> noter til ensomhed <

11. januar - 13. april 2008

> noter til ensomhed <

11. januar - 13. april 2008

Kunstudstilling af billedkunstner og digter Astrid Gjesing

Installation af digter og billedkunstner Astrid Gjesing.

Lyd af komponist Sisse Schilling.
En interaktiv, visuel og auditiv installation skabt specielt til loftet på Kvindemuseet.

Hængende enkeltvis
Nye damelommetørklæder håndbroderet af Astrid Gjesing med ord eller tekster som dels er egne tekster, dels samplede tekster.

Trekantform
Gamle damelommetørklæder doneret af mange kvinder og af genbrugsbutikker.
Nye damelommetørklæder håndbroderet med sorte og hvide tårer af Astrid Gjesing. (Da prins Albert døde i 1861, beordrede dronning Victoria alle lommetørklæder på Buckingham Palace broderet med sorte og hvide tårer).
Gamle og nye dame-, herre- og børnelommetørklæder håndbroderet med ALT FORLADT. Denne tekst fortsætter Astrid Gjesing med at brodere på.

Interaktiv
Publikum er velkommen til selv at brodere oplevelser/overvejelser om ensomhed på de smukke, gamle damelommetørklæder, som er doneret af mange kvinder. Løbende installeres disse lommetørklæder som en del af udstillingen.

Lyd
Varighed 30 min. Starter hver hele og halve time.
Lyden er elektroakustiske kompositioner af Sisse Schilling. Grundlaget er Astrid Gjesings stemme, sprog og udtryk. Der er ikke brugt andre lyde i kompositionen. Hovedelementet er sproget, som en hel, afsluttet sætning, som enkeltstående ord fra de tekstlige > noter til ensomhed < eller som rene klang-noter, baseret på vokaler eller andre stemmeudtryk. 1. sommerfuglenat (2.26) 2. det, det (1.26) 3. adskilt (0.35) 4. schh (3.14) 5. kommende (0.27) 6. soldaternavne (5.55) 7. forladt (1.24) 8. jeg véd hvor meget (1.36) 9. tilfældig sommerfugl (3.59) Der er pause på 1 min. efter hver lyd-note. Astrid Gjesing (født 1952) kender mange som skaber af Måne Hav Sten, et permanent poesiværk på Moesgård Strand og fra hendes eksperimenter med digte i neon “nat tegn” som midlertidige installationer på bl.a. forskellige lokaliteter i Århus og på Udenrigsministeriets bygning i København.

Sisse Schilling (født 1950) er komponist og organist. Uddannet sanger fra Det jyske Musikkonservatorium, 1988, og som organist fra Vestervig Kirkemusikskole, 1989. Har de sidste 6 år primært arbejdet med elektroakustiske kompositioner, som er blevet opført ved koncerter i bl.a.kirker.

Støtte
Kunstrådets Billedkunstudvalg, Århus Kommunes Kulturudviklingspulje, Vilhelm Kiers Fond.
Stole af designer Nanna Ditzel og bord af designer Søren Ulrik Petersen er venligst udlånt af Thorsen Møbler.