I går og i morgen: Skræddersyet

Fandt du ikke, hvad du ledte efter?

Seksualundervisning kan – ligesom kroppen – se ud på mange måder. Vores skræddersyede forløb kan tilpasses din klasses behov. Her kan vi eksempelvis arbejde med kønnet sprog i forbindelse med krop og/eller seksualitet. Det kan også være, at du ønsker et særligt fokus på maskulinitet og manderoller gennem tiden.

Forløbet kan give anledning til samtaler om, hvordan historiens skiftende seksualmoral og kropsidealer sætter spor i sproget og kulturen: Hvorfor kaldes kvinder billige og mænd trussetyve, hvis de har mange sexpartnere? Hvorfor er det godt at have nosser og big dick energy, men ikke at være en narrefisse eller vatpik? Hvordan kan det føles som ung queer person, at ord som bøsse og gay bliver brugt som skældsord? Det kønnede sprog fortæller os en masse om samtykke, udskamning og normer for krop og seksualitet.

Under forløbet får eleverne også museets historiske og nutidige genstande mellem hænderne. Herigennem lærer eleverne både om og med kroppen; og hverdagsgenstande som et slips, en skraber og en menstruationskop kan pludselig sættes i et nyt lys.

Et skræddersyet forløb er både tilgængelig i 60 eller 90 minutter. Hvis I booker forløbet i 90 minutter, vil der også være mulighed for at gå på opdagelse i udvalgte udstillinger under vejledning af formidleren.

Du er velkommen til at kontakte os på undervisning@konmuseum.dk og beskrive dine ønsker til forløbet.

Læs aftalebetingelser i forbindelse med booking af undervisning her.

Loft for elever: 30 stk.
Klassetrin: 7.–10. klasse
Fag: SSF, dansk og historie
Tid: 60 eller 90 min.
Pris 60 min / 90 min: 500,- / 750,-

Book forløb