn og seksualitet. Måske kan tegningerne fortælle os endnu mere, hvis børnene fortæller med.

    Af Emma Iben Sahl Frederiksen

    I døråbningen står en konferencier med hat og uden bukser på. Langt, sort hår bølger hele vejen ned forbi et par bryster under en T-shirt til en blottet penis. Personens ene hånd er gemt bag ryggen, mens den anden holder noget, der måske er en rygende cigaret, måske et tegneredskab, der
    laver kruseduller. Armen ser ud til at være ved at blive til en fuglevinge.

    ”Hej,” står der i en taleboble ved siden af personen, som er en forstørrelse af en af de mange børnetegninger, der bliver vist på Kvindemuseets nye udstilling Barnestreger. Udstillingen er baseret på forskning af Jakob Rosendal, som er post. doc. i kunsthistorie.

    ”Udstillingen går ud på at se på, hvordan børn tager voksenverdenen til sig. Hvad gør børn for eksempel med normative og moraliserende fortællinger som Den lille Rødhætte?” forklarer Jakob Rosendal.

    Projektets hypotese har været, at dette kan vise sig i de 186 tegninger af eventyret, som børnene i alderen 4-15 år har bidraget med til udstillingen.
    2020’s børn har mange bud på, hvordan eventyret 35 kan tegnes. Et barn har tegnet Rødhætte som en superhelt med kappe, der har ordnet ulven uden jægerens hjælp. En andet har tegnet ulven med en fastfoodmenu foran sig. En tredje har tegnet Rødhætte i en ”suicide forest” fyldt med galger. Hvad kan det fortælle om børns oplevelse af den verden, som de vokser op i?

    Tegning er et sprog
    Hanne Bistrup har 25 års arbejdes erfaring med psykologisk undersøgelse af børn og børneterapi. Hun er forfatter til bogen Børnetegninger, hvor
    hun med eksempler fra sine klienters tegninger forklarer, hvordan man kan lære om det enkelte barn ved at kigge på dets tegninger. Og der er
    meget at komme efter.

    ”Børn har mange gange nemmere ved at tegne følelser end at fortælle om følelser,” siger Hanne Bistrup. ”Selvom noget kan være svært for et barn
    at tale om, føles det ikke farligt at tegne det.”

    Hanne Bistrup har brugt tegning som et værktøj i terapi. Hun forklarer, at det især er børn i 4-12-årsalderen, hvis tegninger er umiddelbare og
    følelsesmæssige. Når børn bliver ældre, bliver det vigtigt for dem at tegningen ”ligner noget”, som andre kan genkende. På den måde udvikler man faktisk et slags sprog igennem tegning. Og som det er med alt sprog, siger Hanne Bistrup, skal man have en vis erfaring med det, før man kan
    forstå det.

    ”Hvis man er vant til at kigge på detaljer i 65 børnetegninger, kan man genkende tegn på at et barn har været udsat for overgreb med det samme,” siger Hanne Bistrup. Men hun mener samtidigt, at man skal passe på
    med for eksempel at diagnosticere et barn som deprimeret, fordi det tegner meget med sort. Noget i tegneteknik og motiv har med alder og kognitive evner at gøre, mens andet har med børnenes individuelle erfaringer at gøre. Man kan dog være sikker på, at hvis noget fylder meget i et barns hoved, kan de ikke lade være med at tegne det ind i en tegning, siger Hanne Bistrup.

    Oliver og fuglene
    Tilfældet med Oliver, hvis produktion af fugle fylder hele vægge på udstillingen Barnestreger, 80 lader til at bekræfte Hanne Bistrups erfaringer. Her virker motivet ikke tilfældig. I udstillingen har Jakob Rosendal lagt vægt på, at fuglen for Oliver var en måde at bearbejder det at
    være i fællesskaber og reflektere over kønslig forandring.

    Hvordan har du kunne afgøre, hvad der var symbolsk, og hvad der var tilfældigt i Olivers tegninger?

    ”Det er næranalyse af flere hundrede tegninger. Jeg har 90 også kigget på billederne med Oliver og hans mor og talt med dem om, hvad de kan huske.
    Mange billeder kunne Oliver hurtigt genkende, og han kunne bekræfte tolkningen af fuglesymbolet,” siger Jakob Rosendal.

