Too Burlesque aften på Kvindemuseet

01.05.2019 · kl. 19 - 20.30

Too Burlesque aften på Kvindemuseet

I forbindelse med udstillingen Too Burlesque på Kvindemuseet inviteres du til en festlig burlesque-aften!

Oplev videoværket ’Too Burlesque’ og uddrag fra kunstfilmen ’Queerlicious’, der flettes ind i en historisk fortælling om burlesque. Der vil være digtoplæsning  med visuals  under titlen ’Too Burlesque Poetry’ og den professionelle burlesqueperformer Scarlet Blixen optræder med sit ’Pudderpuf Act’ – et klassisk burlesque act med både humor og sensualitet, såvel som sødme og rhinsten. Actet handler bl.a. om først og fremmest at være god ved sig selv. Selvkærlighed er nemlig ikke egoistisk, men en kilde til glæde som sagtens kan deles med andre.

Scarlet Blixen – the femme fatale disguised as a showgirl!
Scarlet Blixen er en internationalt anerkendt burlesqueperformer med base i Aarhus. Hun er kendt for sin evne til at forføre sit publikum med både blik og bevægelser. Scarlet har en mangeårig akademisk baggrund i bl.a. kønsforskning og female empowerment,  hvilket præger hendes tilgang til burlesque såvel som livet generelt.

Hvad vil det sige at være Too Burlesque?
Too Burlesque handler om erotik, humor og kropspositivisme. Gennem videoværker, musik, digte og burlesque-performance præsenterer Prezebe Productions deres Too Burlesque univers under mottoet: ’Dance as you like and don’t be afraid to be Too Burlesque’.

Eventet er skabt af Prezebe Productions, som består af filmskaber Julie Kaja Prezebe, og sangskriver Stine Solbjörk Prezebe. Prezebe Productions arbejder tværkunstnerisk ved at koble kunst, film og musik. Ønsket er at belyse tabuer og udfordre normer, og det overordnede mål er at bidrage til debatten som vedrører vigtige emner omkring køn, kropsidealer og identitet. Tilgangen til emnerne er humorfyldt og mangfoldig.

PRIS & PRAKTISK
Tilmelding via kontakt@kvindemuseet.dk – billetten betales i døren på dagen og inkluderer et glas vin //
Pris: almindelig entré til museet – 65 kr. voksne // 50 kr. studerende. Billetten giver samtidig adgang til museets udstillinger forud for eventet.

Tilknyttede objekter fra samlingen