KØNST?

Af Pernille Taagaard Dinesen
Klummen er bragt i Jyllands-Posten den 26/06/24.

Da jeg sidste sensommer tiltrådte som direktør på KØN – Gender Museum Denmark var der en frisk journalist, som i forbindelse med et portrætinterview spurgte mig, om institutionen nu stod overfor at skulle ændre navn til ”KØNST”?

Bevidst om spørgsmålets ironi og journalistens reference til min baggrund som kurator på ARoS Aarhus Kunstmuseum koblet med KØNs stormombruste navneskifte i 2019 fra ”Kvindemuseet i Danmark” til ”KØN – Gender Museum Denmark”, kunne jeg klar i spyttet svare nej, barnet står ikke overfor at skulle have et nyt navn. Igen.

Ikke desto mindre gemmer der sig bag journalistens kække attitude en spændende refleksion over alt det, som kunsten har at give til sine omgivelser – ikke mindst til kulturhistorien. Helt oplagt er det faktisk at vende spørgsmålet på hovedet og spørge, om al kunst i bund og grund ikke er skabt på baggrund af vores fælles kulturhistorie? Og hvis ja, er der så ikke tale om et uløseligt slægtskab de to fagområder imellem, kunsthistorien og kulturhistorien?

For mens vi er enige om, at kulturhistorien undersøger den menneskelig kultur og samfundskulturens generelle udvikling, ja, så nikker vi også samstemmende til ideen om, at kunsten er et spejl på vores omgivelser; en dynamisk og uafbrudt fortolkning af:

1. Hvad vi kommer af (vores historie)
2. De kulturelle sammenhænge, som vi indgår i (vores kontekst)
3. De sociale bånd, der knytter os (vores relationer)

Vi har en iboende forventning om, at vi i kunsten delvis skal kunne genkende os selv, delvis skal vi overraskes og motiveres til at tænke nye tanker. Kunstens forpligtelse er altså at være til stede i fortiden og i nuet på samme tid, som dens ærinde er at give bud på, i hvilken retning menneskeheden bevæger sig kulturelt set.

I bestræbelserne på at rumme det hele er det kunstens erklærede overskrift, at den netop ikke leverer svar. Kunsten rejser spørgsmål og er deraf uden bagkant i dens råderum, i dens abstraktionsevne og i dens udtryksform. Kunstens måske væsentligste kendetegn er med andre ord dens fornægtelse af fastlagte rammer, regler og strukturer.

Kunsten er fri.

Som institution er KØN – Gender Museum Denmark netop opstået på baggrund af ideen om at være fri; at udfordre hierarkierne, skubbe til systemet og bryde med standarderne. Præcis som kunsten. Alligevel har langt de fleste af os en forkærlighed for at tænke i gamle baner og placere ting på rette hylde: i kasser, siloer og søjler. Ellers mister vi jo kontrollen. Men hvorfor egentlig insistere på den rigide differentiering, når vi øjensynligt har alt muligt at give hinanden på tværs af ikke bare fagdiscipliner men også – i et større og medmenneskelige perspektiv – på tværs af holdninger, værdier og ståsted i livet? Dialogen om de mange sandheder kan sagtens eksistere side om side. Hvis vi altså bare accepterer det. Det er den altafgørende forskel. Den rummelighed arbejder vi bevidst med på KØN – ikke mindst ved at lukke kunsten ind og lade den flirte med kulturhistorien.

Min pointe med den her klumme er, at kunstens karakteristika og dens evne til at fornægte svaret er en uvurderlig gave – ikke bare til KØN og museets selvforståelse, men til samfundet generelt, når vi taler om forandringsledelse, forestillingskrise og gisninger om menneskehedens fremtidsudsigter.

Fejlagtigt antager vi, at den dybe tallerken skal opfindes hver gang, at vi står overfor en udfordring – men prøv at give dig selv lov til at se i retningen af kunsten. Kunsten har som regel allerede taget rystelserne i jorden til sig og forudset verdens u-turn længe før andre instanser. I de her år, hvor de store institutioner synker i grus, og verden er fuld af revolutioner nedefra og op er der måske ovenikøbet noget befriende og frisættende i at læne os ind i kunstens fortælling og acceptere kontroltabet og fraværet af et indiskutabelt svar på udfordringerne.

Med andre ord: Lyt, lær, lev med kunsten. Den er skabt til, for og om både dig og mig.