    Oliver Jensen er i dag en 16-årig dreng. Det er også ham, der har tegnet
    personen med hat, penis og vinge, der hilser i starten af udstillingen. Dengang han tegnede den, kendte han ikke ordet transperson, men vidste at
    han ikke følte sig hjemme i en piges identitet. Den slags samtale har Jakob Rosendal dog ikke haft med de børn, hvis enkelte tegninger af eventyret om Rødhætte og Ulven er en anden del af udstillingen. Her er det mønstre i
    mangfoldigheden af forskellige børns tegninger, udstillingen tager udgangspunkt i.

    Børnetegningen er både personlig og kulturel
    Anne Maj Nielsen er professor i pædagogisk psykologi og har forsket i børns tegninger. Hun fremhæver, at samtalen med barnet er vigtig, hvis
    110 man gerne vil forstå, hvad der er på spil i en tegning.

    ”Et barn kunne tegne en familie, hvor én af personerne er tegnet kæmpestor. Hvis barnet så fortæller, at det er lillebror, så er det måske en god idé at spørge ind til, hvad der er med ham. Måske er lillebror kæmpestor, fordi han tager al opmærksomheden i familien. Eller måske er
    storebror bare enormt glad for sin lillebror, og så må de andre træde lidt i baggrunden,” siger Anne Maj Nielsen.

    Er det dit indtryk, at der er sket en historisk udvikling i, hvordan børn tegner generelt?

    ”Når jeg ser skolebørn tegne i dag, er tegningerne meget skematiske og mindre sanselige. Mit gæt er, at børn i dag er meget inspireret af de ting, de
    leger med på deres iPad eller computere,” siger Anne Maj Nielsen.

    Hun fremhæver, at forskning i børnetegninger har vist, at børn er meget påvirkede af den billedkultur, de har adgang til.

    ”Meget af det medieinput, som børn får i dag, er disneyfisceret og afglattet. På den anden side har de adgang til inspiration fra kulturer, som man
    ikke kendte tidligere. Det betyder, at børn erfarer, at noget kan være meget forskelligartet.”

    Det er i hvert fald et bud på, hvordan et barn anno 2020 for eksempel kan finde på at tegne Ulven på en fastfood restaurant. Eller Rødhætte med en
    heltekappe.

    ”Når man spørger ind til, hvad der er på spil i en børnetegning, kan man lige så godt spørge ind til, hvad der er på spil i kulturen. For børn er små
    antenner, der prøver at lære den at kende,” siger Anne Maj Nielsen.

    Om vi voksne tolker børnetegninger rigtigt, er der kun tilbage at spørge børnene om. De spørgsmål er der rig mulighed for at øve sig i at stille på
    Kvindemuseets udstilling.

  10. KØN + CORONA

    Leave a Comment

    Der er en markant forskel på mænd og kvinder i antallet af danske corona-smittede. Næsten 70 procent af de smittede er mænd. Kønsforskellen handler ikke kun om, hvorvidt mænd er dårligere til at vaske hænder og passe på sig selv. Det stikker langt dybere i vores kultur, opdragelse og kønsopfattelse.

    Medvirkende: Chefpsykolog på Rigspsykolog, Svend Aage Madsen. Direktør for Kvindemuseet, Julie Rokkjær Birch. Standup-komiker og manuskriptforfatter, Christian Fuhlendorff. Tømrerlærling, Thomas Luigi Biondi. Vært: Carsten Ortmann. Redaktion: Anders Aamand, Rikke Stokholm og Mette Willumsen.

    Hør podcasten Supertanker på P1 her >>

  11. Nyt fra museumsdirektøren: Det er kvindebevægelsens sejr, at den 8. marts ikke kun er for kvinder

    Leave a Comment

    Det er kvindebevægelsens fortjeneste, at vi i dag erkender – og anerkender – hvad køn betyder. For os alle.

    Vi nærmer os den 8. marts. Dagen, hvor kinesiske kvinder har en halv fridag, og dagen, som i visse lande er en national helligdag.Der er plads til at stille flere principielle spørgsmål om køn med udsyn til LGBT+-området, etnicitet, ja, endda til mænds kønsproblematikker.

    En såkaldt International Kvindedag blev foreslået i 1910 ved den internationale kvindekongres i København af Clara Zetkin, tysk socialist og præsident for kongressen. Forslaget indebar kravet om, at kvinder fik stemmeret, uddannelse og arbejde på lige fod med mænd. Siden 1921 er ”8. marts” blevet markeret verden over.

