Ulla Bille retrospektiv udstilling
Ulla Bille er en af Danmarks bedste portrætmalere, og listen over berømtheder, der har ladet sig portrættere af hende, er lang. Rundt om på rådhuse, direktionslokaler, læreanstalter og andre officielle rum prydes væggene af hendes portrætter af borgmestre, direktører, professorer og chefredaktører. Flere af disse officielle portrætter vil kunne ses på udstillingen side om side med portrætter af privatpersoner, kendte som ukendte, herunder en lang række af unge, vidunderlige ansigter.
Den retrospektive udstilling viser godt 70 af de portrætter, Ulla Bille har malet, siden hun modtog sit første bestillingsarbejde i 1986. Dette portræt af landmand Ole Ipsen er med, det samme er Ulla Billes seneste portræt af TV-værten Clement Kjersgaard. Et portræt, hvor malingen endnu knap er tør, og hvor modellen hverken har bestilt et portrætmaleri, ej heller siddet model, men derimod et portræt af et ansigt, som Ulla Bille følte, hun måtte male.
Ulla Billes kunstnerliv startede i 1983, da hun blev optaget på Århus Kunstakademi. Målet var at dygtiggøre sig inden for vævning. For selv at kunne lave skitser til væverierne begyndte Ulla Bille at male, hun lærte farverne at kende, oplevede glæden og intensiteten ved penslens koloristiske anslag og lige siden har det været maleriet, der har været fokus for Ulla Bille. Hun debutterede i 1984 på Kunstnerens Påskeudstilling og har siden haft en lang række udstillinger rundt om i landet, bl.a på Kunstnernes Hus, Midtsønderjyllands Museum, Gram Slot, Vestsjællands Kunstmuseum samt diverse gallerier, rådhuse, kirker og musik- og kulturhuse.
Et portrætmaleri strækker sig typisk over flere måneder, hvor maler og model fire til seks gange i op til halvanden time opholder sig sammen, og hvor de – ansigt til ansigt – glider ind i hinandens verdener. De sidste strejf klarer kunstneren selv i sit atelier i Femmøller på Mols. De bemærkelsesværdige portrætter fik i 2002 følgende ord fra journalisten og forfatteren Poul Blak: ’Nok er Ulla Billes portrætter naturalistiske, men de er ikke fotografiske i deres gengivelse af ansigterne. Snarere kan man sige, at hun afkoder hvert enkelt ansigt. Ser ind bag ved masken og lader det bagvedliggende sind skinne igennem til beskueren.’