Et museum i bevægelse

Af Julie Rokkjær Birch, direktør på Kvindemuseet

Museet udvidede allerede i 2016 sit område fra kvinders kulturhistorie til kønnenes kulturhistorie. Et navneskifte kan på ingen måde ændre ved, at kvinders historie uundgåeligt er afsættet på et museum om køn, ligestilling og mangfoldighed.

Historien er ikke slut
Bare fordi vi er et museum, betyder det ikke, at vi anser historien som slut. Det, der førhen hed kvindeforskning på universiteterne, har for længst ændret navn til kønsforskning. Bogstaverne i KVINFO står ikke længere for ’noget med kvinde’, men for ’køn, viden, information og forskning’. Det betyder ikke, at blikket på kvinders vilkår og historie er forsvundet. Det er blevet nuanceret.

Når der er stærkere reaktioner overfor vores udvikling end overfor KVINFO og universiteterne, handler det – tror jeg – om, at museer anses som historiske monumenter, og at Kvindemuseet af mange ses om et symbol på kvindekampen.

Museer er ikke monumenter
Men: museet kan ikke stå som et monument over kvindekampen. Man kan sige, at et nyt museum siden 2016 er vokset ovenpå det gamle. Som alt muligt andet i samfundet vil og skal museer forandre sig. For hvis vi ikke flytter os, når verden omkring os flytter sig, så står vi ikke bare stille, vi mister vores relevans. Og vi vil jo faktisk noget med vores museum – vi er aktivister, og historien er vores hammer.

Vi er et statsanerkendt specialmuseum, som ifølge museumsloven skal sikre den kønnede kulturarv i Danmark og udvikle betydningen af den i samspil med verden omkring os – og for et bredt publikum.

Vi arbejder for ligestilling
Et museum om kønnenes kulturhistorie må nødvendigvis indeholde historien om kvinders frigørelse – om at vise den usynliggørelse af kvinder, historien har budt på – og stadig byder på. Det er – som sagt – vores afsæt. Det må også belyse mænds kønsproblematikker og relationerne mellem kønnene. #metoo, mænds overrepræsentation i misbrugs- og selvmordsstatistikker, voksende online-mandefællesskaber m.v. har tydeligt vist behovet for at se nærmere på manderoller, maskulinitetskultur og magt. For at se på manden som køn og ikke mindst: for at inddrage mænd i samtalen. Endelig må et museum om kønnenes kulturhistorie fortælle historien om de mennesker, der ikke passer ind i kønsbetegnelserne kvinde/mand. Og det må belyse kønskultur ud fra seksualitet, etnicitet og klasse.

Vi på museet i Aarhus arbejder for at løfte bevidstheden om kønnets betydning og styrke viljen til ligestilling i fællesskab. Det duer ikke, at vi gang på gang skal forklare, at også drenge og mænd er velkomne, og at også de vil kunne se deres kønsproblematikker afspejlet i museets udstillinger.

Der var gode grunde til at udvide ansvarsområdet i 2016. Nu skal navnet følge med.

Se nyheden om, hvad vi nu skal hedder – her >>