    …

    Læs hele indlægget > (opens in a new tab)”>her>>


  12. Nyt fra museumsdirektøren: Vi er kommet videre end kondomet på kosteskaftet, men der er lang vej endnu

    Leave a Comment

    På mandag starter ”Uge sex”, og så er der tryk på seksualundervisningen landet over. Men er det egentlig blevet nemmere siden dengang …

    Jeg tror, at ordet ”seksualundervisning” vækker nogle associationer og minder hos de fleste af os. Lad mig kort konkludere: Tiderne er heldigvis skiftet, siden jeg i 8. klasse anno 1997 blev sat til at sætte kondom på et oversavet kosteskaft … Men selv om der er sket meget ”siden mor var pige”, og selv om idealerne er store, så er der stadig udfordringer med at opfylde målene for seksualundervisningen i grundskolen.

    …

    Læs hele indlægget her >>

  13. Nyt fra museumsdirektøren: Historien skifter med tiden. Men kvinder var også stærke i Vikingetiden

    Leave a Comment

    Der er en udbredt opfattelse af, at man ønsker at ophæve forskellene mellem kønnene, hvis man kæmper for kønsmæssig ligestilling og mangfoldighed. Det er forkert, for der er forskel på mænd og kvinder. Faktisk er vi alle ret forskellige.

    I et privat selskab mellem jul og nytår havde jeg en god og livlig samtale om kvinder og mænds roller i samfundet. Som så ofte før blev historien bragt i spil som perspektiv på nutiden. Det er fremragende at kunne sætte ting i relief, og jeg gør det selv hele tiden. Et af mine yndlingseksempler er det med, at lyserød engang var en drengefarve (jep, den er god nok).​​​

    …

    Læs hele indlægget > (opens in a new tab)”>her>>

  14. Museumssdirektør Julie Rokkjær Birch og borgmester Jacob Bundsgaard: Ligestilling – fordi det er dumt at lade være

    Leave a Comment

    Vi siger tit, at vi vil ansætte den bedste – men forskningen og undersøgelser viser, at det gør vi ikke. Vi ved også, at kvinder skal præstere bedre end mænd for at blive ansat i en chefstilling. Der er også flere mænd end kvinder, der søger chefstillingerne, selv om kvinderne er lige så kvalificeret.

    Ifølge den årlige ligestillingsrapport fra World Economic Forum ligger Danmark på en 14.-plads og dermed dårligst i Norden. Vi skal med andre ord stramme os an i Danmark.

    I Aarhus er vi stolte af at have verdens eneste kvindemuseum. Men vi vil også være stolte af, hvis vi kunne få ligestilling på de øverste lederniveauer i Aarhus Kommune. I dag er der 17 mænd og 12 kvinder på det øverste lederniveau, som tæller direktørerne og forvaltningscheferne, og der er kun en kvindelig direktør. Det er ikke godt nok.

    …

    Læs hele indlægget her

  15. Nyt fra museumsdirektøren: Jeg håber ikke, Cecilie Beck tager længere kjoler på af den grund

    Leave a Comment

    Ulla Tofte var en glædesdræber, da hun udstillede manden, der tog et billede af studieværtens korte kjole. Det er aldrig populært at være en glædesdræber, men det er nødvendigt at være det af og til.

    P1 interviewede i forrige uge en kvinde, der i sin fritid går med metaldetektor og leder efter fortidsminder. Hun fortalte i begejstrede vendinger om sin nye interesse, hvorefter værten spørger: »Men er det ikke – ja, undskyld, jeg spørger, en lidt atypisk hobby for en kvinde?« (med al den teknik, forstås). Kvinden lo venligt og gled lettere nervøst af på spørgsmålet.

    Hun ville bevare den gode stemning, og det kan jeg godt forstå.

    …

    Læs hele indlægget her >>

  16. Gæsteblog: Museumsgenstande, der rejser spørgsmål

    Leave a Comment

    Find en museumsgenstand. Hvad får den dig til at undre dig over?

    En gruppe studerende fra Nordisk Sprog og Litteratur ved Aarhus Universitet har været på besøg på Kvindemuseet og kigget efter genstande, der rejser interessante spørgsmål om køn og seksualitet historisk og i samtiden. De har været på jagt i udstillingerne Køn Redelighed og Seksualundervisning gennem tiden.

