Designudstilling af Pernille Kaab
Udstillingen På mode udforsker modens betydning for kvinders liv igennem det 20. århundrede.
Hver dag klæder vi os på
Vi beslutter, om det betyder noget for os, hvad andre tænker om vores fremtoning, om vi gerne vil fremstå på en bestemt måde, om vi vil passe ind eller skille os ud. Vi forholder os til beklædning hver dag. Måske derfor er mode så meget på mode.
Kvindeidealer
I det 20 århundrede har mode været med til at definere kvindeidealet på godt og ondt. Kvinder har måttet ligge under for moden og finde vej til at udtrykke identitet, status, fangenskab og frihed igennem deres daglige påklædning.
Men hvordan ville modehistorien se ud, hvis vi kunne se de lag af historien, som kvinder ikke altid har kunne bære på ærmet – historien om undertrykkelse, om kamp og om friheden til egen krop og identitet?
Modehistorien gentænkt
Designer Pernille Kaab, blotlægger gennem sit afgangsprojekt fra Designskolen Kolding, nogle af de usynlige lag i modehistorien, som ofte er skjult i modens glamourøse glansbilleder.
Med inspiration i 1900-tallets silhuetter gentænker hun hvert årti i det 20. århundrede. De skiftende tendenser i moden siger nemlig meget om kvinders liv og vilkår gennem tiderne.
Pernille Kaabs designs ledsages af ikoniske billeder fra hvert årti i det 20. århundrede.
Udstillingsidé og design: Pernille Kaab
Foto: Jette Jaacks Photography
Pernille Kaab
Født 25. 11. l986
2006: Odense Faskole – beklædningsdesign
2008: Baum und Pferdgarten (praktik)
2009: Designteknolog med speciale i beklædningsdesign fra TEKO
2015: Envii og H&M (praktik)
2016: Cand. Des. i Fashion Design fra Designskolen Kolding
Selv siger hun:
Moden går efterhånden i ring, og vi genopfinder navnene, så trompetbuksen kommer til at hedde ’flaired pants’ og smækbuksen ’dungarees’, men når alt kommer til alt, så er det efterhånden ved at være svært at opfinde nye dybe tallerkner i modebranchen. Men det fantastiske er, at vi har muligheden for at kigge tilbage i historien og finde en masse inspiration, og kombinere det på nye og interessante måder.
For mig er historiens arv essentiel. Vi kvinder har ikke altid haft retten til uddannelse, til at stemme eller til at have en mening i det hele taget. Kvinder har været en pyntegenstand, og moden har været et sted, hvorfra man kunne udtrykke sig. Derfor tror jeg, at kvindemoden – mere end man ser det i herrebeklædning – altid har søgt at udfolde muligheder – og bryde grænser.
Men: tiderne har ændret sig, og hvis man endnu ikke kan følge det så meget på gadeniveau, så kan man bestemt se en omvæltning i modeverdenen. Kønnet er til forhandling, og ser man på min årgang af nyuddannede designere, så er der flere eksempler på, hvordan kønnene flyttes tættere og tættere på hinanden – og med tiden opløses grænserne.