Se kortfilmen Qulleq af filminstruktør Aka Hansen.
Filmen viser, hvordan man tænder en qulleq. Qulleq er et grønlandsk ord for ’lampe’, men er også en specifik, traditionel lampe lavet i fedtsten.
Qulleqen har dannet ramme om traditionelle historiefortællinger i snehuse, i mørket og i læ for kulden i Arktis på tværs af Inuit-territorierne. Den blev brugt både som lyskilde, varmekilde og som kogeplade. Qulleq bruges i dag til stadighed oftere rituelt, for eksempel ved åbning af konferencer eller sammenkomster
”Det er betydningsfuldt for mig at tilegne mig traditionelle inuit praksisser, fordi det giver mig en følelse af kontakt til det land og det folk, jeg er formet af og hører til. Det er en måde at tage kontrollen tilbage efter århundreders kolonialistisk styre, hvor vores traditioner og kultur er blevet fortrængt og sommetider helt glemt.” – Aka Hansen
Om Aka Hansen:
Aka Hansen (1987), filminstruktør, debattør og aktivist. Hun er aktiv i afkoloniseringsdebatten i Kalaallit Nunaat, og arbejder med emnet i sine film, kunst og på skrift. Aka er især kendt for at kæmpe for inuits ret til at fortælle deres egne historier. Men hendes interesse og aktivistiske praksis kredser også om køn, queerness og matriarkalsk levevis blandt inuit.
Instruktør: Aka Hansen
Fotograf og klipper: Ulannaq Ingemann
Sound design: Peter Seeba
Qulleq designer: Peter Kujooq Kristiansen
Varighed: 3 min.