    De studerende spørger: Hvordan kan det være, at vi har så mange former for prævention til kvinder, men kun ét til mænd? Har fjerdebølge-feminismen givet korsettet ny symbolsk betydning? Hvordan har vores opfattelse af farven lyserød ændret sig gennem tiden? Og er Barbie-dukken farlig for pigers selvbillede? Og meget, meget mere.

     

    Kondomet og femidomet: Køn og prævention
    Af Signe Randers Jensen og Karina Bieler Veldt

    På Kvindemuseets udstilling om seksualundervisning gennem tiden finder vi diverse præventionspræparater. Her ses blandt andet kondomet og femidomet, som henvender sig til henholdsvis manden og kvinden. Disse to genstande har de samme formål – nemlig at sørge for, at kvinden ikke bliver gravid, og at ingen af parterne bliver smittet med en kønssygdom. Ved siden af kondomerne i udstillingsmontren er der en lille tekst, der fortæller, at et kondom lavet af gummi allerede blev opfundet i 1800-tallet. Inden det blev de lavet af fx fåretarme. Det vil sige, at kondomet er en ældgammel opfindelse. I 1987 blev femidomet udviklet, og på apoteket.dk står der, at: “Et femidom er næsten magen til et rigtigt kondom, bare omvendt. Det beskytter både mod graviditet og seksuelt overførte sygdomme”. Femidomet er altså kondomet for kvinder. Dog er det ikke den eneste prævention, som kvinder kan benytte sig af.

    P-piller, p-ringe, fortrydelsespiller, pessar, p-skum, kobberspiral, hormonspiral, femidom, udskylningsapparat, mini-pillen, p-stav, p-plaster og p-sprøjte er alle former for prævention, som har eksisteret eller stadig eksisterer, og som kvinder kan bruge til at beskytte sig mod graviditet. Alle disse har givet kvinden mere frihed og flere rettigheder til at bestemme over egen krop. Kvinder kan være med til at kontrollere, at et samleje ikke munder ud i en graviditet. De fleste af kvindernes præventionsmuligheder kommer dog ikke uden omkostninger. Mange af de præparater, som kvinder i dag benytter sig af, indeholder mange hormoner, som påvirker kvindens krop: “bivirkninger, som bumser, kvalme, brystspænding, hovedpine, pletblødning, vægtøgning og humørsvingninger” (apoteket.dk). På trods af bivirkningerne anslås det, at hver tredje kvinde i alderen 15-44 år bruger præventionsformen “p-piller” (sundhedsguiden.dk).

    Der findes altså mange forskellige præventionsformer til kvinder, men siden kondomets fremkomst, er der ikke kommet andre præventionsmuligheder til manden, hvilket fra et kvindeligt perspektiv kan undre én. Er det fordi kondomet og femidomet nedsætter “følsomheden” for manden? Eller er det fordi, kvinden vil være sikker på at være beskyttet? Selvom kondomet og femidomet nedsætter mandens følsomhed under sex, burde vi så ikke fokusere på, at fx p-piller påvirker kvindens hormonbalance hele tiden? Lige meget hvad, er det i hvert fald tankevækkende, at der findes så mange præparater til kvinden ift. manden. Det er med til at skabe en ulighed blandt kønnene, da det nærmest tvinger kvinden til at stå med ansvaret for at beskytte sig mod graviditet – og burde det ikke være et fælles ansvar?

     

    Kvinden og korsettet
    Af Stinne Back Nielsen og Regitze Linde Madsen

    Brugen af korsettet som en iscenesættelse af egen krop er ikke et nyt fænomen. Allerede fra 1800-tallet blev korsettet et middel til at leve op til tidens kvindelige skønhedsideal, mens det samtidig var et symbol på højere samfundstand. På Kvindemuseet i Aarhus er udstillet et blåt- og hvidstribet korset med hvide blonder foroven, der formentlig har tilhørt købmandsdøtrene Kristine og Marie fra Skødstrup i starten af 1900-tallet. Med udstillingstemaet: ‘Den begyndende frigørelse’ bliver det italesat, hvordan korsettet igennem 1900-tallet fik tildelt en anden betydning. I stedet for at anskue korsettet som et kvindeligt ideal blev det et symbol på kvindens undertrykkelse og mandlig kontrol. Det sker i takt med en stigende opbakning til kvindebevægelsens krav om bevægelsesfrihed, som samtidig var med til at iscenesætte et nyt skønhedsideal om at sætte kvindekroppen fri.

