Den 8. april 1970 går en gruppe kvinder op gennem Strøget i København. Iført kunstige øjenvipper, blonde parykker og balloner i bh’erne demonstrerer de mod modeindustrien og tingsliggørelse af kvindekroppen.
Aktionen bliver startskuddet på en ny kvindebevægelse – Rødstrømpebevægelsen – som præger Danmark i 70’erne. Rødstrømperne vil forandre samfundets kønsrollemønstre og gøre op med det mandsdominerede samfund. De kæmper for ligeløn, lige fordeling af arbejdet i hjemmet, fri abort og retten til selv at bestemme hvad en kvinde er, kan, må og skal.
Og rødstrømperne er utrættelige. De opretter kvindehuse landet over og skaber lokale mødesteder for kvinder. De organiserer aktioner, demonstrationer, kvindefestivaler og kvindelejre og opretter kvindekrisecentre. Kvindekamp skal foregå overalt i samfundet – i politik, på arbejdspladserne og i ægteskabet.
Det bliver en 15-årig periode, som forandrer Danmark. På skuldrene af Rødstrømpebevægelsen gennemføres politiske tiltag i løbet af 1970-80’erne, der sikrer kønnenes ligestilling ved lov. Love, som i dag udgør grundlæggende demokratiske rettigheder.
Det mindre udstillingsrum RØDSTRØMPERNE ligger som et rødt bankende hjerte midt i museumsbygningen. Et rødstrømpe-wunderkammer, fyldt med genstande fra museets rødstrømpesamling fra gulv til loft, med det tidshistoriske udsnit 1970-1985. Se også film, fotos og lyt til musik eller læs i rødstrømpe-biblioteket med litteratur fra perioden.