Pop-up museet tager på Food Festival

01.07.2018

Pop-up museet tager på Food Festival

7. – 9.  september | Mad, Køn & Kulturhistorie

Går vejen til en mands hjerte virkelig gennem hans mave? Og skal maden så helst smage, som vor moder lavede den? Der er masser af køn i dansk madkultur. Kvindemuseets pop-up udstilling gør os klogere på mad, køn og kulturhistorie når den popper up til Food Festival 2018.

Den 7. – 9.  september bliver Tangkrogen i Aarhus forvandlet til én stor madfest, når Food Festival løber af stablen. Food Festival er Nordens største madfestival, hvor madinteresserede børn og voksne, prominente kokke fra ind- og udland, producenter, forskere og formidlere kan gå på opdagelse i madens forunderlige verden.

I pop-up udstillingen kan du ringe tilbage i tiden til 1950erne, hvor Dansk Husmoderservice gav gode råd om madlavning, quizze din viden om ’Mad & køn’ og bidrage til udstillingen ved at dele et madminde fra din barndom eller lave en madplanche.
Du kan få svar på hvem frk. Jensen egentlig var og blive klogere på, hvorfor emaljegryden var en revolutionerede køkkenopfindelse. Eller kigge til bøfferne på grillen og blive klogere på, hvordan kød og maskulinitet kulturhistorisk er blevet koblet.

Udstillingen stiller skarpt vores kønnede madkultur fra 1800-tallet og til i dag, hvor mad hænger uløseligt sammen med livsstil og krop. Tænk bare på lækre sild og store bøffer.

Pop-up museet kan besøges:
Fredag d. 7. september kl. 13 – 19
Lørdag d. 8. september kl. 10 – 19
Søndag d. 9. september kl. 10 – 17

Det kræver billet at deltage i Food Festival, læs mere her.

Tilknyttede objekter fra samlingen