    I dag har korsettet fået en ny renæssance i mediebilledet. Gennem sociale medier og celebrity-personligheder bliver korsettet gjort til middel for at opnå et skønhedsideal om timeglasfiguren. Samtidig indskriver fjerdebølge-feminister korsettet som en måde, hvorpå man kan dyrke kvindelighed i en større kamp for at legitimere kvindelig seksualitet. Hvor kvindeoprøret i 1900-tallet anså korsettet som et kontrolsymbol, er det derfor interessant, at dele af nutidens kvindebevægelse i stedet tilskriver korsettet agens og retten til at forme egen krop.

     

    Kan en farve have et køn?
    Af Cecilie Holm Diemer og Malene Otzen

    Farver bliver brugt i mange sammenhænge til at kommunikere og signalere følelser, holdninger og udtryk. Farver kan symbolisere mange ting afhængig af hvilken sammenhæng, de optræder i, men ingen farve har, særligt i den vestlige del af verden, så entydig en symbolik som farven lyserød – den feminine og pigede farve.

    I 2011 lancerede firmaet BIC eksempelvis en lyserød kuglepen, der var designet til at passe i en kvindes hånd. Kuglepennen var dobbelt så dyr som BIC’s almindelige kuglepenne, og de modtog straks masser af kritik og latterliggørelse. Den amerikanske komiker Ellen DeGeneres udtalte sarkastisk, at det da var på tide, da kvinder jo havde brugt mandekuglepenne indtil da – desværre manglede instruktionerne til de nye kuglepenne, så hvordan skulle kvinder kunne finde ud af at skrive med dem?

    Dr. Oetker har ligeledes produceret decideret pige- og drengekrymmel. Skal det sende et signal om, at piger og drenge ikke kan spise det samme slags krymmel?

    I dag ses lyserød som en typisk pigefarve og blå som drengefarve, men vi skal ikke længere end hundrede år tilbage i tiden, før det var omvendt. Dengang signalerede lyserød noget aktivt og kraftfuldt, hvilket passede til drenges natur, hvor blå omvendt signalerede noget mere passivt og sart, som i langt højere grad matchede pigers køn. I 1940’erne og 50’erne begyndte disse kønnede farveopfattelser dog at bytte plads. I takt med efterkrigstidens industrialisering skete der en kulturel ændring i forhold til farven lyserød, hvor butikkerne tydeligt kønsopdelte legetøj og beklædning. Der åbnedes ligeledes op for en stigende ’Hollywoodisering’ i Danmark, hvor de udenlandske normer var med til at påvirke synet på kønnede farver. USA’s førstedame, Mamie Eisenhower, var eksempelvis med til at glorificere lyserød som en klassisk og stilfuld pigefarve, der signalerede femininitet og kærlighed, hvilket smittede kraftigt af på modeindustrien.

    I de seneste ti år har lyserød ændret betydning. Farven bliver til dels stadig forbundet med kvindekønnet, men fra at være forbundet med noget underdanigt, tøset og fjollet forbindes farven i højere grad også med kvindekønnets styrke. Det ses bl.a. i måden den bliver brugt af stærke, kvindelige profiler i samfundet og under demonstrationer. Farven lyserød er gået fra en entydighed til flertydighed, og udviklingen er ikke slut endnu.

     

    Kvinders skjulte seksualitet
    Af Helena Bjerregaard Jepsen

    I tiden op til 1920erne, var kvinder generelt blevet mere frigjorte. Dette førte til et skift i tidens stil og mode. Tøjet blev løsere og blev mere enkelt. Kjolerne var ikke længere figursyede, man behøvede ikke længere at gå med korset og kvindens former blev mere skjulte. Særligt til festlige lejligheder, blev der skruet op for pynten. Der blev benyttet en lang række af accessories, hvor særligt vifter var populære. Med de løsere kjoler var kvindernes kroppe ikke længere i fokus og blev en måde at skjule dele af den kvindelige seksualitet. Kan man se den fjerbeklædte vifte som en forlængelse af dette?

