KØN – Gender Museum Denmark ligger i Aarhus. KØN sætter fokus på kønnenes kulturhistorie og diskuterer kønsproblematikker, ligestilling, krop og seksualitet.
Her kan du følge med i kommende arrangementer og læse om nye tiltag på KØN. Du kan holde dig opdateret på særlige åbningstider, nyt fra caféen og en masse andre nyheder.
KØN Café er en hyggelig oase midt i Aarhus med stemningsfulde lokaler. Her kan du få en forfriskning efter et besøg på museet, eller lægge vejen forbi til en skøn frokost, når du er i byen.
KØN – Gender Museum denmark ligger i Aarhus. KØN sætter fokus på kønnenes kulturhistorie og diskuterer kønsproblematikker, ligestilling, krop og seksualitet.
For nylig var det Uge Sex her på museet, hvor masser af skoleklasser fik seksualundervisning – både fysisk på museet og for første gang via digital LIVE undervisning fra KØN studiet. Men vidste du, at det ikke kun er i Uge Sex, at vi tilbyder seksualundervisning? Det gør vi faktisk hele året, både for udskolingen og ungdomsuddannelser.
Se videoen hvor leder af undervisning og formidling Pernille Albrechtsen fortæller, hvad seksualundervisning på KØN kan.
CARRY ME er en international særudstilling om taskens kønnede kulturhistorie fra middelalder til i dag.
Med udstillingen zoomer vi helt ind på tasken som kønnet objekt. Fra dametaskens indtog i 1700-tallet til tasken som et oprør, et statussymbol og en identitetsmarkør. Udstillingen viser flere end 80 hverdagstasker, ældre kulturhistoriske tasker, og tasker der blev ikoniske, fra 20’ernes art deco til de verdenskendte ”The Kelly Bag”, ”Lady Dior” og de første håndtasker til mænd.
CARRY ME viser håndtaskens kønnede kulturhistorie. Når samfundet ændrer sig, gør tasken det også. Ofte kan de mindste og mest almindelige hverdagsting fortælle os om nogle af de største strømninger i vores tid.
Se videoen nedenfor og hør mere om vores særudstilling, som du kan opleve på museet frem til den 30. december 2023.
Hvert år i #ugesex stilles der skarpt på seksualundervisning landet over, men hele året kan man booke seksualundervisningsforløb på museet.
Museets seksualundervisningsforløb tager udgangspunkt i et kulturhistorisk perspektiv, hvor unge kan snakke åbent om køn, sex og krop ud fra museets genstande. Netop museumsgenstande kan fortælle historier om, at andre har gennemlevet det samme som en selv, om andre tiders normer og brud med samme, og om dem, der turde gå forrest. Dette skaber en tryg ramme for en åben debat om de unges udfordringer i dag.
Se videoen nedenfor, og lær mere om de emner, der tages op i seksualundervisningen på KØN .
8. december 2020 mødtes museumsdirektør Julie Rokkjær Birch med Aarhus’ borgmester Jacob Bundsgaard til en snak om køn, ligestilling og museets rolle i byen.
Aarhus sender musikalske postkort. Musikalsk fortolkning af Michael Strunge på Kvindemuseet. Vestby-rap på Godsbanen og en bevægende vokal på Train. Det er nogle af de oplevelser, der venter, når Aarhus udsender musikalske postkort i sommerlandet. Det første musikalsk postkort fra Aarhus er med Rigmor med nummeret “Rebel”, som er optaget på Kvindemuseet.
Jakob Rosendal forklarer om arbejdet bagom udstillingen Barnestreger, og hvordan man undersøger køn og seksualitet i børns tegninger. Hvordan bearbejder børn deres forhold til køn igennem malerpennen?
Hvad betyder køn i vores samfund? Hvorfor leger jeg med biler og ikke dukker? Hvad betyder det at være transkønnet? Hvad er normalt? Hvad er ’hen’? Hvordan har jeg det med min krop? Hvad er ligestilling? Har vi ligestilling? Hvad betyder det egentlig, om jeg er født som dreng – eller om jeg er født som pige? HAR DET BETYDNING?
Debatten om kønnenes rettigheder og muligheder er levende i mediebilledet som aldrig før. Selvom vi er nået langt, hvad angår ligestilling, er køn stadig et aktuelt parameter i vores adfærd. Opfattelsen af, hvad, hvordan, hvor lidt eller hvor meget køn betyder i vores samfund er ikke ligegyldig – hverken for samfundet eller for det enkelte menneske. Det betyder noget, hvordan vi anskuer kønsmæssige forskelligheder, det betyder noget, hvordan vi taler (eller ikke taler) om køn – og vores køn betyder noget for vores handlingsmønstre, vores selvopfattelse og for den måde, hvorpå vi hver især bliver mødt af verden. Derfor er en viden om kønnets betydning og en bevidsthed om, hvordan vi retorisk behandler emnet vigtigt for hvert enkelt menneskes selvbevidsthed, livskvalitet, ja endda sundhed.
I 2016 fik Kvindemuseet i Danmark nyt ansvarsområde. Museets emnemæssige ansvarsområde er fremover kønnenes kulturhistorie. Museets fokusområder er kønskultur historisk og aktuelt med afsæt i kvindehistorie, herunder ændringer i kønnenes vilkår og relationer over tid samt diversitet i livsvilkår på tværs af køn, seksuel orientering, androgynitet og etnicitet. Læs mere her >>
Derfor byder Kvindemuseet indenfor til en dynamisk udstillingsplatform, der bliver katalysator for, og som indsamler og formidler den levende kønsdebat: borgernes egen, immaterielle kulturarv. Museet skaber nyt rum for – og en opkvalificering af – borgernes egenfortællinger om køn. For køn har betydning – og Kvindemuseet vil være en kvalificeret platform, der for et bredt publikum kan holde rede i historien, forskningen og i debatten om køn – og derigennem sætte gang i nytænkning og refleksion.
