KØN, kvindekamp og ligestilling

Kvindekampen ikke er den eneste kamp, vi skal kæmpe, hvis vi ønsker et mere ligestillet samfund

Af Pernille Albrechtsen og Cecil Marie Schou Pallesen, konstituerede direktører på Køn – Museum for kønnenes kulturhistorie
Publiceret i Århus Stiftstidende den 17/2-25

Siden Trump overtog præsidentembedet i USA, er faktatjekkere på de største sociale medier blevet afskaffet. Debatten online var som bekendt ikke ligefrem skøn forinden, men nu er skolegården efterladt helt uden gårdvagter. Mange af de etablerede medier sparer også på moderatorerne. De opfører sig som eleverne fra de store klasser, der sætter gang i et skænderi om gyngerne, blot for at trække sig og se optøjerne udspille sig fra afstand. Hermed hersker normerne, myterne og misinformationen, og de færreste bliver meget klogere af at scrolle ned gennem kommentarsporene. Nysgerrigheden, nuancerne og sagligheden forsvinder hurtigt. Ikke mindst når debattemaet er køn.

Modgiften til den hårdkogte offentlige debat skal findes på museer og andre kulturinstitutioner rundt om i landet. De danske museer tilbyder os at dykke ned i historien og forskningen. Her kan vi fordybe os i nuancerne og tale med hinanden. Vi kan få udvidet vores horisont og vækket vores nysgerrighed.

Museernes samlinger hjælper os med at huske, genopleve eller forstå det, vi glemte i farten. På magasinerne opbevares genstande, som bærer på historier og beretninger, der kan give interessante perspektiver på nutidens liv. Genstandene minder os om, at der er meget, der har ændret sig – men også, at meget forbliver det samme eller gentager sig.

På Køn – Museum for kønnenes kulturhistorie betyder det især, at vi ikke glemmer de mange kvinder, der gennem århundreder er blevet undertrykt, holdt uden for indflydelse og udskammet. Ligesom vi heller ikke glemmer, hvordan homoseksualitet i visse perioder har været forbundet med hemmeligheder og hadforbrydelser, og at transkønnethed har eksisteret i flere årtusinder og dermed ikke er en moderne opfindelse eller ideologi.

På museet Køn er museumspraksis funderet i forskningen. Når vi indsamler, registrerer, udstiller og underviser, bygger vi ikke på holdninger eller fikse ideer – men på viden. Vi interesserer os for, hvordan køn påvirker alle menneskers liv. Vi dokumenterer og formidler, og vi stiller gode spørgsmål, som får vores besøgende til at reflektere over, hvad køn er, og hvilken betydning køn spiller i deres liv.

Vi arbejder ud fra devisen: Vi er alle både historieskabte og historieskabende.

Når man forstår dette, forstår man også, hvor vigtigt det er at vide, hvad det samfund, man lever i, er bygget på. At kampen for ligestilling og ligeværd mellem kønnene er funderet i mange årtiers kvindekamp. At de privilegier, vi i dag nyder godt af og sommetider kæmper for at fastholde, er resultatet af ældre generationers hårde arbejde. Men også at vi alle er med til at skabe det samfund, vi lever i, og det samfund og den verden, vi giver videre til vores børn og børnebørn.

Denne måde at anskue museumsformidling om køn på er hensigtsmæssig og værdifuld af en lang række årsager. Ikke kun giver det museets besøgende mulighed for at overveje og tale om, at der ikke er en naturgiven måde at forstå og tale om køn på. At normer forandrer sig over tid, og at historien ikke altid udvikler sig i en lige linje, hvor alting hele tiden går mod noget bedre. Det giver også de besøgende en forståelse for, at de kan være med til at skabe forandring. At deres måde at være i verden og bruge sproget på har en effekt, både nu og i fremtiden.

I vores nyeste udstilling, “Glory”, taler vi om maskulinitet og homofobi med vores gæster. Vi oplever, at homofobien er meget present i skoleklasserne, og at det især er den homoseksuelle mand, der udskammes, når eleverne kalder hinanden “fucking gay“, “bøsserøv” eller tager afstand til det homoseksuelle med frasen “no homo“.

Som et museum, der beskæftiger sig med køn og seksualitet, er det interessant for os at kigge på, hvorfor mandlig homoseksualitet stadig er så tabuiseret. Hvad er det ved den homoseksuelle mand, der provokerer samfundet så meget? Med kulturhistorien i ryggen peger vi på, at svaret er: Det feminine.