    Man kunne nu gemme sig bag en vifte og på den måde mystificere sin egen seksualitet yderligere. Viften kan dog også benyttes mere som en form for kommunikationsmiddel, der kan signalere det modsatte – dog helt diskret – til omgivelserne. Eksempelvis kunne de være brugt til at signalere en interesse for mænd, uden at være alt for direkte. Viften er lavet med strudsefjer, som leder tankerne mod noget eksotisk. Den bliver derfor en mulighed for at pynte sig med noget ”lånt”. Samtidigt kan fjerene og viftens bevægelse læses som en måde for kvinden at ”strutte med fjerene” og tiltrække sig mænds interesse. Det interessante bliver hvordan kvinder med fjerklædte vifter både mystificerer sig selv, ved at gemme sig og sin seksualitet bag en vifte, men på samme tid også kan tiltrække sig mændenes opmærksomhed. Seksualiteten blev på en måde mere skjult, men ved hjælp af accessories kunne man alligevel signalere og kommunikere ens seksualitet ud.

     

    Da kvinden blev seksuel frigjort
    Af Malene Kielsgaard Elmgreen og Asta Skibsted Eskesen

    I dag findes der mange muligheder, når det kommer til prævention, men sådan har det ikke altid været. Det var først i 1966, at p-pillen blev frigivet som præventionsmulighed, hvilket var med til højne kvindens seksuelle frigørelse. En tidligere frygt for at blive uønsket gravid forsvandt, og kvinden kunne selv planlægge sin graviditet, hvilket også havde stor betydning for hendes arbejdsliv. P-pillen blev således hurtigt et populært præventionsmiddel, men der var dog mange bivirkninger forbundet med de små hvide piller. Hovedpine, vægtøgning og koncentrationsbesvær var blandt de hyppigste ved de første p-piller, men forskning og udvikling har siden dæmpet bivirkningerne. Det er dog ikke kun på dette område, der er sket en ændring, for også mængden i pakkerne har ændret sig. Førhen indeholdt en pakke 3×35 piller, hvorimod en pakke i dag indeholder 3×21 piller.

    I dag anslås det, at Danmark ligger i toppen blandt de nordiske lande, når det kommer til at anvende p-pillen. Det er nemlig mellem 25-30 % af kvinder i den fødedygtige alder, der tager pillen. Men husk, som sundhedsstyrelsens nye kampagne udtrykker så flot: ‘Kun med Kondom’ er vi sikret mod kønssygdomme, hvilket den lille pille ikke beskytter imod. Vi skal jo nødig gå hen og bruge kønssygdomme, som i værste fald kan føre til sterilitet, som et præventionsmiddel.

     

    Fra vaskevugge til Barbiedukke
    Af Andrea Efferbach og Michelle Hagelkvist Fowlie

    Legetøjsvaskevuggen blev konstrueret i mindre format, så en lille pige kunne lege med den, på samme måde som hendes mor, når hun vaskede tøj. Vaskevuggen blev brugt af hendes mor til at vaske strømper, og var altså fuld funktionel, samtidigt med at den kunne bruges til leg med dukker. Det vil sige, at værktøj, der bliver brugt af voksne i husholdningen, har haft plads, som legetøj for børn, hvormed de kunne “øve sig” i deres fremtidige pligter.

    Vaskevuggen rejser spørgsmål som fx. om det kan gøre noget ved et barns selvopfattelse og forståelse for køn, at man vokser op med legetøj som fremmer stereotype kønsforestillinger. Samtidig kan man undre sig over, om det var så fastlåst, at en legetøjsvaskevugge kun blev brugt af piger, og om der i så fald fandtes et tilsvarende legetøj for drenge.

     

    I 2019 spiller det kønnede legetøj stadig en stor rolle. Det ses bl.a. i reklamen for en legetøjstraktor. Selvom den ikke direkte i teksten rettes mod drengebørn, er det alligevel en dreng som bliver afbilledet i reklamen for den, og farverne på reklamen kan også karakteriseres som drengefarver (grøn, sort).

    Samtidigt konnoterer traktorer traditionelt mandlige erhverv, og i forbindelse med legetøj, kan sættes i sammenhæng med legetøjsbiler, som ofte bliver markedsført mod drengebørn. Det forbindes også med jobs som konnoterer håndværk; at arbejde med sine hænder og spiller ind i konteksten om spørgsmålet om hvad en rigtig mand er, som ofte bliver portrætteret som en, der kan bruge sine hænder, fikse ting, reparere ting og kender biler og mekanik, og har teknisk og praktisk viden. Modsat viser legetøjs vaskevuggen nogen af de kvaliteter, som ofte bliver sat i sammenhæng med, hvad en rigtig kvinde er, dvs. en som er god til husligt arbejde, holder styr på hjemmet, og forbindes generelt med huset, hjemmet og familien. Disse forestillinger om, hvad køn er, er forankret i børnelegetøjet, både nu og i fortiden, som fremmer disse overbevisninger. Børn læres fra en meget tidlig alder, hvordan en “rigtig” pige og dreng skal være. På den måde indgår legetøj i en større diskurs om, hvordan samfundet former børn til at “læres” op i deres køn. Det kan være svært at forstå, hvorfor netop en vaskevugge eller en traktor er et “farligt” legetøj, fordi man måske kun fokuserer på genstanden som enkelt objekt, men ser man på legetøjet som indgående i en større samfundsmæssig diskurs om køn, forstår man måske tydeligere, hvorfor legetøj kan være med til at påvirke børns selvfremstilling.

