Invitation til tiltrædelsesreception

06.09.2023

Invitation til tiltrædelsesreception

Den 1. august tiltrådte Pernille Taagaard Dinesen som ny direktør for KØN – Gender Museum Denmark, og museet inviterer hermed til tiltrædelsesreception den 21. september kl. 15-17.

KØN har i de senere år været genstand for og lagt rammer til spændende debatter – på museet, på SoMe og i medierne generelt. Det er netop, når holdninger brydes, at vi definerer, former og bliver klogere på os selv, hinanden og på kønsdebatten generelt.

Som direktør for KØN vil Pernille Taagaard Dinesen stå i spidsen for udviklingen af nye formater for det at bedrive museum. Formater, hvor der er plads til alt fra nysgerrighed til uenighed.

Pernille Taagaard Dinesen ønsker sig derfor hverken vin, gaver eller blomster. Hun ønsker sig din holdning til køn og/eller kønsdebatten, som kan nedfældes til receptionen.

PRAKTISK
Torsdag den 21. september kl. 15-17
Drikkevarer og snacks
Taler fra kl. 15.30
Byrådssalen på KØN
Tilmelding nødvendig på kontakt@konmuseum.dk senest den 18. september