Af: Julie Rokkjær Birch, museumsdirektør
Der var engang… Aldrig havde der været så mange besøgende på de danske museer. Besøgstallet havde været stigende i længere årrække og var et imponerende vidnesbyrd om, at museerne var helt i front, når det kom til at samle danskerne.
Det var før. Nu står vi i en ny situation, hvor kulturinstitutioner verden over lukker ned på stribe pga. coronavirussen. Det er netop nu, vi kan se klart på, hvad kultur betyder for et samfund og på, hvorfor museernes besøgstal – indtil nu – har været i stigning. Det skyldes ikke kun, at museerne er blevet dygtigere til at skabe gode oplevelser. Den stigende interesse reflekterer i mine øjne også et stigende behov for en kollektiv referenceramme – en kulturhistorisk rygrad – i forhold til at navigere i en stadigt mere kompleks verden. Museerne opfylder med andre ord behovet for et fælles erkendelsesmateriale i et individualiseret samfund, og så er museer også typisk noget, vi bruger SAMMEN.
Fra min egen stol på Kvindemuseet er den ultimative succes og tilfredsstillelse ved at drive museum selve dialogen. Både den dialog, museet selv har med brugerne i kraft af scenografiske interaktioner, omvisninger eller sociale medier – og den dialog, museet sætter i gang internt hos brugerne, enten i deres eget hoved eller i samtalen med deres ledsagere. Disse dialoger fortsætter og akkumuleres uden for museets rammer – som godartede vira.
Jeg plejer at kalde Kvindemuseet en platform for kønnenes kulturhistorie, og jeg plejer kækt at sige, at vi arbejder on location, off location og online. Nu er der kun online tilbage. Jeg vil ikke lyve: det gør ondt. Og ikke kun økonomisk. Nu skal vi nøjes med at skabe kulturel sammenhængskraft på afstand. Vores særlige atmosfære – nærheden til historiens vingesus gennem de fysiske genstande – er på afstand. Dialogen er på afstand.
Og nok har mange af os museer online samlingsvisninger, blogs og de sociale medier, som udnyttes til fulde i denne svære tid. Men museet som mangefacetteret public service-platform er amputeret. Lige nu trænger jeg personligt virkelig til at GÅ på museum. Ikke kun fordi jeg allerede er ved at blive lidt tosset af at være isoleret med et par syv-årige tvillinger – men fordi museets rum tilbyder et andet blik, et andet sprog og særlige stemmer, der kan reflektere og skabe nye alternativer til samfundsudviklingen. På museerne kan jeg med udgangspunkt i min egen navle se tilbage og fremad på en gang og føle mig lidt i familie med historiske personer eller billedkunstnere – ja endda med de andre museumsgæster. Og så dufter museer godt – sådan fælles hjemligt. Jo mere jeg tænker over det, jo mere giver museer mig et fundament for en generel fortrøstningsfuldhed – ja ligefrem mod og håb for fremtiden. Men lige nu kan jeg ikke gå ind i dette velgørende rum – nu, hvor jeg har allermest brug for det.
Det siges ofte, at enhver krise åbner op for nytænkning – og den nuværende kan for museumssektoren være katalysator for en kulturændring, der permanent kan ændre måden, hvorpå vi museer arbejder og definerer os selv. Museer er både forskningsinstitutioner, bevaringscentre og dialogplatforme for vores fælles kulturarv og nyder som følge heraf stor troværdighed i samfundet. Det forpligter. Ikke mindst nu. Mon ikke vi kommer til at se kritiske corona-relaterede udstillinger på den anden side, som vil tjene som fælles bearbejdning af det hele? Det tror jeg. Og måske sætter coronakrisen skub i en udvikling, hvor museerne endegyldigt – og som frontrunners – bevæger sig væk fra Web 1.0 og sætter museumsoplevelsen i spil, data fri og dialogen i gang både før, efter og under det fysiske besøg.
Jeg håber, at museernes samfundsmæssige og dagsordensættende værdi bliver klar for os alle sammen i kraft af dette midlertidige afsavn – og ikke mindst: at den kulturpolitiske dagsorden styrkes. Men lige nu og her glæder jeg mig bare til den dag, vi alle sammen åbner dørene igen. Jeg savner duften i vores fælles hjem og lyden af snak …