Om børn – for både børn og voksne.
Udstillingen bygger på en række konkrete børns liv og omhandler temaer som familie, skole, børnearbejde og leg samt forskelle på piger og drenge.
I udstillingen følger man børnene rundt blandt deres genstande, og det er med til at tegne billedet af de forskellige børns liv og vilkår. Den store forandring, der er sket med barndommen i almindelighed og med forventninger til piger og drenge i særdeleshed, formidles gennem udstillingen ved at gøre historiske genstande og kildemateriale tilgængeligt specielt for børn.
Temaer i udstillingen:
Familiestørrelse og børnedødelighed
Mange børn voksede op i store søskendeflokke og det til trods for, at mange børn ikke en gang blev ét år – indtil for 100 år siden var børnedødeligheden i Danmark, som i det meste af Europa, på ca. 20 % i det første leveår især byerne, men noget lavere på landet. Det var ikke sjældent, at mødre døde i barselssengen, og mange flere børn end i dag voksede op uden deres egen mor. Døden var en nærværende del af livet, og overtro og ydmyghed over for skæbnen var ledetråde for mange handlinger.
På en del malede familiebilleder fra 1700-tallet er børnene afbildet med døtrene på den ene side og sønnerne på den anden side af forældrene, og de døde søskende i hvide klæder svævende over søskendeflokken.
Børnearbejde på landet og i den tidlige industrialisering
Børn var munde, der skulle mættes, men også hænder, der kunne arbejde, så i de fleste hjem hjalp børn til fra treårsalderen. Mange børn blev (indtil for 60-70 år siden) sendt ud at tjene før 10-års alderen som vogter- eller stalddrenge og som hjælpepiger i køkkenet. I byerne fik de småjobs på fabrikkerne, og derudover kunne smådrengene tjene som bude for håndværkerne og småpigerne som hushjælp.
I 14-års alderen kom stort set alle børn, som ikke tilhørte de rigeste lag, ud at tjene, pigerne som tjenestepiger, drengene som karle eller unge lærlinge. I pigernes fritid vævede, syede og broderede de klæder og linned – men hvad lavede drengene om aftenen i deres sparsomme fritid, mens pigerne strikkede og broderede?
Skolegang og børneinstitutioner
Tilbud om skolegang for drenge var udviklet længe før, det blev almindeligt at tilbyde skolegang til piger. Rundt om i de større byer blev der bygget katedralskoler for drenge, og flere klostre havde drengeskoler, mens kun få også havde undervisning for piger. Med loven om almindelig skolegang fra 1814 blev der skole for både drenge og piger i alderen syv til fjorten år. Dog forblev skævvridningen, da drenge fik adgang til overbygningerne, og først i 1903 blev der også adgang for piger på de offentlige gymnasier.
Omkring år 1900 blev der åbnet børneasyler til dagpasning af arbejderklassens enlige eller gifte mødres børn, når hun gik på arbejde – det blev forløberne for børnehaver og vuggestuer. Samtidig blev der grundlagt en række opdragelsesanstalter for store børn, som ikke opførte sig ordentligt, og forvaringshjem for børn, som var handicappede, åndssvage eller på anden vis sære og vanskelige at have i hjemmene.
I Sverige erklærede pædagog og forfatter, Ellen Key, 1900-tallet som barndommens århundrede. Dette varslede en helt ny børnepædagogik, som tog udgangspunkt i børns behov og afløste tidligere tiders tro på, at fornuft kunne bankes ind i børn.
Leg og legetøj
’Anna hun har ingen ro, før hun får sin pakke: fire alen merino til en vinterfrakke’ eller ’Peter har den gren så kær, hvorpå trommen hænger – hvad du ønsker, skal du få’. Der er flere eksempler på forskel mellem pigerne og drengene i den stadig udbredte og sungne julesang. Hvad børn fik, og hvad børn legede med i de øverste lag af samfundet, afspejlede de to køn. Piger var til flid og hjemlige sysler med dukker og tekstiler og senere hjemmets indretning og opretholdelse, mens drengene var til soldaterliv, samfundsliv og udadrettet aktivitet.
Blandt almue og i byproletariatet var legetøjet mere enkelt – men også her afspejler det de to hovedspor: dukker og omsorg til pigerne, soldater og action til drengene.
I nutiden, hvor det er god tone at behandle drenge og piger ens og forvente det samme af dem, er legetøjet stadigvæk ekstremt kønsopdelt.
Klæder, krop og sport
Små drenge og små piger var i mange år klædt ens og lignede små piger – i de højere samfundslag med hvide kraver og kjoleskørter, og mange af dem også med lange krøller. Alle i søskendeflokken kunne arve og bruge det samme tøj.
Da det blev almindeligt at købe fabriksfremstillet tøj til spædbørn frem for at fremstille det selv, blev det almindeligt med lyseblåt tøj til drenge og lyserødt til piger. Klædedragtens markering af de to køn har efter fire-femårsalderen været markant så langt tilbage, som vi har billeder af børn, med drenge klædt i bukser og piger i skørter. Der var en kort ’historisk pause’ i påklædning efter køn i 1970erne, hvor alle små børn var klædt som drenge med overalls. Nu er de røde og lyse pigefarver side om side med de mørke og blå drengefarver vendt tilbage med fornyet understregning af kønskarakteren.
Pige og drengeidræt har altid været kønsopdelt – historisk har der været tale om at overvinde grænser for bevægelse, frihed og afklædthed, navnlig for piger. Den store statusforskel, hvor “livet er for kort til kvindehåndbold!”, som man sagde i 1990’erne, er, trods mange gode eksempler på dygtige fightere i pigesport, uhyre sejlivet.
Bøger og medier
Drengebogen og pigebogen var et sikkert hit i 50’erne med Jan og Puk og alle de andre – længe før begrebet kvindelitteratur blev et faktum i voksenbogen. Unisex-bøgerne var fremme allerede med ’De 5’-bøgerne og har som genre fået en gevaldig renæssance med Harry Potter.
Nutidens computerspil er mest for drenge, ikke fordi der ikke er fremstillet spil for og med piger (Pixeline f.eks.), men fordi drenge spontant vælger at bruge tid på computerspil og netsurfing alene eller i fællesskab med kammeraterne, mens piger trods lige adgang til computere ikke vælger det i samme udstrækning.
Det kunne der forskes mere i – ligesom i de andre emner om arbejde, skolegang, tøj osv. – og hvad er mere oplagt end at udforske sådanne emner sammen med børn?