Unge vil have viden, fællesskab og meninger

Af Julie Rokkjær Birch, museumsdirektør

På KØN – museum for kønnenes historie er der sket en stor forandring i brugersammensætningen gennem de seneste år. I 2021 var 62,5 % af museets brugere således unge. Slots- og Kulturstyrelsen har bedt reflektere over, hvorfor de er lykkedes med at tiltrække de unge brugere, der vurderer den samlede museumsoplevelse til 8,3 ud af 10.

Vi står midt i krig og medierevolution, og der bliver talt om ekkokamre, fake news og øget polarisering. Samtidig ser vi en generation af unge (generation Y og Z), der kæmper for klima, kønsligestilling og menneskerettigheder. Verden rykker sig i bølger, og disse år er præget af mange revolutioner (MeToo, #fridaysforfuture, blacklivesmatter m.fl.), hvor der bliver sat klare grænseskel mellem før og efter. De mange opbrud og nye tanker ryster os alle sammen, og der opstår vaklen og friktion. Fælles for os alle er, at forandringerne får os til at søge efter forståelse og fundament. Efter rødder, fællesskaber og tryghed.

De danske museer har i en længere årrække (med Covid-19 som midlertidigt timeout) tiltrukket flere og flere brugere. Det er (udover kudos til museernes egen ihærdighed, naturligvis) ikke tilfældigt, og vi bør stoppe grundigt op og se på, hvad museer betyder for og i vores samfund. Og vi bør anerkende, at denne betydning ændrer sig hele tiden – ligesom samfundet gør det – og at den er (og bør være) forskellig fra museum til museum.

Når jeg ser på Den nationale brugerundersøgelses resultater på KØN fra 2017- 2021, er der sket en udvikling, der er til at få øje på. Tendensen er et markant stigende yngre publikum. I 2021 var der ifølge undersøgelsen hele 63% af museets brugere mellem 14-29 (og det er vel at mærke ekskl. alle skolebesøgene). Gennemsnittet på danske museer er 17% i den aldersgruppe. Samtidigt står det klart, at KØNs niche er at være platform for viden og debat: Hele 73% kommer på KØN, fordi de er videbegærlige. Glædeligt er det også, at vurderingen af den samlede generelle oplevelse af KØN er steget i perioden.

Dette har på den ene side at gøre med museets strategiske og kommunikative ryk samt det udvidede ansvarsområde – fra kvindehistorie til det bredere køns[1]historie. Men jeg tror også det handler om museets manifesterede aktivistiske selvforståelse: at museets egen stemme formår at gå i symfoni med brugerne og med samfundsudviklingen. At vi kvalificerer og perspektiverer den offentlige debat, men også at vi sætter dagsorden. Dette skal ikke forstås som populistisk leflen for tidens tendenser. Det handler om, at vi på museet forstår, at vores fag[1]lige troværdighed forpligter, og at vi anskuer museet som en evigt foranderlig størrelse, der er i samspil med verden omkring os.

Det er velkendt, at yngre målgrupper vil inddrages i udstillingerne (også udover instagram-hotspots på museet!). Og ifølge en undersøgelse foretaget af MuseumNext i 2017 vægter det endvidere tungt hos personer under 30 år, at museer indtager et standpunkt og vil skabe forandring. Dét kombineret med opfattelsen af museer som de mest troværdige institutioner i samfundet – med en troværdighed vurderet langt over politikere og medier – viser vejen for museers potentialer overfor det yngre publikum.

Det ville dog være et selvmål at gå blindt efter de unge blot ’for the sake of it’. Differentiering på museerne er vigtig, og selvforståelsen på det enkelte museum er altafgørende. Det handler om integritet. Den nationale brugerundersøgelse er et redskab til at få bekræftet (eller afkræftet) sin niche og selvforståelse; til at finde sin relevans, sit ståsted og sit mod til nytænkning. Og det billede vil se forskelligt ud fra museum til museum. Heldigvis.

En tendens går dog igen: og det er brugernes videbegærlighed. Jeg tror, vi vil se, at museernes troværdighed og særlige rum for formidling af viden kun bliver vigtigere for fremtidens generationer. Derfor kan alle museer med fordel dyrke det dybe, det nørdede – ja, jeg er lige ved at sige: det støvede ved det at være museum. Også i markedsføringen. Det er faktisk heri, det eventyrlige ved muse[1]er findes, og det er netop dette perspektiv, nutiden har brug for og efterspørger. Og man kan finde relevans allevegne. Her på museet vil vi fortsætte med at formidle historiske cases og genstande, der belyser nutidens problemstillinger og skaber bevidsthed om, at vi er historieskabte såvel som historieskabende. Undervisningsforløbet ”Fra sædelighedsfejde til MeToo”, er et eksempel herpå. Vi fortsætter også med det strategiske fokus på den levende formidling (events, pop-ups, digitale tiltag m.v.) og med vores tænkning af museet som en social hub, hvor mennesker mødes.”. Det spår jeg bliver vigtigere for fremtidens gene[1]rationer, der vil inddrages, blive klogere og have det rart med hinanden imens.

En ting er jeg overbevist om, og det er, at alle museer har potentialet til at bruge deres stemme, deres rum og viden, til at bidrage aktivistisk til den demokratiske debat, til dannelse, til velfærd og til velvære. Hver på sin måde. Det får vi brug for.