De ændrede Danmark

28. maj - 25. juli

De ændrede Danmark

28. maj - 25. juli

“Hvis du ikke går med ud og sutter min pik, så fucking ødelægger jeg din karriere. Så ødelægger jeg dig.” – Sofie Linde, Zulu Comedy Awards 2020. 

Ved Zulu Comedy Awards 2020 fortalte tv-vært Sofie Linde, hvordan hun som praktikant på DR blev truet og krænket af en stor tv-kanon.

Linde talte om mødet med ‘ekstremt mange magtfulde mænd, der har været pisse ulækre’, og om sexisme og løngab mellem mænd og kvinder. Talen inspirerede andre kvinder til at stå frem med historier om krænkelser. Snart var der tale om en bevægelse, som førte til krav om lovindgreb, ligestilling og magtfulde mænds fald.

‘De ændrede Danmark’ er et fotografisk og kunstnerisk portræt af 14 af de kvinder, som med deres stemmer og handlinger i fællesskab gjorde 2020 til året, hvor seksuelle krænkelser og sexisme blev anerkendt som et omfattende samfundsproblem.

I sine portrætter af kvinderne har Fotograf Sofia Busk arbejdet med en tidløs fornemmelse, som på én gang er rolig og kraftfuld, og som har fokus på udtryk og følelser. Resultatet er portrætter, som ikke er fæstnet til tid og rum, men som kan leve og inspirere i eftertiden – og også skabe en følelse af forbindelse til de tre tidligere feministiske bølger, vi har set de seneste 150 år.

Ud over Sofie Linde møder vi blandt andre Kirstine Holst, som har brugt sig egen historie til at stå i front i kampen for den nye samtykkelov. Mette Schak, som har fået ændret regler for indretning af skurvogne, så det er muligt at tage privat bad,  regionsmedlem Maria Gudme, medinitiativtager til underskriftindsamlingen ‘én blandt os’, som afslørede krænkelser i det politiske liv – og mange flere.

Sofie Lindes kjole fra Zulu Comedy Awards hænger nu på Nationalmuseet.

Portrætterne er skabt af fotograf Sofia Busk og teksten er skrevet af Marchen Neel Gjertsen.

 

Projektet er støttet af HK og FH -Fagbevægelsens Hovedorganisation.

Tilknyttede objekter fra samlingen