“LYREHALEN” for børn fra 0-2½ – og deres forældre
Kvindemuseet, Den Jyske Opera og projektet GrowOP! inviterer dig og dine børn til babyopera.
Lyrehalen er en ny operaforestilling for babyer fra 0-2½ år skabt af London-baserede Spitalfields Music. Lyrehalen udforsker former og lyde sammen med babyerne gennem sang, instrumenter og elektroniske lyde. Lyrehalen er inspireret af den australske fugl (Lyrebird), der netop er mester i at efterligne lyde.
Formen er fri, og babyerne må meget gerne være med på scenen, hvis de får lyst undervejs.
“På Den Jyske Opera arbejder vi med at opdyrke nye publikumsgrupper, og vi kan lære meget af Spitalfields Musics måde at nå ind til de allermindste og deres forældre. På vegne af Den Jyske Opera og GrowOP! ser jeg meget frem til at kunne forære århusianske babyer og deres voksne denne internationale oplevelse. Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke Kvindemuseet for et forbilledligt samarbejde, der viser, at når vi løfter i flok, så vokser Aarhus og skaber store oplevelser – også for de allermindste,” udtaler Birgitte Holt Nielsen, initiativtager og projektleder på GrowOP!
Også museumsleder Merete Ipsen er begejstret for samarbejdet: “I Danmark er der endnu ikke udviklet kulturtilbud til de allermindste. På Kvindemuseet arbejder vi målrettet mod mange forskellige publikumsgrupper, og dette eventsamarbejde sætter fokus på kulturformidling for små børn – noget, som jeg håber, vi kommer til at se meget mere af.”
Spilletider
Torsdag den 12. november kl. 9.30 og kl. 11
Fredag den 13. november kl. 9.30, kl. 11 og kl. 14
Forestillingen varer 45 min. og foregår i den gamle byrådssal
på Kvindemuseet, Domkirkepladsen 5, 8000 Aarhus C.
Der er mulighed for at spise sin medbragte madpakke eller købe mad i Kvindemuseets café og se Kvindemuseets børnevenlige udstilling pigernes og drengenes historier.
Tilmelding
Arrangementet er gratis
Tilmelding er nødvendig
Book billetter her