    Et andet typisk eksempel på kønnet legetøj er Barbiedukken, der blev til som en 3D-udgave af påklædningsdukker, og er efterfølgende blevet produceret i adskillige udformninger med tøj og tilbehør. Mange kendte kvinder er desuden blevet fremstillet som Barbiedukker, hvilket er med til at iscenesætte Barbiedukken som en slags drøm om det ultimative liv.

    Barbiedukken som er udstillet på kvindemuseet er tydeligt blevet dekoreret anderledes, end hvad producenten ville have gjort. En barbie har fra producentens side ikke ting som kønsbehåring og brystvorter, men er alligevel tydeligvis en kvinde med bryster og en kvindelig form. Den er blevet kritiseret for at fremme og fastholde forestillinger om, hvordan kvindekroppen skal se ud. Barbies krop er hvid, hel glat, ofte med langt lyst hår, makeup og en tynd kropsbygning. Barbiedukken med kønsbehåring sætter spørgsmålstegn ved måden dukken fremstiller det kvindelige køn på. Den opsætter en kontrast imellem at vise en kvinde som noget hyperfeminint, men samtidigt uden at vise de ting som oftest forbindes med det kvindelig køn; netop kønsbehåring, brystvorter, vagina osv.

    I modsætning til vaskevuggen, der var et eksempel på kønsroller i en historisk kontekst, er Barbiedukken et eksempel på, hvordan vi fastholder sådanne fremstillinger om den kvindelige krop i dag. Selvom Barbie er skabt i 1959, hvor kønsdebatten og kønsdiskursen var anderledes, er den stadig fremstillet på samme måde i dag. Først efter meget kritik gennem de senere år, er der kommet nye Barbier, bl.a. “Curvy Barbie”. Denne udkom først i 2016 og er et bud på, hvordan en mere inkluderende Barbie kan se ud. Samtidigt blev der også lanceret Barbiedukker i 7 forskellige hudtoner, 22 øjenfarver og 24 forskellige frisurer. Dog afviger Barbiedukkens udtryk ikke meget fra det oprindelige, da f.eks. Curvy Barbie stadig udtrykker nogle snævre normer for kvinder med kurver. Samtidig er “Curvy Barbie” stadigvæk forholdsvis tynd, og ville i virkeligheden højst sandsynligt blive anset for at være normalvægtig. Curvy Barbie udtrykker altså nogle fordomme om vægt, og hvordan kvinder skal se ud, hvor meget de skal veje osv.

    Man kan mene, at Barbie er med til at skabe en forestilling om, hvordan en “rigtig” pige skal se ud, men på samme måde er den også med til at diktere, hvilke interesser en pige skal have. Det udtrykkes gennem Barbies erhverv: sygeplejerske, barnepige/storesøster, yoga-instruktør, Stewardesse, makeup-artist osv. Barbie kan siges at være med til at fastholde samt skabe normer for, hvordan piger skal se ud og agere. Man kan spørge sig selv, om det er farligt for pigernes selvbillede? Hertil kan man stille spørgsmålene: Hvad hvis man ikke passer ind i kategorien som den hyper-feminine kvinde? Hvad hvis man, som pige, har lyst til at spille fodbold og har kort hår? At vokse op som “en af drengene” eller en tomboy kan få barnet til at følge, at hun ikke hører til blandt andre piger. Barbiedukken er måske ikke direkte roden til denne kønsforståelse, men den hjælper heller ikke på en alsidig forståelse af køn.

    Blogindlægget er redigeret af Signe Uldbjerg

  17. Nyt fra museumsdirektøren: Manderollen er blevet hjemløs – skab et nyt sted til den, mænd

    Leave a Comment

    #MeToo har været med til at øge trykket på mændene, og det pres skal vi tage alvorligt. Der er brug for at modernisere manderollen.

