Udstillingen handler om skønhedserfaring. Den erfaring man kan få på tværs af kulturer – en erfaring af, at der er noget, som har værdi i sig selv.
Bettina Winkelmanns billeder tager udgangspunkt i indtryk, hun har fået gennem flere ophold i Damaskus, hvor hun med sine farver har forsøgt at indfange byens skønhed:
Gadens mure er dystre, dørene afvisende. Men én står på klem og afslører indre rum. Man får et glimt af paradisisk skønhed.
I lag på lag af farver og brudstykker af mønstre viser billederne sig og fanger lys og stemning oplevet i Damaskus. Men denne skønhed er ikke kun byens, den er universel.
Til billederne tilføjer filosoffen Dorthe Jørgensen små filosofiske tekster, som ikke kommenterer billederne, men i sig selv beskriver skønhedserfaringen ud fra filosofiske tanker. Teksterne bliver tankebilleder, som krydser tænkning og digtning.
Udstillingen bliver således en dialog mellem kunst og tænkning omkring begrebet skønhed.