Category Archive: Debatindlæg

  1. Nyt fra museumsdirektøren: Barsel til far er en ret – ikke en tvang

    Leave a Comment

    Kvindekamp er mandekamp, mandekamp er kvindekamp. Det er på tide at forstå, at vi er gensidigt forbundne, og at alle har noget at vinde.

    »Har vi fået børnepenge?« spørger min mand, da vi sidder bøjet over familiens finanser en søndag aften. Jeg tjekker, og ja, det har vi. Børneydelsen går nemlig ind på min konto, for ifølge loven om udbetaling af børne- og ungeydelse skal den udbetales til barnets mor.

    Politikere har over en bred kam været opmærksomme på denne manglende ligestilling mellem mor og far, og sidste år blev der indgået en ny aftale, som sikrer, at ydelsen fra 2020 deles op og udbetales ligeligt til forældrene. For med rettigheder følger også bestemte forventninger – både til kvinder og mænd – og en deraf afledt samfundsudvikling, hvor kønnenes roller tegnes hårdt op.

    Eller sagt på en anden måde: Hvis børnetilskud kun udbetales til mor, giver det en forventning om, at kvinder er mere forældre end mænd. En forventning, der den dag i dag står klart manifesteret i danskernes adfærd, og som hverken er til gavn for kvinder, mænd, børn eller det danske samfund som helhed.

    Læs hele indlægget her >>>

  2. Nyt fra museumsdirektøren: Kunst i det offentlige rum skal bryde hverdagslivet

    Leave a Comment

    Efter flere rådmænds årelange forsøg på at skrotte skulpturen, er det nu en realitet: Elisabeth Toubros værk ”Torvenes Brøndsløjfe” – bedre kendt som ”Vanddragen” – bliver efter 15 år på Store Torv i Aarhus kørt på depot til oktober.

    Den nye plan for Store Torv vil gentænke bylivet med fokus på mere ophold, udeservering og rum til hverdagsliv. Og det er godt. Men planen glemmer det pirrende brud med netop hverdagslivet og omgivelserne – og de oplevelser, tanker og snakke, der kan udspringe herfra. Planen glemmer og fortrænger kunsten. Toubros værk er stedsspecifikt – i sin form og indhold forholder det sig til Domkirkens ornamenter og til torvets proportioner. Det vil slet ikke give mening at sætte værket et andet sted. Og hvis man fjerner ”Vanddragen” pga. byens udvikling, hvilke andre skulpturer står da for skud næste gang?

    Læs hele indlægget her >>>

  3. Nyt fra museumsdirektøren: VALG 1915-2019

    Leave a Comment

    På Kvindemuseet hænger en platte i udstillingen. Ubetydelig af udseende, men for mig en juvel. På platten står der: »5. juni 1915. Til minde om de mænd, der gav kvinden ligestilling med manden i landets styrelse.« På platten er desuden billeder af Christian X og tretten af de mandlige politikere, der havde medvirket til, at kvindernes valgret blev stemt igennem.

    Denne hyldest til mændene, der ”gav kvinden ligestilling” giver mig et smil på læben, men den minder mig også dagligt om, at intet kommer af sig selv. Og at kønnenes ligestilling kræver fælles, aktiv indsats fra alle køn. Vores demokratis historie er ung, og den politiske ligestilling har været et langt, sejt træk. Op gennem 1800-tallet påpegede aktive kvinder og progressive mænd, at politisk medborgerskab skulle omfatte alle uanset køn og social status. Efter grundlovsændringen kom første rigsdagsvalg i 1918. Da var 41 ud af 402 opstillede folketingskandidater kvinder. Fire kvinder blev valgt til Folketinget og fem til Landstinget. Blandt dem Nina Bang, som i 1924 blev Danmarks første kvindelige minister – og verdens første kvindelige minister i en parlamentarisk valgt regering. Først ved valgene i 1970’erne voksede antallet af folkevalgte kvinder til Folketinget for alvor. I dag er 37 pct. af folketingspolitikerne kvinder.

    Læs hele indlægget her >>>

  4. Nyt fra museumsdirektøren: Der er en stor, lyserød elefant i rummet

    Leave a Comment

    Jeg har børn. Tvillinger på seks år. Og beslutningen om at søge posten som direktør på Kvindemuseet var ikke let. Kunne jeg klare begge dele? Er jeg en god mor, hvis jeg arbejder meget? Naturlige overvejelser, vil jeg mene. Og da jeg delte mine tanker og usikkerhed om at gå efter lederrollen til en vennemiddag, var den umiddelbare reaktion fra mine veninder da også: Måske skulle du vente, til børnene er blevet større. Det var velmenende og omsorgsfuldt sagt, og jeg nikkede. Så var der lidt stille, hvorefter den eneste mand i selskabet, Jesper, sagde: »Ved I hvad, ladies! Det her havde bare aldrig være til diskussion, hvis det var mænd, der sad her! Så havde alle sagt: Go for it!«. Og så blev der endnu mere stille.

    Som det lille barn i ’Kejserens nye klæder’ pegede Jesper på en stor, usynlig, lyserød elefant i rummet. Han gjorde det fine og vigtige, at han satte spørgsmålstegn ved noget, som vi andre anskuede som selvfølgeligt. Og det er vejen til forandring. Min mission på Kvindemuseet ligger i klar forlængelse af denne lille historie: Jeg vil gøre mit til at skabe et kvalificeret grundlag for – og inspiration til – at vi på tværs af køn og andre tilhørsforhold kan forholde os kritisk til vanetænkning og til de forventninger, vi lægger på os selv og andre. Eller sagt på en anden måde: Forventninger er ikke biologisk betinget, hierarkier mellem mennesker er fiktion, og fædre er også forældre.

    Læs resten af indlægget her >>