    Forleden delte jeg på Facebook nyheden om, at Nordisk Ministerråd har afsat 700.000 kroner til at undersøge særlige internetfora på det såkaldte ”dark web”, hvor primært unge mænd samles om at opildne til kvindehad, og hvor seksuelle krænkelser og vold mod kvinder legitimeres. Som direktør på et museum, der er sat i verden for at behandle køn og ligestilling, interesserer dette mig naturligvis en hel del, og jeg mener, vi skal tage problematikken dybt alvorligt.

    Vi skal tage mændene alvorligt. Med #MeToo-bevægelsen opstod der et markant tryk i kønsdebatten. Et tryk, jeg mener har været overvejende positivt og frisættende, men som dog også har givet anledning til et øget modtryk, polarisering og til, at nogle mænd (bemærk: ikke alle mænd) føler et privilegietab.

    En af reaktionerne på mit Facebook-opslag var, at vi ikke kan eliminere had i små grupperinger, og at der altid vil være mennesker, der har haft en virkelig dårlig barndom, hvilket udmønter sig i mindreværd. Tja. Jeg mener, vi skal turde tale om, at det her handler om manden, ligesom jeg mener, vi skal turde tale om, hvorfor 38.000 kvinder hvert år er udsat for partnervold. Hvorfor er partnerdrab på kvinder (begået af mænd) den største enkelttype af drab i Danmark? Bandedrab udgør kun en meget lille del i forhold til det. Så det er altså ikke banderne, der er problemet – det er manden.

    …

    »Kvinden er kønnet, manden er mennesket,« sagde filosoffen Simone de Beauvoir i 1949 og pointerede hermed, at selv om det historisk set er mænd, der er blevet studeret i historiebøgerne, har beretningerne, som oftest også var skrevet af mænd, sjældent handlet om mænd som kønsvæsener. Men mænd har også fået deres køn ”på slæb”. For på den ene side har #MeToo-bevægelsen hevet manden ud af sin privilegerede kønsusynlighed og gjort ham til objekt for et kritisk blik. Men på den anden side er modreaktionerne symptom på, at manderollen efter årtiers kvindefrigørelse er blevet hjemløs og måske derfor søger tilbage til tidligere tiders magtstrukturer og kønsroller.

    Måske er det naivt, men kunne det ikke være smukt, hvis vi kunne nuancere og modernisere synet på, hvad det vil sige at være mand i 2019. Rive os fri af det bagudskuende blik på kønsroller og modernisere manderollen uden at afmodernisere kvinderollen.

    Det starter med, at alle I mænd, som ikke er en del af lyssky internetfora, sætter jeres dagsorden og skaber en moderne mandebevægelse, der kan nuancere manderollen og frisætte manden.

    Læs hele indlægget her >>

  18. Radioudsendelse: I en verden uden køn

    Leave a Comment

    Programserien ‘Supertanker‘ på P1 giver et filosofisk perspektiv på emner, som de fleste af os kender fra vores eget liv og store emner som svæver over os allesammen. Det kan være komplekse livsovervejelser, verdenssituationen eller helt almindelige forsøg på at få vores liv til at hænge sammen. I denne udsendelse tages fat på køn og magtstrukturer.

    Programbeskrivelsen lyder: Hvis der nu ikke var kvinder og mænd, hvis vi afskaffede køn. Hvordan ville vi og verden så se ud? Hvilke magtstrukturer ville være i spil? Og hvordan ville relationer mellem mennesker udspille sig? Sådan lyder nogle af de spørgsmål, som udstillingen Flux i Aarhus søger svar på. Og det aktiverer naturligvis en masse supertanker om, hvad køn og kønsidentitet er. Om kønskampene i dag – om kønsroller, magtstrukturer, sprog og sociale konstruktioner – måske i virkeligheden bare reproducerer nogle gamle kønsmønstre! Som amerikanske Judith Butler, en af kønsdebattens store tænkere, har været inde på. Supertanker overvejer mulige alternativer.

    I udsendelsen medvirker: Julie Rokkjær Birch, museumsdirektør på Kvindemuseet & Tone Frank Dandanell, filosof og underviser på Testrup Højskole. Tilrettelægger og vært: Carsten Ortmann

    I udsendelsen refereres til Kvindemuseets særudstilling FLUX – en interaktiv udstilling om dynamisk køn.

    Lyt til udsendelsen her >>

    Foto: dr.dk