Fotokreditering: Andreas Noes Brødsgaard
NO GLORY af Kim Richard Adler Mejdahl
I den selvstændige udstilling NO GLORY afslutter Kim Richard Adler Mejdahl og KØN det treårige udstillingsprojekt ved at skille det ad. Tidligere værker vender tilbage som fragmenter. Museumsgenstande løsriver sig fra deres vante fortællinger. Installationer brydes op, brændes af og spreder sig som ruiner, aske og opråb i museets rum.
“No guts, no glory, no legend, no story.” I centrum af NO GLORY står ikke længere heltemodet, men sammenbruddet. NO GLORY retter blikket mod de idealer om mod, risiko og uovervindelighed, som har formet vores forestillinger om maskulinitet. Ikke for at erstatte dem med nye sandheder, men for at undersøge, hvad der viser sig, når maskuliniteten slår revner og sårbarheden krænger sig frem.
NO GLORY er ikke en sejrsmarch. Det er et opgør. En afbrænding af gamle fortællinger. Et forsøg på at finde et andet mod end det, der søger hæder. Den undersøger om noget først for alvor opstår, når det, vi troede var urokkeligt, er nedbrudt og efterskælvet begynder.
”Da jeg startede samarbejdet med KØN, havde jeg et naivt håb om at finde deciderede hjælperedskaber til at destabilisere patriarkatet i form af magiske symboler. Men hvordan kan man dræbe så stort et monster? Gentager man noget der allerede er sagt? Jeg ønsker at give ordet til værkerne nu og sige: ”My work here is done, og nu er jeg klar til at sætte en tændstik til det.” – Kim Richard Adler Mejdahl
NO GLORY er tredje og sidste udstilling i det kunstneriske partnerskab mellem Kim Richard Adler Mejdahl og KØN.
Cirkulært udstillingsdesign
På KØN er genanvendelse central ifm. tilblivelsen af nye udstillinger. Derfor er en stor del af udstillingens inventar genbrug fra de to tidligere GLORY-udstillinger. I NO GLORY understøtter strategien også udstillingens dramaturgi: Intet forsvinder helt. Noget brydes ned, for at noget andet kan tage form. Det cirkulære udstillingsdesign og genanvendelse er en væsentlig del af museets bæredygtighedsstrategi, der bl.a. betød, at KØN i 2022 blev certificeret Green Attraction som et af de første museer i Danmark.
Udstillingen er generøst støttet af følgende fonde og sponsorer
Ny Carlsbergfondet
Augustinusfonden
Beckett Fonden
Aage og Johanne Louis-Hansens Fond
CAC Fonden
Vilhelm Kiers Fond
Statens Kunstfond
Kvadrat
Tarkett