Gennem en historisk tidslinje og temaerne arbejde, humor, krop, arv, politik, verden, kunst og aktivisme fortælles kønnenes kulturhistorie. Udstillingen vil ændre sig over tid, når publikum bidrager med viden, genstande, fortællinger med mere. I udstillingens Digitale verdenskort kan publikum for eksempel både få indblik i, hvordan det ser ud med ligestillingen uden for Danmark og bidrage med egne fortællinger og betragtninger om køn og verden.
Ligesom kvinders position i samfundet har ændret sig fundamentalt gennem de sidste årtier, har mændenes det også. Kulturarven hviler sine steder på gamle opdelinger mellem køn og roller, mens nutiden forventer friere udfoldelse af alle køn. Dette udstillingskoncept tager udfordringen op: vi vil involvere alle på tværs af køn. Dette får direkte betydning for udvælgelse af genstande, debatemner og events i tilknytning til udstillingen.
Udstillingen er støttet af Nordea-fonden, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, 15. juni Fonden, Farumgaard-Fonden, Kvindernes Bygnings Fond og Hulda Pedersens Legat .
Der var engang… Aldrig havde der været så mange besøgende på de danske museer. Besøgstallet havde været stigende i længere årrække og var et imponerende vidnesbyrd om, at museerne var helt i front, når det kom til at samle danskerne.
Det var før. Nu står vi i en ny situation, hvor kulturinstitutioner verden over lukker ned på stribe pga. coronavirussen. Det er netop nu, vi kan se klart på, hvad kultur betyder for et samfund og på, hvorfor museernes besøgstal – indtil nu – har været i stigning. Det skyldes ikke kun, at museerne er blevet dygtigere til at skabe gode oplevelser. Den stigende interesse reflekterer i mine øjne også et stigende behov for en kollektiv referenceramme – en kulturhistorisk rygrad – i forhold til at navigere i en stadigt mere kompleks verden. Museerne opfylder med andre ord behovet for et fælles erkendelsesmateriale i et individualiseret samfund, og så er museer også typisk noget, vi bruger SAMMEN.
Fra
min egen stol på Kvindemuseet er den ultimative succes og tilfredsstillelse ved
at drive museum selve dialogen. Både den dialog, museet selv har med brugerne i
kraft af scenografiske interaktioner, omvisninger eller sociale medier – og den
dialog, museet sætter i gang internt hos brugerne, enten i deres eget hoved
eller i samtalen med deres ledsagere. Disse dialoger fortsætter og akkumuleres
uden for museets rammer – som godartede vira.
Jeg
plejer at kalde Kvindemuseet en platform for kønnenes kulturhistorie, og jeg
plejer kækt at sige, at vi arbejder on location, off location og online. Nu er
der kun online tilbage. Jeg vil ikke lyve: det gør ondt. Og ikke kun økonomisk.
Nu skal vi nøjes med at skabe kulturel sammenhængskraft på afstand. Vores
særlige atmosfære – nærheden til historiens vingesus gennem de fysiske
genstande – er på afstand. Dialogen er på afstand.
Og
nok har mange af os museer online samlingsvisninger, blogs og de sociale
medier, som udnyttes til fulde i denne svære tid. Men museet som
mangefacetteret public service-platform er amputeret. Lige nu trænger jeg
personligt virkelig til at GÅ på museum. Ikke kun fordi jeg allerede er ved at
blive lidt tosset af at være isoleret med et par syv-årige tvillinger – men
fordi museets rum tilbyder et andet blik, et andet sprog og særlige stemmer,
der kan reflektere og skabe nye alternativer til samfundsudviklingen. På
museerne kan jeg med udgangspunkt i min egen navle se tilbage og fremad på en
gang og føle mig lidt i familie med historiske personer eller billedkunstnere –
ja endda med de andre museumsgæster. Og så dufter museer godt – sådan fælles
hjemligt. Jo mere jeg tænker over det, jo mere giver museer mig et fundament
for en generel fortrøstningsfuldhed – ja ligefrem mod og håb for fremtiden. Men
lige nu kan jeg ikke gå ind i dette velgørende rum – nu, hvor jeg har allermest
brug for det.
Det
siges ofte, at enhver krise åbner op for nytænkning – og den nuværende kan for
museumssektoren være katalysator for en kulturændring, der permanent kan ændre
måden, hvorpå vi museer arbejder og definerer os selv. Museer er både
forskningsinstitutioner, bevaringscentre og dialogplatforme for vores fælles
kulturarv og nyder som følge heraf stor troværdighed i samfundet. Det
forpligter. Ikke mindst nu. Mon ikke vi kommer til at se kritiske
corona-relaterede udstillinger på den anden side, som vil tjene som fælles
bearbejdning af det hele? Det tror jeg. Og måske sætter coronakrisen skub i en
udvikling, hvor museerne endegyldigt – og som frontrunners – bevæger sig væk
fra Web 1.0 og sætter museumsoplevelsen i spil, data fri og dialogen i gang
både før, efter og under det fysiske besøg.
Jeg håber, at museernes samfundsmæssige og dagsordensættende værdi bliver klar for os alle sammen i kraft af dette midlertidige afsavn – og ikke mindst: at den kulturpolitiske dagsorden styrkes. Men lige nu og her glæder jeg mig bare til den dag, vi alle sammen åbner dørene igen. Jeg savner duften i vores fælles hjem og lyden af snak …
