X versus Y – Hearts & Minds Festival

26.09.2015 · 11 - 13

X versus Y – Hearts & Minds Festival

Krop og køn til debat

Vi fødes som mand eller kvinde. Eller gør vi…?

Når dagligdagens samtaler falder på køn, er biologien og generne ofte i centrum. Kvinder kan ikke køre bil, og mænd er elendige til at multitaske. Piger leger med dukker og drenge med biler. Og så fødes vi forresten også med forskellige kroppe. Når man ser nærmere på forståelser af køn i den moderne verden, er den forestilling dog langt fra dækkende. På engelsk skelner man mellem ”sex” (biologisk køn) og ”gender” (psykologisk og socialt køn), og for nogle mennesker er der stor forskel på kroppen i spejlet og de indre tanker om eget køn. Man kan føle sig som mand i en kvindekrop, som kvinde i en mandekrop, eller som noget midt imellem.

Men hvad er så vigtigst – biologi eller kultur? Og sidder kønnet i hjernen eller i hjertet? Hør forskernes bud, når vi i samarbejde med Folkeuniversitetets festival Hearts & Minds byder indenfor til en hyggelig formiddag på Kvindemuseet.

NB: Kaffe serveres fra kl. 11.00-11.20, hvorefter arrangementet fortsætter i den gamle byrådssal på 1. sal. Kaffe må ikke medtages i salen.

X versus Y
Rune Nørager, ekstern lektor i kognitionspsykologi, IT-Universitetet og Aarhus Universitet og
Tone Frank Dandanell, pH.d.-studerende i filosofi, Aarhus Universitet

Tilmelding via www.hearts-minds.dk