Foragten for det feminine hos manden er lig de nedgørende blikke, der i århundreder har ramt kvinder. Tingene hænger sammen.

I udstillingen “Carry Me – håndtaskens kønnede kulturhistorie” viste vi, hvordan “dametasken” er blevet latterliggjort i århundreder. I “How Dare You – køn, kamp og klimakrise” er der fortællinger om konebilen, vegetarmad og omsorgsarbejde. De feminine arenaer, som har været anset for uværdige for mænd. Arenaer, som vi tager for givet, at kvinden befinder sig i, og latterliggør mænd for at gå ind på.

Når vi som museum undersøger de forventninger, samfundet har haft til mænd gennem tiden, betyder det ikke, at vi vender blikket bort fra kvindeundertrykkelsen. I stedet breder vi blikket ud: Vi ser på, hvad kønnede forventninger har haft af betydning for alles liv. Hvilke muligheder og begrænsninger, kønnede forestillinger har skabt og stadig skaber.

I et af Køns mest populære undervisningsforløb, “Fra sædelighedsfejde til samtykkedebat”, taler vi med eleverne om, hvad der er på spil, når vi flirter med hinanden. Her ser vi især på de uskrevne regler, der findes for flirt i heteroseksuelle forhold. Med udgangspunkt i historiske genstande og fortællinger forsøger vi at finde svar på, hvorfor mange unge, især mænd, har svært ved at navigere i en ny virkelighed efter samtykkeloven. Ikke fordi vi skal have ondt af mænd, der begår overgreb eller overskrider kvinders grænser. Men fordi vi tror på, at hvis vi vil forebygge overgreb i fremtiden, må vi også kigge på, hvordan vi opdrager vores drengebørn, og hvordan mandlige hovedroller portrætteres i populærkulturen.

Ser man alene på de ubegribeligt mange kvinder, der er blevet udsat for seksualiseret vold gennem tiderne, kommer man ikke meget længere end den politibetjent, der spørger, hvordan hun mon var klædt. I stedet må vi igen løfte blikket og undersøge de kulturelle fortællinger om kønnene. Vi må se på forestillingerne om, hvordan en kvinde og en mand er eller bør være, og hvor lidt eller meget de har lyst til sex. Og hvad der sker, når disse normer udfordres.

Det udvidede blik på køn som helhed betyder ikke, at kvindekønnet er usynligt eller atter må tage plads bagerst i køen. Kampen for, at alle mennesker kan udtrykke deres feminine sider uden at blive diskrimineret, mobbet eller udsat for vold, er også kvindekamp. I rødstrømpernes storhedstid lød parolen: “Kvindekamp er klassekamp”. Måske tiden nu, 50-60 år senere, er inde til, at vi anerkender, at nysgerrighed, åbenhed og solidaritet med andre marginaliserede og undertrykte grupper også er kvindekamp? At kvindekampen ikke er den eneste relevante kamp at kæmpe, hvis vi ønsker et mere ligestillet samfund?

Feminismen er kvindekamp. Men den er også kampen for, at vi alle har det godt, uanset køn. At sikre kvinders rettigheder, tryghed og frihed handler også i høj grad om at skabe mere tryghed generelt i samfundet, til familiefester, på arbejdspladser, i nattelivet, i skolegården.

Vi må klæde vores museumsgæster på til at være nysgerrige. Til at overveje, hvad de ting, de tager for givet, bunder i og betyder. Til at reflektere over, hvad vreden mod kvinder, homoseksuelle og transpersoner handler om og gør ved vores fællesskaber. Og til at tale om, hvordan fællesskaberne også kunne se ud, hvis alle var lidt mindre begrænsede af forestillingerne om og forventningerne til kønnene.

Museet er et sted, som tilbyder et andet samtalemiljø end de sociale mediers kommentarspor. Et tilstræbt safe space, hvor vi kigger tilbage for at se fremad. Hvor vi tager os tid til at tænke os om og ønsker at blive klogere på hinanden frem for at gemme os bag skærmene. For at skrive de næste kapitler i kvindekampen må vi udvide vores horisonter, løfte blikket og stille os nysgerrigt. Ikke for at give køb på alle vores værdier, men for at undersøge mulighedsrummene og fortsat insistere på ligeværd og ligestilling. For os alle.