GENERATIONSSKIFTE: ”Som museum for kønnenes kulturhistorie skal Kvindemuseet skabe en inkluderende, kvalificeret ligestillingsdebat – for alle køn,” mener tiltrædende direktør Julie Rokkjær Birch, der med stor respekt for den museumsaktivistiske græsrodshistorie vil drive Kvindemuseet forrest som dialogskaber for kønnets betydning i vores samfund.
Det bliver 35-årige Julie Rokkjær Birch, der fremadrettet skal stå i spidsen for Kvindemuseet. Som museumsinspektør har hun siden 2014 været med til at sætte en ny retning for museet, med ny visuel identitet og nyt ansvarsområde – fra kvindernes til kønnenes kulturhistorie – i 2016. Julie Rokkjær Birch, der har faglig baggrund i Nordisk Sprog, Litteratur og Kunsthistorie, har tidligere været museumsinspektør på Skovgaardmuseet i Viborg og på Skagens museum.
Om sammenfaldet med tiltrædelsen som direktør d. 8 marts på Kvindernes internationale kampdag, er det vigtigt for den nye direktør at slå fast, at:
”Vores mærkedage er årlige fikspunkter, der minder os om, ikke at tage udvikling og fremdrift for givet. Men egentlig synes jeg, det er vigtigt retorisk at gøre op med ordet ’kamp’. Vi kæmper ikke mod hinanden, for frihed og rettigheder er ikke lagkage – der er nok til alle. Ligestilling i dag er ikke udelukkende en kvindesag, men en fælles bestræbelse på tværs af kønnene. Og det er Kvindemuseets fokus alle årets 365 dage, ikke kun d. 8. marts.”
Nuværende leder: Det allerbedste valg for Kvindemuseet
Generationsskiftet har været ventet siden medgrundlægger og tidligere museumsleder Merete Ipsen i efteråret meddelte sin afgang efter 36 år i museets tjeneste. Kvindemuseet har siden sin statsanerkendelse i 1991 haft en kollektiv ledelse, og tilbageværende leder Bodil Olesen, der også har ønsket sin pension i løbet af 2019, udtrykker stor glæde og tiltro til sin efterfølger:
”Jeg kan simpelthen ikke forestille mig et bedre valg. Julie har handlekraft, og så er hun aldrig bange for at afsøge grænser og sigte mod nye retninger. Med hende bag roret forstærker Kvindemuseet sit fundament, vi har fået en ny rygrad bag museets mangfoldige aktiviteter, en frontskikkelse, der betyder, at museet kan møde det 21. århundredes kønskulturelle udfordringer i øjenhøjde.”
Museernes aftryk er demokratisk
På den anden side af 8. marts venter en hverdag, hvor Julie Rokkjær Birch for alvor trækker i arbejdstøjet som ny direktør. Når det sker bliver det med en klar retning og mål om, at museer i dag både kan og skal arbejde på at skabe social forandring og facilitere den demokratiske samtale.
”Vi er så heldige, at vi i Danmark har et helt museum dedikeret til at beskæftige sig med spørgsmål om køn, ligestilling og demokrati. Kvindemuseet udstiller historien, så vi kan forstå vores nutid, men også så vi kan udfordre den for at nå en bedre fremtid. Museer skaber sammenhængskraft, og jeg har selv oplevet, at de kan give livsomvæltende oplevelser.”
”Mit mantra er, at vi alle er forskellige – men ligestilling er sgu for alle. I 1915 var det både progressive kvinder og mænd, der medvirkede til, at kvinder fik stemmeret. I dag kræver social forandring og kønsligestilling også deltagelse fra både kvinder, mænd, andre køn – og ja, museer,” afrunder en glad og forventningsfuld ny direktør.