I går og i morgen: Krop

Om kroppen i forandring: Normer, idealer og tabuer

Hvordan føles et silikoneimplantat? Hvordan bevæger man sig i et korset? Hvad gør en penisforlænger egentlig? Og hvad kan disse fortælle os om vores forestillinger om krop og køn?

I dette forløb undersøger vi kroppens normer, idealer og tabuer. Gennem gruppearbejde og i dialog med formidleren skal eleverne forbinde disse til både i går og i morgen: Hvordan former historiske kropsidealer unges forhold til egen krop? Hvorfor er nogle kroppe blevet gjort ”forkerte” gennem tiden? Og hvilken udvikling oplever vi i dag, hvor emner som kosmetisk kirurgi og steroider i højere grad aftabuiseres og nye normer opstår?

Under forløbet kommer vi helt tæt på museets historiske og nutidige genstande. Ved at føle og mærke lærer eleverne både om og med kroppen; på denne måde kan hverdagsgenstande som et slips og en menstruationskop pludselig sættes i et nyt lys. Eleverne får også mulighed for at gå på opdagelse i udstillingen SEX.ED. – krop, køn og idealer under vejledning af formidleren.

Gennem den fælles normkritiske analyse af kroppens kulturhistorie vil eleverne blive opmærksomme på, at de er historieskabte såvel som historieskabende i de valg, de træffer; de er med til at forme fremtidens forventninger til krop og køn. Samtidigt åbner forløbet op for samtaler om mangfoldigheden i vores kroppe og alt det, vores kroppe kan.

Forløbet kan fungere enkeltstående. Vi anbefaler, at udskolingsklasser oplever både I går og i morgen: Krop og I går og i morgen: Seksualitet i løbet af 7.-9. klasse.

Læs aftalebetingelser i forbindelse med booking af undervisning her.

Loft for elever: 30 stk.
Klassetrin:
7.–10. klasse
Fag: SSF, dansk og historie
Tid: 90 min.
Pris: 750,-

Book forløb