CARRY ME

En international særudstilling om taskens kønnede kulturhistorie fra middelalder til i dag.

CARRY ME

En international særudstilling om taskens kønnede kulturhistorie fra middelalder til i dag.

24. MARTS – 30. DECEMBER 2023

Med udstillingen CARRY ME zoomer museet KØN helt ind på tasken som kønnet objekt. Fra dametaskens indtog i 1700-tallet til tasken som et oprør, et statussymbol og en identitetsmarkør. Udstillingen viser flere end 80 hverdagstasker, ældre kulturhistoriske tasker, og tasker der blev ikoniske, fra 20’ernes art deco til de verdenskendte ”The Kelly Bag”, ”Lady Dior” og de første håndtasker til mænd.

Der var ingen nøgler til Helle Thorning-Schmidt, da hun indtog statsministeriet i 2011. Til gengæld gav Lars Løkke Rasmussen hende en håndtaske. Den var lavet specielt til hende. Er en taske bare en taske?

Dametasken var til grin, da den gjorde mode for første gang i slutningen af 1700-tallet ved det franske hof. En ridicule blev den kaldt – fransk for latterlig, som i ridiculous på engelsk.

I løbet af de næste 200 år gik håndtasken imidlertid fra latterlig til helt almindelig. Endda mere end det – håndtasken blev et oprør, et statussymbol, en identitetsmarkør, den gik fra lille til stor, pyntet til praktisk, den blev til kvinder, til mænd, til unisex.

CARRY ME viser håndtaskens kønnede kulturhistorie. Når samfundet ændrer sig, gør tasken det også. Ofte kan de mindste og mest almindelige hverdagsting fortælle os om nogle af de største strømninger i vores tid.

Blandt udstillingens udvalgte tasker er flere tilknyttet kendte kvinder som fx Prinsesse Diana og Jacqueline Kennedy, der ligefrem har fået taskedesigns opkaldt efter sig. Udstillingen vil også tage fat i perioden før det 20. århundrede, hvor tasker i form af pyntede punge, brevmapper og pengekatte primært blev brugt af mænd. Læs mere om håndtaskens historie her

Udstillingen laves i samarbejde med EXPONA – Museum Exhibition Network, The Museum Milavida og Exhibition Curator: Günther Fulterer.

Projektet er generøst støttet af følgende fonde:

Spar Nord Fonden
Aage og Johanne Louis-Hansens Fond
Augustinus Fonden
Jyllands-Posten
A.P. Møller Fonden
Beckett Fonden

Tilknyttede objekter fra samlingen