Til foråret 2026 slår KØN dørene op for et nyt seksualundervisningstilbud målrettet unge. Tilbuddet består af en ny stor udstilling og tilhørende undervisningsformater, der vil styrke viden om køn, seksualitet og kropsforståelse – og bringe unges egne perspektiver i spil. Et ungepanel inviteres til at med-kuratere udstillingen og forme formidlingen af temaer som samtykke, pubertet, nydelse og kærlighed.
Derfor har museet nu indgået samarbejde med Vestjyllands Højskole, der i en årrække har arbejdet med køn og identitet. Her vil højskoleeleverne i løbet af efteråret 2025 inviteres helt ind i udviklingsprocessen i tæt samarbejde med museet.
Samskabelsen mellem ungepanel og museet kommer til at udfolde sig gennem workshops. På workshopsene skal eleverne arbejde med køn og seksualitet i historiske og nutidige perspektiver, museumspraksis fra ide til opbygning, bæredygtig udstillingsproduktion og økofeministisk æstetik og formidling.
På KØN glæder vi os til at invitere højskoleeleverne ind på museet og lade os inspirere af de unges perspektiver.
Læs mere om den kommende seksualprofil her
Læs mere om Vestjyllands Højskole her
Det nye seksualundervisningstilbud er støttet af Nordea-fonden
Foto: Vestjyllands Højskole